Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1408Visninger
AA

4. Arkæologien og dens historie

Oldtiden adskiller sig fra Den Historiske Tid, fordi den stort set udelukkende kun kan belyses ved hjælp af materielle levn og ikke skriftlige kilder. Jernalderen findes der dog også runerne, som dukkede op 100-200 år efter Kristi fødsel, men anvendelsen af dem begrænser sig typisk til indskrifter på redskaber og våben i form af navnet på ejeren eller den person, der har fremstillet genstanden. I Vikingetiden begyndte man også at benytte runerne til længere tekststykker på gravstenene, men informationerne er stadigvæk begrænsede. Hvis man leder sydpå, vil man også kunne finde indirekte informationer om de vilde stammer, der levede nord for Romerriget.

Den græske Pytheas fra omkring 325 år før Kristus er den ældste kendte kilde, der beretter om Nordeuropa, men især den klassiske historieskriver Tacitus bidrager med informationer i sit værk Germania. Den ægyptiske geograf og astronom Ptolemæus sammenfattede oldtidens geografiske viden, også om Norden. Han døde i år 79. Den gotiske Jordanes fra omkring år 550 har mange overleveringer om de historiske begivenheder i Folkevandringstiden i sit værk om folkets (det gotiske) historie. Nogle store kvad, Widsithkvadet og Beowulfkvadet fra 600- og 700-tallets angelsaksiske verden, fortæller begge om tidens konger, stammer og vigtige begivenheder. I selve Norden har vi de gamle sagn fra tiden før historieskrivningen overleveret til både de islandske sagafortællere, Snorri Sturluson og den danske Saxo fra Middelalderen (der dog i de seneste årtier er blevet kritiseret for at være alt for partisk, men hans beretninger bygger jo også udelukkende på andres overleveringer), ligesom den oldengelske krønike fra cirka 855 har en del af dette stof.

Selvom kilderne måske ikke fortæller lige så meget eller er lige så dybdegående som dem fra historisk tid, er vi ikke så dårligt stillede med hensyn til informationer om Jernalderen i Danmark; der skal bare ledes lidt efter dem, for materielle levn og oldsager er her nok af. Og det er her, arkæologien kommer ind i billedet:

Arkæologi er studiet af menneskelig aktivitet, gennem studiet af menneskeskabte levn. Forhistorisk arkæologi beskæftiger sig med Oldtiden, som er den periode, der begynder med menneskets indvandring i Danmark for cirka 10-15.000 år siden, og som ender med Vikingetidens ophør. Dog har man fundet redskaber i Himmerland og Lillebælt, som tyder på menneskelig aktivitet i området allerede omkring 100.000 år før Kristus.

Middelalderarkæologi arbejder med den sene Vikingetid og tiden frem til Reformationen i 1536, - og nogle gange også Renæssancen og tiden frem til midten af 1600-tallet.

17- og 1800-tallet er ofte også noget, arkæologer interesserer sig for.

Klassisk arkæologi er den samlede betegnelse for græsk, romersk og nærorientalsk arkæologi; den beskæftiger sig også med materielle levn, men er mere præget af kunsthistorie end kulturhistorie.

Naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder er stadig under udvikling og inddrages i stort omfang i arkæologien.

 

Fund og indsamling af oldsager begyndte allerede i Oldtiden. Bondestenalderens flinteøkser blev anbragt i en væg eller andre steder i Jernalderens huse, for at beskytte mod lynnedslag. Man troede nemlig, at økserne var såkaldte ”Tordenkiler”, som var opstået ved lynets nedslag på jorden, og hvis man gravede et sådant øksehoved ned, ville lynet ikke ramme gården, fordi lynet ikke slår ned det samme sted to gange.

Dén overtroiske tradition har levet op gennem historisk tid, og det er derfra, vi kender den. Den systematiske indsamling og forståelse for fundenes historiske værdi kom dog først langt senere. Så sent som i 1585 lod den fynske herremand Niels Friis guld fundet på hans teglværk omsmelte til to skuemedaljer. På medaljerne står blandt andet: ”Vi ere af et gamelt Liggendefæ, opgravet paa Lundeborg Mark i Fyen Aar 1585. ” (Kilde: fynhistorie.dk ). Herremanden mærkede sig altså, at guldet var gammelt, men havde ikke større ærbødighed for dets historiske værdi end at han lod det omsmelte. Guldet var noget værd, fordi det var guld. Dette ændrede sig senere, men i 1800-tallet blev dubletter stadig omsmeltet af Den Kongelige Mønt- og Medaljesamling, og det er grunden til, at blandt andet vikingeskatten fra Iholm i Svendborgsund ikke kan vises i sin helhed.

