Glasskår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Igennem tiden har jeg skrevet nogle gyserhistorier. Jeg elsker genren gyser, og hvordan spænding og uhygge kan kombineres i en tekst. Det kan være svært til tider at skrive en hel gyser roman, og derfor har jeg valgt at fortælle forskellige brudstykker (altså glasskar) i form af noveller, men det eneste formål at bringe en smule uhygge og spænding til tilværelsens stilhed.

8Likes
14Kommentarer
958Visninger
AA

2. Skønne snefnug

 

 

"Den måde hun faldt ned på, igen og igen, det kørte og kørte igen i hans hoved.

Som et snefnug. Et smukt lille skrøbeligt snefnug, ingen idé om hvad den ville ramme."

 

***

 

I starten af januar sneede det stadig.

Nede ved havet sad lille Matt og omklamrede sin jakke omkring ham. Han sad ned og kiggede på isen, der var ved at sprække i små stykker mod muren. Der var stilhed over havet og det eneste man kunne hører var fiskerbådens klokke, der signalerede at den var på vej. Han vidste ikke hvorfor han var herude. Han ville måske komme lidt væk fra alting. I morgen skulle han starte på den nye skole. Væk fra alting. Han savnede et eller andet. Der var noget der manglede.


En piges stemme trænger ind til ham.

Han havde ikke engang opdaget, at der havde sat sig en pige ved siden af ham. Det lignede at hun var på hans alder. Hun havde hue, jakke og nogen luffede brune vanter på. Hun havde nogen fregner i ansigtet, der gjorde hendes ansigt blev en smule buttet. Han glemte helt at svare igen.

”Hej,” svarede han, med et kejtet smil der slet ikke virkede som ham. Hun blinkede et par gange, som om hun fik et snefnug i øjet.
”Ser du også på skyer herude?” spurgte hun, og kiggede på ham. Han mumlede noget uforståeligt, stadig helt optaget af at kigge på hende. Han vidste ikke rigtig hvad han lavede herude. Hun begyndte at smile, og han lagde mærke til de små smilehuller hun havde.

Hun pegede ivrigt op mod himlen. ”Se! Der er en kanin med en gulerod i hånden! ”

Han klemte øjnene i og kiggede op på himlen. Der var jo ikke noget, tænkte han for sig selv. Han synes det var mærkeligt, siden alle skyer på himlen for ham flød bare i én. ”Jeg kan altså ikke se noget, ” indrømmede han. Hun trak sin arm ned. ”Jer drenge har heller ikke nogen fantasi. ” Hun sukkede irriteret. Der var aldrig nogen der bare havde snakket til ham sådan dér. Han var heller ikke den store taler. Det var som om alt stod stille i noget tid, før nogen sagde noget igen.

”Du siger ikke så meget.”

”Fordi du snakker alt for meget,” svarede han igen, og drejede ansigtet over mod hende.

Hun smilede og begyndte at grine en sød latter, der lige så godt kunne have været et karamelbolsje. Han forstod ikke hvad der var så sjovt ved det, og kiggede op på himlen igen. Han opdagede en lille lignende skildpadde på himlen. ”Dér!” pegede han, ”en skildpadde på størrelse med en elefant.”

Sådan blev de ved.

 

Den næste dag begyndte han på sin nye skole. Timer. Frikvarter. Endnu flere timer. Han synes ikke han lærte noget, da alt han kunne tænke på var hende. Han glædede sig til at møde hende igen nede ved havet. Måske var hun der igen. Ved isen og når klokkerne ringede. Hun var sjov at være sammen med, og han havde aldrig mødt sådan en pige før. De fleste piger på hans alder ville fortrække at lege med dukker med andre piger. Ikke hende. Hun var et eller andet.

Han så hende sidde ved kantstene med fødderne dinglende ud over kanten. I dag havde hun ikke hue på, så man kunne se hendes blonde hår dale ned på hendes skuldre. Hun kiggede ud på havet. Hun havde et trist udtryk. Da han satte sig, vendte hun ansigtet væk fra ham. Det virkede ikke som hende. Hun var så glad i går. Der var stilhed imellem dem.

”Hvad er der?” spurgte han.

Hvordan skulle han vide det? Han havde kun kendt hende i en dag. En dag og en halvanden.

”Ingenting..” mumlede hun, så han næsten ikke kunne høre det. Men det var kun stilheden før stormen. ”Ved du hvor lang tid jeg har ventet..? En evighed! Hvorfor kom du ikke?” Hendes stemme var næsten ved at knække over, og han forstod ikke hvorfor. Han ville vædde med at han kunne se istapper i hendes øjne. ”Jeg har været i skole.. går du da ikke i skole?”

Hun drejede ansigtet, så han kunne se hendes ansigt. Det var som om istapperne nu smeltede i hendes øjne. Var det tårer? Hendes øjne var blanke. Kolde blanke. En blank olivengrøn farve.

”Nej,” svarede hun. ”Hvorfor skulle jeg det? ”

 

En dag lå de på broen, og kiggede på skyerne der for ham, var begyndt at give mening. En af de dage hvor hun var i besynderligt godt humør. Hun pegede op på himlen. ”Se! Der er en sky formet som et snefnug! ” sagde hun. ”Det betyder, at det snart begynder at sne, ” smilede hun til ham.

Han var sikker på at det ikke var rigtigt. ”Nej det gør ej, ” prustede han.

Hun puffede til ham.

