Glasskår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Igennem tiden har jeg skrevet nogle gyserhistorier. Jeg elsker genren gyser, og hvordan spænding og uhygge kan kombineres i en tekst. Det kan være svært til tider at skrive en hel gyser roman, og derfor har jeg valgt at fortælle forskellige brudstykker (altså glasskar) i form af noveller, men det eneste formål at bringe en smule uhygge og spænding til tilværelsens stilhed.

8Likes
14Kommentarer
959Visninger
AA

1. Dødstille/"Jeg blev myrdet."

 

”Døren åbner sig.
En kuldegysning sniger sig om hende med et enkelt pust. Stønnen. Hun rammer gulvet ude af kontrol. Der blev koldt omkring i det mørke, da hun havde klemt øjnene i, mens hun forvirret rakker ud efter et eller andet. Forvirret, sønderknust mærker hun noget blødt på sin finderspids. Noget fugtigt og vådt. Selvom hun ikke kunne se noget, vidste hun hvad det var. Blod. Koldt blod.”

 

Hun løb væk, væk fra alting, alting der var levende.
Hun mærkede nogle mærkelige blikke der så på hende, da hun løb. Over vejen og væk fra den modbydelige skole, der bragte smerte i hendes liv. Hun kunne se for sit indre Gwen og hendes håndlangere stå og grine af hende.
”Hvem har vi så her? Lille frøken Anoreksi? ”
De holder aldrig op.
”Eller skulle jeg sige bulimi? Man ved jo aldrig med jer stakler. ” 
I forhold til Gwens perfekte krop og feminine udstråling, var hun selv en lille sølle edderkop. Hendes lille barnekrop og ranglede ben gjorde hende til et skelet, syntes hun selv. Inderst inde vidste hun, at alt det Gwen sagde om hende var løgn. Hun har aldrig været bulimiker eller anorektiker.
Ved et træ stoppede hun forpustet op. Her var hun i sikkerhed. Fra alting. Hun havde ikke lyst til at tænke på det: Gwen og hendes håndlangere, hendes håbløse kaotiske familie eller hvad nu om smerte, man kan slå op i en ordbog.
Det piblede ned af hendes ben. Hun kiggede ned på sit knæ, der er ved at forbløde, også bagefter hende hånd hvis farve er en grumset rød farve. Gwens hærværk. Et lille ar, for resten af hendes liv.

