When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
69513Visninger
AA

10. "So .. Tell me about Payton."

Summer’s synsvinkel

Zaynnnnn?" sagde jeg og kiggede forvirret rundt på gaden. "Er du sikker på det her er en god ide?" Jeg slog blikket hen på Zayn, som stak sine hænder i lommen, inden han trak på skulderne.

"Det er jo ikke ligefrem fordi det var en mulighed at være hos dig," sagde han roligt, og han havde selvfølgelig ret. Louis kunne komme hjem på alle tidspunkter - især når Lottie var så ked af det som hun var. Han havde lavet en dag for de to i dag, og det var også den eneste grund til at jeg havde sagt ja til Zayn om at tage med ham, så vi kunne finde ud af hvad vi skulle gøre.

Jeg havde ondt af Lottie, men hvis jeg kendte Louis godt nok, hvilket jeg ikke gjorde endnu, så ville han helt sikkert få hende på andre tanker i nogle timer, og det var trods alt bedre end ingenting, og igen i aften ville jeg være hos hende.

Det var to dage siden festen var blevet holdt. Det havde været så fedt, for da jeg havde fået noget alkohol ind, så slappede jeg pludselig helt af og snakkede med en masse. Det havde været en fantastisk fest, og jeg havde virkelig hygget mig - dog betød det også grimme tømmermænd i går, så derfor holdt Lottie og jeg bare en film dag.

Hun havde åbenbart været sammen med Martin i lang tid, så det tog virkelig hårdt på hende, og det var så synd for hende - virkelig.

"Burde du ikke have en bil, hvis du allerede er 19?" Spurgte jeg da det var begyndt at trække op til et uvejr. Et grin kom fra Zayn. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at hænge ud med ham. Jeg havde startet med det indblik af ham, at han var en stor nar jeg skulle holde mig fra, så det var lidt underligt pludselig at skulle se ham på en anden måde.

"Så snart paparazzierne ser min bil ude af indkørelsen, så spotter de mig, og så er vi busted," sagde han og trak sin hat over hovedet og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med.

"Så har du bare med ikke at bo forfærdelig langt væk," brokkede jeg mig, hvilket fik Zayn til at grine og ryste på hovedet. Jeg bed mig i læben.

"Hvad er det der er så sjovt?" Han rystede bare igen på hovedet og blev ved med at gå.

"Hallo?" blev jeg ved og satte farten op. Jeg hade da ikke sagt noget sjovt, hvad var der med ham?

"Du minder bare om Payton," grinede han kort, hvilket fik mig til at lave store øjne.

"Vel gør jeg ej!" udbrød jeg, hvilket kom helt forkert ud, som om jeg havde noget imod Payton.

"Eller, jeg mener ikke på den måde men jeg..." Jeg rystede på hovedet. "Hey! Så kunne du også godt lide Payton!" Zayn stoppede ikke med at gå, men han vendte sig om og kiggede underligt på mig, som om jeg tog helt fejl, men han havde jo lige busted sig selv.

"Du fortalte sidst, at du kunne lide mig, fordi jeg ikke var som Payton, og nu siger du jeg minder om hende, hvilket betyder du kan lide hende og jeg.." "-Summer," afbrød han mig, "hvis jeg kunne lide Payton, så havde jeg nok ikke afvist hende dengang, hvilket er grunden til hun hader mig nu."  Han sendte mig et kort smil, men jeg kendte ikke Zayn, så jeg vidste ikke hvornår jeg skulle stoppe - og jeg spurgte normalt indtil jeg havde fået alt på det rene.

"Jamen det kunne da også bare være fordi hun var Louis' søster, og han er din bedsteven og.." "Hvorfor går du så meget op i om jeg kan lide Payton eller ej?" Han havde et drillende blik rettet mod mig, hvilket hurtigt gav mig forståelse af hvad han tænkte.

"Åh hold op med at smigre dig selv," sagde jeg og rullede med øjnene. Som om jeg var jaloux. Jeg kendte ham ikke. Han var flot, ja. Men netop derfor kunne han også være en nar, men nu skulle han jo hjælpe mig, og jeg havde brug for hans hjælp.

