When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
69428Visninger
AA

7. "He rejected you"

Summer’s synsvinkel

Dagene fløj af sted. Jeg havde så meget at lave, og alligevel levede jeg livet. Flora og jeg havde været i gang med planlægningen af festen i noget tid nu, og Caroline var kommet den sidste dag. Både Flora og Caroline havde overrasket mig. Jeg ville aldrig have troet det var sådan nogle veninder Payton omgik, men jeg skulle ikke klage. De var så søde, men det virkede stadig som om de var bange for at sige noget forkert, som om de virkelig havde respekt for mig, på en dårlig måde.

Men Flora var begyndt at lukke op på en anden måde, og jeg vidste hun også så mig anderledes, men hun spurgte ikke ind til det, hun respekterede det bare, og det gjorde mig tryg i hendes omgivelser.

Dan og Jay havde begge travlt med arbejde op til sommerferien, så jeg så dem ikke særlig tit. Lottie derimod var hele tiden hjemme, hvilket Louis og de andre drenge også var, men jeg så ikke meget til dem. Jeg havde selv travlt, og for at være ærlig, så følte jeg heller ikke for at hænge op af Louis hele tiden. Noget sagde mig at det var hvad Payton havde gjort, og Louis havde vel også brug for at være alene med drengene en gang imellem, og Eleanor selvfølgelig, som jeg stadig ikke havde mødt endnu.

Men alt i alt, så var jeg ved at falde på plads. Jeg havde ikke snakket så meget med Payton. Det lod også til at hun havde travlt. Når jeg snakkede med hende, så havde hun hvert fald altid travlt med at få langt på - ikke at det undrede mig. Det var vel nok kun den første uge. Jeg kunne måske godt lidt forstå hvis det her var Payton's hverdags liv, at hun så nød at være væk fra det, men det var det her jeg ville vælge til hver en tid. Jeg havde en familie, og folk kunne lide mig. Det var mere end jeg nogensinde kunne bede om.

Festen var i morgen, og for første gang i lang tid, lå jeg derhjemme. Jeg havde overnattet med Flora næsten hele ugen. Caroline havde været med nogen af gangene, og det havde virkelig været hyggeligt. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget pigehygge før med at se film, lægge neglelak og sådan, men det var hyggeligt og jeg kunne nemt blive vant til det.

Det føltes en smule ensomt at ligge alene nu når jeg havde været vant til at sove med de andre, men det var også rart at være alene og få ro over mine tanker og sluge hvad der var sket.  I næste uge skulle jeg til The Brits, og Dan var vidst i fuld gang med at overtale Jay til at Lottie måtte tage med.

Jeg manglede stadigvæk en kjole, og hvordan skulle jeg sætte mit hår? Hvordan opførte man sig overhovedet sådan et sted? Der var jo kamera over det hele, og One Direction var der.

Mine tanker blev afbrudt af en banken på døren. Jeg kiggede opmærksomt derhen, og lidt efter åbnede døren, og Lottie stod i døråbningen.

"Hov," mumlede hun og hentød til hun glemte at lukke døren, men det var ikke hvad jeg fokuserede på. Jeg fokuserede på hendes røde kinder og hævet øjne. Hun var forfærdelig ked af det, det skreg hendes øjne næsten.

"Lottie dog," udbrød jeg og satte mig ordentlig op i sengen. "Er du okay?" Tårerne sprang ud af øjnene igen efter mit spørgsmål. Hun rystede forvirret på hovedet og slog ud med armene.

"Jeg ved du hader når jeg kommer ind til dig, men jeg ved ikke hvem jeg ellers skulle gå til," og så kom hulkene. Mine øjne var sikkert store. Det var ikke noget jeg havde forestillet mig ville ske, overhovedet. Jeg gik det helt dårligt af at se det.

"Undskyld jeg..." hun rystede på hovedet og skulle til at gå. "Hey, kom her," fik jeg hurtigt sagt, hvilket fik hende til at kigge på mig, for at se om jeg mente det. Jeg åbnede armene, og lidt efter var mine arme om hende. Hun lagde sig hoved på min skulder, og så kom den helt store grædetur.

