When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

713Likes
1062Kommentarer
69429Visninger
AA

21. Epilog

"Zayn, du finder hende ikke sådan her. Hun kommer nok tilbage," sagde Harry og lagde en hånd på min skulder. Jeg reagerede ikke på hans ord. Han havde sagt det et par gange nu, men det eneste jeg kunne, var at stirre ud på parkeringspladsen, og håbe hun snart ville komme tilbage.

"Jeg skulle være løbet efter hende," hørte jeg mig selv sige. Jeg havde bare ladet hende forsvinde. Jeg kunne ikke engang nå at kalde efter hende, for pludselig var hun væk, og nu kunne jeg ikke finde hende.

"Zayn, selvfølgelig kommer hun tilbage. Hun har ikke andre end os, du hørte hende selv." Jeg vidste han prøvede at berolige mig, men det hjalp ikke så meget.

"Kom nu, du bliver syg hvis du bliver ved med at stå herude. Det bliver også snart mørkt," mumlede Harry og trak så hårdt i mig, at jeg var ved at falde over mine egne fødder. Jeg gjorde ikke modstand. Han havde ret, selvfølgelig kom hun tilbage.

Da det endelig var gået op for mig, at hun var løbet, var jeg løbet efter hende. Selvom Louis og Payton protesterede, så løb jeg efter hende. Jeg kunne ikke miste hende, og da slet ikke efter Payton's løgn. Hun havde brug for mig mere end noget andet før.

Og Louis kunne rende mig. Han havde bedt hende forsvinde. Jeg var så vred, men også helt tabt for energi.

"Der er I," udbrød Liam lettet da vi kom ind. Jeg kunne mærke alle kigge herhen.

"Er du okay, Zayn?" spurgte Payton forsigtig om, hvilket fik mig til at kigge hårdt hen på hende. "Selvfølgelig er jeg sku da ikke okay. Hvad skulle din løgn til for?" vrissede jeg vredt, hvilket fik Louis til at rejse sig op. Jeg vidste han var sur, og jeg vidste jeg ikke burde svare hende sådan, men jeg var så frustreret.

"Seriøst, nu stopper i to!" sagde Niall hårdt og gik hen mod døren. "I er forfærdelige at høre på. Når I kommer tilbage håber jeg virkelig I har fundet ud af det," og med det, åbnede han døren og skulle til at gå ud, men en masse råb lød på gangen, og nogle læger kom løbende forbi.

Et kort øjeblik glemte jeg alt hvad der skete, og blev ført hen til døren af min nysgerrighed.

"Operation stue 12!" råbte en læge, og lidt efter kom der ambulance folk løbende ind. Jeg kiggede ned for enden af gangen, og så en båre komme ind.

Der var sket endnu en ulykkelig. Jeg blev alt for deprimeret af det her sted.

"Hvad er der sker?" spurgte Eleanor om. Jeg kiggede hen på Niall, som var lidt længere nede af gangen. Hans krop var stivnet, og da Eleanor igen spurgte, vendte han sig langsomt rundt. Hans øjne fandt mine, og han så pludselig helt bleg ud.

Jeg skar en grimasse. Det lignede ikke Niall at være sådan.

"Hvad sker der?" spurgte jeg roligt om, og gik hen imod ham, hvilket fik ham til at ryste på hovedet. Jeg blinkede et par gange med øjnene, inden jeg åbnede dem, og så båren var i fuld fart på vej herned.

"Zayn.. jeg ... jeg er så ked af det," hørte jeg Niall sige, men hans stemme var langt væk. Mit blik var faldet hen på båren, hvor en pige med blond hår lå. Hun havde en maske på hovedet, og hendes hånd hang livløst ud over båren. Hendes øjne var lukket, og hun var helt våd.

En rysten gik igennem min krop da min indre stemme skreg efter hende. Det kunne ikke passe. Det var ikke hende. Det var en der lignede hende. Det kunne ikke... hvorfor?

Min krop begyndte at ryste, og mine håndflader blev fuldstændig våde. En klump dannede sig i halsen, og tårerne pressede sig på.

