When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

712Likes
1061Kommentarer
68269Visninger
AA

14. "You really want me with you?"

Summer’s synsvinkel

Jeg så ikke Louis hele næste dag. Jeg holdt mig inde på mit værelse, og så skulle han et eller andet sted hen med Eleanor.

Selvom jeg havde fået sluttet fred med Eleanor, så var det stadig som om alt var galt, fordi jeg stadig ikke snakkede med Louis, men ligegyldig hvor mange gange jeg sagde til mig selv, at det var Payton han var sur på, og hun burde tilgive ham med det samme, så kunne jeg ikke. Jeg havde ikke lyst. Hans behandling havde ikke været okay - måske overfor Payton, som kunne se igennem fingrene med alt Louis gjorde, men jeg var ikke Payton!

Jeg havde dog snakket lidt med Zayn. Han tog hjem næste morgen, men han ringede til mig, og så fik han med rent held fortalt mig, at om fredagen skulle vi på telttur. Det var åbenbart noget drengene, deres kærester og Harry's søster tog på hver år - derfor også Payton, fordi hun jo var Louis røvslikker.

Det var mandag i dag, og selvom der var tre dage til at pakke i, fik jeg næsten stress. Jeg havde altid et sted jeg kunne søge hen, hvis tingene blev for slemt, men det kunne jeg jo ikke der - men det var ikke det jeg bekymrede mig over, for jeg så frem til det - men det var mig og Louis.

Ville vi være venner til den tid? Ville han overhovedet snakke med mig? Havde jeg opført mig for dårligt?

Jeg sukkede højlydt og prøvede endnu engang at få fat på Payton, som ikke tog den. Hun tog den aldrig, og hun ringede aldrig tilbage. Hun sendte normalt bare en besked, hvor der stod hun havde det godt, så jeg vidste hun var i live - men hvad fanden hun gik og lavede, det vidste jeg ikke.

Selvfølgelig var jeg nysgerrig, men jeg havde større problemer end hvad hun gik og lavede i Amerika. Hvis det var slemt, så havde hun sikkert ringet, og det var hvad der gjorde mig rolig.

Hun skrev næsten hver aften, efter et tonsvis sms'er fra mig. Jeg fik normalt bare en kold besked tilbage, men efter jeg havde fundet ud af hvordan Payton var, så kunne jeg ikke være mere ligeglad. Her gik jeg og prøvede at rette op på hendes liv.

På et eller andet tidspunkt ville hun sikkert takke mig, ikke?

"Payton?" det bankede på døren, hvilket gav et sæt i hele min krop. Jeg kiggede hurtigt hen mod døren, og så Louis træde ind. Han kløede sig akavet i håret, og straks lagde en underlig stilhed sig i rummet.

Min mave sagde en underlig lyd, som jeg inderlig håbede han ikke hørte. Det var typisk min mave at opføre sig underligt når jeg var nervøs - og det var jeg. Hans blå øjne farede rundt i hele rummet, inden de endelig lagde sig mod mine.

"Jeg skal til Manchester i morgen, og for at være ærlig har jeg ikke lyst til at tage herfra og være uvenner med dig," startede han ud med. Drengene havde en koncert i Manchester nu her på torsdag, og Eleanor havde sjovt nok familie der, så han blev hos hende indtil.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var slet ikke tilfreds med hans form for undskyldning, og det forstod han vidst da jeg ikke svarede, men bare kiggede væk.

"Hør.." startede han ud og gik tættere på. "Eleanor fortalte mig I havde snakket sammen..." jeg kunne høre han ikke var vant til det her, hvilket bare beviste at Louis og Payton aldrig var uvenner længere tid af gangen.

Hvor kunne jeg dog lige forstille mig Payton med falske tårer i øjnene, og stå foran Louis og undskylde. Urg, og selvfølgelig faldt han for det gang på gang. Så det var nok underligt for ham, at hun ikke gjorde det nu.

Da jeg stadig ikke svarede, sukkede han tungt og halv opgivende.

"Payton, jeg er ked af jeg blev så sur, okay? Det var bare en overvældende aften, og at Eleanor ikke gad at være sammen med mig, var ikke fedt - især ikke når hendes undskyldning er den samme hver gang." Han kørte frustreret en hånd igennem håret, inden han lænede vægten hen på det andet ben.

