When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
68723Visninger
AA

8. "Payton, this party is awesome!"

Summer’s synsvinkel

"Jeg vidste der var noget anderledes ved dig," sagde han roligt og gik hen imod mig. Jeg trådte et skridt tilbage og prøvede at holde facaden oppe.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om," jeg prøvede at lyde hård, men det gik ikke særlig godt. Jeg blinkede hårdt, og da jeg åbnede øjnene igen, var det sidste jeg så, Zayn's ansigt, inden hans læber lå mod mine. En underlig følelse gled igennem min krop, dog kun i et kort sekund, for hurtigt lagde jeg mine hænder på hans bryst, og skubbede ham tilbage.

"Hvad fanden laver du?!" udbrød jeg og tørrede mine læber. Hvad fanden skulle det kys til for?

"Patyon ville have kysset igen," sagde han og kunne ikke skjule sit smil, som om han var stolt. Dog var det eneste jeg kunne mærke i min krop, vrede og forvirring. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Det var for dumt at blive ved med at køre i det. Han vidste jeg ikke var Payton, men hvordan? Og hvor længe?

"Hvor længe har du vidst det?" spurgte jeg til sidst efter en lang stilhed. "Du afslørede lidt dig selv da du sagde det var som om jeg var besat af dig. Og din nye ide med at være et nyt menneske hopper jeg ikke på. Jeg kender Payton bedre end de fleste, og hun vil aldrig hjælpe Lottie som du gjorde, eller være så flabet overfor mig." Jeg sukkede tungt og satte mig ned på sengen. Var jeg virkelig så elendig?

"Og jeg kan lide dig," sagde han til sidst, hvilket fik mig til at kigger op på ham. "Misforstå mig ikke," indskød han hurtigt. "Du er anderledes. Du er alt det Payton ikke er."

"Hun er min søster, Zayn," sagde jeg og sendte ham et hårdt blik så han forstod hvad han sad og sagde om min søster.

"Det ved jeg," hans brune øjne fandt mine. "Hun er også en sød pige, det er ikke det. Men du er anderledes." Jeg vidste godt, selvom det lød som om han var ved at erklære sin store kærlighed til mig, at han ikke var. Han prøvede bare at forklare mig hvad jeg bad om, måske på en anderledes måde end hvad jeg havde regnet med - jeg var ikke vant til de komplimenter og da slet ikke var en som Zayn.

"Er der andre der... " "- Ved det?" han rystede på hovedet. "De tror alle du har ændret dig, og jeg ville nok også have troet det. I ligner virkelig hinanden," han tog ved en tot af mit hår og sendte mig så et smil, som jeg ikke kunne lade være med at gengælde, dog blev det bare ikke så ægte som det burde.

"Men fordi jeg sagde du var besat af mig, så regnede du det ud?" Han trak på skulderne. "Jeg vidste der var noget galt, og jeg hørte din samtale med Patyon. Hvor er hun egentlig?" Jeg bed mig i læben og kiggede ned i mine hænder.

"Hos mig, i Houston," Zayns øjne blev store. "Som i Texas?" Jeg nikkede "Som i Texas." Han blev stille, dog nikkede han en enkelt gang og kiggede så derefter ned i sine hænder, præcis som jeg gjorde.

"Hvad har I egentlig tænkt?" spurgte han en anelse hårdt, hvilket kom bag på mig. "Øh?" jeg løftede det ene øjenbryn.

"Det holder jo ikke for altid. Hvad har I tænkt jer at gøre når Payton så kommer tilbage og opfører sig anderledes  igen? Hvad med Lottie og Louis? Har I overhovedet tænkt det igennem?" Han rejste sig op og rystede på hovedet.

"De skal ikke vide noget Zayn. Payton havde brug for at komme væk." " - Hvor længe har I kendt til hinanden?" Jeg blinkede kort. "Nogle måneder?" "Og så bytter I liv? Hvad kunne være så slemt for Payton at hun skrider?" Det lød næsten som om han savnede hende, hvilket jeg ikke forstod. Hvis han godt kunne lide hende, så skulle han da mande sig op.

"Måske at hun lever i skyggen af Louis? Tja, jeg ved ikke, måske at du afviste hende som du gjorde?" Jeg rejste mig irriteret om. Han fik mig til at føle mig som en lille latterlig pige som havde taget en forkert beslutning. Det havde jeg ikke. Det var jo ikke fordi vi ville holde det hemmeligt for altid.

