When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
68769Visninger
AA

13. "I'm so sorry"

Summer’s synsvinkel

Jeg kunne høre en hård banken for anden gang. Første gang regnede jeg med det var noget fra sangen, men da jeg tog mine høretelefoner ud og hørte banken igen, skubbede jeg langsomt dynen af og satte mig op.

Lidt efter lød dørklokken og endnu et bank. Noget sagde mig, at personen havde stået derude længe.

Jeg halvløb ned af gangen, og før jeg åbnede kiggede jeg ud. Det var en gammel vane, da jeg boede i Amerika. Det var ikke trygt der - ikke i mit liv.

Jeg kunne se Niall's ansigt. Hvad fanden lavede han her?

Jeg åbnede hurtigt døren og kunne se de alle stod der. Louis' skulder faldt ned efterfulgt af et suk.

"Hvorfor fanden svarer du ikke Payton?" sagde han bekymret men hårdt, hvilket gav mig lyst til at ignorere ham. Hans opførelse var ikke i orden.

"Skulle I ikke være hos Harry?" Jeg henvendte mig til Lottie, som så en smule ked af det ud.

"Jo, det burde vi," sagde Louis og lagde hårdt tryk på vi. Jeg sukkede. "Hvorfor skred du bare?" Sagde han hårdt. Eleanor stod i baggrunden sammen med de andre.

"Jeg havde det dårligt. Jeg efterlod en besked - I kan sagtens tage hen til Harry," sagde jeg, hvilket fik Niall til at ryste på hovedet.

"Jay og Dan er ikke hjemme, er de?" Hørte jeg Liam spørge Louis om. "Så bliver vi her!" udbrød Niall da Louis sagde nej.

Jeg sukkede, det var derfor jeg tog hjem - for at være alene.

"Det ligner ikke dig at tage hjem alene," sagde Louis hårdt. Jeg var efterhånden træt af hvad der ikke 'lignede' mig, selvom jeg godt forstod ham.

"Oh, fordi jeg altid render dig i røven eller hvad?" Jeg løftede det ene øjenbryn, og jeg vidste det kom bag på ham - men jeg kunne ikke mere. Jeg var så træt af hans opførelse, og jeg kunne ikke bare være som Payton og bede om tilgivelse. Sådan var jeg ikke. Jeg var ingen røvslikker.

"Hvad? Det har jeg ikke sag..." "- Nej, men er det ikke sådan I alle ser mig?" Sagde jeg hårdt, og jeg kunne se Zayn sendte mig et advarende blik.

"Hvad mener du?" spurgte Louis halv irriteret om.

"Tror du ikke godt jeg ved, at halvdelen af dine venner ikke bryder sig om mig?" Louis kiggede forvirret på mig, og jeg vidste jeg skulle holde kæft, men jeg kunne ikke. Summer kunne ikke!

"Hvad?" sagde han igen. "Hvem?" Han lod ikke til at tro mig.

"Vi kan starte med Lou - hun gad knap nok hilse! Og så er der Eleanor," jeg kunne se hun kiggede på mig. "Hun hader mig. Jeg kunne lave en skide liste! Og når jeg så prøver på at give dig et pusterum fra mig, så er det også galt? Så er jeg bare anderledes og dum?" Jeg vidste det var at gå over stregen. Eleanor havde sikkert ikke troet jeg ville konfrontere hende med hendes had til mig.

"Måske er det fordi du opfører dig dårligt nogengange," mumlede Eleanor, og pludselig gik det bare helt galt for mig.

"Det er ikke mig! Okay?!" Jeg kunne se Zayn lave store øjne.

"Payton," han lagde tryg på det. "Kom," han tog min hånd, men Louis stoppede ham. "Hvad mener du? mener du stadig du prøver at lave om på dig selv?" Jeg havde lyst til at råbe jeg ikke var som Payton, men jeg kunne ikke, for Zayn trak mig med.

Louis råbte et eller andet til ham, men Zayn bad ham tie stille.

Han låste hurtigt døren efter os da vi kom ind på værelse.

