When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
68768Visninger
AA

15. "Summer, it's Payton - not you"

Summer’s synsvinkel

"Paytoooon!" Selvom tingene var i orden mellem Louis og jeg, så var det alligevel fantastisk at høre hans glade stemme som næsten sprang mine trommehinder.

Jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet af de andre drenge. Liam stod uden trøje sammen med Harry, og Niall stod kun i underbukser - og ud fra deres reaktioner så det ud til at det var meget normalt.

Dog kunne jeg ikke lade være med at rødme en smule, så jeg måtte tvinge mig selv til ikke at kigge på dem.

Men hallo, der stod flotte tiltrækkende fyre omkring mig. Det var en smule svært!

"Zayn, vi mangler dig."  Foran dem stod en kvinde med blond hår. Hun så virkelig venlig ud, og jeg havde sikkert mødt hende før, for hun hilste kort på mig da jeg kom ind.

Jeg kiggede på Zayn, som stillede sig en smule væk fra os. Jeg havde ikke snakket med ham på vej ned af gangen, da der kom en vagt og skyndte på os. Dog var jeg bare glad for det, for jeg havde på fornemmelsen at han ville spørge om hvad hende pigen spurte mig om, som fik mig til at rødme - og fortalte jeg det, så ville det blive akavet imellem os - det vidste jeg det ville.

Så jeg takkede inderligt vagten for at afbryde os. Han kiggede en smule underligt på mig, da jeg sendte ham et taknemmeligt smil, men jeg bebrejdede ham ikke, for han havde jo ingen ide om hvad der foregik i mit hoved.

Jeg skulle til at svare Louis, da han spurgte om jeg havde haft en god tur, men da Zayn pludselig begyndte at synge, glemte jeg alt omkring mig, og kiggede over på Zayn, som kiggede på den blonde dame.

Hans stemme fyldte mine ører, og fik mig til at glemme Louis' spørgsmål. Mine øjne gled hen på hans ansigt, og selvom jeg burde kigge væk for ikke at buste mig selv, så kunne jeg ikke.

Måden hans kæber bevægede sig på, når han lukkede og åbnede munden, var på en underlig måde virkelig fascinerende, og måden hans muskler blev spændt i halsen, når han virkelig gjorde sig umage for at ramme tonerne, fik mig til at bide mig i læben for ikke at åbne munden og ligne en idiot.

Jeg vidste udmærket drengene kunne synge, og jeg havde jo hørt det før, men det var bare som om det var anderledes nu. Jeg vidste ikke hvad det var, men et eller andet ved Zayn var anderledes, et eller andet dragede mig til ham, og jeg havde på fornemmelsen at dét at han var her for mig, og at han hjalp mig.

Jeg følte virkelig han bekymrede sig for mig. Ikke Payton, som Louis gjorde, eller Lottie, men Summer - mig. Den rigtige mig. Hende Zayn vidste hvem var. Hende ingen holdt af, for hvem ville holde af sådan en pige?

En pige uden forældre, og en latterlig bande efter sig?

Zayn ville, og det var det der dragede mig til ham - ligegyldig om jeg ville det eller ej.

Jeg var ikke vant til nogen holdt af mig, men han gjorde, og jeg var for egoistisk til at skubbe ham fra mig - selvom jeg vidste det var dumt at lukke nogen ind, når jeg ikke ville blive her foraltid.

Payton ville jo komme tilbage, og hun ville få sin plads tilbage som Louis's søster - og hende der kunne lide Zayn.

Åh gud. Hun kunne lide Zayn.

Det havde jeg fuldstændig glemt.

Men jeg forstod hende. Se på ham.

Hans sorte hår, som altid sad med voks, ligegyldig hvor han skulle hen. Hans tatoveringer, som man i flere timer kunne undre sig over hvad betød, uden at finde et svar. Hans skægstubbe, som dag for dag blev kraftigere, indtil han valgte at barbere sig. Og selv når han barberede sig så han lige så godt ud som før - urg, og ikke mindst hans brune øjne, som virkelig kunne få en til at glemme at trække vejret. De var så chokolade brune at man blev helt revet ind i ham. Hans øjne... hans øjne som var rettet mod mig, ligesom alle de andre drenges øjne var.

Med et sæt blev jeg revet ud af min verden og kom til mig selv.

