When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

712Likes
1061Kommentarer
68269Visninger
AA

20. "Get away Summer"

Summer’s synsvinkel

 En taxa var ikke nok. Det havde jeg ikke tænkt over da jeg ringede efter dem, så det endte med, at vi måtte køre i to derhen. Louis blev fuldstændig pissed, og nu sagde han ikke et ord. Han sad og stirrede direkte ud af vinduet, og når Eleanor tog hans hånd, gjorde han ikke rigtig noget for at holde fat i den.

Jeg sukkede og bed mig i læben. Jeg kiggede ud af det modsatte vindue af Louis, og så hvordan tingene gled forbi mig. Det var så længe siden jeg havde været her, og det virkede virkelig fremmede. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne føle mig hjemme her igen? Hvis jeg nogensinde skulle tilbage hertil.

Jeg håbede inderligt, at det ikke kom dertil, og noget sagde mig, at det ikke gjorde. Vi skulle finde Payton, og når Louis så, at hun var i god behold, så ville han slappe af og tilgive mig.

"Er det her?" hørte jeg Eleanor spørge om. Jeg nikkede langsomt og undgik øjenkontakt. Jeg havde ikke brug for flere dræberblikke. Dem jeg fik fra Louis var slemme nok.

Der var kun en grund til, at Louis havde sat sig i samme taxa som mig, og det var, at jeg kunne vejen, og at han ikke ville risikere at fare vild med de andre.

Taxaen nåede næsten ikke at stoppe før Louis åbnede døren og sprang ud. Jeg hørte Eleanor gispe, samt chaufføren der bremsede hårdt op, så jeg faldt forover.

"Hvad fanden Louis!" vrissede Zayn, inden han trak nogle penge op af sin pung, og gav chaufføren.

Louis ignorerede fuldstændig Zayn, og gik direkte hen imod hospitalets indgang.

"Hvad fanden sker der med ham?" "Bare lad ham være Zayn," hørte jeg Liam sige roligt, men ingen af os var rolige, og heller ikke Liam selvom han prøvede.

Jeg nåede lige at komme igennem døren, da jeg så Louis gå videre. Eleanor takkede damen bag disken, som så forvirret efter dem, inden hun kiggede hen på os. Hendes øjne blev store, og det gik ret hurtigt op for hende, at det var One Direction der var her.

Zayn vendte sig rundt, og rakte ud efter min hånd, inden vi halvløb efter de andre. Louis havde fået at vide, hvor hun lå. Jeg ville ikke engang spørge ham. Jeg ville helst bare undgå hans flip, så jeg fulgte bare med.

Mine håndflader var svedige mod Zayn's, men det så ikke ud til han lagde mærke til det. Hans fingre klemte min hånd et kort øjeblik da vi steg ind i elevatoren, og straks beroligede det mig.

"Hun er vågen Louis, rolig nu," sagde Niall og prøvede at opmuntre ham, men igen ignorerede han alle der snakkede til ham, og gik ud af elevatoren. Han kiggede på numrerne og fandt til sidst døren, for han brækkede nærmest døren ind.

Mit hjerte sad helt oppe i halsen af mig. De andre gik også ind i lokalet, og som var jeg ligegyldig, kom jeg ind til sidst og blev nødt til at stå op af dørkarmen.

"Louis!" hørte jeg Payton udbryde, inden et hulk lød. Jeg trådte så meget jeg kunne til siden for at se hende, men det jeg så, fik mig næsten til at falde baglæns.

Hendes ene side af ansigtet var hævet, hun havde et blåt øje, og hendes hånd var i forbinding. Hvad end der var sket, så havde det ikke været kønt, og det havde langt fra været smertefrit.

"Hvad fanden er der sket med dig Payton," hørte jeg Louis mumlede, inden han slog armene om hende. Hun hulkede ned i hans skulder, hvilket fik tårerne frem i mine øjne. At se hende sådan.... det gjorde så ondt. Payton var altid hård og bestemt, men nu sad hun der, hjælpeløs og skadet.

Jeg slog armene om mig selv, inden jeg langsomt rystede på hovedet. Det var ikke meningen det skulle gå udover hende. Det var mig de var ude efter, mig der fortjente det, hvert fald mere end Payton gjorde.

"Åh gud," mumlede jeg lavt, men Louis hørte det åbenbart, for han rettede sig hurtigt op og kiggede hen på mig.