"Summer, det er ikke dig de hader." Sagde han hurtigt og aede mig på armen.

"Jeg kan ikke klare det her Zayn!" Jeg vidste jeg ikke havde levet her mere end et par uger, men at se hvordan folk sendte Payton blikke og... det mindede mig forbandet meget om min fortid, og jeg kunne ikke gå derhen igen. Jeg ville ikke leve det hele en gang mere.

"Shh, selvfølgelig kan du det. Det er Payton der har fået dem til at se forkert på hende - ikke dig. Summer, hør på mig, det er Payton de ikke bryder sig om, ikke dig!"

Min krop begyndte at ryste, og det var som om jeg virkelig forstod nu. Louis blev sur på mig, noget han aldrig gjorde. Det vidste jeg han ikke blev! Eleanor hadede mig, jeg var en nar overfor Flora og Caroline, og jeg var en stor bitch.

"Er hun virkelig så forfærdelig?" udbrød jeg i et hulk. Zayn forstod sikkert ikke hvorfor jeg græd - for hvorfor skulle jeg græde piver min søster var en bitch?

Nej jeg græd over det, fordi hun havde en familie. Hun havde venner og familie der elskede hende og bekymrede sig for hende - det var noget jeg aldrig fik. Jeg havde lavet én fejl i mit, og den forfulgte mig overalt. De forfulgte mig overalt, og de ville ikke lade mig være.

Hvis Payton blev ved med at dumme sig sådan gang på gang, så ville hun miste det HELE - præcis som jeg havde gjort, og jeg kunne ikke holde det ud!

Jeg gik hen til min kjole.

"Det her er ikke mig! Den er flot, men jeg ville aldrig have råd til sådan noget!" Jeg snøftede. "Og de sko. De må have kostet en formue! Det er ikke mig, og mit hår det..."

"Summer, tie stille," sagde Zayn hårdt og tog ved mig. Han snurrede mig rundt så jeg kiggede ham i øjnene. Hans brune øjne fik mig blot til at hulke endnu højere end før.

"Selvfølgelig er det dig. Hvem skulle det ellers være?" Sagde han med en rolig stemme. "Ja, måske er tingene dyre. Men Payton ville aldrig have taget sådan noget tøj på, eller sætte sit hår sådan. Hun ville aldrig, ligegyldig hvor mange der hadede hende, tage hjem fra The Brits alene."

Han tog ved min hånd. "Payton ville aldrig spørge ind til hvad tatoveringer betyder," han lod forsigtig sin finger glide hen over min hånd, som jeg havde gjort ved ham.

"Payton ville aldrig råbe af Louis på den måde, eller smile til Jay, eller lade Jay kramme hende. Payton ville aldrig spørge om Lottie måtte komme med. Payton ville faldt på knæ og undskylde for Louis, og hun ville grine over Lottie ikke kunne komme med." Han kærtegnede forsigtig min kind og fjernede nogle af de tårer de gled ned af min kind.

"Du er ikke som Payton. Du er meget bedre, men Summer?" sagde han forsigtig. Jeg kiggede op på ham. "Ret mig gerne hvis jeg tager fejl - men har det her noget med din fortid at gøre?" spurgte han forsigtig om.

Jeg kunne mærke en klump i maven, og hvis Zayn nogensinde skulle kunne forstå, så måtte jeg jo ud med det, og jeg havde brug for det. Zayn var min ven - ligegyldigt hvor meget Payton ville hade mig, så var han min ven. Han beroligede mig, og jeg var så taknemmelig for det.

Jeg sukkede tungt. Der var vel ingen vej udenom.

***

"Jeg var medlem i denne bande," mumlede jeg langsomt. "Den var ikke god. De røg, tog stoffer og alle de ting. Jeg havde en kæreste - som man ser i alle film var det bande 'lederen' hvis du forstår?" Zayn nikkede hurtigt så jeg fortsatte.

"Min 'veninde' lavede åbenbart en set up, og fik en random dreng til at kysse mig til en fest, og tog billede af det. Hun sendte det til min kæreste, og så udviklede tingene sig bare forfærdeligt," sukkede jeg og orkede ikke at komme tættere ind på det, men Zayn spurgte hurtigt ind til hvad der skete.

