When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
68803Visninger
AA

18. "I'm not Payton."

Summer’s synsvinkel

Jeg ville rykke på mig i søvne, men eftersom noget holdt om mig, registrerede min hjerne, at det var unormalt, og at jeg nu skulle vågne. Derfor slog jeg langsomt øjnene op, og kiggede direkte ind i teltets ene side.

Jeg åbnede og lukkede øjnene et par gange, så de kunne vænne sig til lyset, hvorefter jeg langsomt begyndte at tænke over tingene der var sket i går.

Et ukontrolleret smil gled over mine læber, og da jeg forsigtig ville vende mig, gav det er spjæt i Zayn's krop, og lidt efter trak han mig ind til sig.

Et lavt fnis forlod mine læber, for ikke at vække Zayn, men noget sagde mig, at han var vågen - og min teori blev også bekræftet, da et forsigtig kys blev plantet i min nakke, inden han mumlede et godmorgen, hvilket næsten fik mig til at savle - for hans morgenstemme var bestemt ikke noget jeg ville klage over, nok det modsatte.

"Godmorgen," mumlede jeg tilbage, inden jeg drejede mig rundt. Denne gang lod han mig gøre det, og da jeg havde lagt mig til rette, kiggede jeg langsomt op på ham.

Han lå og kiggede op i luften, og lignede en der var helt væk i sin egen verden. Hans hjerte slog rytmisk mod min hånd, og måden hans øjenvipper gled i hver gang han blinkede, fik ham til at se endnu smukkere ud, hvis det overhovedet var muligt.

Han opdagede vidst, at jeg kiggede på ham, for et lille smil, som fik min mave til at gå amok, gled frem på hans læber.

"Har du sovet godt?" spurgte han om, inden han drejede hovedet hen imod mig, og fangede mine øjne.

Jeg bed mig i læben, inden jeg nikkede. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde sovet så godt. Der var ingen bekymringer, og jeg følte mig tryg. En følelse jeg virkelig havde savnet - det kunne jeg sagtens mærke.

"Hvad med dig?" spurgte jeg, inden jeg lagde mit hoved på hans bryst. Under normale omstændigheder ville jeg være virkelig flov, og nok undgå alt kontakt efter det der skete i går, men det var anderledes med Zayn. Det føltes rigtigt, og jeg havde ikke lyst til det skulle slutte.

Automatisk, ved den tanke, krøb jeg tættere på Zayn, som grinte kort.

"Sig ikke du stadig fryser?" drillede han, og lod forsigtig sine fingrespidser glide over min hals, inden han fjernede noget af mit hår.

"Jeg nyder øjeblikket," brummede jeg, og lukkede øjnene. Jeg kunne ikke se nogen grund til at holde det hemmeligt for Zayn. Han måtte, efter i går, gerne vide hvad jeg følte for ham, for hvis jeg havde lært noget, så var det at sætte pris på tingene, og få dem sagt, inden det var for sent.

Zayn blev pludselig stille, hvilket fik mig til at knibe øjnene endnu mere sammen. Jeg ville ikke ødelægge øjeblikket ved at sige mere, så jeg holdt bare mund og lyttede til hans hjerte.

Jeg kunne høre de andre var ved at vågne, for vores stemmer var ikke længere de eneste man kunne høre.

"Summer," mumlede Zayn usikkert. Jeg sank den klump, som havde dannet sig i halsen, inden jeg mumlede et ja.

"Du ved godt det her ikke behøver være sidste gang, ikke?" Jeg blev så overvældet af hans ord, at jeg hurtigt kiggede op på ham.

"Hvis de finder ud af du ikke er Payton.." Mine øjne blev store da han nævnte hendes navn. Jeg havde fuldstændig glemt hende i går, og jeg havde fuldstændig glemt hendes følelser for ham.

"Åh gud," mumlede jeg og trak mig fra Zayn. Han lænede sig hurtigt op på sine albuer, inden han kiggede underligt på mig.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske. Det var netop Zayn hun ville væk fra, og så endte det med jeg lå i samme telt med ham, og kyssede ham! Jeg var en elendig søster.