"Hvordan jeg afviste hende? Ved du overhovedet hvad du snakker om?" "Gør du?!" sagde jeg højt og irriteret. "Lad være med at tro du ved en skid om mig Zayn!" Han rystede afvisende på hovedet. "Det gør jeg ikke, jeg ved ikke engang hvad du hedder," sagde han vredt" men jeg er bare urolig for I ikke har tænkt en skid over det her."

"Hvad venter du så på? Så gå da ud og fortæl dem alle hvad fanden der forgår," råbte jeg næsten, hvilket fik ham til at ryste på hovedet. "Det er ikke min ting at fortælle...." "- Så bland dig udenom. Det er jo ikke fordi vi holder det hemmeligt for altid."

Der blev stille. Zayn rystede på hovedet og kørte en hånd igennem sit hår. Min vrede forsvandt langsomt. Vi havde vidst begge to overreageret en del, eller jeg havde hvert fald. Han var jo bare bekymret for Louis og de andre, og jeg kunne vel ikke bebrejde ham.

"Summer, mit navn er summer," sagde jeg med en lav stemme. Zayn kiggede langsomt hen på mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ham i øjnene.

"Jeg er Payton's tvillingesøster. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan vi endte så langt fra hinanden, men jeg bor i Texas, hos en dame der hedder Kim. Jeg er 18 år, og jeg vil gøre alt for at få en familie som Payton har. Jeg ville gøre alt for at møde min rigtige far, og Louis' familie. Ved du hvordan det er at vide ens halvbror er Louis Tomlinson? Du ser ham overalt, men du har ikke chancen for at møde ham? Jeg fik den chancen, og jeg fortryder det ikke."

Langsomt kom Zayn hen ved siden af mig. Han satte sig ned ved siden af mig og kiggede ud i luften.

"Jeg er Zayn Malik, fra One Direction. Jeg er en af Louis' bedstevenner. Jeg er 20 år. Min familie bor i Bradford, så jeg er for det meste her hos Louis. Og nej, jeg ved ikke hvordan det er at se sin bror alle steder, men jeg kunne forestille mig, at det gjorde ondt, så jeg forstår du tog chancen. Jeg er ked af at jeg overreagerede, og jeg fortæller det ikke til nogen." Hans øjne fangede mine, og ved de sidste ord, gled et smil frem. Jeg grinte kort, og vendte så min krop mod Zayn.

"Så fortæl mig, hvordan er Payton, og hvad skal jeg vide og gøre for ikke at blive opdaget?"

***

Samtalen med Zayn havde helt fået mig til at glemme festen samme aften, så vi havde aftalt at mødes en anden dag og snakkede. Jeg havde virkelig brug for hans hjælp, og han var med på at hjælpe, men lige nu havde jeg ikke tid til det.

Jeg havde ikke fået købt nogen kjole før i dag, så jeg havde rodet hele skabet til, og havde endelig fundet en enkelt sort kjole. Jeg havde egentlig mest lyst til bare at tage shorts på og en trøje, men sådan var Payton ikke. Hun var altid overdrevet klædt.

Jeg havde med vilje, ikke glattet mit hår, men til gengæld havde jeg sat mine krøller flot. Jeg havde lagt min make up som jeg plejede, og fandt så et par ballerinaer frem, som jeg lagde i min taske. De sko jeg havde valgt til min kjole kunne jeg umuligt gå med hele aftenen, så et par ekstra var altid godt.

Det gik langsomt op for mig, at jeg egentlig ikke kendte nogen af dem der kom til festen. Jeg burde kende dem, for det var dem fra min klasse, min skole - eller Payton' skole, men jeg kendte kun Flora og Caroline.

Noget sagde mig, at denne aften nok skulle blive spændende.

"Payton?" Et skrig forlod mine læber, inden jeg tabte min mascara ned på gulvet, og vendte mig rundt, hvor Jay stod.

"Åh gud du gav mig et chok!" Jeg tog hånden op til hjertet og kiggede ned på min mascara på gulvet. Jeg tog den hurtigt op i hånden, og tog låget på.

"Undskyld," grinte hun kort inden hun kiggede ned på sit ur.

"Louis havde lovet at køre dig, havde han ikke?" Hun skød øjenbrynet i vejret, og selvom jeg ikke havde nogen ide om Louis havde lovet det, så nikkede jeg.