"Og som svar på dit spørgsmål - så bor jeg ikke langt herfra." Han sendte mig et charmende smil og blev ved med at køre i det før, og fordi jeg ikke var så god til ting som foregik i Payton's liv, så endte jeg med at rulle med øjnene igen og forklare ham at jeg rent faktisk ikke havde stillet ham et spørgsmål, men bare havde fortalt, at jeg ikke håbede han boede langt herfra.

Og underlig, som jeg godt allerede kan konstatere, at han er, endte han bare med at grine endnu mere af mig.

Men hey, jeg var Summer sammen med ham, ikke en anden udgave af min søster.

***

"Hvorfor skal alle kendte bo i et eller andet fansy?" Spørgsmålet var nok mest til mig selv, men Zayn grinte bare endnu engang af mig, inden han smed sig i sofaen.

Selvfølelig boede Zayn i et luksus hus. Det var helt firkantet, og det var lukket helt af, så fansene ikke kunne komme ind. Han havde kæmpe vinduer ud til hans have, hvor der var en stor pool, og ellers var hans hus bare alt for stort til at bo alene i.

"Bliver du aldrig ensom?" Jeg kiggede hen på ham, men alle detaljerne i rummet fik mig hurtigt til at kigge rundt igen. Det var virkelig flot. Væggene var hvide, og så var der sorte læder sofaer, og et kæmpe tv. Det måtte være rart med alle de penge.

"Kan du virkelig.." " - Stiller du altid så mange spørgsmål?" afbrød Zayn mig, inden han smed sine ben op på bordet. Eftersom jeg ikke længere skulle lade som om jeg var en anden overfor Zayn, så blev jeg mere mig selv end jeg havde været længe, og det kunne straks mærkes.

Jeg holdt altid igen med ting så de andre ikke skulle gennemskure mig, men for at være ærlig, så var jeg alt for nysgerrig og spørgsmål var noget jeg godt kunne lide. Jeg havde hvert fald mange af dem.

"Jeg prøver bare at forstå livet som Payton," mumlede jeg inden jeg satte mig i en anden sofa end den han sad i. Mit blik gled rundt igen. Det var virkelig fedt. Jeg var slet ikke vant til sådan noget her.

"Hvordan var dit liv i Houston?" Hans spørgsmål kom bag på mig. Faktisk kom det bag på mig at han overhovedet kunne huske hvor jeg rigtig boede.

"Hvert fald ikke lige som det her," grinede jeg og rystede på hovedet. Det var alligevel ret vildt at tænke på, at jeg sad med Zayn Malik fra One Direction i hans kæmpe hus, hvor flere tusinde piger ville dø for at være, og jeg var fuldstændig ligeglad. Han kunne være kongen af England, og det ville ikke betyde noget. Det eneste der betød noget var jeg rent faktisk oplevede at have en familie, og venner.

"Bliver det aldrig træls at have så mange penge?" Jeg kiggede spørgende på Zayn, som så helt forvirret ud. "Jeg mener bare... det fede ved at købe noget man har sparet op til længe, er da glæden ved det? Den kan du umuligt have særlig længe af gangen." Det kom helt forkert ud - det gjorde mange af tingene jeg sagde lige nu, og det kom bag på Zayn.

Han var ikke vant til min ligefrem hed. Han kendte mig for søren ikke.

"Hmm, måske. Det er ikke så meget pengene der betyder noget, det er mit arbejde." Han kiggede med et ulæseligt blik på mig, hvilket fik mig til at bide mig i læben og nikke.

"Det må være fedt at gøre så meget for folk. Hvis det var mig... jeg tror aldrig jeg ville vænne mig til tanken," jeg stirrede bare ud i luften og blev først opmærksom da et smil gled over Zayn's ansigt. Jeg kiggede med et løftet øjenbryn på ham, hvilket fik ham til at ryste på hovedet.

"Undskyld, det er bare utroligt hvor forskellige I er selvom i ligner hinanden på en prik," sagde han og fangede mine øjne. Det gik hurtigt op for mig at han snakkede om Payton og mig. Jeg bed mig igen i læben og ville fjerne mit blik, men det var som om Zayn's øjne havde fanget mig.

Normalt var jeg til grønne øjne, men hans brune øjne var så fangende... så levende og flotte.

Jeg hostede kort, hvilket både fik Zayn og jeg til at fokusere igen.