Den arkæologiske interesse blev vakt i Renæssancen, med tidens dyrkelse af den klassiske kunst og arkitektur. Den første arkæologiske udgravning i Danmark, vi i dag har kendskab til, blev udført af Biskop Joachim Rønnow, i 1530'erne i en langdysse ved Værebro på Sjælland. Målet med udgravningen var at finde Kong Frode Fredegods grav; det var dog uden held og resulterede kun i en samling knogler. I 1500- og 1600-tallet samlede Henrik Rantzau og Ole Worm de første beskrivelser af fortidsminder og runesten. Ole Worm satte blandt andet i stand, at alle landets præster skulle indsende en beretning om de fortidsminder, der lå i deres sogne. Præsteindberetningerne, der blev indsamlet i 1623-25 og 1638-39, blev det materiale, der dannede grundlaget for hans værk Danicorum Monumentorum, der udkom i seks bind i 1643. Ole Worms museum Wormianum, der blev oprettet i 1650'erne, blev den første arkæologiske samling og indgik senere i Frederik III's kunstkammer. Dog kunne hverken han eller nogen af tidens andre samlere og udgravere af ”antikviteter” frigøre sig fra sagnhistorierne og datidens historiske kilder i deres tolkninger.

I 1752 formuleredes Danefæ-loven, så den sikrede bevarelsen af oldsager og forkyndte, at de materielle levn fra oldtiden var i landets interesse. Men Danefæ-loven kan spores helt tilbage til Jyske Lov fra 1241, hvor det blev skrevet: ”Finder nogen mand guld eller sølv i høje eller efter plov eller på nogen anden måde, da skal kongen have det.” (Kilde: da.wikipedia.org). Denne lovparagraf blev overleveret til den første moderne rigslov, Christian V's Danske Lov fra 1683 , hvor ordet ”Danefæ” første gang nævnes. Selvom oldsagernes bevarelse nu var sikret ved lov, var de fortidsminder, der udgør en del af det danske landskab, nemlig jættestuer, stendysser og gravhøje, dog stadig i fare; der skulle gå mange år, før de også blev sikret. Gammel overtro og andre tilfældigheder gjorde imidlertid, at bevaringstanken omkring fortidsminderne ikke var fremmed for den danske befolkning. Indtil 1800-tallet var folketroen nemlig, at gravhøje og megalitter var ældgamle offersteder, som havde tjent Odin og Thor og de andre gamle guder. I 1701 nedskrev den oldtidsinteresserede T. B. Bircherod sine erfaringer omkring disse oldtidsminder: ”Nok ses høje og banker hyppigt på vore marker ... at så mange af dem endnu er hele og uspolerede, skyldes imidlertid ikke videlyst, men overtro. Det er ikke særligt mange år siden, almuen endnu fuldt og fast troede, at disse høje var boliger for ånder og dæmoner, og jeg ved ikke hvilke væsener, som, hvis man ødelagde deres bopæl, ville hævne sig ved menneskeran, kvægdrab og misvækst på sæden... Nu er da gennem de senere år, især siden munkenes forsvinden, disse tåbelige griller begyndt at fortage sig, men så trues til gengæld mange steder af ploven, for at agrene kan gøres bedre, eller af hakken for at vandfyldte steder på mark og i have kan udjævnes...” (Kilde: Politikens Bog Om Danmarks Oldtid, s.11). Bircherod havde ret. For ikke nok med at overtroen var ved at fortage sig, så virkede landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet ødelæggende for bevarelsen af landskabets fortidsminder.

Indtil da havde dyrkelsesmetoderne ellers været bevarende for disse. Landsbyernes bønder var nemlig fæstebønder, som i fællesskab drev jorden for godsejerne eller kronen. Dette inspirerede ikke just bønderne til effektiviserende initiativer så som at fjerne gravhøje fra deres i forvejen små marker; men med selvejets indførelse begyndte man at tænke flere generationer frem, og så gav det pludseligt mening at fjerne fortidsminderne, der lå så irriterende i vejen, og ofte på den gode jord. Mens bønderne således ivrigt fjernede jættestuer og høje, voksede imidlertid interessen for det, de fjernede, i samfundets andre lag. For med Romantikkens nationalisme i 1800-tallet blev interessen for Danmarks oldtid og dens levn større. I denne henseende skal Rasmus Nyerup nævnes, for det er hans samling af oldsager, der ligger til grund for Nationalmuseet. Nyerup vidste, at sagerne var gamle, men dog ikke hvor gamle; heller ikke deres indbyrdes alder vidste han noget om.