"Summer?" sagde Zayn, da jeg åbenbart havde kørt mig selv så meget op, at mine vejrtrækninger var blevet hurtigere.

"Hvad sker der?" "- Jeg har fuldstændig glemt hende," sagde jeg panisk og kiggede over på Zayn, som langsom så ud til at indse, hvad der gik igennem mit hoved.

"Hey," mumlede han, inden han rakte ud efter mig, men jeg undveg hans berøring. Jeg ledte panisk efter noget tøj jeg kunne få på, så jeg kunne komme ud herfra.

"Hey hey hey," sagde han uroligt, inden han kravlede hen til mig, og trak mig hen til ham, så min ryg var mod hans bryst.

"Slap af," sagde han mod min hals. Jeg kneb øjnene hårdt sammen igen, og bandede indvendigt over hvor rolig en effekt han havde på mig.

"Hvad sker der?" han nussede forsigtig mit ben.

"Payton," pustede jeg ud," hun og dig, og os, og jeg er den værste søster," udbrød jeg, hvilket fik Zayn til at tysse på mig.

"Summer, jeg kan ikke lide Payton på den måde, og det har jeg aldrig kunne. Det ved hun godt." Jeg rystede på hovedet. "Du kender hende! Du ved hvordan hun vil flippe ud Zayn, hun vil hade mig. Jeg vidste hun kunne lide dig, så hvordan kunne jeg..." Zayn rystede på hovedet, og mumlede ord, som fik mig til at stoppe med at snakke.

Hans hænder gled forsigtig ned af mine arme, og ud til mine hænder. Han flettede dem forsigtig sammen, og lagde sit hoved på min skulder.

"De passer perfekt sammen," mumlede han, hvilket fik mig til at se ned på vores hænder. Jeg måtte give ham ret. Selvom hans hånd var stor, så var det som om den var lavet specielt til min.

Jeg bed mig i læben, inden jeg lagde mit hoved bagud, mod Zayn's bryst. Jeg vidste ikke hvad jeg følte lige nu. Jeg var splittet og forvirret som en i helvede.

"Og jeg er fuldstændig ligeglad med hun bliver sur. Hun ved der aldrig bliver noget imellem os, og hvorfor skulle hun hade dig, for at være glad? Hvis det er det du er," det sidste mumlede han næsten så lavt, at jeg ikke hørte det.

Han var usikker på sig selv. Sådan kendte jeg ham slet ikke. Zayn var ikke usikker.

"Selvfølgelig er jeg glad," udbrød jeg for at få ham på andre tanker.

"Så vær ligeglad med hvad hun vil sige, Summer. Jeg har ikke lyst til at Payton skal ødelægge det her." Hans tommelfinger gled forsigtig over min håndflade, inden han kyssede mig på skulderen.

Han var så kærlig ved mig - noget jeg aldrig havde prøvet før.

Jeg sukkede tungt, inden jeg igen lukkede øjnene. Jeg blev nødt til at indse, at jeg havde det på samme måde som Zayn, selvom jeg nødig ville indrømme det. Jeg var så glad omkring ham. Jeg havde aldrig følt sådan her for nogen før, og det skulle hun ikke ødelægge. Hvis Zayn ikke ville have hende, så blev hun nødt til at indfinde sig med det - og jeg skulle også indfinde mig med, at hun sikkert ville være hamrende sur til at starte med, men det var okay. Det kunne jeg leve med.

"Okay," mumlede jeg til sidst, selvom jeg ikke helt vidste hvorfor.

***

Det lod ikke til, at nogen af dem havde hørt noget fra i går, hvilket jeg kun kunne være tilfreds med. Så behøvede jeg ikke spekulere på det, og jeg kunne være rolig omkring dem.

Zayn og jeg havde valgt at holde, hvad end vi havde sammen, på et lavt niveau på denne tur. Hvis Louis havde tænkt sig at flippe ud så skulle det ikke ødelægge resten af turen.