"Så.. fortæl mig om Payton. Hvordan er hun overfor folk? Hvordan skal jeg opføre mig?"

"Øh," sagde han kort og tog sin mobil ud af lommen, for at ligge den på bordet. "Ikke noget med at hade mig nu, vel?" sagde han drillende. Jeg rystede hurtigt på hovedet selvom jeg ikke forstod hvad han mente.

"Payton er den bestemmende type. For at sige det ligeud skaber hun respekt ved at være en bitch overfor folk."

"Men I er da altid sammen med hende?" afbrød jeg, hvilket fik ham til at trække på skulderne.

"Hun er anderledes overfor Louis, overfor os, når Louis er der. Jeg ved ikke hvad der er, men min teori er, at Payton elsker den opmærksomhed hun får ved at kende One Direction. Det var blandt andet derfor Louis fandt det underligt at ud ikke ville bruge en lørdag sammen med dem. Payton gør alt for at være sammen med dem. Hun aflyser endda aftaler med Flora og Caroline. Payton vil gerne ses - derfor undrer det mig at hun pludselig ville bytte liv med dig, for Payton har aldrig haft noget imod at leve i skyggen af Louis, for det betød at hun også endte på forsiderne, og folk så op til hende."

Jeg blinkede et par gange. Når han fortalte det på den måde, så passede det langsomt sammen. Jeg kunne stadig huske hvordan drengene havde kigget på mig, da jeg ikke ville være sammen med dem. Men hvorfor ville Payton smide alt det væk?

"Lottie og Payton har aldrig kunne enes. Payton behandler ikke Lottie særlig godt, og Lottie har tit følt Payton bare bruger Louis og os andre - og selvfølgelig tog Payton også Louis fra Lottie. Derfor har hun været sådan overfor dig, fordi hun stadig tror du er Payton."

Jeg vidste ikke om jeg skulle svare. Jeg havde hvert fald intet at svare, for det hele passede jo sammen, og det kom bag på mig. Jeg troede virkelig ikke Payton var sådan.

"Jay og Payton har heller ikke haft det bedste forhold. Payton har nægtet at lade Jay komme ind i hendes liv, selvom Jay virkelig prøver."

"Oh," mumlede jeg bare - for hvad skulle jeg sige?

"Det er derfor vi alle er forvirret omkring dig lige for tiden. Ingen ville have troet Payton ville ændre sig på den måde - hvert fald ikke mig, derfor fandt jeg det også mystisk. Payton ville aldrig ændre sig sådan, men det er de andre for blinde til at se. Du har allerede ændret en hel del Summer."

Måden han sagde mit navn på, fik noget indeni  til at røre på sig. Jeg var fuldstændig .... forvirret, hvis det var ordet. Jeg så slet ikke Payton sådan. Jeg havde vel regnet med hun var en bestemt type, men ikke sådan.

Det var som om jeg skammede mig på hendes vegne.

"Payton er en bestemmende type, og ingen tør svare hende igen, for hun er jo Louis fra One Direction's halv søster, og hun kan få folk imod en, selv hvis de ikke kender den person. Hun har fået for meget magt, og sagde jeg ja til at date hende, så ville det blive meget værre." Han kiggede mig alvorligt i øjnene, inden han smilte svagt.

"Du ser helt rystet ud," han løftede det ene øjenbryn og lagde armene over kors. Jeg rystede på hovedet, inden jeg så nikkede.

"Hun virker slet ikke sådan. Jeg.... wow." Jeg åndede tungt ud og rystede igen på hovedet.

"Det er også kun os som insider der ser hvordan hun virkelig er. Hun fremstår altid som en engel, og folk er søde overfor hende, fordi de ved hvordan hun ellers bliver."

Jeg nikkede bare forstående. Det var lidt svært at få det til at trænge igennem. Jeg havde slet ikke troet hun ville være sådan - at PAYTON min søster  kunne være sådan. Hun var slet ikke sådan over for mig - endnu.

"Misforstå mig ikke, for Payton har også nogle gode sider, men de mørke overskygger bare de gode. Hun tror hun kan få alt, og at jeg afviste hende kom bagpå hende. Jeg havde vel også haft en for sjov flirt med hende, så jeg forstår godt hun måske havde misforstået det en smule - men ja..." Han stoppede sig selv og sendte mig et svagt smil igen. Denne gang nåede det hans øjne, hvilket smittede en smule af på mit halv dårlige humør.