Hun huskede tydeligt, da hun så Gwens håndlangere tage fat i hende, og med ét buldrede hun ned af den kolde trappe. Bumpet af at mærke trappens hårde kanter, og det sidste hvor alting blev sort. Efter det var der et kort øjeblik hvor alting var stille. Det var dér, hvor hun hørte en kvindestemme som råbte et navn.
”Genevieve, Genevieve!”
Formodentligt kaldte damen på Gwen. Gwen var en forkortelse for Genevieve. Alle andre på skolen kaldte hende bare Gwen. De var væk, da hun vågnede igen. Hun lå for enden af trappen. Efter det korte sekund vidste hun hvad hun måtte gøre.
Og nu endte hun så her.
Et blødende knæ, og med en bule i hovedet. Hun hev noget af hendes uniform af, foldede det om hendes knæ, og bandt til sidst en knude. Hun var faldet mere til ro nu, men nu var det for sent. Hun kunne ikke løbe tilbage. Hun kunne heller ikke løbe hjem. Hvad ville hendes forældre ikke sige til at hun pjækkede fra skole? Det var noget rod. Hendes mor ville sikkert spørge ind til hvad der ville ske, og hun ville stikke hende en løgn hun sikkert ikke troede på. Også ville kaosset bryde ud. Hendes forældre havde betalt en formue, for at hun skulle kunne gå på denne skole, så nu måtte hun ikke spilde chancen. Hun så ned på sine ranglede ben, og tvang sig videre til at gå.
Et hus ved siden af hende, så ud til at være tomt. Hun havde aldrig set det før, men alligevel virkede det bekendt. Det var forfaldent, vinduerne var gået i stykker og græsset var helt tilgroet. På en måde, mindede det om hende. Ensomt og fortabt. En perfekt match. Det var et to etagers hus. Hun lagde mærke til på anden etage var der kun ét vindue i venstre side, mens nedenunder var der to vinduer i højre og venstre side. Gardinerne var trukket til. Postkassen var rusten, verandaen var slidt og dele af hegnet var i stykker. Gad vide hvilket hærværk der havde forgået her?
Hun var ved at løbe tør for idéer til at komme ud af den her suppedas. Hun ville ikke gå tilbage til skolen, og kunne heller ikke gå hjem. Hendes blik faldt hen på huset.
Det så forladt ud, og ingen ville bo i sådan et hus. Hvad hvis hun tjekkede det ud? Det kunne der da ikke ske noget ved. Hun nærmede sig husets indgang. Gulvet knirkede da hun gik op af verandaens trappe. Hun tog fat i håndtaget, og det gik op. Den var ikke låst. Mærkeligt.
Døren knirkede. Det var helt sikkert at ingen havde været her i lang tid. Hun lod døren stå åben da hun gik ind i husets entré, hvor der var en stor og elegant trappe op til anden etage. Lige ved trappen lå et rødt og gult mønstret tæppe. Der var mørkere herinde end udenfor, og dørens åbning var den eneste lysstråle der trængte sig ind. Hun bevægede sig lidt længere ind i huset, hen til en af de korridorer der var ved siden af trappen. Et blåt mønstret tapet var ved at falde af, bemærkede hun på væggen. Der var en masse portrætter af folk hun ikke kendte. Deres tøj var gammeldags, og lignede noget hun havde set i de gamle historiebøger på biblioteket. Der var et familieportræt på fem personer i sort og hvidt.
Moren var ude i højreside og bar på en lille pige med kyse på. Hun så udtryksløs ud i ansigtet, og løftede let hagen. Hendes tøj var en lang kjole med krage. På sønnen ved siden af moren kunne man ænse et lille smil. Måske var det noget sjovt han så i baggrunden. Han havde en skjorte på med en sweater udenpå, og lange bukser, og det lignede de var lidt for lange. Faren havde det samme udtryk som moren, bare mere fjernt. Han havde en høj hat på, og tøjet lignede noget en dirigent kunne have på. Han holdt en hånd på datteren ved siden af ham. Datteren stirrede direkte ind i linsen. Hendes blik var tomt. Hun havde to fletninger, og en fin lille kjole til knæene. Datteren var det rene perfektion. Ikke som Gwen, der mere var en overdrivelse. Datteren havde mere en uskyldig skønhed. Det blik datteren havde kunne stirre en ind i sjælen. Det gav hende et lille chok, og hun rykkede væk fra billedet. Hun kom i tanke om, at hvis hun skulle blive her, måtte hun finde et værelse. Hun bevægede sig ned af korridoren. Hun lagde mærke til en ting på vej ned til en dør. Her var stille.

Dødstille.

Hun kom til et rum hvor der var en enkelseng, et skrivebord, en bogreol og vinduet var trukket til med et gardin. Der var en lampe der ikke var tændt, så der var lidt mørkt. Hun kom ind, og lod døren stå på klem. Hun prøvede at finde en kontakt, men opgav det.
Hun så ned på skrivebordet. Alt var stillet frem til at kunne skrive noget. Papiret var på skrivebordet sammen med blyanter og blækblyanter. Hvis hun fik tid kunne hun måske få nogle opgaver lavet. Hun kiggede sig selv i et lille spejl der hang på væggen. Det var den eneste ting hun havde set indtil videre der ikke var gået i stykker. Hun kiggede på sit ansigt. De små grå øjne, den fremtrædende næse og de små tynde læber. Hendes lange bølgede uglede hår, som hun næsten aldrig kunne få redt, hang ned foran hende. Hun havde fået et lille sår på sin næse og en bule i panden. Hun tværede blodet lidt ud på næsen. Det var næsten intet. På bogreolen var der ikke andet end bøger om økonomi og regnvandsspild Hun opdagede pludselig hvor håbløst det her var. Hun kunne jo ikke leve her? Hvad havde hun gang i? Hun sukkede, og hørte en lille knitrende lyd. Det lød som noget bag hende. Det lød som om nogen skrev på et papir.
Det gav et lille chok i hende. Hun vendte sig om, og troede ikke sine egne øjne da hun så en blækblyant der fløj over papiret og skrev noget. Meget forsigtigt nærmede hun sig papiret.