"Summer," hviskede jeg og kunne mærke en sorg brede sig, sammen med en indre vrede.

Hvorfor ville hun gør det her?

Jeg kendte udmærket svaret.

Jeg vendte mig rundt. Louis og Payton sad stadig på sengen. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvad Payton fejlede lige nu.

"Det er din skyld," sagde jeg højt og pegede på hende, mens jeg gik hen imod hende. Louis rejste sig hurtigt op.

"Du skal ikke røre mig," råbte jeg højt til Louis. Han havde bedt hende forsvinde. Han gav hende ikke en eneste chance. Det var hans søster, og han gav hende ikke en chance. Det eneste han gjorde var at tro på hans kælling af søster.

"Hvis det ikke var fra din løgn, så havde hun aldrig gjort det!" råbte jeg vredt. De andre drenge var hurtigt kommet ind på stuen og var gået hen imod os, for at stoppe os, hvis det gik helt galt.

"At jeg sendte hende væk? Zayn du har ingen ide o.." prøvede han, men vreden overtog, men før jeg kunne gøre noget, brød Niall ind.

"Louis... det var hende. Jeg tror... jeg tror hun har taget sit eget liv," hviskede han, hvilket var som at få et slag i maven. Det var ikke faldet mig ind, at hun kunne have taget sit eget liv, men det hele gav mening nu. Blikket i hendes øjne, og hendes forsvinden.

"Hvad?" Payton's stemme var lav. Jeg ignorerede hende og kiggede på Louis, som var blevet helt bleg.

"Din plan lykkedes Payton, er du tilfreds? Hun er væk, og du fik dit fucking liv tilbage!" råbte jeg og blev helt bange for mig selv.

"Zayn, det var jo ikke meni..." "- Oh, ligesom det heller ikke var Summer's mening at ødelægge dit liv, selvom hun prøvede at redde alt det lort du havde lavet?" Jeg vidste ikke hvor det hele kom fra, men jeg var ligeglad med det hele. Jeg var ligeglad med hvor meget jeg sårede Payton. Det var hendes skyld.

"Jeg håber du har det godt med dig selv Louis, det var din fucking søster, og du gav hende ikke en eneste chance!" råbte jeg endnu engang, og da han ikke engang så meget som kiggede på mig, trådte jeg hen imod ham.

"Kig på mig!" sagde jeg vredt, men da han stadig ikke kiggede, flød alt over. Hårdt skubbede jeg til ham. "Kig på mig!" skreg jeg højt og skubbede til ham igen, så hn faldt ind mod væggen.

"Det eneste hun ville var at møde dig, og du sendte hende væk til ingenting!!" skreg jeg så jeg næsten ikke kunne høre mig selv. Jeg blev ved med at skubbe til ham. Tanken om at hun var væk.. Endnu engang slog jeg hårdt imod ham.

"Zayn forfanden," hørte jeg Harry sige, men jeg blev ved med at slå mod Louis, som bare tog imod det.

"Jeg hader dig," råbte jeg højt, og i det øjeblik føltes det som om jeg mente det. Jeg skulle til at slå til ham igen, hvilket fik de andre til at råbe højt og bede mig slappe af, men Louis lod mig slå ham, om og om igen, indtil han greb om mine hænder, og trak mig ind til sig.

"Slip mig," råbte jeg vredt, men min stemme knækkede, og da Louis strammede grebet om min, næsten energiløse krop, opgav jeg. Tårerne trillede ned af mine kinder, og det var som om jeg befandt mig i en tilstand, hvor jeg hverken var levende eller død.

Hvis jeg selv skulle sige det, så følte jeg mig død. Jeg elskede hende. Jeg elskede hende så forfærdeligt højt, og hun tog mig for den jeg var - hvilket jeg ikke kunne sige om alle de andre piger jeg havde haft noget med.

Men nu var hun væk. Jeg kunne ikke beskrive mine følelser og det had jeg havde imod Payton. Hun havde løjet for at få sit liv tilbage, og nu havde hun mistet hendes søster.