Så ja, det blev til flirtende blikke, og uskyldige berøringer af og til, hvilket fik mig til at ligne en glad idiot hele dagen. Ingen af dem forstod hvorfor, men det var også ligegyldigt.

Da mørket var ved at falde på, var vi et par stykker, ude at samle brænde ind til natte. Det var ikke så mørkt at man ikke kunne se noget, men det var stadig en smule skræmmende.

Jeg kunne høre Harry og Niall diskuterede et eller andet virkelig unødvendigt, hvilket bare fik mig til at grine. Jeg vendte mig rundt og skulle til at gå lidt længere ind i skolen, da en gren bag mig knækkede.

Et gisp forlod mine læber og inden jeg nåede at vende mig rundt, blev en hånd lagt for min mund, og jeg blev trukket om bag et træ.

Jeg skreg hjælpeløst ind i hånden og slog ud efter personen foran mig, men det fik bare personen til at grine, og min krop til at falde en smule til ro.

"Zayn forhelved!" hviske-råbte jeg, og slog hans hånd væk. Han kunne ikke lade være med at grine. Hans skuldre rystede utrolig meget. Jeg havde aldrig set ham grine så meget før, det var sødt.

"Du skræmte livet af mig!" jeg lagde en hånd på mit bryst, og kunne mærke hvordan mit hjerte slog hårdt mod det.

"Fuck altså," mumlede jeg og slog ham på skulderen, hvilket bare fik ham til at ryste på hovedet og fortsætte med at grine.

"Uh, du skulle have set dig selv," drillede han. Jeg skulle til at slå til ham igen, men han skubbede mig blidt bagud, så jeg fik træet i ryggen.

"Endelig alene," mumlede han mod min hals, inden han lagde en hånd på min hofte.

Jeg fnes kort. "Og du kunne ikke vente til vi skulle sove?" Jeg løftede det ene øjenbryn og så dumt på ham, selvom jeg nu var meget glad for hans beslutning. Det havde været svært at holde sine blikke og sine berøringer fra Zayn, dengang han ikke engang vidste hvad jeg følte, og nu han vidste det, så var det bare endnu svære.

"Kunne du da det?" han sendte mig et drillende smil, inden han lagde sin pande mod min. Mine arme fandt om hans nakke, inden jeg trak hans ansigt hen til mit.

"Sikkert ikke," mumlede jeg mod hans læber, og kunne mærke en bombe af følelser springe, da han drillende bed i min underlæbe, inden han desperat pressede sine læber helt mod mine.

Det føltes som en evighed siden han sidst kyssede mig. Jeg havde aldrig haft de følelser i min krop før, som jeg havde hver gang Zayn rørte mig, eller bare kiggede på mig. Det var helt utroligt, dog en smule skræmmende, men også helt igennem fantastisk.

Jeg stolede på ham, og det havde jeg en grund til. Han havde virkelig været en god støtte.

Vi var så optaget af hinanden, at vi ikke hørte personen der kom tættere på.

"Der er i..." hans stemme døde hen da han så os, og hurtigt trak vi os fra hinanden. Det føltes som om mit hjerte stoppede med at banke, og gled op i halsen på mig.

Foran os stod Louis, med en arm i siden. Lyset faldt på hans ansigt, og det var ikke svært at se, at han var overrasket, forvirret og en smule vred.

"Louis det..." startede jeg med at sige, men han rystede bare på hovedet og kiggede på Zayn.

"Hvad blev der af, at Payton aldrig ville være noget for dig?" Sagde han hårdt, hvilket fik Zayn til at rette sig op. Jeg ville bryde ind og forsvare ham, men noget i min lomme vibrerede.

Og det var ikke normalt, medmindre det var Payton. Og Payton havde ikke kontaktet mig i lang tid nu, så noget sagde mig, at det her var vigtigt.

"Jeg lod jer stole i telt sammen! Jeg stolede på dig!" sagde han irriteret.