"Hvad fanden er du for en?" udbrød han, hvilket fik Payton til at se chokeret på ham, inden hun kiggede hen på mig. Hendes øjne ramte mine. Jeg prøvede at ignorerer Louis ord, og sende hende et smil, men det gik overhovedet ikke godt - og specielt ikke da Zayn tog om mig, og sagde Louis skulle stoppe. Det var som om hendes øjne pludselig slog lyn.

"Det var ikke me... meningen," min stemme knækkede, inden jeg trådte et skridt frem. "Louis du ved det ikke var meningen," hviskede jeg, inden jeg trådte et skridt hen imod Payton.

"Jeg havde fortalt hende om dem. Hun vidste hvad hun gik ind til, men hvis jeg vidste de ville gøre sådan noget her, så havde jeg al..." "Hvad snakker du om?" brød Payton ind med en skinger stemme.

"Du ved jeg aldrig ville have sendt dig herhen hvis.." "Jeg havde ingen ide om du havde en syg ekskæreste efter dig!" sagde hun og rystede på hovedet.

Min krop stivnede, og hurtigt faldt mit blik over på hende.

"Jeg fortalte dig det, men du sagde du havde brug for en pause. Payton jeg er..." "Løgner!" hun hævede stemmen, inden hun kiggede på Louis.

"Det har været din plan lige fra starten af, har det ikke?" hun tørrede sine kinder, inden hun bevægede sig. Hun gispede i smerte, hvilket fik Louis til at støtte hende.

"Jeg ville bytte plads en periode, og det var du med på. Pludselig svarer du ikke på dine beskeder længere, og du tager ikke mobilen når jeg ringer, og pludselig overfalder din ekskæreste og dine syge venner mig?" Hun rystede på hovedet.

"Du prøvede at vende alle imod mig. Du var overalt i bladene, stjal min fyr og nu..." "Vi har aldrig været sammen Payton," udbrød Zayn, hvilket fik hende til at sende mig et endnu vredere blik.

"Du har sikkert ikke fortalt andre, at vi byttede vel? Du har prøvet at tage mit fucking LIV fra mig!" skreg hun pludselig. Jeg rystede på hovedet om og om igen.

"Det er slet ikke sådan det er Louis," prøvede jeg, men Payton rev i hans arm. "Du svarede aldrig på mine opringninger. Du skrev aldrig, du ville droppe kontakten. Du ville af med mig. DU VIDSTE hvad der ville ske!" skreg hun og begyndte at græde højt.

Min krop føltes fuldstændig kold.

"Jeg skrev det til dig, om og om igen Payton, du sagde det var o.." min stemme knækkede. "Hun har ikke lavet andet end at kigge på sin mobil for at se om du tog dig sammen til at skrive, Payton," sagde Zayn hårdt, hvilket fik hende til at hulke igen.

"Kan du se hvad hun har gjort?" hviskede hun til Louis, som langsomt løftede sit hovedet og kiggede hen på mig.

Det føltes som om mit hjerte fuldstændig stoppede med at slå.

"Hvorfor gør du det her Payton?" jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne kom frem. Hvorfor løj hun?

"Du er forfærdelig," spyttede Louis af mig, hvilket fik en bombe indeni til at springe indeni.

"Du er sindssyg," sagde han igen, hvilket føltes som at få stukket en kniv i hjertet.

Jeg trådte et skridt tilbage, og drejede mig hen imod Zayn. Jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste, og hvordan panikken bredte sig.

"Zayn, Zayn du ved jeg ikke... Du ved det ikke er sandt!" sagde jeg højt, hvilket fik ham til at nikke og træde hen til mig.

"Selvfølgelig ved jeg det ikke er sandt Summer," han tog mit ansigt i hænderne, men blev afbrudt af Payton. "Så du stoler på en pige du har kendt i nogle få uger, i stedet for mig, som du har kendt flere år?" jeg kunne høre skuffelsen i hendes stemme.

"Det.. Zayn," tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg kunne mærke jeg var ved at bryde fuldstændig sammen.

"Summer,  rolig nu, vi kan snakke om det her," sagde Liam politisk, men før jeg kunne blinke, fik Payton sagt noget til Louis, som han sagde videre til mig. Ikke engang Payton's løgn ramte så hårdt som det. Det var som om kniven blev stukket godt og grundigt igennem mit hjerte.

"Forsvind Summer, jeg vil aldrig se dig igen. Du har gjort nok skade." De sidste ord fik jeg slet ikke med, for det var som om jeg tabte halvdelen af mig selv i det øjeblik.