"De blev ved med at opsøge mig. Jeg måtte få politiet til at bede dem stoppe hvilket gjorde alt værre. For det første var man ikke ham utro, men at få politiet efter dem, det var noget man slet ikke gjorde. Jeg mistede alt. Jeg havde ikke haft nogen familie Zayn - ikke nogen ordentligt, og pludselig mistede jeg alt hvad jeg holdt af."

Tårerne sprang frem igen. Det var som om det hele kom som et flash back, og pludselig var det blandet sammen med Louis' vrede stemme, og Eleanor's bebrejdende stemme.

"Hun ødelægger det hele. Hun har det hele Zayn," og denne gang brød jeg ud i tårer.

Zayn gjorde pludselig noget uventet og lagde armene om mig. Han trak mig helt ind til sig, som om han kunne mærke på det hele at ingen havde givet mig sådan et kram før - og det havde ingen.

"Summer, du er intet dårligt menneske. Der er sket nogle dårlige ting for dig, men du er ikke et dårligt menneske. Det er Payton der har gjort det her, ikke dig."

"Men jeg kan ikke se hende smide alt det væk. Ligegyldig hvor stor en bitch hun er, så er hun min søster, og jeg ønsker ikke nogen skal igennem hvad jeg har været igennem. Ensomheden dræbte mig næsten Zayn, det er værre end alt andet," hviskede jeg og kunne mærke en knude indeni springe.

Det gjorde ondt. Jeg lænede mig ind mod Zayn, som strammede grebet endnu mere om mig.

"Summer, du har ikke mistet alt. Du har din familie her. Du har Louis, Lottie, Jay, Dan - din far, og du har mig," hviskede han mod mit hår.

"Og jeg vil aldrig lade Payton fucke dit liv op. Du har et liv nu, og du kan starte det præcis som du vil. Du skal holde ud lidt endnu indtil Payton kommer - men så vær som DU vil være, ikke som Payton er. Fortæl dem hvem du er når Payton er her. Du har en familie, og jeg håber ikke I har tænkt jer at bytte tilbage bagefter og lade som om alt er ved det gamle."

Hans ord var så blide, og så oprigtige. Det var som om de borede sig ind i min mave og lagde sig over knuden der var sprunget. Et nyt sår kom frem, og jeg kunne langsomt tænke igen.

Han havde ret. Jeg kunne ikke bare tage tilbage og lade som alt var ved det gamle. Jeg havde en familie her, og det ville jeg holde fast i - selv når Payton kom tilbage.

Jeg skulle være Summer, men hedde Payton. Ingen skulle ødelægge mig, og Payton skulle bestemt ikke ødelægge sit eget liv.

Jeg var blevet stærkere efter det her 'byt. Jeg havde fået mere selvtillid, og jeg følte jeg var noget værd. Jeg havde nogen der holdt af mig.

"Zayn," mumlede jeg uden at trække mig fra ham. Jeg nød at sidde i hans favn.

Hans stærke arme lå så tæt omkring mig, og jeg var så tæt på ham, at jeg sagtens kunne mærke hvordan hans hjerte slog mod hans bryst. Min hånd, som lå knyttet på hans bryst, foldede jeg langsomt ud. Denne gang kunne jeg mærke hans hjerte meget bedre.

"Tak," hviskede jeg og kunne mærke han smilede. Han nussede mig forsigtig på ryggen. Hele denne aften... jeg turde slet ikke tænke på hvad klokken var. Jeg var så forfærdelig træt, og mine øjne kunne ikke holde sig åbne længere.

Jeg måtte starte ud på en ny i morgen. Jeg måtte redde Payton's liv hvis hun ikke ville miste alt.  

***

Jeg vågnede senere på natten af noget larm i køkkenet. Jeg var stadig utrolig træt, og efter en lang diskussion om jeg skulle tjekke eller ej, tog min nysgerrighed over.

