Usikkerhed ~Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Igang
Det her er sandheden om mit liv. Min historie

2Likes
0Kommentarer
258Visninger
AA

2. Oneshot

Usikkerhed.

Jeg har hele mit liv følt mig usikker, men har opretholdt en facade, som der aldrig har været nogen der kunne se igennem. Dengang jeg var lille var jeg endnu mere usikker, heldigvis bliver jeg mere og mere sikker på mig selv.

Dengang jeg gik i 2. klasse, var min bedste veninde syg, mindst en gang om ugen, og det var aldrig alvorlige ting.. Det var sådan nogle ting min mor ville have sendt mig i skole med, som fx svag hovedpine. De dage hvor hun var syg, gik jeg rundt på legepladsen alene, fordi jeg ikke turde spørge mine andre venner om jeg måtte være med, selvom jeg godt vidste de ville sige ja til mig. Men alligevel af skræk for at de ville sige nej. Jeg følte mig meget ensom i den periode, og ville faktisk ikke i skole, jeg sagde det bare ikke til nogen.

En af mine andre veninder var en af mine bedste veninder, hun var populær blandt pigerne dengang, og alle ville være veninder med hende, mange af dem var falske, og er faktisk ikke venner med hende mere i dag, hvor hun er mere neutral, og stadig min veninde.

Fordi min bedste veninde så sjældent var i skole, begyndte jeg at være sammen med den nye pige, som altid kom op at skændtes med de andre piger. Der turde jeg ikke holde med nogle af dem, og gik ofte min vej.

En dag startede nogle af de andre en leg, og man skulle søge om medlemskab, for at være med, men den nye pige var blevet afvist, så hun fik mig overbevist om at det var åndsvagt, at lege den leg, så jeg ikke søgte om at være med. Til sidst var ALLE andre fra vores klasse inde i den leg, og det var kun os 2 tilbage, jeg følte mig virkelig udenfor. En dag var jeg så syg, og da jeg kom tilbage til skolen igen, dagen efter, var pigen kommet med i legen alligevel. Der følte jeg mig for alvor udenfor, og da jeg spurgte om jeg måtte være med, fik jeg bare svaret, du må spørge en anden, det bestemmer jeg ikke.  Så spurgte jeg den person der var blevet sagt, og fik en ny person at spørge. Da jeg havde spurgt den rigtige, sagde hun bare ”Det vil jeg da lige overveje.”

Det gjorde mig virkelig usikker, ville de virkelig ikke have mig med? Jeg gik rundt resten af dagen, og tænkte på om der var noget galt med mig, om jeg bare var en person, som ikke betød noget, og bare var i vejen for alle andre. Et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv hele livet, og stadig gør.

Efter skolen kom en hende jeg havde spurgt hen til mig, og fortalte at jeg godt måtte være med. Det virkede bare som om at det var mod hendes vilje, og sikkert kun fordi jeg var den eneste, der ikke var med i legen.

Jeg følte mig skuffet over hende pigen, som havde sviget mig, for at være med i den leg, som hun selv gik rundt og sagde var åndsvag tidsspild. Det blev ikke meget bedre af, at hun flyttede et halvt år senere. Der mistede vi alt kontakt, og da jeg tænkte vores venskab igennem, kunne jeg godt se, hun bare havde brugt mig, hjernevasket mig, trampet på mig, jeg havde bare været for naiv til at kunne se det.

I 5 og 6 klasse var jeg meget usikker på mine bedste venner, og hang ud sammen med en flok falske piger, som var virkelig snobbede. Min kusine var en af dem, hun var ikke helt så snobbet, og bare et påhæng ligesom mig. Jeg var ikke sammen med nogen af dem efter skole, og var faktisk sammen med de venner jeg var usikker på. Grunden til at jeg var usikker på dem, var at alle gik rundt og kaldte dem for nørderne, selvom de alle sammen var både ægte og sjove at være sammen med.

En dag overhørte jeg min kusine spørge de overfladiske piger jeg var sammen med, om hun måtte være sammen med dem, de sagde ja, men jeg hørte også noget, som jeg helt sikkert ikke skulle have hørt. ”Men kun hvis din kusine ikke er med, hun er kun irriterende.”

Jeg skyndte mig ud af klassen for at køle, jeg kunne ikke helt forstå hvad det var jeg havde hørt. Min kusine kom ud til mig, og fortalte mig det, som jeg allerede havde hørt. Jeg blev også rigtig glad da hun sagde at hun hellere ville være sammen med mig den dag, så jeg ikke skulle være selv.