"Hvad?" mumlede jeg og kunne mærke den røde farve glide frem i mine kinder. Jeg bed mig hårdt i læben og kom ubevidst til at kigge hen på Zayn, som havde et lille smil på læberne, som han ikke havde før, og det fik mig til at rødme endnu mere end før.

Hurtigt kiggede jeg væk fra ham, da jeg udmærket vidste at han havde busted mig. Hvor var det akavet, virkelig.

Tænk hurtig. Hvad ville Payton gøre i denne situation? De andre skulle virkelig ikke have mistanke..

"Jeg spurgte bare om du havde haft en god tur. Du virker træt, er du okay?" Spurgte han bekymret om, og hurtigt nikkede jeg.

"Det har været en lang tur," sagde jeg med et skuldertræk og satte mig hen i en sofa.

Flere mennesker var efterhånden kommet herind, og det trak opmærksomheden væk fra mig, hvilket jeg var virkelig taknemmelig for. Hvad der lige skete før, det skulle ikke ske igen. Hvor var det akavet.

Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på... hvis det havde været Payton havde hun bare grint af det og havde været ligeglad. Og de ting Zayn havde gjort ved mig, hvilket også fik alle til at stirre, det virkede han også helt rolig omkring.

Måske skulle jeg bare slappe af omkring det her. Det var tydeligt Zayn og Payton havde flirtet før.

Tanken om dem to ved siden af hinanden, stå og pjatte og .... røre ved hinanden fik min krop til at ryste.

Åh gud. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og da jeg endelig kom til mig selv, gik det op for mig, at drengene var i fuld hast, på vej ud af døren.

Jeg var slet ikke tilstede i dag. Det var virkelig slemt. Jeg opfattede slet ikke hvad der skete omkring mig. Jeg var i min helt egen verden.

"Fangirl nu ikke for meget!" råbte Harry og kastede en terning hen på mig. Hvor den kom fra, det havde jeg ingen ide om, men det fik mig hvert fald tilbage til virkeligheden - og her skulle jeg blive. Jeg kunne dagdrømme og hvad end der ellers trak mig væk fra virkeligheden, i aften.

Nu var det drengene det handlede om.

"Ha ha," sagde jeg ironisk og kiggede op. Niall stod helt op af Zayn, og var i gang med at sætte hans trøje rigtig. Hans hænder rystede og han fumlede fuldstændig med knapperne, hvilket fik Zayn til at bande og skynde på ham, da han havde travlt.

Jeg kunne høre Niall sukke, inden han kiggede hen på mig for at få hjælp. Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule inden jeg bad mig selv tage mig sammen.

Payton ville aldrig sige nej til at hjælpe Zayn - og netop derfor rejste jeg mig op, og gik hurtigt hen hvor Niall stod.

jeg tog ved Zayn's skjorte, og kunne mærke hans krop stivne en smule. Jeg gjorde alt jeg kunne for at ignorer det, så den røde farve ikke ville afsløre mig igen.

"Er du nervøs?" spurgte jeg dumt om. Selvfølgelig var han ikke nervøs. Han havde holdt tonsvis af koncerter før.

"Naa, ikke rigtig," sagde han roligt og fulgte mine fingre med øjnene.

En stilhed skulle til at ligge sig over os - troede jeg. Zayn tog ved min hånd, som havde knappet hans sidste knap, og det fik mig hurtigt til at kigge op.

"Er du okay?" Han lød ikke bekymret som Louis plejede, når han spurgte. Mine øjne mødte hans, og den gnist der var i dem, sagde mig at han hentød til det før.

Vidste han der var noget? Åh gud.

Mine øjne måtte fortælle ham et eller andet, for gnisten der var i dem, blev hurtigt erstattet med et bekymret blik. Han trådte uroligt et skridt tættere på, og strammede grebet om min hånd.

"Summer, er du okay?" Måden mit navn gled over hans læber, fik mit hjerte til at hoppe et slag over. Jeg ville så gerne fortælle ham hvad det betød for mig, at han var her for mig. Men jeg kunne ikke bare spytte alt ud. Han ville tro jeg var dybt forelsket i ham.

Han ville tro jeg præcis som Payton - og Payton ville tro jeg var ude efter ham. Men han var min klippe alt det lort her. Han hjalp mig, og han bekymrede sig - og jeg var en idiot der ikke vidste hvordan man skulle reagere på sådan noget.