”JEG ER IKKE HER. JEG ER IKKE VIRKELIG, MEN VI TO HAR NOGET TILFÆLLES. ”
 
Ikke virkelig? Hun så på papiret da blækket plettede på bordet, og dannede et mærkeligt ansigt. Et lille ansigt med små horn. ”Hvad har vi tilfælles? ” sagde hun med sin lille stemme.
Det var som om blyanten stoppede op. Efter noget tid løftede blækblyanten sig selv op og skrev tre små bogstaver ned:
”ALT.”
Hendes hænder rystede. Denne her ting.. dette her hus.. det er ikke virkeligt. Der er noget helt galt.
”JEG ER DIN VEN..”
Hun har ingen venner.
”DU SKAL IKKE VÆRE BANGE.”
Hendes hånd ryster mere, og hun prøver at holde den i ro ved at gnide dem op af hinanden. ”Nej.. nej, du er ej..” kommer det ud af hende. ”Jeg kender dig ikke.” Hun vil ikke tro på det.
”JEG KENDER DIG.”
Pennen flyver over papiret, og hun læser ordene igen og igen. Denne her ting.. kender hende? Det her er sindssygt.
”KOM MED MIG.”
”Hvorhen?” spurgte hun, men blækblyanten rørte ikke på sig. Intet svar. ”Hvem er du?” spurgte hun, men blyanten rørte ikke på sig. Hvad lavede hun? Hun måtte væk herfra! Hun var på vej til at tage et skridt tilbage, da blyanten fløj hurtigt over papiret. Det var næsten så hurtigt at det var ulæseligt.

”DU MÅ IKKE GÅ!”

Døren åbner sig.
En kuldegysning sniger sig om hende med et enkelt pust. Stønnen. Hun rammer gulvet ude af kontrol. Der bliver koldt omkring i det mørke, da hun klemmer øjnene i, mens hun forvirret rakker ud efter et eller andet. En dør bliver smækket hårdt i, men det er ikke døren bag ved hende. Hun gætter på det er hoveddøren. Lukket inde. Hun hører en stemme. ”Søde kære lille ven.. gå nu ikke.. kom med.. vi kan blive venner.” Det var en piges stemme. Blød og rolig. Så meget hun havde lyst til at have en ven, ville hun ikke have det her som sin ven. Forvirret, sønderknust mærker hun noget blødt på sin finderspids. Noget fugtigt og vådt. Selvom hun ikke kunne se noget, vidste hun hvad det var. Blod. Koldt blod.
Hun havde lyst til at skrige, men noget holdt hende tilbage. Hun mærkede kulden krybe helt ind, og prøvede at sætte sig op. ”Lad mig være! ” råber hun, og klemmer øjnene mere i. Det er ikke virkeligt. 
”Kom her.. tag mig hånd..” Hun mærker noget vådt der rører ved hendes skulder, og rejser sig hurtigt op, og falder ind i noget. ”Hvem er du?!” råber hun igen højere, og er lige ved at bryde ud i gråd. Er det sådan her det føles at gå fra forstanden, tænkte hun. Hun åbner sine øjne, og ser ind i en gennemsigtig skikkelse. Der var vådt omkring den, og hun opdagede at den stod og var våd og dryppede. Kun dens hånd havde en rødlig farve. Det sidste hun hører er en knirken af noget der vælter.
Blodet flyder fra hendes hånd og ud på gulvtæppet. Hendes krop er livløs. Væk fra denne verden. En koldblodig død. Der bliver stille, imens hendes blod danner tre ord:

JEG BLEV MYRDET.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...