"Jeg håber virkelig det var det værd," mumlede jeg mod Louis' bryst og vidste udmærket alle kunne høre mig.

Payton råbte et eller andet af mig, inden hun hulkede højt, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hun påstod det ikke var meningen, men hun vidste hvordan Summer havde det.

"Zayn, jeg er så ked af det," hviskede Louis, hvilket bare fik mig til at hulke, hvilket aldrig var noget der havde ligget til mig.

Jeg hadede at vise følelser, men hun var mit svage punkt, og uden hende, så var det som om alt faldt fra hinanden.

❤❤❤

 

Jeg gik igennem gangen, for a finde hendes værelse. Det var sen aften, og der var ret tomt overalt, ikke at jeg havde forventet mange mennesker - hvert fald ikke på dette privat hospital.

Jeg sukkede tungt, og kiggede ned på min mobil. Jeg havde fået en besked fra Harry, men jeg ville ikke kigge. Jeg havde brug for at være alene med Summer og mine tanker. Jeg havde brug for at fortælle hende, hvordan tingene stod til, og hvor meget hun var gået glip af.

Jeg kom hen til hendes stue, og åbnede forsigtig døren. Jeg kiggede langsomt op, og fik et chok, da jeg så Louis sidde foran hende, men hendes hånd i hans.

"Hvis bare du ville komme tilbage.. Jeg savner dig Summer." Jeg kunne nemt høre på hans stemme, at han græd, men det var ikke så meget det der overraskede mig. Det der overraskede mig var at Louis var her.

Det var snart fire måneder siden hun blev kørt ind på hospitalet i Houston, og lige siden havde Louis nægtet at møde hende. Selv da vi fik hende overført til dette hospital i London, nægtede han.

De første dage havde han lukket sig inde på sit værelse. Han ville ikke snakke med nogen af os. Han skammede sig over sig selv, det vidste jeg han gjorde.

Men nu sad han her, foran Summer, på en søndag aften. Vi havde været til koncert, og han havde ikke virket som sig selv. Men han var her, og han snakkede med Summer. Eller, han snakkede til hende.

"Det var aldrig meningen," hviskede han til hende. Langsomt gik jeg hen imod ham, og da jeg stod lige bag ham, faldt hans hoved ned på dynen, og han brød ud i gråd.

"Det var ikke meningen," hulkede han, hvilket fik mig til at ligge en hånd på hans skulder.

"Det ved jeg Louis," mumlede jeg, hvilket fik hans krop til at stivne et øjeblik, inden han kiggede op på mig. Hans øjne var helt røde og selvom jeg havde bebrejdet ham så længe, så ændrede alt sig fuldstændig, da jeg så ham sådan der.

Jeg havde ikke haft en normal samtale med ham i lang tid. Jeg var dårlig nok til stede når de andre snakkede til mig, men det havde ændret sig en del.

Jeg kiggede ned på Summer Hendes bryst gik op og ned. Hun lå som hun havde gjort de sidste uger. Hun så så fredfyldt ud når hun lå der, men jeg ville ønske hun ville åbne øjnene, og trække vejret selv.

Jeg havde brug for hende - Louis havde brug for hende. Vi havde alle brug for hende.

"Jeg er så ked af det," hviskede Louis igen, hvilket fik mig til at tysse på ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule ved synet af hende. Hun var her stadig, og jeg kunne kun håbe på det bedste. Hun blev nødt til at leve videre, for det havde hun fortjent. Alt hun havde været igennem..

"Det skal nok gå Louis, det lover jer," sagde jeg roligt, og troede selv på det.

Selvfølgelig skulle det nok gå. Vi havde alverdens støtte fra vores fans, familie og venner. Det blev godt igen.

Og sådan fortsatte det. Det var nu et halvt år siden hun havde prøvet at tage sit eget liv. Hun lå stadig på hospitalet i London, og jeg besøgte hende så ofte jeg kunne.

Louis tog også med når han kunne holde det ud. Det hele gik fremad, og mit håb var stadig højt. Jeg var sikker på hun nok skulle komme tilbage til mig, for hun havde stadig mig, og jeg ville altid være der for hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...