"Det var ikke fair det gik ud over dig, og jeg..." " - Jeg er ked af jeg har været overfor Eleanor som jeg har." Afbrød jeg ham. "Og jeg har prøvet at gøre det godt nu, okay?" Sagde jeg halv hårdt, hvilket jeg ikke forstod hvorfor jeg gjorde. Han undskyldte jo.

Han løftede det ene øjenbryn mens endnu en stilhed lagde sig over rummet.

"Payton, jeg ved ikke hvad jeg har gjort.." sagde han, hvilket bare gav mig en stor lyst til at græde. Han havde ikke gjort noget. Jeg var bare ynkelig. Han var min bror, og han kendte slet ikke mig, mig Summer.

"Men jeg savner at have dig omkring mig. Det må du aldrig tvivle på. Jeg vil rigtig gerne have dig med til koncerten på torsdag..." endnu engang kløede han sig i håret.

Jeg kiggede hurtigt og forvirret på ham. Ville han virkelig have mig med?

Jeg havde aldrig hørt ham spørge på den måde. Han plejede at tage det som en selvfølge, men denne gang kiggede han rent faktisk spørgende på mig, og var usikker på mit svar.

Men jeg havde ikke lyst til at være i vejen.

"Nej tak," udbrød jeg, hvilket fik et såret blik frem i hans øjne. "Jeg mener," sagde jeg hurtigt og rejste mig op "det er nok bedst jeg ikke hele tiden render dig i røven," jeg sendte ham et svagt smil og tog ved min dyne.

Jeg var forfærdelig træt og desuden havde jeg ingen ide om hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu.

Et grin lød pludselig fra Louis. "Jeg ved ikke hvorfor du pludselig har en ide om du er en belastning for mig Payton. Jeg nyder at have dig med, og jeg ved godt du prøver at ændrer dig og alt det fis der, men kunne du ikke bare vise lidt af din Payton side, og tage med?"

Jeg kunne ikke lade være med at fnise over hans ord.

"Vil du virkelig gerne have med mig?" Han nikkede hurtigt. "Og dine venner?" Han kiggede spørgende på mig i et par sekunder, inden han nikkede.

"De er åbenbart helt ville med den 'nye' Payton," grinede han, hvilket også fik mig til at grine.

"Okay okay, jeg tager med," et kæmpe smil gled frem på Louis' mund, hvilket fik en varm følelse til at brede sig rundt indeni.

Kunne denne uge efterhånden blive bedre?

Ikke nok med nogle dage på telttur med dem, men også en koncert.

Jeg kunne stadig ikke forstå jeg skulle opleve alt det jeg oplevede, og en ting jeg aldrig ville forstå - hvorfor ville Payton dog opgive det her?

***

Eftersom jeg skulle til Manchester torsdag, så skulle jeg allerede pakke til teltturen med det samme, da jeg ikke kom hjem inden vi tog afsted.

Dagene gik ret hurtige. Jeg tilbragte tirsdag med Flora. Da jeg første gang mødte hende, turde hun næsten ikke sige noget til mig fordi hun var bange for, at jeg, eller Payton, ville se ned på hende - men det så ud til hun var mere tilpas i hendes selskab nu, for vi havde det så sjovt hver gang.

Jeg var bange for hun af og til var ved at afsløre jeg ikke var mig - for Flora kendte åbenbart Payton rigtig godt, og alle de ting Payton hadede, dem kunne jeg sjovt nok lide. Payton spiste åbenbart aldrig chokolde, men hvem kunne leve uden chokolade?

Hun kunne åbenbart også kun lide gulerodskage - men hvem vælger det, når man kunne få en fed chokolade kage med glasur?

Hun kunne få det hele hvis hun ville, men alligevel ikke.

Der var noget jeg ikke forstod og aldrig ville forstå - hvorfor var det altid de bedre tjente mennesker der var på slankekur? Var jeg rig, så havde jeg købt tonsvis af ting man kunne spise. Faktisk ville jeg spise ude hver aften eller få en virkelig god kok - men det var åbenbart bare mig.

