Eks-kæresten

One-shot.
19-årige Klara er lige kommet over sin eks-kæreste, da hun opdager nøglen til hans lejlighed. Hun havde kun tænkt sig at smutte ind, lægge nøglen, og smutte ud igen. Men det ender med en smut i garderobeskabet og et "hej" til den såkaldte bedsteveninde.

7Likes
12Kommentarer
374Visninger

1. Eks-kæresten

Jeg bankede på døren og ventede nervøs foran Toms dør. Tom som var min eks-kæreste, havde sødt smil og krøllet hår. Det var det, jeg lagde mærke til først. Det var 3 måneder siden at han slog op. Han var åbenbart ikke klar til at hoppe ind i et seriøst forhold. Hans ord – ikke mine. Men jeg er kommet over det, især med hjælp fra Maria, min bedste veninde, som tit kom over og trøstede mig.

 

”Tom er en idiot”, sagde hun tit og fortsatte, ”Desuden sagde du ikke også, at hans fødder altid lugtede?”

 

Men jeg var sådan set bare kommet forbi for at aflevere den nøgle, han forærede mig på tredje date. Jeg bankede på igen, men ingen svarede. Vil han blive sur, hvis jeg bare kom ind? Han havde jo givet nøglen til mig?

Skide være med det, han gav mig den. Jeg tog nøglen ud af lommen og åbnede døren - og som jeg forventede - var der ingen hjemme. Så jeg gik ind i lejeligheden. Alt var som jeg huskede, tøjet var smidt ud på gangen, stuen lugtede af øl og det lille køkken var fyldt med beskidte tallerkner på vasken – som jeg for resten lavede for ham. Dengang jeg troede jeg var hans kæreste.

Jeg lagde nøglen på bordet og skrev på en lille note, at jeg afleverede nøglen. Jeg var lige ved at skrive Love Klara. Gammel vane…

 

Jeg ved, jeg burde havde gået ud af lejligheden, ligeså snart jeg havde skrevet beskeden færdig. Men alligevel gik ind på hans værelse, og kiggede lidt rundt. Sengen var ikke redt og man kunne lige ane de sorte sokker, der var gemt væk under sengen. Jeg gik direkte til det hvide IKEA skrivebord, og åbnede den øverste skuffe. Der var intet andet end skolepapir og andet vås, så jeg gik videre til den næste skuffe, hvor jeg fandt noget interessant.  En lille æske fra Tiffany – et dyrt mærke. Jeg tog det op i hånden og var ved at åbne den, da jeg hørte døren åbne.

”Hey, vent to sekunder, skal lige hente gaven fra mit værelse,” råbte Tom fra stuen. Han lød glad.  Jeg snurrede rundt for at finde et sted at gemme mig.

PANIK!

Garderobeskabet så ud til lige at kunne rumme mig. Lige da jeg lukkede garderoben næsten i, kom Tom ind i sit værelse. Han havde fået en ny frisure. Det brune hår var blevet sort, brillerne var væk og jeg kunne lige skimte en tatovering på overarmen.

 

”Den burde ligge lige her”, sagde Tom og rodede rundt i præcis den samme skuffe, jeg havde taget smykkeæsken fra. Tom var nået til at lede under sengen, da jeg høre en pige svare ham.

I det samme lukkede døren til værelset op, ind kom Maria. Maria? Jeg kunne kun lige skimte hende gennem sprækken i skabslågen, men der var ingen tvivl.

Maria, min bedsteveninde var i min eks-kærestes værelse. Er der noget der lyder forkert her?

”En gave til mig?”, spurgte Maria og svingede hendes sorte hår og fortsatte. ”Det behøvedes du slet ikke. Det ikke engang min fødselsdag.”

Tom løftede hovedet op over sengen og svarede. ”Nej, men jeg bemærkede at du var lidt nedtur på det seneste, så jeg vil give dig en gave for at gøre dig glad.” Hvordan vidste han lige præcis, at hun var fortvivlet på det seneste? De hang ikke engang ud sammen. Selv da Tom var min kæreste, kunne de ikke lide hinanden.

”Hvis bare jeg kunne finde den”, sagde Tom og sukkede. Nu ledte han i sine bukse- og jakkelommer, der flød på gulvet.

”Det er bare …” begyndte hun. ”Jeg har det ret dårlig over, at vi holder det – du ved – skjult. Især over for Klara.”

Da Maria sagde mit navn, gik Tom straks hen til hende og krammede hende. Jeg kunne ikke tro mine øjne.

”Tænk ikke på det. Vi er sammen og Klara er her ikke.  Bare vent et par uger endnu,” fastholdt han og krammede hende tættere ind til sig.

”Du har altid sagt, vent et par uger endnu, hvornår har du tænkt at sige til hende, at vi ligesom… du ved, mens I var sammen?” spurgte hun og slap ham. Hun fortsatte, ”Det ikke bare det. Du vil have, at jeg ikke skal sige det til nogen som helst.  Vi kan ikke holde i hånd i byen eller biografen. Jeg skal finde en masse undskyldninger og lyve for folk for at være sammen med dig. Min bedste venindes eks-kæreste”.

Jeg tunede ud. Jeg kunne ikke forstå, hvordan Maria kunne gøre det her? Nej, jeg kunne ikke forstå, hvorfor de gjorde det mod mig, og hvordan jeg var så dum, at jeg ikke havde set det. Der måtte have været små øjeblikke, hvor de kiggede i hinandens øjne, uden at jeg så det.

 

De ting løb rundt i hovedet på mig og jeg kunne ikke undgå at holde mine tårer tilbage. Pludselig sagde Maria noget, der fik mig til at høre efter.

”Jeg har simpelthen fået nok! Jeg er ikke så dum, som du tror – du kan ikke narre mig, som Klara”.

Det så ud som om, de lige havde startet et skænderi. Mit ben begyndte at sove. Og hoppe. Og lugten i skabet af fodboldstøvler, strømper og svedig bomuld begyndte at stikke i næsen. Så jeg åbnede skabet og gik ud.

De stirrede måbende på mig. Maria så skyldig ud.  Og Tom - ja, han så Tom-agtig ud. Inden de kunne få et ord sagt, rakte jeg nøglen ud til Tom og sagde, ”Jeg håber, I får et skide godt liv sammen”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...