Jeg tog hurtigt mobilen op, og rigtig nok var det Payton. Jeg trykkede hurtigt på den grønne knap og tog den op til øret.

"Hallo?" sagde jeg ind i mobilen og prøvede at lukke Louis' og Zayn's stemmer ude.

"Summer, Summer, Summer," lød en meget dyb stemme, som jeg ikke kunne tage fejl af. Jeg kunne mærke hvordan det løb mig koldt ned af ryggen, og hvordan mine ben blev slappere og slappere.

"Daniel?" hviskede jeg og trådte et skridt tilbage, så en gren knækkede.

"Eller skulle jeg sige Payton?" sagde han drillende, hvilket gav mig lyst til at græde. Bare måden han sagde det på.. Åh gud, det her kunne ikke ske. Nej.

"Hvad har du gjort af hende?!" vrissede jeg ind i mobilen, hvilket fik Louis og Zayn til at kigge herhen. De andre var så smat ved at komme herhen for at se hvad der skete, men alt var ligemeget lige nu. Det eneste der betød noget var at Payton var okay.

"Åh, du mener din søster? Payton?" "Ja!" udbrød jeg.

"Payton, er du okay?" Hørte jeg Harry spørge om, men jeg ignorerede ham, da jeg hørte Payton skrige i baggrunden.

"PAYTON!" råbte jeg højt og kiggede ned i mobilen. Mine vægge var nedbrudt og mit skuespil var væk, og Payton var måske i livsfare.

Hvad havde jeg udsat hende for?

"Summer, hvad sker der?" spurgte Zayn forvirret om, og kom hen til mig.

"Hvad sker der? Og hvorfor kalder du hende Summer?" spurgte Liam endnu mere forvirret om.

Mit blik gled hen til Zayn, og før jeg vidste af det, stod tårerne ud af mine øjne.

"Det er Payton, jeg ved ikke hvad der er sket med hende. Det er Daniel, han har hende og hun skreg og je.." jeg hulkede højt og prøvede desperat at fortælle hvad fanden der foregik. Det var vigtigt at få det ud nu. Alt var alligevel ødelagt.

Det jeg havde brugt måneder på at skjule, kom ud nu, men det var ligegyldigt. Payton var i farer, og jeg havde sat hende i den fare!

"Payton, hvad fanden sker der med dig?" spurgte Louis om. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i min mobil, for derefter at kigge op på ham igen.

Jeg havde ikke noget valg. Jeg blev nødt til at fortælle det hele. Sandhedens time var kommet.

"Jeg er ikke Payton," jeg tørrede hårdt mine øjne for at virke mere stabil. Louis kiggede hen på de andre drenge, inden han så dumt på mig.

Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte satte farten op i mit bryst. Jeg tog en dyb indånding for at få det hele på plads, men jeg var så bange, at hele min krop rystede og gjorde alt for ikke at samarbejde.

"Det er ikke sjovt mere Payton," udbrød Eleanor en smule skræmt. Jeg kunne slet ikke sige noget. Jeg var helt ude af den.

"Payton, din søster, Louis, har en tvilling." Han kom hen til mig, og lagde armene om mig. Han vidste slet ikke hvad der skete, men han var her stadig, og som altid gjorde han mig en smule roligere.

"Nej," sagde han hårdt og rystede på hovedet. "Summer er fra Texas, og Payton og hende har byttet liv." Jeg kiggede på dem, og kunne se hvordan deres øjne blev store.

"Zayn, stop det. Det er ikke sjovt," sagde Harry og kom lidt tættere på.  "Hvorfor skulle jeg lave sjov med det her, Harry? Læg to og to sammen. Payton kommer hjem med lyst hår, og er en helt anden person. En person Payton aldrig ville blive, selv hvis hun prøvede."

"Hun fik Lottie med til The Brits," hørte jeg Eleanor sige "og hun undskyldte til mig," sagde hun igen, hvilket fik Louis til at ryste på hovedet og hive fat i sit hår.