Jeg havde ingen ide om hvad der var i vejen, men at spørge ind til det nu, var ikke det rette tidspunkt. Derfor aede jeg hende forsigtig på ryggen og ventede til hun var faldet lidt til ro.

"De... d-et er Martin," hulkede hun og trak sig en smule fra mig. Selvom jeg ikke havde nogen ide om hvem Martin var, så nikkede jeg forstående.

"Hvad er der sket?" Det kom ud på en akavet måde, men det så ikke ud til at hun tog sig af det.

"Han var til fest i går og han var sammen med en anden," hun havde svært ved at få ordene ud, og jeg kunne næsten føle den smerte hun følte ved bare at fortælle det. Jeg fik det virkelig dårligt indeni. Jeg fik virkelig ondt af hende. Jeg vidste hvordan det var at få sit hjerte knust af en dreng.

"Har han selv fortalt det?" spurgte jeg om og aede hende på armen igen. Hun nikkede og hulkede højt igen.  Jeg tyssede forsigtig på hende.

"Det skal nok gå," mumlede jeg og kyssede hende på panden. Godt så. Martin var hendes kæreste, og han havde været med en anden. Jeg havde ikke engang mødt ham, og jeg hadede ham allerede. Hvordan kunne han gøre det mod hende? Hun var jo fantastisk.

"Hør," sagde jeg og kiggede hende i øjnene. "Det skal nok gå. Jeg siger ikke at det går over nu, eller i morgen, men jeg lover dig det nok skal gå. Han fortjener dig ikke, okay?" Hun nikkede langsomt og snøftede. "Nu ligger vi os ned i stuen og ser en film, og slapper af, ikke?" Jeg rejste mig op og tog rakte ud efter hendes hånd. Et forvirret blik gled over hendes ansigt, men lidt efter lyste hun op i et lille smil og tog in hånd. Jeg hjalp hende op at stå og trak hende så ind til mig.

"Det skal nok gå," sagde jeg så igen inden vi gik ned i stuen. Jeg tog et tæppe under armen og tog fjernbetjeningen med. Jeg smed mig i sofaen og gjorde plads til Lottie. Jeg lagde armene om hende og trak hende hen til mig. Hun var ikke langsom om at ligge sit hoved på min skulder.

Jeg trak tæppet over os og tændte tv'et. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun var min halv lillesøster, og hun var ked af det, og jeg hjalp hende. Det var sådan et forhold jeg altid havde ønsket.

"Er du til gyser?" spurgte jeg hende om. Hun kiggede op på mig og nikkede. "Men vi kan godt se noget andet hvis du ikke vil." Jeg rystede på hovedet. "Pff, jeg elsker gyserfilm!" Hun begyndte at grine. "Du hader gyserfilm Payton."

Ups.

"For din skyld," sagde jeg og trykkede på fjernbetjeningen. Der gik ikke lang tid før vi havde fundet en gyserfilm som handlede om noget overnaturligt. Den var allerede uhyggelig fra starten, men hellere gyserfilm en pladder romantiske film.

***

Vi var halvvejs igennem filmen, da stemmer nede fra gangen kunne høres. Der gik kun et kort øjeblik, før Louis, Niall og Zayn kom ind af døren. De var i gang med en eller anden fodbold samtale, men da de så os, stoppede de alle sammen, som om synet var forkert.

"Hvad laver I?" Spurgte Louis om og løftet et øjenbryn. Jeg sendte ham et blik der skulle bede ham om at tage hensyn, og da han så Lottie, så forstod han vidst.

"Er du okay?" spurgte han så alligevel om. Jeg havde lyst til at kaste en pude efter ham, men da Lottie tog det ganske pænt, slap jeg puden igen.

"Er du sikker på det er en god film i ser?" spurgte Niall om, inden han slog sig ned. "Hader du ikke gyserfilm Payton?" Jeg trak langsomt på skulderen. "Den er ikke så slem," sagde jeg en smule ligegyldigt.

"Er det også en ny side af dig?" Louis smed sig ved siden af Lottie og aede hende over kinden.

"Måske?" Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Zayn, som også satte sig ned i sofaen. Efter den aften havde vi slet ikke snakket. Faktisk havde jeg undgået ham. Jeg havde ikke behov for endnu en akavet samtalen om noget jeg ikke vidste en skid om, og desuden, hvis han havde brugt Payton, så ville jeg aldrig sige et ord til ham igen.