”Jo det gør så! Ved du ikke, at alt det der er i fjernsynet om vejret er noget vrøvl? ”

Hun begyndte at forklare om hvordan skyerne er årsagen til vejret, og hvordan et lille tegn som en sky formet som en sol eller et snefnug, kan være årsagen til solskin eller snevejr. Han lyttede efter, og prøvede ikke at stoppe hende. I et øjeblik troede han på hende. Pigen der aldrig havde gået i skole.

 

Da han kom hjem, fortalte han sine forældre om hende.

Han fortalte om pigen han mødte ved havet, men kun den glade pige. Den triste pige ville han ikke fortælle om. Han fortalte om pigen han så på skyer sammen med. Han fortalte om pigen der havde troet en sky formet sig et snefnug betød snevejr. Og de grinede. De var glade over at han havde fået en ny ven. Han havde dog ikke fortalt den del, at hun ikke gik på skolen.

 

Det gik godt i skolen, og han lavede flittigt sine lektier, og var sammen med pigen hver dag efter skole. De så på skyer, snakkede om skyerne, snakkede om vejret og hvordan hun ivrigt ville have at der blev solskin. De vidste dårligt nok om hinanden selv. Men her var det lige meget. Her fandtes kun havet og himlen.

 

Der var et rygte i omløb. Eller nærmere en efterforskning, som han ikke rigtig forstod.

Nogen mænd i uniformer havde kommet hjem til Matt, for at snakke med deres forældre. Hvert ord hørte han. En ung pige var fundet død i havet. De fortalte, at hun døde da han var på samme alder med ham. De fortalte at hun havde ligget der i omkring et år eller to. De gik igen, da de hørte at familien kun havde været her i et måned.

Under deres fødder. Lige under hans fødder på broen havde ligget en død pige. På en måde var han skræmt, og lettet over at de havde fundet hende. Men samtidig havde han jo aldrig kendt hende, så hvordan kunne han stadig være trist over det?

 

Epilepsi. Det var noget Matt havde lært på sin gamle skole. Han havde aldrig kendt nogen der havde det, før han mødte hende. Han vidste at det var en sygdom, og at man kunne få anfald af det.

De havde gået rundt til bådene, og kiggede på dem, da hun pludselig faldt om. Hun har fået næseblod der løbede roligt ned på bjælkerne. Han stod bare der og så helt forbavset ud. Før det havde hun haft et blankt udtryk. Hvorfor vidste han det ikke? Han prøvede at tørre hendes næseblod væk med sin trøje. Bagefter vågnede hun, som om intet var sket, og rejste sig op igen. ”Det sker tit. Det er intet, ” smilede hun, og de gik videre. Selvom han ikke kunne lade være med at tænke på de små ord hun sagde. Det var begyndt at blive en vane for hende. Alle de små vigtige ting i hendes liv bare var intet.

 

Da lille Matt løb hen til broen, vidste han at der var noget galt, hvor hun stod ved kanten med sine bare tæer udover. Hun havde ingen strømper eller sko på, og stod i en natkjole til knæene. Der var noget galt. Hun virkede ikke som den glade, skyelskende pige. Hun mindede om den pige, han så med de kolde blanke forvirrede øjne.

”Hej, ” sagde han stille, og ventede på at høre hendes stemme.

Der var stille. Han troede da han kom, ville hun blive til den samme glade pige igen.Men der kom intet svar. ”Stå stille, ” sagde hun. Iskoldt.

”Fryser du ikke? ” Han standsede op.

Hun vendte hoved mod ham, og så ham i øjnene. Næsten så det gjorde ondt. Hendes øjne var ikke længere olivengrønne. De var gennemsigtige.

”Synes du ikke jeg er et smukt snefnug? ” Hun smilede, men ikke det oprigtige smil hun havde givet ham. Der var noget falsk over det. Noget uægte, og det lignede at hun ikke selv troede på det.

”Synes du ikke jeg er et smukt snefnug?!” råbte hun.

Han nikkede nervøst og bange for hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde som hun sagde. Han prøvede at komme tættere på hende. De så hinanden dybt i øjnene, inden hun kiggede ud på havet igen. Der var et glimt af genkendelse. ”Vil du se et trick jeg har lært?” Hendes stemme var blevet mere rolig nu, men der var stadig noget koldt over hendes tone. Han kunne ikke lide det. Han ville have den glade pige tilbage. Den der ikke råbte af ham, eller havde gennemsigtige øjne. Men hendes spørgsmål gav ham en smule håb. ”Hvad går dette trick ud på? ” spurgte han.

Han ænsede et smil på hendes læber.

”Du skal bare se det. ” Okay. Når han havde set dette trick var det sikkert ovre, tænkte han. Han tog grueligt fejl. ”Så vis mig det.” Hun kiggede over på ham. Det gik så hurtigt at han ikke kunne følge med.

Den måde den kolde is knækkede, og vandet drejede rundt om hende. Han løb hen til hende, for at prøve at få hendes hånd. Han stod og kiggede på den kolde hånd der flød oven på, og næseblodet der bredte sig omkring hende. Det var som om han ikke kunne trække vejret længere.

Tiden stod stille.

Det brød alt sammen ud i tårer ned langs af hans kinder.

 

Sneen dalede ned på isen.

Den måde hun faldt ned på, igen og igen, det kørte og kørte igen i hans hoved.

Som et snefnug. Et smukt lille skrøbeligt snefnug, ingen idé om hvad den ville ramme.

 

Kun minderne om hende var tilbage. Hans lille smukke snefnug.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...