Jeg rejste mig langsomt op og tog en morgenkåbe på, inden jeg langsomt listede ned af gangen og hen til køkkenet, hvor lyset var tændt.

Jeg trådte op af de få trapper der var. Eleanor sad henne ved bordet med en banan i hånden. Hun kiggede rundt, som om det var længe siden hun havde været her.

Jeg kunne mærke mine fødder blev kolde, og lidt efter blev resten af min krop. Jeg bed mig i læben da Eleanor drejede hovedet.

Hun gispede lavt og lagde hånden på hjertet.

"Du gav mig et chok," mumlede hun og kiggede ned på sin banan. Det lignede hun ikke helt vidste om hun skulle blive eller gå, men før hun nåede noget, fik jeg sagt hendes navn.

Hendes smalle trætte nat øjne faldt hen på mig. Jeg vidste jeg havde min chance nu. Skulle jeg sige undskyld foran alle, så ville jeg få scene skræk og fucke alt op.

"Undskyld," det kom ud som en udånding.  Hun kiggede underligt på mig, og jeg forstod hende.

"Undskyld jeg har været som jeg har været. Jeg er ked af at jeg har skræmt dig så meget at du ikke engang vil overnatte her. Jeg ser dig heller aldrig, og det må være min skyld." Jeg snakkede alt for hurtigt, jeg vidste det godt.

"Jeg er ked af jeg hele tiden tager Louis' fra ,dig. Jeg har været jaloux, for jeg har endelig fået en bror og det er så fedt at leve det liv han lever og .... leve med ham. Jeg er elendig til at dele," her talte jeg som Payton. Hun hadede at dele, det vidste jeg.

"Men det skal ikke være sådan. Du skal ikke følge dig utryg hos din egen kæreste. Jeg er ked af det Eleanor," jeg kunne mærke tårerne presse sig på igen. Wow, det havde været en utrolig følsom dag. Utroligt jeg var sådan et tudefjæs.

"Oh..." mumlede Eleanor og smed så sin banan på bordet.

"Payton, jeg hader dig ikke," sagde hun så og rejste sig op. "Jeg har aldrig hadet dig. Jeg har måske set ned på dig. Men det var ikke meningen du skulle tro jeg hadede dig. Jeg skubbede dig bare væk så snart du kom ind i Louis' liv, fordi han var så glad for dig, og du var så.... fraværende overfor mig. Jeg prøvede at starte et venskab op, men du ignorerede mig altid. Jeg vidste ikke du havde det sådan.." sagde hun trist, hvilket gjorde mig endnu mere trist.

Eleanor havde rent faktisk prøvet at starte et venskab med Payton, men hun var sådan en nar. Jeg kunne lige forestille mig hvordan hun havde skubbet hende væk og kun havde øje for Louis.

Eleanor var sød, hvordan kunne Payton overhovedet ikke kunne lide hende?

Jalousi - skreg en stemmen indeni, og selvfølgelig var det dét. Payton ville have Louis for sig selv, fordi han var nøglen til opmærksomhed.

"Jeg er så ked af det," udbrød jeg ved tanken om hvor ond Payton sikkert havde været mod hende.

Eleanor lyste op i et smil, inden hun gik hen imod mig. Hun duftede langt væk af Louis' parfume, hvilket fik mig til at smile, men alligevel.... Jeg savnede ham selvom han var i huset. Jeg savnede den glade Louis. Jeg ville ikke være sur på ham. Jeg havde ham kun i kort tid.

"Det er i orden Payton," sagde hun og trak mig ind i et kram. Jeg bed mig hårdt i læben. Payton kunne få så meget hvis hun bare.... hvis bare hun ændrede sig.

Og her havde jeg og havde ingenting - og det havde jeg ikke, for alle troede det her var Payton. Alle troede jeg var Payton. Det var hende de tilgav, hende de pludselig fik et nyt syn på - ikke mig. De kendte mig slet ikke.

***

Okay then.. Summer er overbevist om at ændre Payton's liv til det bedre - men er det hvad Payton vil have? Hvad synes I om Zayn og Summer? Og hvad håber I der kommer til at ske? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...