"Har du noget imod vi joiner?" spurgte Louis om. Jeg trak på skulderen. "Hvis jeg sagde ja, så ville I jo ikke gå alligevel." Lottie gav et lille grin fra sig, hvorimod Louis bare kiggede skuffet på mig.

"Hvad er der blevet af Payton som tilbeder mig?" Sagde han og kiggede hen på de andre drenge. "Hun blev voksen," gav jeg igen, hvilket fik ham til at slå mig på armen.

"Hey!" udbrød jeg og slog ud efter ham. Dog lænede han sig tilbage og greb min hånd. "Sliiiip!" grinte jeg, men han rystede på hovedet.

"Sig du tilbeder mig. Sig jeg er den bedste," hans øjne fangede mine, hvilket fik mig til at sukke tungt.

"Jeg tilbeder dig, og du er den bedste." Han sendte mig et tilfreds smil og slap så, inden han lænede sig tilbage.

"Er jeg heldig, eller er jeg heldig?"

Jeg rystede på hovedet af ham, og fik på en underlig måde øjenkontakt med Zayn. Hans blik var virkelig intenst, og han blev ved med at kigge. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og et kort øjeblik føltes det som om han så lige igennem mig.

Jeg bed mig i læben og ville fjerne mit blik, men det var som om jeg ikke kunne. Først da han kneb øjnene en smule sammen og lagde hovedet på skrå, kiggede jeg hen på skærmen igen.

Niall kiggede skiftevis på Zayn og mig, hvilket fik mig til at spekulere på om de vidste hvad der rigtig forgik imellem Payton og Zayn?

Måske jeg burde spørge Flora.

***

"Hvad med den her så?" Jeg holdt en rød kjole op foran mig selv. Det var en Flora havde fundet, men det var overhovedet ikke min stil. Jeg skar en grimasse og rystede på hovedet. Jeg skulle finde en kjole til The Brits og til festen i aften.

"Jeg tror ikke jeg er til de skrig farver," mumlede jeg og hang den op igen. Flora kiggede forvirret på mig, men kom vidst på et eller andet, for hendes ansigt lyste op, og lidt efter forsvandt hun, dog kun for nogle få sekunder, for lidt efter kom hun tilbage med en sort kjole, som rent faktisk så flot ud.

Den var åben på ryggen, og havde nogle palietter på foran, hvor der var en dyb V-udskræing. Jeg tog imod den med store øjne, hvilket fik Flora til at smile tilfreds.

"Skynd dig at prøv den!" udbrød hun og trak forhænget til prøverummet til side. Jeg gjorde hurtigt som hun sagde.

"Så, hvordan tror du det bliver?" spurgte Flora om. "Hvad bliver hvad?" Et kort øjeblik havde jeg virkelig ingen ide om hvad hun snakkede om.

"The brits selvfølgelig!" "Oh!" udbrød jeg hurtigt. "Jeg har ingen ide, det bliver sikkert fedt!" Selvfølgelig blev det fedt. Der kom jo så mange kendte mennesker, og jeg kunne slet ikke vente med at se om drengene vandt noget.

"Jeg håber virkelig de vinder noget. Det fortjener de," sagde Flora, og jeg erklærede mig hurtig enig, selvom jeg ikke havde nogen speciel ide om hvad de havde gjort og hvor meget de havde kæmpet.

"Har Zayn egentlig sagt noget til Louis?" Jeg stivnede ved hans navn. Jeg havde selv tænkt over at spørge ind til Zayn, men hvordan jeg skulle gøre det, uden det lød forkert, havde jeg ingen ide om. Men nu havde jeg en chance.

Jeg trak forhænget fra og drejede rundt for at se mig selv i kjolen.

"Om hvad?" spurgte jeg forvirret om og kiggede hen på Flora for at se om den kunne gå. Hun lavede en tumbs up og rettede så på sit hår.

"Du ved, det hele omkring hvad der skete den aften." Jeg kunne sagtens høre hun ikke ville ind på det, men jeg blev nødt til at finde ud af hvad der skete.

