Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1418Visninger
AA

9. Håndværk

Husholdningerne var selvforsynende på de fleste områder, da langt de fleste i landsbyen var bønder, men inden for visse håndværk havde bestemte personer i landsbyen specialiseret sig og havde værksteder. Dette gjaldt håndværk såsom smedekunst, pottemageri og træsmedning. Smeden har uden tvivl været den vigtigste håndværker i jernaldersamfundet, fordi smedekunsten har krævet en del kunnen. Derfor har det også været smede, der først skilte sig ud som specialiseret håndværker. De fund af gårde, som har hørt til smedjen, har været pænt store og vidner om, at smeden har hørt til middelklassen i samfundet. Til gårdene har også hørt en middelstor besætning af dyr, så smeden har altså også været bonde ligesom resten af landsbyens indbyggere.

 

                    Jernet og smedekunsten

 

Selvom tiden kaldes Jernalderen, var jern selvfølgelig ikke det eneste metal, der blev benyttet. Bronzen er fortsat blevet brugt til smykker, dekorationer og lignende, ligesom ædelmetallerne.

Det praktiske ved jernet var, at det kunne udvindes lokalt. Dette skete dog kun i den ældste del af Jernalderen, mens det siden blev begrænset til området Midtjylland, hvor produktionen oversteg de lokale behov, og man derved havde mulighed for eksport af jernbarrer til andre områder. Råmaterialerne til den indenlandske jernudvinding var trækul og myremalm. Ordet myremalm stammer fra det gammelnordiske ord ”Myr”, som betyder mose eller sump, men på trods af det er det et meget nyt ord. Det var nemlig først omkring år 1800, at betegnelsen myremalm blev almindelig på dansk. Før da kaldte man malmen for ”Jern-ahl” eller ”Jern-steen”.

Som navnet antyder, findes malmen ofte i nærheden af åer og moser. I Danmark er malmen primært blevet udvundet ved åbrinker og på flade fugtige jorder, hvor den ligger i formationer af bænkelignende blokke.

Efter brydningen af malmen i mosen eller jorden blev den ristet på bål, hvorefter den blev knust. Den knuste malm blev smeltet i jernudvindingsovne, som bestod af et overjordisk lerrør (en skorsten), der var bygget over en cirka 3-4 meter dyb grube, der skulle optage den afsmeltede slagge. Opvarmningen af ovnene tog op til et døgn. De blev fyldt med trækul og halm, og malmen blev tilført efterhånden. I siderne af skorstenen har der siddet lufthuller, som man har kunnet åbne og lukke efter behov, for lufttilførslen bestemte, hvor hurtigt forbrændingen skulle foregå.

Ved ca. 1200 grader C smeltede slaggen bort og løb ned i gruben under skorstenen, mens jernet kittede sig sammen til en svampet masse, der blev siddende på ovnens sider. Klumpen blev så hugget løs fra ovnen, som blev repareret med ler, så den kunne genbruges. Jernet blev herefter ophedet i en trækasse med blæsebælg og hamret fri for slaggerester. Ellers var jernet nemlig så urent, at det ikke kunne bruges til smedning. Af een jernudvinding kunne der af den færdige jernbarre forarbejdes omkring for eksempel 5 sværd, 10 økser og 20 knive.

 

Smedekunsten har ikke undergået særlige forandringer siden oldtiden. Værktøjet i Jernalderen var det samme som nu, dog var ambolten sædvanligvis af sten. Tænger og hamre var af jern. Til redskaberne hørte naturligvis også esse, med blæsebælg og en essesten, som skulle beskytte blæsebælgen mod varmen fra essen. Smedene har haft en forbløffende evne til at anvende små mænger stål lige netop på de steder, der krævede et hårdt materiale, mens andre steder på genstanden var fremstillet af blødt jern, så det mindre gode materiale også blev brugt, og intet gik til spilde. Fra den Yngre Jernalder kender man eksempler på redskaber, der er fremstillet af en kombination af stål, blødt jern og fosforholdigt jern.

 

 

Pottemagervirksomhed blev efter al sandsynlighed drevet af både mænd og kvinder, som muligvis har været ud af en pottemagerslægt.

Det har været skik og brug for håndværkerne at få deres redskaber med i graven, og antallet af pottemagerredskaber i gravene afslører, hvor mange i landsbyen der har beskæftiget sig med potteri. Antallet er ret svingende. I nogle landsbyer havde man kun omkring to ud af tyve, mens det i andre landsbyer var helt op til en tredjedel af indbyggerne, der arbejdede med keramik.

 

Træhåndværk så som snedkeri, tømring, hjulmageri, bødkeri og skibstømring har sandsynligvis hørt ind under samme erhverv. Bygningstømrerne i Jernalderen har været meget dygtige. Det vidner det faste system, typehuset er bygget efter, om. Egetræ har været det foretrukne bygningstømmer, men også andre former for løvtræ er blevet benyttet. I husenes indre har der også været meget tømrerarbejde, i form af skillerum og loft over staldene.

 

Kurvefletteri indgik ikke i nogen produktion, men i Jernalderen var kurve sikkert et lige så fast inventar som potter og lertøj. Desværre har vi i dag ikke megen kendskab til tidsperiodens stråarbejder på grund af deres dårlige bevaringsevne.

 

(Kilde: Oltiden i Danmark – Jernalderen, Danmarks Oldtid bind 3, )

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...