"Lad os snakke om noget andet, skal vi?" Jeg nikkede hurtigt og lænede mig tilbage i sofaen.

***

Jeg blev nødt til at gå hjem inden det blev for mørkt, eftersom jeg ikke kendte det her kvarter - så skulle jeg have en mulighed for at komme hjem uden at Zayn skulle køre, hvilket ville være en alt for stor risiko, så skulle jeg afsted.

Det havde faktisk været virkelig hyggeligt. Udover det med Payton, så havde det været godt. Ja, det kunne godt være Payton var sådan overfor andre, men så længe hun ikke var sådan overfor mig, så var det vel fint, ikke?

Zayn og jeg havde også snakket om The Brits som var i næste uge. Han havde bare sagt jeg skulle holde mig til ham, men da jeg havde sagt Louis sikkert blev mistænksom havde han bare rystet på hovedet. Han fortalte at Payton og ham jo på en længere sigt havde flirtet med hinanden, og det var også meget normalt for Harry og Payton at flirte så ja..

Dog havde Louis godt lagt mærke til der var noget mellem Zayn og Payton, men det havde han ikke spurgt ind til, så det var åbenbart normalt, hvilket jeg slet ikke kunne forestille mig efter jeg kom herhen.

Godt så, der var også nogle regler omkring The Brits, og som Payton havde lært. Hun skulle ikke svare på paparazziernes spørgsmål, hvis det var relateret til drengenes privat liv, eller noget de kunne bruge imod en selv.

Hun skulle helst smile så der ikke kom utrolig mange rygter. Hun skulle blive set med Louis, så der ikke ville gå for mange rygter om at de nu var uvenner og hun var med fordi hun datede en af drengene.

Og med hende mener jeg Payton, som er mig. Så de regler skulle jeg huske.

Der ville komme meget opmærksomhed på mig, og det var ikke rigtig noget jeg var vant til, så jeg kunne vidst godt indrømme at jeg var ret nervøs, selvom hvis det gik helt galt, at det så ikke ville gå ud over mig - men jeg ville for alt i verden ikke skuffe nogen, og slet ikke Payton. Hun skulle kunne stole på mig. Jeg var slet ikke klar på at tage tilbage til mit gamle liv nu.

Jeg åndede lettet op da jeg endelig gik op mod huset. Jeg havde fundet hjem, og jeg var træt. Jeg blev virkelig nødt til at tænke alt igennem, men jeg kunne konstatere at dagen havde været en af de bedre dage.

Jeg åbnede langsomt døren og gik ind.

"Er det dig Payton?" Hørte jeg Jay råbe.

"Jahh," råbte jeg tilbage og tog mine sko af, inden jeg forsigtig sparkede dem til siden.

Tv'et i stuen var tændt, så jeg bevægede mig roligt ned i stuen, hvor de alle fire sad. Et kæmpe smil var placeret på Lottie's ansigt, og da hun så mig sprang hun op af sofaen.

"Tusind tusind tusind tusind tak!" råbte hun glad og sprang hen i favnen på mig. Jeg lagde forvirret mine arme om hende, og kiggede spørgende på Louis, som bare blev ved med at smile.

"Det var da så lidt!" Udbrød jeg og kløede mig i håret. "Tror jeg nok.." Jeg kunne høre Louis grine i baggrunden.

"Jeg skal med! JEG HAR FÅET LOV! Jeg skal med til The Brits!" skreg hun højt og hoppede op og ned. En underlig glæde fløj igennem min krop. Det var virkelig længe siden jeg havde set hende så glad, og det var så rart. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile.

The Brits blev bedre og bedre. 

***

SÅ KOM DET LÆNGE VENTET KAPITEL OG JEG UNDSKYLDER, HAHA. Men LÆS lige med. Jeg tager på ferie med min elskede Mirah skat i morgen i to uger, men jeg HÅBER der er net, ellers har jeg min computer, og jeg får skrevet massere af kapitler, fnis, så ja. Håber I overlever, møøs! x

- Så, hvad tror I? Tror I Payton virkelig er som Zayn siger? Havde I regnet med det, og hvad synes I om Summer, nu når I kan se hvordan hun rigtig er? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...