"Undskyld," sagde hun så da jeg forblev tavs. "Jeg ved du hader at snakke om det. Det var dumt at bringe det op, men han ved ikke hvad han går glip af. Han kommer til at fortryde han afviste dig, især i den kjole," sagde hun med en glad stemme for at muntre mig op. Jeg sendte hende et hurtigt smil for at vise det var okay, inden jeg gik ind og trak forhænget for.

Mine øjne fandt mine egne i spejlet. Et virkelig forvirret udtryk var smasket på mit ansigt. Jeg havde taget fuldstændig fejl. Jeg havde troet Zayn havde misbrugt hende, og jeg havde sagt han havde forfulgt mig, men i virkeligheden var det mig, eller Payton, som var blevet afvist af ham.

Uden at kende for meget til Payton's liv, så vidste jeg hun hadede at blive afvist, næsten lige så meget osm hun hadede at dele.

Så det var derfor hun sagde jeg skulle holde mig fra ham. Hun kunne ikke lide ham fordi han havde afvist hende, og så alligevel, hun var helt væk i ham.

Åh forfanden. Jeg måtte virkelig snakke med hende.

***

Jeg var kommet hjem fra byen med Flora. Der var ikke nogen i huset, så derfor fløj jeg nærmest ind af døren til mit værelse. Nu forstod jeg pludselig hvorfor Zayn kiggede sådan på mig. Han var forvirret, og jeg forstod ham.

Jeg gisede højt da en høj ringetone lød. Jeg kiggede hurtigt hen mod mit bord, hvor min telefon lå og blinkede. Jeg kunne se Payton's ansigt, og hurtigt tog jeg den top til øret.

"Vi skal snakke!" udbrød vi begge to da jeg tog den. Det var næsten en lettelse at høre hendes stemme. Det var længe siden.

"Dig først," sagde hun og lød helt panisk. Jeg skar en grimasse og kunne mærke en knude i maven. Noget var galt.

"Nej, hvad sker der?" spurgte jeg om, hvilket fik hende til at sukke. "Det er ikke noget specielt, jeg føler mig bare overvåget," hun lød virkelig træt, og hendes ord fik næsten alt indeni til at falde til ro. Jeg havde troet det var virkelig slemt, som om der var sket noget.

"Hm, er du sikker?" Jeg kiggede ud af vinduet. "Nej, det er bare en følelse jeg har, det er latterligt, det ved jeg. Jeg er bare træt, men det er så fedt!" Glæden i hendes stemme var tilbage, og langsomt slappede jeg helt af i kroppen.

"Payton du skræmte livet af mig," sukkede jeg og grinte lettet. "Ja, hvordan går de med di..." Hun afbrød sig selv. En eller anden snakkede til hende. Jeg kunne høre hendes grin, og lidt efter var hun i mobilen igen. "Jeg bliver nødt til at smutte Summer, jeg ringer i aften! Det lover jeg." "Payton vent je.." men det var for sent. Hun havde lagt på.

Jeg sukkede tungt og kiggede ned i min mobil. Jeg var glad for hun var okay, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvem der kunne forfølge hende? Jeg var flyttet fra alle de ting. De kunne da umuligt have opsøgt mig. Hvorfor ville de gøre så meget for det?

Det var ikke noget alvorligt, ellers ville Payton nok være flippet helt ud.

"Tak for hjælpen," mumlede jeg så. Det var altid sådan. Hun hørte aldrig på mig, og jeg havde altså brug for hendes hjælp.

Jeg sukkede tungt og vendte mig rundt, men kun for at træde et par skridt tilbage og gispe. Zayn stod lænet op af døren, med blikket rettet hen mod mig. Hans brune øjne stirrede direkte ind i mine, og lidt efter trak han sig fra døren.

"Hvad fanden Zayn," udbrød jeg og lagde hånden på mit dunkende hjerte. Hvad lavede han her? Jeg var sikker på huset var tomt. Hvor fanden kom han fra?

***

Bum bum bum, tror I Zayn hørte noget som kan gøre ham mistænksom? Og hvad tror I han laver der? :3 Hvad tror I der skeeeer og hvad tror I Payton render og laver? - Dette er et bonus kapitel da jeg fik hele 10 i min engelsk opgave, og jeg er så glad, for havde regnet med 4, hihihihihi! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...