I 1806 skrev han: ”Alt det, som er fra ældste Hedenold, svæver for os som i en tyk Taage, i et umaadeligt Tidsrum. Vi veed, det er ældre end Christendommen, men om det er nogle faa Aar eller nogle hundrede Aar - ja maaske over tusinde Aar - ældre, det er moxen lutter Gisninger og i det højeste kun sandsynlige Hypoteser”. (Kilde: museum.odense.dk )

I 1807 blev kommissionen for oldsagers opbevaring oprettet, med overkammerherre A.W. Hauch som formand. Rasmus Nyerup blev udnævnt til hans sekretær, men da han i 1816 ønskede at fratræde på grund af alderdom, blev hans erhverv overtaget af den lovende Christian Jürgensen Thomsen. C. J. Thomsen fik ansvaret for at bringe orden på kommissionens samling, og han var så dygtig til arbejdet, at Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager snart voksede sig for stort til at kunne være på Trinitatis Kirkens loft ved Rundetårn. Derfor blev det hele flyttet til Christiansborg Slot i 1832, og C. J. Thomsen fortsatte sit arbejde i de nye omgivelser. Der var blandt andet tale om offentlige omvisninger i samlingen.

Thomsen blev manden, der i sit værk ”Ledetråd til Nordisk Oldkyndighed” opfandt tredelingen af oldtiden, som blev grundlaget for arkæologisk forskning i hele Europa; men allerede inden den revolutionerende erkendelse udkom på skrift i 1836, kunne man se verdens første udstilling ordnet efter Thomsen anvisninger, i henholdsvis Stenalder, Bronzealder og Jernalder, i Odense. Også på Christiansborg kunne man selvfølgelig se det nye tredelingssystem udstillet. I 1855 blev samlingen af oldsager endnu engang flyttet, - denne gang til deres nuværende placering i Prinsens Palæ, hvor den etnografiske samling og antiksamlingen allerede havde fundet et blivende hjem, ansporet af et ønske om at forene statens samlinger på eet sted. Der skulle alligevel gå en rum tid, før Nationalmuseet blev en realitet, nemlig i 1892, og det var længe efter Christian Jürgensen Thomsens død i 1865. En anden vigtig person i arkæologiens historie er Jens Jacob Asmussen Worsaae, fra Vejle, der var ulønnet assistent hos C. J. Thomsen på Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager. I 1843 udgav han bogen Danmarks Oldtid, og forinden havde han allerede forfattet flere artikler, blandt andet én, hvor han kritiserer Niels Matthias Petersens antagelse af, at et moselig, fundet i Haraldskær Mose ved Vejle i 1835, skulle være liget af den norske Dronning Gunhild, der ifølge et folkesagn skulle være blevet taget af dage på Harald Blåtands foranledning. (Det var dog ikke ualmindeligt i datiden, at oldsager blev identificeret som begreber og personer kendt fra skriftlige kilder). I 1847 blev Jens Jacob Asmussen Worsaae udnævnt til inspektør for De Antikvariske Mindesmærkers Bevaring. Inden da havde Oldsagskommissionen allerede igangsat fredningen af fortidsminderne ved at sende spørgeskemaer ud til rigets sogne, for at danne sig et overblik over de fortidsminder der fortjente at blive bevaret for eftertiden. Opgaven at bevare dem blev givet til Det Danske Kancelli. Kancelli-fredningerne kom til at omfatte 208 fortidsminder.

Modsat svenskerne, som allerede i 1600-tallet gennemførte en vidtgående fredning af deres riges fortidsminder, blev de danske fredninger baseret på frivillighed. Det var i dette arbejde, at Worsaae blev en central person. Man anså ”frivillighedens vej” som værende at foretrække frem for den tvang, en lovgivning ville lægge på området. Således blev det kun til godt 100 fredninger i det følgende kvarte århundrede. Først i 1936, da chefen for Nationalmuseet, Johannes Brøndsted, indså, at en lovgivning ville føre til flere fredninger end frivillighedsprincippet, blev vejen for en fredningslov banet, og året efter var loven vedtaget. Fra da af var alle jordfaste fortidsminder fredet, og det var uden kompensation til ejerne. I år 1937 var der 7.717 fredede fortidsminder, i 1957 var antallet vokset til 23.774, og i dag er der omkring 30.000, så loven fik en markant effekt.

Den første del af 1900-tallet var, anskuet på landsplan, ligesom førhen særdeles præget af enkeltpersoners flid og interesse for sagen. Faktisk bestemte en lov i 1887, at museerne ikke måtte foretage arkæologiske udgravninger, i modsætning til privatpersoner; men i den sidste halvdel af 1900-tallet blev lokalmuseerne professionaliserede, for de var i større grad begyndt at se arkæologien som et arbejdsfelt.

 

(Kilder: Den Store Danske Encyklopædi, Politikens bog om Danmarks Oldtid, da.wikipedia.org, Nationalmuseet, fynhistorie.dk, )

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...