Jeg var ikke vant til folk hjalp mig og bekymrede sig om mig. Det var nemt at skjule for Louis og de andre, for der var jeg jo Payton, men for Zayn var jeg jo Summer - Og Summer -jeg vidste ikke hvordan man skulle reagere.

Mine følelser fortalte mig noget helt andet end hvad jeg havde set på film.

"Zayn, det er nu," en mand kom løbende ind i rummet. Han havde sikkert ledt efter ham overalt.

Manden tog fat i Zayn, men han trak sig blidt fra ham.

"Vi snakker efter, okay?" Sagde han bestemt. "Zayn, det er nu!"  sagde manden hårdt, men Zayn blev ved med at kigge på mig. Jeg havde på fornemmelsen at han ikke ville gå før jeg havde svaret.

"Jo, selvfølgelig. Men skynd dig nu!" sagde jeg og sendte ham det bedste smil jeg kunne, hvilket han gengældte, og forsvandt.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg dumpede ned i sofaen.

Jeg ville gerne takke Zayn, men det skulle være så han forstod det.

Jeg følte mig som en idiot. Her sad jeg med et af verdens mindste problemer, og alligevel kunne jeg forvirre mig selv så meget, og gøre det til et kæmpe problem.

Jeg skulle bare takke ham for at være her, værre var det ikke. Han ville jo ikke tro jeg ville fri til ham eller sådan noget.

"Åh gud," mumlede jeg af mig selv og følte mig dum.

***

Koncerten gik hurtigere end jeg havde forventet. Det var lykkedes mig at lukke mine latterlige tanker ude - mest fordi Eleanor kom ind i rummet. Hun var her jo også, men hun havde bare været inde for at spise.

Så nu sad jeg og snakkede med hende. Jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke var vant til det her - og slet ikke 'den' side af Payton, men det endte med hun blødte op, og faktisk grinte og sagde sjove ting.

Jeg havde ingen ide om hvorfor Payton ville hate sådan på Eleanor. Hun var jo fantastisk.

Som minutterne gik, begyndte jeg langsomt at blive mere og mere træt.

Eleanor skulle vidst på toilet, da hun ikke havde det så godt, så jeg havde ingen til at holde mig vågen, og til sidst lagde jeg mig på sofaen og trods koncerten og de skrigende piger, faldt jeg ind i en verden, hvor jeg halv sov og var halvt vågen.

Det var først da jeg blev rusket i, at jeg åbnede øjnene. Jeg havde ingen ide om hvor lang tid jeg havde sovet, men rummet  var mørkt, og tingene var blevet pakket sammen.

Et kort øjeblik gik en panik igennem mig. Jeg troede de havde efterladt mig her, men da jeg fik øje på Louis foran mig, kunne jeg ikke lade være med at smile.

"Vi er klar til at tage til hotellet, hvis du er?" han kærtegnede blidt min kind, hvilket føltes som om jeg stadig sov. Faktisk blev jeg helt i tvivl om han virkelig lige havde gjort det - men den brændende fornemmelse i min kind overbeviste mig.

Jeg kiggede forvirret rundt. Jeg havde glemt hvor jeg var, og skulle til at panikke da Louis tyssede på mig. Han rejste sig op og holdt min jakke ud for mig. Jeg gjorde som ham, og rejste mig op, inden jeg tog fat i den.

"Hvor længe har jeg sovet?" spurgte jeg om og gned mig i øjnene. Et smil gled over Louis' ansigt, inden han gik hen mod døren.

"Hvert fald lang tid nok til at gå glip af halvdelen af koncerten, og at høre os klæde om, selvom vi larmede ret meget. Du må virkelig have været træt," drillede han, inden han åbnede døren for mig.

Jeg kunne ikke selv lade være med at grine. Det var en smule pinligt at jeg var faldet i søvn, men jeg var Summer og alt for mig var næsten pinlig, men min dag havde været hård.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg om igen. Louis kiggede kort ned, inden han mumlede den var lidt over elleve.

Jeg fulgte med Louis så hurtigt jeg kunne, men det var virkelig som om jeg var for træt til at bære min egen krop.

"Der har vi hende jo," lød det grinende fra Niall. Jeg kiggede op og blev nødt til at blinke et par gange for at vænne mig til lyset.

"Godmorgen," sagde jeg uden jeg kunne stoppe mig selv. Niall begyndte at grine endnu mere, inden han puffede til mig, så jeg næsten faldt over min egne ben.

