Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1368Visninger
AA

5. Arkæologisk metode

Når der foretages en arkæologisk udgravning, er det ofte, fordi der skal bygges enten veje eller huse på en grund. Så kontaktes det lokale arkæologiske museum, som bliver spurgt om, hvorvidt der findes fortidsminder på det areal, der skal bygges eller anlægges på. Det gør bygherrerne, fordi der i museumslovens § 27, stk. 2 står, at hvis man støder på fortidsminder under et jord- eller anlægsarbejde, skal arbejdet straks standses og en arkæologisk undersøgelse foretages for bygherrens regning, med de forsinkelser det må medføre i det igangværende anlægsarbejde. (Kilde: www.retsinformation.dk). Alene af den grund er en inddragelse af museet på et tidligt tidspunkt i planlægningen af et anlægsarbejde af stor betydning og kan bedst betale sig. Der foretages så en forundersøgelse af arkæologerne, som foregår således, at man ved hjælp af gravemaskiner graver to meter brede render med 15-20 meters mellemrum over hele området. Renderne er typisk 30-50 cm dybe, så overjorden/pløjelaget (dvs. den jord der ikke indeholder bevarede spor efter fortidsanlæg eller lignende på grund af pløjning og markarbejde) bliver fjernet, for at nå ned til undergrunden. Jorden i undergrunden stammer fra Istiden og består af ler, sten og sand; den er derfor lysere end det øverste lag. Her kan man finde forhistoriske anlæg, som i denne forbindelse er nedgravninger, hvori der er kommet jord, som afviger fra råjordens farve og konsistens (man kan nemlig ikke grave et hul og dække det til igen, uden at det vil kunne ses). Disse anlæg udgøres først og fremmest af stolpehuller, voldgrave, grave, lertagningshuller, affaldsgruber, kogegruber og brønde. Når forundersøgelsen er foretaget, vurderer arkæologerne, om en egentlig udgravning er nødvendig. Hvis der er fundet mange levn eller specielle spor i renderne, vælger man at blotlægge et eller flere større områder, for at kunne se hele billedet.

Fremgangsmåden er den samme.

 

Udgravninger af moser sker sjældent og har tit været i forbindelse med tørvegravninger, hvor genstande er dukket op. Det interessante ved moserne er, at de fund, man gør her, er af en anden karakter end dem, man kan finde på en mark. For eksempel kan man finde mumificerede lig og genstande af træ, som er blevet ofret til guderne. De 9 eksempler på moselig, som man har været i stand til at datere ved hjælp af kulstof 14-metoden (se Kulstof 14-metoden s. ), har alle været fra mellem år 650 før Kristus og omkring Kristi fødsel – altså slutningen af Bronzealderen og Ældre Jernalder. Man mener, at menneskeofringerne ophørte omkring 100 år efter Kristus.

Hvor godt liget er bevaret afhænger af, hvilken type mose det har ligget i. Pragteksemplaret Tollundmanden, som har kunnet give os megen viden om sin samtid, blev fundet i en højmose, ligesom Grauballemanden. De fund, man gør i lavmoser, begrænser sig til knoglerester.

 

Formålet med en udgravning er at få dokumenteret de levn, arkæologerne finder, inden de bliver ødelagt af bygge- og anlægsarbejde. Er det område, der bliver udgravet, ikke truet af den slags projekter, opbevares fundene bedst i jorden. På sin vis ødelægger de arkæologiske udgravninger også levnene, fordi de tages ud af deres oprindelige omgivelser; men de levn, der bliver undersøgt og dokumenteret, kan til gengæld rekonstrueres og udstilles eller videreformidles på anden vis.

 

Pollenanalyse er en vigtig metode i klarlæggelsen af en lokalitets vegetationshistorie. Metoden baseres på, at pollen fra planter spredes i luften og lægger sig i moser og vandhuller. Hvert år lægger der sig et nyt tyndt lag pollen på bunden, som med et specielt bor kan tages op og derefter analyseres. Analysen sker ved, at man tager lag for lag af prøven og tæller lagenes pollen. Hver arts pollenprocent sammenlignes så med den totale mængde. Ved en fyrreskov vil pollen fra fyr dominere, ved en havremark vil havrepollen dominere osv. Herved vil en pollenanalyse fortælle om, hvad man har dyrket, og hvad der har vokset et sted, på forskellige tidspunkter.

 

Dendrokronologi er en metode til tidsbestemmelse af år ved hjælp af årringe, der fremkommer i forbindelse med årstidernes skiften og ses på tværsnittet af en træstamme. Som bekendt kan man ved at tælle årringene på en træstub eller lignende bestemme det pågældende træs alder, men det er ikke det eneste, ringene kan fortælle. Tykkelsen af en ring afhænger af vejrliget og veksler derfor fra år til år. I år, hvor vejret fremmer væksten, bliver ringene tykke, og hvis vejret omvendt 'hæmmer' væksten, bliver ringene tynde.

Dette skaber et mønster, der gentager sig i alle de træer, der har vokset samtidigt i det samme klimaområde. Træer, der ikke er nøjagtigt samtidige, men tidsmæssigt overlapper hinanden, får overlappende ringmønstre, og med dem kan man danne kæder, der forlænger mønstret langt tilbage i tiden. Træ fra gamle bygninger og lignende konstruktioner samt mosefundet træ tages til hjælp ved denne proces, der i praksis foregår ved, at man måler hver enkelt årrings tykkelse og sammenkæder de derved opståede talrækker til en enkelt grundrække. Et træstykke af ukendt alder kan derefter dateres. Man finder det sted i grundrækken, hvor dets mønster passer ind.

Det vil i almindelighed være træets fældningsår, man er interesseret i at få oplyst gennem dateringen, men kun hvis barken, eller den til barken grænsende splintring, er bevaret, kan dette ønske opfyldes fuldt ud. Hvis kun en del af splinten er tilbage, må man nøjes med et cirkatal i forbindelse med en dateringsramme, inden for hvilken fældningsåret må antages at falde. Mangler splinten helt, er en egentlig datering af fældningsåret umulig, men så meget kan siges, at det må falde efter det årstal, som kan knyttes til træstykkets yngste bevarede ring. Hvis al splint er til stede og yderste ring fuldt udviklet, må fældningen have fundet sted i vinterhalvåret, altså efter at et års vækst er sluttet, og før næste års er begyndt; men om det er sket før eller efter nytår, kan ikke siges. I så fald vil dateringen fx Lyde: 'Sidste vækstår: 1417-18'.

 

 

Kulstof 14-metoden er en metode baseret på undersøgelsen af mængden af kulstof-14 i organiske materialer fra de sidste 50.000 år. Metoden bruges både inden for arkæologien og geologien.

Kulstof-14 er en radioaktiv isotop, der dannes i atmosfæren og sammen med normalt kulstof optages i planter og dyr, så længe de lever. Når planter og dyr dør, begynder indholdet af kulstof-14 at aftage. Kulstof-14 har en halveringstid på 5730 år, og ud fra den procentvise fordeling af C-14-isotopen i forhold til andre kulstof-isotoper i materialet kan man regne ud, hvor gammelt det organiske materiale er.

 

(kilder: museum-sonderjylland.dk, museum.odense.dk, svendborgmuseum.dk, denstoredanske.dk, kristeligt-dagblad.dk, da.wikipedia.org, skalk.dk, Lademanns Leksikon bind 15, )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...