Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1364Visninger
AA

12. Øjenvidneberetning

Som en del af min opgave var det meningen, at jeg, min daværende kæreste og mine veninder skulle ansøge om at blive fortidsfamilie i Sagnlandet Lejre og leve der en uge, som rigtige jernaldermennesker. Vi blev desværre afvist. Det lod vi os imidlertid ikke slå ud af, så i stedet valgte min veninde Signe og jeg at sy nogle jernalderdragter og tage af sted i et par dage alligevel.

Det gjorde vi også året forinden, hvor vi fik nogle kontakter i Sagnlandet. Allerbedst kender vi Anne fra Vævestuen, der fremstiller dragter til fortidsfamilierne, og hun gav os lov til at slå et telt op på en lidt afsides græsplæne.

 

I vævestuen fik vi lov til at fremstille slyngbånd, som man muligvis også har gjort i Jernalderen.

Teknikken, der bruges, foregår ved, at to personer står over for hinanden, med to slyngstokke hver.

Om slyngstokkene er viklet garn af forskellig kulør. Garnerne er bundet op på en krog i loftet.

De to personer giver nu hinanden først den ene hånd og bytter slyngstokkene, så den anden hånd og bytter slyngstokkene. Herved opstår en form for fletning.

 

 

Noget andet, vi lærte i vævestuen, var at bruge spindekroge, som er et alternativ til håndtenen.

På krogene spandt vi både uld og brændenælder. Vi var også med til at forberede nælderne til spinding. De var allerede høstet, og nogle af dem havde tørret i mange måneder. De skulle knækkes hele vejen ned af stænglen, og bagefter skulle fibrene rives af stænglerne. I vævestuen fik jeg også mulighed for at kaste et nærmere blik på jernalderdragterne, og hvordan de var lavet. Jeg kunne se, at jeg havde begået et par fejl i min fremstilling af egen dragt og skrev mig bag øret, hvad jeg skulle ændre.

 

 

I jernalderbygden Lethra tog indbyggerne fint imod os og bød os på en lækker urtethe, som de tilberedte ved et bål midt på bopladsen. Dette syntes at være samlingpunktet for alle familierne. Her farvede de garn, spillede brætspil og spiste deres måltider sammen, skønt alle husene var forsynede med bålsteder i midten af beboelses-enderne. Det har man nok ikke gjort i den faktiske jernalder, men for en bygd på tre husstande, der kun skal være der i et par uger, er det nemmest, og behovet for privatliv er nok mindre herskende.

Folkene, som boede i landsbyen, var næsten alle klædt i orange og gråbrune klædedragter, men nogle også i mørkerøde, blå og grønne. I et af husene var der fuld gang i fremstillingen af forskellige slags oste, kærning af smør og bagning af små kiks af hvede- og grahamsmel, sødet med honning og smagt til med salt. Signe og jeg hjalp kvinden ved ildstedet, for hun havde travlt og skulle forestå en omvisning for de andre. En af landsbyens mænd forklarede alt om ost og mælk for de besøgende, som kiggede ind i langhuset. Da kvinden på et tidspunkt var inde i langhuset hos os og var med til at lave kiks, forklarede hun en teori om noget, der kaldes ildbukke, og som ofte findes ved jernalder-ildsteder under udgravninger. Hun var nemlig i gang med at læse til arkæolog på universitetet, hvor hun havde et fag kaldet eksperimental arkæologi. Disse ildbukke er nemlig lidt af et mysterium for arkæologerne. De er fremstillet af ler og oftest formet som en tyk, firkantet flade med et hul i midten. Hvis man stiller to af dem på højkant over for hinanden, over et bål, kan man lægge grill-spyd over dem og derved tilberede mad på dem. Hullet i midten menes at være brugt til at stikke en pind eller lignende igennem, når man ville flytte rundt på ildbukkene, så man ikke brændte sig på den varme keramik.