"Det kan ikke passe. Jeg ville vide hvis Payton havde en tvilling!" sagde han højt. Jeg var faldet nogenlunde til ro, selvom jeg stadig var helt ude af den, men jeg kunne hvert fald snakke.

"Louis, der var ikke nogen der vidste det, udover Payton og mig, og Dan, selvfølgelig. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har fortalt det, men Payton ville bytte liv med mig, og nu... jeg ved ikke hvad der er sket med hende jeg..."

"Hvem er Daniel?" brød Niall ind, hvilket føltes som at få en kniv i hjertet.

"Hendes x kæreste," mumlede Zayn, og forstod pludselig det hele. "Hendes sindssyge x kæreste," sagde han lavere, hvilket fik Louis til at kigge op.

Jeg kunne slet ikke forklare hans blik. Det var så hårdt, og det var rettet direkte imod mig. Jeg vidste han ville vide noget om Daniel, noget om hvem fanden han var, og jeg var nærmest for flov til at sige det.

De ville hade mig, hvis de vidste, at jeg sendte Payton sådan et sted hen.

"Hvad fanden har du gjort Summer?!" råbte Louis højt og trådte et skridt tættere på. Jeg kneb øjnene hårdt sammen for at stoppe tårerne, men det virkede ikke. Det var ikke sådan her det skulle gå. Louis skulle ikke sige mit navn for første gang, med had i stemmen. Han skulle... kunne lide mig..

"Det var hendes egen ide. Jeg havde fortalt hende det hele, jeg.. Louis jeg er så ked af det," hviskede jeg, hvilket bare fik ham til at ryste på hovedet.

"Så hvor er Payton nu?" Han prøvede at beherske sig, men det gik ikke så godt.

"Jeg.. jeg ved det ikke," hviskede jeg igen.

"Hvad fanden har du gjort Summer..." mumlede han igen, inden han hårdt sparkede til en sten.

"Louis jeg er ked af det, okay? Jeg ville fortælle det, men Payton hun ville ikke je..." "Hold kæft!" råbte han højt, hvilket fik Liam til at tage ved ham.

"Burde vi ikke bruge vores energi på noget andet, end at skændes? Payton er i fare et eller andet sted, og vi bliver nød..."

"Vi tager til Texas."

"Houston," brød Zayn ind, og kørte forsigtig sin hånd op og ned af min ryg. Alt skete så hurtigt. Jeg kunne slet ikke følge med.

"Vi kan sku da ikke tage til Texas!" Sagde Harry forvirret, hvilket fik Louis til at sende ham et hårdt blik. "Harry, hun er min søster! Så bliv her, gør hvad du vil. Vi tager det næste fly," vrissede han højt og gik forbi Harry, som hurtigt fulgte efter ham.

Min krop rystede forfærdelig meget, og da de alle var væk, udover Zayn, knækkede mine ben sammen under mig.

"Summer," sagde han hurtigt og kom hen til mig. Tårerne blev ved med at glide ud, hurtigere og hurtigere. Jeg hev efter vejret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle, eller hvad jeg skulle gøre.

Det var som om jeg havde for mange følelser til at føle noget.

"Hvad har jeg gjort," hviskede jeg og hulkede højt.

"Sh, shh baby," mumlede han og tog ved mig. "Det er ikke din skyld," han løftede mig forsigtig op, og tog mit ansigt i hænderne.

"Giv ham tid, okay? Og Payton skal nok klare den." Jeg rystede voldsomt på hovedet. "Zayn, hvis der sker hende noget, så er det min skyld. Han er syg i hovedet! Jeg... åh gud, hvad har jeg gjort." I stedet for at svare, trak Zayn mig hen til sig.

Selv efter alt det her, så var han her

***

Så for søren! Det tog vidst liiige en skarp drejning der, hva? I havde sikkert ikke regnet med, at det var sådan hemmeligheden slap ud? Well, det havde hun heller ikke selv, og hun er trist nu, og Louis er sur, og nu skal de til Texas... Meeeen, tror I de finder Payton? Og hvis ja, er hun så i live?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...