Nå, men onsdag gik egentlig bare med at pakke resten af tingene og tilbringe lidt til med Jay og Lottie. Vi tog ud i byen og spiste, og selvom det var på en hyggelig café, så fandt paparazzierne ud af det. De gned sig næsten op af en. Jeg ville aldrig vænne mig til det. Det var så ubehageligt. Igen var jeg modsat Payton, og denne gang var det ikke så godt - for hvad skulle min undskyldning være når folk spurgte?

At jeg pludselig var blevet sceneskræk? Nej.

Jeg måtte tage mig sammen.

Nå, men vi var kommet helt frem til torsdag, og her sad jeg så i bilen med musik i ørene, mens vi var på vej til Manchester. De havde koncert ved en otte tiden, og klokken var seks nu.

Jeg havde kørt i noget tid og kunne egentlig ikke vente med at komme derhen. Jeg savnede dem. Jeg savnede Louis' sjove og glade humør, og Harry's irriterende flirten, Niall's grin, Liam's sødhed og Zayn.. Jeg bare generelt Zayn.

Det var næsten blevet en daglig ting at skrive med ham om alt muligt ligegyldigt. Jeg kunne finde på at sende ham et billede af en kjole, for at spørge om det var noget Payton ville tage på, og hver gang fik jeg det samme svar: "Bare vær dig selv Summer," som om det hjalp.

Selvom det havde startet ud med et dårligt indtryk af ham, så måtte jeg indrømme det var blevet drejet fuldstændig. De andre havde også lagt mærke til noget, men jeg bebrejde dem ikke.

Vi vidste alle sammen at Harry altid flirtede til højre og venstre - det var sådan han var, men Zayn.. Han gjorde det åbenlyst overfor Louis og alle de andre, og deres blikke kunne man ikke tage fejl af. De lagde helt klart mærke til det - men hvordan skulle de også kunne andet, når Zayn kunne finde på at ligge sine arme om mit liv, og stikke et kamera op i mit fjæs, for at tage fjolle billeder?

Det havde han gjort morgenen efter The Brits for at få mit humør op, og det hjalp. Men ikke nok med det, så hev han mig hen på hans skød da der ikke var plads i sofaen, og så begyndte han at flette mit hår, selvom han var elendig til det.

Tro mig, de havde lagt mærke til det, og jeg kunne ikke selv lade væe med at ligge mere i det end jeg skulle.

Men jeg var ikke vant til den opmærksomhed fra drenge - så at få den opmærksomhed fra ham og lige fire andre, det var næsten overvældende.

Jeg kunne ikke lade være med at smile af mine tanker. Jeg lagde hovedet op af vinduet og kunne se der ikke var langt til Manchester længere. Derfor pakkede jeg mine ting sammen og tog mine solbriller på da det helt sikkert stod skrigende piger og paparazzier overalt over ved arenaen.

Jeg havde da lært lidt på de uger jeg havde været her.

 Jeg kunne se arenaen for mig, og allerede nu var der lang kø. Jeg strammede grebet om min mobil og tastede min kode ind, for at skrive i en besked til både Zayn og Louis, at jeg var kommet frem. Jeg havde ikke fået mit backstage pas endnu, så en af dem måtte komme ud med det.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis det var Payton der var her lige nu, så havde hun været pissed over at de ikke ville lukke hende ind.

"Så er vi her," sagde min chauffør, som åbenbart også var drengenes. Tænk han havde hentet mig for at køre herhen igen, selvom det sjovt nok var hans job.

"Tak," sagde jeg da han åbnede døren. Det første jeg kunne høre var en masse pigeskrig. De skreg sikkert indtil de kom ind, og når de var inde, og når de kom ud, og resten af deres liv - for de skulle se One Direction LIVE.

Jeg grinede kort af mig selv, og tog min håndtaske i hånden. Jeg lod min bagage være i bagagerummet da jeg ikke ville slæbe på sådan en kæmpe kuffert.

Min mobil brummede i hånden på mig, og hurtigt tog jeg den op mens jeg gik. Jeg var træt og ville helst bare gerne indenfor nu.

Fra Zayn:

Står her allerede ;)

Jeg kiggede frem ad, og kunne se døren ind til arenaen  åbnede. Der var hegn for, og uden omkring dem stod nogle piger, som skreg så højt at jeg et øjeblik troede jeg var blevet døv.