"Et kort øjeblik troede jeg rent faktisk på din løgn omkring hvor meget du ville gøre for at se Lottie og mig. Jeg troede dig, da du sagde Payton selv gik med til det her. Hvordan kunne jeg være så dum?" Han trådte langsomt et skridt tættere på.

"Jeg forstår slet ikke hvorfor du stadig står her. Hvordan kan du nogensinde se dig selv i øjnene igen? Se på hende! Se hvad du har fået hende ud i!" råbte han højt og slog sin hånd ind i væggen, så Harry trådte et skridt hen imod ham.

"Hvad fanden snakker du om Louis?" hørte jeg Zayn sige, inden Louis løftede en hånd og pegede på ham.

"Du holder kæft. Du vidste hun var en anden. Du vidste Payton var i et andet land, så du har intet at skulle sige." Hans blik røg hen til mig igen.

"Forsvind herfra sagde jeg!" råbte han igen, hvilket fik Eleanor til at skrige af ham, at han skulle slappe af.

Der blev fuldstændig stille i rummet. Det eneste man kunne høre, var maskinerne der bippede, og mig der prøvede at få vejret.

"Louis... det er sandt. Jeg ville gøre alt for at møde dig," hviskede jeg og tørrede mine øjne. Jeg trådte et skridt hen imod ham. "Jeg ville aldrig..." Jeg blev afbrudt af Payton, som pludselig skreg. Alle vendte sig mod hende, og så hvordan hun tog om sit hoved.

"Hvad fanden sker der?" udbrød Niall og kiggede på de andre.

Skriget fortsatte, inden jeg langsomt kunne forstå hvad der blev sagt.

"Få hende ud! Få hende ud herfra!" skreg hun om og om igen, og da Louis også fik fat i det, vendte han sig mod mig.

Jeg vidste hvad han ville gøre. Hans blik sagde alt.

"Louis, nej," hviskede jeg og rystede på hovedet. Jeg havde fortalt ham hele sandheden. Jeg havde blotte mine følelser fuldstændig for ham. Jeg havde givet ham alt. Jeg havde ladet ham tage alt, og nu var det hele slut.

"Forsvind Summer," sagde han uden overhovedet at tøve. Mit hjerte satte sig op i halsen, og pludselig var det som m jeg skulle kaste op. Det hele faldt sammen. Mine følelser byggede sig op på lag, og min krop var stivnet. Payton's skrig var der stadig, og da jeg ikke bevægede mig, hørte jeg Louis sige det højere og højere, og for hver gang blev det værre og værre.

En pive lyd bredte sig i mit hoved, og det hele begyndte at svimle. Jeg lukkede kort øjnene sammen, og da jeg åbnede dem igen, så jeg hvordan Liam holdt ved Louis, så han ikke gik hen imod mig.

Jeg kunne mærke hvordan mine fødder førte mig ud af rummet i en hurtig fart. Det var som om det var det eneste der stadig virkede på mig.

Hans blik havde sagt det hele. Jeg havde mistet ham. Han valgte at tro på Payton, men hvem ville bebrejde ham? Han havde kendt hende længere, og det eneste jeg havde gjort var at lyve for ham.

Og nu havde jeg mistet det hele.

Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen. Jeg løb bare. Væk fra det hele. Væk fra alt det jeg havde mistet.

Det eneste jeg ville var bare at møde min bror og min søster, ja og min far, som jeg aldrig havde mødt. Det eneste jeg ville var at have en familie der elskede mig - men alle chancer var ødelagt nu. Jeg havde mistet det hele.

Selv min biologiske søster.

Jeg hulkede højt og hev efter vejret. Jeg blev nødt til at stoppe, hvis jeg ikke skulle falde om.

Hårdt slog jeg til mine kinderne for at få tårerne væk. Utallige tanker røg igennem mit hoved. De var alle grimme og bebrejdende. Hvad havde jeg tilbage? Alt jeg havde var blevet taget fra mig igen.

Jeg var kommet ned til parken. Der var ikke så mange mennesker, men de få der var, skulle jeg selvfølgelig næsten falde ind i, hvilket fik dem til at sige noget til mig, som jeg slet ikke hørte.

Jeg fortsatte direkte ind i parken, og hen mod legepladsen. Et par børn løb skrigende omkring og grinte og smilte.