"Han kan desværre ikke nå det, så jeg kører i stedet for, er det okay?" Hun slap dørkarmen og ventede på mit svar. Jeg forstod ikke helt hvorfor hun spurgte, men jeg nikkede hurtigt og vendte mig mod spejlet, og lige inden hun gik, vendte jeg mig rundt og fik sagt tak. Hun stoppede op et kort øjeblik, drejede hovedet og blottede sin forvirring for mig i et kort øjeblik, inden hun lyste op i et smil og gik videre.

Payton havde vidst et eller andet imod Jay, men det var nye tider.

Jeg kiggede mig en ekstra gang i spejlet, sendte mig selv et opmuntrende smil, og tog min taske i hånden.

Jeg var klar.

***

Jeg havde flere gange været inde i hallen, hvor festen skulle holdes. Flora og jeg skulle jo også pynte op, og nu så jeg bare frem til at se hvordan det så ud.

Jeg gik ned langs gangen med Flora ved min side. Musikken kunne allerede høres, og det var nok en af de første rigtige fester jeg havde været til hvor man måtte drikke. Det var jo anderledes i Amerika.

"Er du klar?" spurgte Flora og sendte mig et smil. Jeg nikkede hurtigt og tog fat i det ene håndtag, mens Flora tog fat i det andet. Vi åbnede døren på samme tid. Lydene blev med det samme højere, og musikken fik næsten ens krop til at hoppe rundt.

Jeg kiggede med store øjne omkring. Tænk Flora og jeg havde stået for det her, og det var lykkedes, og folk så rent faktisk ud til at kunne lide det.

Hvor var det fedt!

"Det her er så vildt!" sagde jeg højt og kiggede på Flora, som sendte mig et stort smil. Hun stak armen ud, som tegn på jeg skulle tage ved, og det gjorde jeg, og sammen gik vi hen imod baren.

Det var nemt at se, at Payton var populær, at folk lagde mærke til hende. På vej hen til baren var det rent faktisk som om jeg var kendt og folk begyndte hurtigt at kommentere på det hele.

Det hele gav mig bare endnu en grund til at tænke over hvad der fik Payton til at ville bytte liv? Mit var langt fra så spændende som hendes, og det her var så fedt. Opmærksomheden var måske ikke lige mig, for alle de blikke gjorde mig utryg, men det måtte jo være fedt at have så mange omkring sig.

Jeg rystede på hovedet over hvor urealistisk det her føltes. Det var virkelig aldrig noget jeg havde troet. Måske havde jeg drømt om det, men aldrig troet det ville ske. Det var så vildt.

"Vodka juice som altid?" spurgte Flora og ventede ikke rigtig på mit svar, før hun bestilte det. Jeg bed mig i læben og blev ved med at kigge rundt på alle de mennesker, som stod og grinte, dansede og drak. Der var et fællesskab over alt sammen, og på en eller anden måde var jeg  virkelig beæret over jeg oplevede det her.

Nu turde jeg næsten ikke at tænke på hvordan The Brits ville være - for at være ærlig, så føltes det stadig som om det bare var en drøm og at det ikke allerede var næste uge. Det gik så stærkt, og det gjorde mig måske trist til mode, for hvem vidste når Payton ville have sit liv tilbage?

"Her!" Flora hev mig ud af mine tanker, og hurtig tog jeg imod den. Selvom aldersgrænsen for at drikke var anderledes i Amerika, så havde jeg skam været fuld før, og lige nu havde jeg også lyst til det, og bare slå mig løs.

"Payton, det her er en så fed fest!" Udbrød en pige, som havde snakket med Flora. Jeg kiggede hurtigt og opmærksomt hen på hende da det gik op for mig, at hun snakkede til mig. Jeg fjernede glasset fra munden og rettede mig ordentlig op.

"Det har virkelig også taget sin tid," grinede jeg modtog et endnu større smil af hende.

Denne følelse af at udrette noget, at være nogen, at kunne noget, var fantastisk. Jeg kunne slet ikke fjerne smilet fra mine læber. Aftenen var allerede god, og den var først lige begyndt! 

***

Bum bum bum, Zayn var ikke så dum alligevel, og måske kender Zayn Payton bedre end Payton har givet udtryk for? Hvad tror I der sker nu? Vil festen gå helt som den skal, og vil Zayn kunne holde det hemmeligt? Hvordan har Payton det, og hvad laver hun egentlig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...