Han kiggede hurtigt undskyldende på mig og hjalp mig dernæst ved at finde balancen igen.

"Aw, sødt hår," drillede Harry mig, hvilket hurtigt fik mig til at løfte miJegne hænder op i håret.

"Hey, lad hende være. Kan I ikke se hun er træt?" sagde Louis og lagde en arm beskyttende omkring mig, hvilket fik os alle til at grine.

"Drenge, bilerne er her," sagde Paul og åbnede døren. Louis slap min skulder og greb ud efter Eleanor, inden han trak hende ind til sig og plantede et kys på hendes pande.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. En tanke om at Payton sikkert ville være kommet med en bitchy kommentar, fik mig til at ryste på hovedet, inden jeg gik hen til døren.

Da Louis og Eleanor trådte ud, begyndte skrigene virkelig. Det var næsten værre end før jeg kom hen til arenaen. Utrolig de stadig havde stemme til det. Hvis det var mig ville jeg lyde som en druknet mus.

Jeg trådte et skridt tilbage og lod Liam gå ud først. Han sendte mig et underligt blik, inden han blev skubbet af Niall, så han ramte mig, og jeg trådte et skridt tilbage.

Jeg var alt for træt til det her.

"Brug for hjælp?" lød en hæs stemme. Jeg kiggede hurtigt hen på Zayn, som ikke lagde skjul på sit drillende smil.

"Jeg vænner mig aldrig til det," sagde jeg ærligt, selvom det sikkert ikke var det han havde forventet jeg ville sige.

"Det ved jeg." sagde han og lagde en hånd på min skulder. "Men du gør det godt," sagde han opmuntrende, hvilket fik mig til at kigge smilende på ham.

"Bare ignorer hvad end de råber efter dig, og gå videre," sagde han og aede kort min skulder, inden han gjorde tegn til jeg skulle gå.

Kan I se hvad jeg mener? Hver gang jeg var usikker, så var han her. Han hjalp mig virkelig.

Jeg gjorde som han ville have, og trådte frem. Med det samme fyldte skrigene mine øre, og blitzene der var overalt gjorde det svært at se, derfor kiggede jeg ned i jorden og fortsatte lige frem mod bilerne.

Havde de ikke en skide bagudgang?

Jeg sukkede tungt.

"Payton din attentions whore!" Hørte jeg en af dem råbe, hvilket sendte et slag lige i maven på mig. Jeg kiggede forvirret op, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, for blitzerne blændede mig nærmest, og fik mig til at træde et skridt tilbage, før jeg gned mig i øjnene.

Flere grimme ord blev råbt, og et øjeblik kunne jeg slet ikke finde ud af hvilken retning jeg skulle gå.

"Summer, det er Payton, ikke dig," hørte jeg Zayn hviskede ind i mit øre, inden han greb ud efter min hånd.

En underlig følelse gik igennem min krop, da hans fingre strammede grebet om min hånd. Jeg burde trække hånden til mig, men jeg kunne ikke, og jeg ville ikke. Jeg havde et øjeblik fuldstændig glemt at jeg ikke var Payton - at det var hende de råbte efter, ikke mig.

"Omg, er de kærester? ER I KÆRESTER?" Alle råbene ændrede sig pludselig. Nogen piger begyndte at skrige værre end før, og flere grimme ting blev smidt i hovedet på mig - eller Payton.

Jeg strammede mit greb om Zayn's hånd, hvilket fik ham til at trække mig tættere på. Han lagde en hånd på min hofte, og selvom jeg igen vidste, at jeg burde gå væk fra ham, så kunne jeg ikke lade være. Jeg følte mig tryg ved ham.

Jeg måtte ærlig indrømme at jeg hadede det her mere end noget andet, så lige nu var alt andet ligegyldigt. Jeg ville bare ind i bilen.

Dog var der en indre stemme der blev ved med at skrige, at der ville komme billeder ud af det her - ikke kun i England, men hele verden  også Amerika, og .... Houston. 

***

Oh oh oh oh. Hvad synes I om det hele? Om at Summer endelig har en der holder af hende, og bekymre sig for hende - og hvad tror I er vil ske nu? Tror I billederne kommer ud? og urg, hvad tror I egentlig Payton går og laver? :3 

 - Sorry skal nok være bedre til at opdatere, hihi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...