Kvindens teori var, at man brugte de to ildbukke til at opbygge et bål omkring, sådan at man stillede dem over for hinanden og lagde et stykke brænde på. Derefter skulle man, ifølge teorien, lægge brænde skråt opad brændestykket på ildbukken, på den ene side, således at der dannedes noget, der kunne ligne et lille læ-tag. Så skulle der lægges kviste og spåner under læ-taget og tændes ild til bålet. Dette skulle give sodspor på ildbukken, der svarer til dem, man har fundet, og når det øverste stykke brænde knækkede og faldt ned i bålet, samlede man bare gløderne til et almindeligt bål.

 

 

Når man tilbereder mad på et bål, kan man måske godt tro, at man skal sætte krukken med, hvad der nu skal tilberedes, midt ind i bålet eller på et stativ over bålet; men det gjorde man ikke i Jernalderen, man skubbede kun krukken halvvejs ind i bålet. På datidens krukker sad der kun et håndtag i den ene side, som brugtes til at vende og dreje krukken, så alle sider, undtaget siden med håndtaget, kom til at stå ind mod varmen. Når en krukke eller lignende knustes, smed man ikke skårene væk, men brugte dem til andre formål. Man kan for eksempel varme potteskår i ilden og bage kiks eller små brød på dem. – Eller måske bruge et potteskår til låg på en krukke?

 

Kvinden i huset forklarede os også om, hvornår man regner med Vikingetidens afslutning og hvorfor. Hendes forklaring står i indledningen, så der er ikke grund til at skrive den endnu engang her. Hun fortalte også, at drejekværnen, der kom til Danmark omkring år 200, var en romersk opfindelse. Da vi langt om længe kom ud af det mørke hus, smertede vores øjne af røgen. Det var uforståeligt for os, at de rigtige jernaldermennesker har kunnet holde det ud.

 

På Thorsdagen overværede vi en offerceremoni til jernalderfolkets gudinde Nerthus. Hele dagen havde de forberedt ceremonien, flettet blomsterkranse til deres hår og malet mønstre i deres ansigter. Det var et stort offer, de gav hende: De ofrede hende korn, brød og et drengebarn! Hele vejen ned til mosen sang de: ”Nerthus! Alu Alu Nerthus!”. Da vi nåede ned til Den Hellige Mose, fremsagde den unge høvding en bøn til Moderen:

 

ALU (et magisk ord der forstærker det, man siger)

 

Højhellige Nerthus fra urtiden.

Ginnheilagr Nerthu auR árdaga.

 

Gyldne Nerthus, den rådende over skoven, beboere, dyr, græs.

Gullnar Nerthu, sa rathe yver widu, borumr, tiur, grassi.

 

Jeg kaldes Agila Mundo tjener dig gode Nerthus.

Ek hateka Agila Mundo thewar ther kuþan Nerthu.

 

Skån atter disse ulykkelige beboere fra Lethra.

Waje eptir thasi ógæfumadr borumr auR Lethra.

 

Gør atter jorden god.

Tawido eptir jardar kuþan.

 

Beskyt døtre, beskyt sønner.

Laukar tutiR, laukar sunaR.

 

Gør lykke!

Tawido gæfa!

 

ALU NERTHUS!”

 

 

Bagefter bad han os alle om at være stille, så vi kunne mærke Gudinden. Nogle hørte hende synge igennem en fasan. Andre hørte hende hviske i bladene. Selv så jeg hende flyve med silkevinger i form af en sommerfugl, hen over vandet og offergaverne. Og vi vidste, at hun havde taget imod vort offer.

 

 

Året før denne rejse tilbage til fortiden havde vi allerede prøvet at være i Lejre et par dage i træk.