Jeg lagde mit ene øre mod min skulder for at lukke lyden ude, men det gik ikke så godt.

Jeg blev ført hen til hegnet af en bodyguard,  men først blev de nødt til at bede en masse piger om at træde tilbage, hvilket resulterede i at de fik øje på mig, og begyndte at skrige helt vildt.

Jeg sørgede for at kigge ned i jorden, dog var der ét spørgsmål der fik mig til at kigge op. En lille pige stod nærmest mast op af nogle andre piger, som gjorde alt for at få et glimt af Zayn. Hendes stemme var virkelig lav, og det var næsten lige før jeg ikke fik fat i, at hun spurgte om hun måtte få et kram.

Jeg stoppede op et kort øjeblik, og maste mig en smule forbi bodyguarden, som blev ved med at bede pigerne træde tilbage.

Jeg fik øjenkontakt med pigen, som var ved at blive klemt, hvilket gjorde jeg hurtigt rakte ud efter hende, og fik fat i hendes lille hånd. Jeg kunne ikke lade være med at grine da Payton stod i hendes pande. Selvfølgelig vidste de jeg skulle med til koncerten - de vidste alt.

"Omg," hendes mund blev kæmpe, og da jeg trak hende ind i et kram, begyndte de andre at skrige højere, hvilket fik mig til at kramme hende hårdere, så hun ikke blev mast.

Utroligt de ville gå så langt at skade en lille pige for at få en kendt opmærksomhed.

Jeg kunne mærke noget vådt mod min bare skulder, og hurtigt gik det op for mig at pigen græd. Jeg tog ved hendes skulder og kiggede ned på hende.

Hendes øjne strålede som julelys, hvilket fik mig til at smile større. Jeg vidste godt jeg ikke kunne efterlade hende her.

"Hvor er dine forældre?" spurgte jeg om, hvilket fik hende til at ryste på hovedet.

"Jeg er her med min søster," sagde hun og pegede hen på en af pigerne, som sjovt nok var en af de eneste der var okay rolige.

Jeg nikkede kort og fik øjenkontakt med pigen, som lagde sine hænder om munden.

Jeg gjorde tegn til hun skulle komme hen. Hun tøvede ikke, og lidt efter rakte jeg ud efter hendes hånd, og gik videre igennem pladsen som den ene bodyguard havde lavet.

Skrigene blev højere og højere, mens hende den lille piges hånd rystede som en gal i min hånd. Jeg fik ført begge ind forbi hegnet, hvor Zayn stod. Han havde et smil plantet på sine læber - som om han havde set alt der foregik derude.

"Omg omg omg" hørte jeg storesøsteren sige, inden hun gav slip på min hånd og gik hen imod Zayn, som ikke var langsom om at trække hende ind i et kram.

Et ryk i min hånd, fik mig til at kigge ned på den lille pige. Hendes øjne var våde med vand.

Jeg satte mig på hug så jeg var på hovedhøjde med hende. Hun lænede sig frem imod mig "er dig og Zayn kærester?"  hviskede hun mod mit øre, og til trods for de skrigende piger, hørte jeg hende tydeligt.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik Zayn til at kigger herover.

"Nej, det er vi ikke," sagde jeg smilende og kiggede ud af mine solbriller, på Zayn, som kiggede spørgende herhen. Pigen blev helt rød i hovedet, hvilket fik mig til at tørre hendes kinder, inden jeg rejste mig op.

"Vi må hellere få jer ud til koncerten," sagde Zayn og sendte mig et smil. 

***

Bam, så ser man lige deeet, hvaaaaa? Summer er i fuld gang med at lave Payton's liv om - men vil Payton overhovedet synes om det? Bum bum bum. Det er ikke kun drengene der ser hende ændre sig, for nu er det skam hele verden efter hendes gode gering med den lille pige - men kan Payton's og Summer's byt forblive en hemmelighed? Directioners finder jo ud af alt, øv. Haha, hvad tror I der sker? oggggg der kommer et kapitel fra Payton's synsvinkel, så I behøver ikke spørge, haha! x

Ellers synes jeg lige I skal læse min seneste mumble - som har en forklaring på hvorfor jeg er så elendig til at opdatere. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...