Mit blik røg hen på nogle forældre, som sad og snakkede. De havde lys i øjnene, ja livsglæde. De havde en familie, en der elskede dem præcis som de var.

Netop noget jeg aldrig ville få.

Smerten indeni var så slem at jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg kiggede mig forvirret omkring. Jeg måtte stoppe den smerte. Jeg kunne ikke holde den ud.

Et sjippetorv hang over et af hegnene, og uden at tænke yderligere over det, gik jeg hen og tog det, inden jeg vendte mig rundt, og fortsatte igennem parken, og ned mod havnen.

Jeg kunne se hvordan folk kiggede på mig. Jeg måtte også se forfærdelig ud. Min mascara måtte sidde under mine øjne, mit hår var vådt og mit blik var fjernt, men jeg var ligeglad, og det burde de også være.

Det var næsten lige før jeg løb. Det var først da jeg kom hen til havnen, at jeg langsomt stoppede op. Mit blik røg ned på det lyserøde sjippetorv, som lå i min hånd.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg tørrede mine øjne en sidste gang.

Jeg følte mig så tom indeni, men alligevel skuffet, såret, sur, vred, forvirret, og værst af alt, så havde jeg en smerte der gjorde så ondt, og jeg kunne ikke engang gøre noget veddet, udover én ting.

Måske tænkte jeg ikke klart i dette øjeblik, men jeg ville ikke nå at fortryde. Jeg ville væk, og hvem ville savne mig? De ville alligevel alle tage tilbage til England og leve livet som de plejede, så om jeg var død eller var her, det kunne jo være fuldstændig ligegyldigt.

Jeg gik langsomt ud på broen, mens jeg, med rystende hænder, bandt sjippetorvet sammen, så der var et hul til mit hoved. Jeg gjorde det samme i den anden ende, og satte på en af bjælkerne henne ved stigen.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og det eneste jeg ønskede lige nu, var at nogen ville stoppe mig, men jeg vidste det ikke ville ske. Jeg kiggede ind mod havnen igen, men der var ingen som lagde mærke til det, og det var det sidste jeg manglede, før fik mit hoved igennem hullet.

Jeg stod på stigen. Der kom en lille bølge imod mig. Vandet gennemblødte hurtigt mine sko og mit tøj. Det var koldt, men det var ligegyldigt. Jeg ville komme til at være kold alligevel.

Jeg kiggede op mod himlen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro på, men hvis der var en gud, så måtte det være hans vilje. Jeg havde nok fortjent det, siden jeg hade været alene hele mit liv.

Jeg kiggede en sidste gang ind mod havnen, inden jeg trådte længere ud på stigen. Jeg lukkede øjnene og bed mig i læben. Jeg stod kun et øjeblik, inden det føltes som om jeg fik et skub, og faldt ud over stigen.

Sjippetorvet som var om min hals strammede med det samme til. Mine øjne åbnede sig hurtigt, og hurtigt lagde panikken sig over mig. Torvet skar sig ind i min hals, hvilket fik mig til at sprælle. Jeg tog hurtigt ved torvet for at rive det af, men der skete ikke noget.

Jeg prøvede at råbe, råbe efter hjælp, men jeg kunne ikke få en eneste lyd ud. Jeg tog hårdere ved torvet, men heller ikke denne gang skete der noget.

Jeg havde snart ikke mere luft i lungerne, og det fik mig til at gå endnu mere i panik. Jeg skulle have det af! Jeg kunne ikke få luft, det skulle af! Det her var forkert!

Jeg sparkede i vandet, hvilket ikke hjalp. Jeg kunne ikke nå bunden, og jeg kunne ikke nå stigen.

Energien begyndte langsomt at forlade min krop. Jeg kunne mærke mit hoved blev tungere og tungere. Jeg havde ikke engang kræfter til at gøre modstand længere, eller det føltes hvert fald sådan.

Men jeg kunne ikke give op! Jeg blev nødt til det her. Jeg måtte ... jeg måtte... jeg kunne ikke få luft.

Hårdt bevægede jeg hovedet bagud, slog rundt omkring mig, men det var for sent. Mine øjne var ved at lukke sig sammen, og det samme var mine lunger.

Og netop som mine øjne lukkede i, kunne jeg mærke vandet dække mit hoved til, og sjippetorve løsne sig om min hals, men det var for sent. Energien var ude af min krop, og jeg havde ikke mere luft.

Det sidste jeg så var blå, inden alt blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...