Ugen efter indså jeg hvor snobbede de piger havde været, og indså også hvor meget mine ægte venner havde været der for mig, og fik virkelig dårlig samvittighed over at have sat dem til side ovre i skolen, de var jo mine venner, og ikke noget at være flov over. Der var godt nok en af dem, som jeg ikke brød mig om, men hun hjernevaskede, ligesom hende jeg nogle år tidligere havde haft noget at gøre med. Derfor kunne jeg ikke sige noget, for de andre ville droppe mig, hvert fald blive sure for min anklage.

De bedste venner jeg snakker om her, har jeg haft siden børnehaven, undtagen den ene som flyttede til i 3. klasse, hvor vi blev tætte på 2 uger. Jeg indså heldigvis også det her før vi skulle til Bornholm med klassen og parallelklassen. Jeg kom på værelse med 6 andre piger, men der var ikke senge nok, så min bedste veninde sov inde ved en af parallelklassens piger i stedet for, alle mine andre veninder sov sammen med mig, og 2 af de snobber jeg lige havde droppet. Jeg var ret irriteret over at komme til at dele med dem, da det var de 2 som var mest falske.

Det blev ikke bedre af at det var de 2 min kusine(som er min ægte veninde ligesom de andre bare ikke på samme værelse som mig) og en af de mest populære drenge jeg kom i gruppe med, da vi skulle på natteløb. Min kusine var begyndt at være sammen med de falske piger igen, men det gjorde mig ikke så meget, bare vi stadig kunne være venner ved siden af.

På natteløbet skulle vi lave en masse forskellige ting, fx skrive en sang, som vi skulle synge højt for alle de andre, hvilket jeg bestemt ikke var tryg ved. Vores sang var virkelig dårlig i forhold til de andre, opgaven gik ud på at lave en godnat sang, min gruppe lavede en vuggevise, mens andre lavede raps og lignende.

Efter vi havde været på Bornholm, blev vores klasse rigtig tæt, det sørgelige var bare, at vi snart skulle i nogle nye klasser. Jeg var virkelig bange for min nye klasse. Men blev nærmest lettet da jeg fik den at vide, det eneste der irriterede mig var, at den ene af mine veninder ikke var kommet i klassen med alle os andre fra vores egen vennekreds, kun den falske.

Hende min veninde som var populær da vi var mindre, var faktisk en af dem de andre havde kaldt for nørderne. Hun havde fundet ud af hvor falsk, den falske pige var, da vi var på Bornholm, men jeg havde hjulpet hende igennem det, for jeg vidste hvordan sådan noget var.

I starten af 7. klasse hvor vi fik de nye klasser var jeg sammen med 3 nye veninder, som senere kom ind i min gamle venindekreds sammen med min kusine.

Hende pigen der havde sviget mig tilbage i 2. klasse vendte tilbage til skolen, og gæt engang hvilken klasse hun kom ind i.. nemlig min klasse, heldigvis kunne den her gang fra starten se hvor falsk hun var, så jeg udgik hende. Problemet var bare at hun hjernevaskede min kusine og en af mine nye veninder.. De piger der ikke var inde i min vennekreds og drengene, kunne ikke se igennem hende. Det irriterede mig, næsten hele min klasse blev holdt for nar, og der var intet jeg kunne gøre, for at stoppe det, da jeg stadig var meget usikker på mig selv.

Hun var faktisk blevet en rigtig player, nu er vi i slutningen af 8. klasse, og hun har haft noget kørende med 7 af drengene fra skolen, og 2 fra andre skoler.  Hun skabte en masse drama i vores klasse, og efter et bestemt drama, kunne næsten alle se igennem hende, men det endte med, at de 2 andre af mine nye veninder blev hjernevasket, og faktisk stadig gør. Den sidste af mine nye veninder, er nærmest den tætteste.

Den tætteste af mine veninder er jeg bare bange for at miste, fx er hun begyndt at snakke med hjernevaskeren igen. Og her i dag måtte hun invitere 2 veninder med hjem. Hun valgte sine 2 veninder, som hun havde fra før 7. klasse, det er også helt forståeligt. Det er bare lidt fornærmende når hun spørg lige foran mig, og de snakker om det, for bagefter ingen kan, og så spørg hun en veninde hun ikke er i nærheden af tæt på, lige for næsen af mig. Det var virkelig sårende.  Jeg er bare virkelig bange for at miste hende. Lige nu sidder jeg med tårer i øjnene.

Jeg stiller mig selv spørgsmål som: Er jeg overhovedet god nok?  Er der en mening med at jeg er her? Er der overhovedet nogen der kan lide mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...