Da havde fortidsfamilierne også taget godt imod os, da vi tilbød vores hjælp med opførelsen af en bageovn. Det meste af dagen stod vi i bygdens lergrav og gravede ler op, mens små røde orme svømmede rundt om vore ankler. Leren, vi samlede, kastede vi op på nogle okseskind med påmonterede reb, til at trække skindene med. Når skindene var fyldte, blev de trukket hen til et hul på størrelse med et stort kar, hvor leret med fødderne blev æltet sammen med halm. Når det var blevet godt æltet sammen, formede vi det til murstenslignende klumper, som vi stablede på hinanden opad et stativ af pilegrene, mens vi klinede væggen, der blev dannet. Da vi nåede op omkring ovnens tag, blev der lagt to sten, en i hver side af bagsiden, som vi murede op omkring. Jeg mindes ikke helt, hvad det skulle gøre godt for, men jeg har på fornemmelsen, at det var meningen, at de to sten skulle tages ud, når konstruktionen var færdigbygget, og ovnen skulle tørre. Måske så der kunne komme luft ind i ovnens hulrum, eller når ovnen skulle brændes? Da jeg var den mindste på holdet, blev det mig, der måtte kravle ind i ovnen og kline den indefra. Manden, der havde arrangeret byggeriet og lavet pilegrens-stativet, fortalte, at jeg ikke skulle kline den hele vejen op under taget, men kun på ovnens sider, så den ville være lettere at rengøre. Han fortalte, at hele pilestativet ville blive brændt, så væggene kom til at stå selv. Da vi var færdige med ovnen, hentede han en svanevinge og bad mig om at bruge den til at feje skidtet ud af ovnen. Til allersidst trykkede vi alle vore hænder ind i det endnu våde ler, som tegn på at det var os, der havde lavet ovnen.

Håndaftrykkene kan endnu skimtes, men er nu blevet mindre tydelige, for der bliver hele tiden lagt mere ler på ovnene for at holde dem i stand.

Dagen efter fik vi set en anden ovn i brug. (Vores egen ovn måtte stå og tørre i mange uger endnu for at kunne bruges).

Der blev lavet et bål i en af ovnens sider, og maden, der skulle tilberedes, blev lagt ind. Så hentede man ovndøren, som man klinede fast med ler, så der ikke kunne trænge luft ind. I løbet af det næste lange stykke tid kunne man mærke, hvordan lugten af kød bredte sig i hele Lethra. Da maden var færdig, havde de, der smagte på den, aldrig smagt noget bedre!

 

 

Den sidste aften, vi 'arbejdede' for disse mennesker, var der en af familierne, der rejste bort. Det betød, at et af husene nu stod tomt, og bygdfolket gav os lov til at sove der. Da vi gik ind i huset, var det bælgmørkt til at begynde med, og det var umuligt at se, hvad der befandt sig i den bagerste ende og i husets kroge. Det blev bedre efterhånden. Huset var indrettet som et typisk jernalderbondehus – eller i hvert fald sådan som man mener, at et typisk bondehus var i Jernalderen. Huset var delt op i to rum: Stalden og menneskeenden. Beboelsesenden var indrettet med to store senge, og i den bagerste ende stod krukker og potter på en forhøjning af ler, så rotter og mus ikke kunne nå dem. Over sengene var der lavet hylder, ved at lægge rundstokke over nogle vandrette bjælker.

Sengelejerne var lavet af halmmåtter og bunker med løs halm, ovenpå lå der fåreskind, som varmede godt. De andre i landsbyen sagde, at der var væggelus i sengene, og man kunne også se, at de var blevet bidt af dem, for de havde alle sammen røde mærker rundt omkring. Nogle af børnene valgte derfor at sove udenfor i noget halm. Jeg blev heldigvis ikke så hårdt ramt af dem.

 

Det var en næsten magisk oplevelse for os at få lov til at sove, som de gjorde, dengang for evigheder siden! Næste morgen fejede vi gulvet for sengehalm og støv og pakkede vores ting af vejen.

Bygdfolket havde allerede tilberedt en dejlig grød, som de tilbød os. Jeg spiste den sammen med en lækker 'flydende' ost med urter, og det smagte rigtig lækkert.

 

Da dagen skred frem, skiftede fortidsfamilierne til deres almindelige tøj, og det var meget underligt at se dem som nutidsmennesker. Til sidst pakkede Signe og jeg også helt sammen og tog hjem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...