When two worlds collide - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Summer bor I Houston. Payton bor i London. De lever begge to, to helt forskellige liv i to vidt forskellige lande - Payton som Louis Tomlinson’s halvsøster, og Summer som en forældreløs pige. Men hvad Payton og Summer ikke ved, er at de har en del mere tilfælles end de tror. Payton på 18 er langt fra vant til at dele noget med andre, men når hendes ukendte tvillingesøster, som ligner hende på en prik, opsøger hende, ændre det sig langsomt. Mens Summer sidder på den anden side af kloden og ville gøre alt for Payton’s liv, sidder Payton I London, og ville gøre alt for at komme væk – og med en tvilling der ligner en på en prik, skulle det så ikke være muligt? Payton får overtalt Summer til at bytte plads for noget tid, så Payton kan få en pause fra sit ’kendis’ liv, men én enkelt aftale kan ændre to liv på samme tid. Uventede ting vil opstå, men det vil ikke blive uden sorg, tab og tårer. Velkommen til When two worlds collide - en historie fuld af drama og kærlighed.

712Likes
1061Kommentarer
68154Visninger
AA

11. "Are we going with them on the red carpet?"

Summer’s synsvinkel

The Brits nærmede sig, og hver aften var dét det sidste jeg tænkte på, inden jeg faldt i søvn.

Jeg havde fundet en flot kjole. Den var hvid og havde en stor udskæring ved mine bryster, og så gik den til lårene. Mine sko bestod af et par glimmer stiletter i sølv, og så havde jeg selvfølgelig andre sølvsmykker på.

Det var slet ikke noget jeg normalt ville gå i, for jeg havde ikke pengene til det, så det var så fedt at prøve noget andet.

Dagen før havde Flora hjulpet mig med tøjet, og alt var klart, udover min søvn. Jeg kunne slet ikke sove den aften. Jeg var alt alt for spændt. Det var et helt nyt eventyr jeg var begyndt på.

Drengene havde også brugt meget tid sammen de sidste par dage, og Zayn og jeg var langsomt begyndt at snakke sammen igen, så hverken Louis eller de andre ville være forvirret når jeg var omkring Zayn til The Brits - for det var ham jeg følte mig mest tryg med, selvom det lød dumt.

Vi havde snakket sammen en del siden. Det kom helt bag på mig hvordan han egentlig var. Dog kendte jeg ham ikke så godt endnu, og jeg havde måske stadig en smule svært ved at se ham som en sød person, når jeg i flere uger havde set ham som en idiot jeg skulle holde mig fra.

Men jeg prøvede, og han vidste jeg prøvede. VI havde også set en film sammen, inden de andre drenge kom hjem, og selvom Lottie også havde været der, så havde det været rigtig hyggeligt.

Og nu vi snakker om Lottie, så var hun rigtig glad. Jeg havde slet ikke set hende så glad før, og noget sagde mig det også var underligt for hende at være så glad og dele den glæde med mig. Det var ikke noget hun var vant til, det var tydeligt at se - men hvis Payton virkelig var som Zayn beskrev hende, så var det vel også kun forståeligt.

"Det er helt underligt at se dig med sådan en kjole," udbrød Lottie da hun kom ind for at spørge, om jeg ville hjælpe med hendes hår. Jeg tog fat i glattehjernet og gav min kjole et blik, inden jeg kiggede på Lottie i spejlet.

"Hvad mener du?" spurgte jeg om og lod som om jeg ikke havde en eneste ide om hvad hun snakkede om, hvilket jeg jo egentlig heller ikke havde.

"Nå... jeg tænkte bare ... du plejer altid at gå i du ved.. mere stramt tøj, du ved altså..." Jeg kunne sagtens høre hun havde svært ved at få det ud. Hun troede sikkert jeg ville flippe, men det ville den rigtige Payton sikkert også.

"Afslørende tøj?" Jeg løftede det ene øjenbryn og sendte Lottie et beroligende smil.

"Jeg ville nu have sagt billigt tøj, men din forklaring er bedre," grinede hun nervøst, indtil jeg selv slog et grin op.

Jeg tog fat i en tåt hår som var den sidste, og lukkede glattehjernet omkring det, inden jeg lod det glide ned af håret. Jeg greb ud efter hårsprayen og sprayede noget i håret på hende, og til sidst klappede jeg hende på skulderen og slukkede glattehjernet.

"Tusind tak!" udbrød Lottie og rejste sig op, inden hun gik hen til spejlet og studerede sit hår. Jeg grinte kort, inden jeg gik hen til min computer, som højt spillede Miley Cyrus - we can't stop.

"Altid," sagde jeg smilende og gik ind på nettet for at søge på Payton Tomlinson. Hvorfor havde jeg ikke gjort det noget før? Der kom utrolig mange billeder frem af hende og drengene, og der var flere sider fra Tumblr og sådan, som havde skrevet om hende.

"Min halskæde!" udbrød Lottie inden hun hurtigt vendte sig rundt. "MOOOOR" skreg hun inden hun forsvandt ud af døren.

Jeg begyndte langsomt at forstå hvad Lottie mente med det tøj. Payton gik i yderst stramme kjoler, som skubbede hendes bryster op i hendes ansigt, samt kjoler der sad så stramt at jeg helt sikkert ville få vejetrækningsproblemer.

Jeg rystede langsomt på hovedet. Det var slet ikke sådan jeg ville beskrive Payton ud fra det jeg kendte. Jeg begyndte langsomt at spekulere på om hun spillede skuespil overfor mig, for den side Zayn fortalte om hende, den havde jeg aldrig set i hende.

Jeg gik ind på en Tumblr, hvor e pige havde kommet med utrolig mange beviser på at Payton bare brugte Louis. Blandt andet at hun altid rendte dem i røven, og at Harry fx havde gjort grin af hende bag hendes ryg, og Niall havde rullet øjne af hende mens der blev taget billeder.

Det var SÅ underligt at læse om. Jeg forstod det slet ikke, men jeg kunne vel ikke blive ved med at tro Payton var en engel. Hun havde et så fantastisk liv, men hun værdsatte det slet ikke. Jeg forstod ikke hvorfor hun ville bytte liv med mig i en periode. Det lød til Payton fik hvad hun ville... jeg blev nødt til at indse Payton virkelig havde lavet rod i sit eget liv.

***

Lottie havde siddet og rystet med sit ben hele vejen hen til arenaen. Det havde virkelig stresset mig, men jeg kunne ikke bebrejde hende. Jeg var selv lige så nervøs som hende, og det hjalp slet ikke da vi trådte ud af bilen, og lydene fra paparazzier og andre skrigende piger, lød.

Jeg kunne se hele himlen blev lyst op med blitzer, men jeg nåede ikke rigtig at se mig omkring, for en bodyguard var kommet hen til os og havde åbnet bilen. Lottie kendte ham åbenbart som en Paul - det var vidst en tæt ven og bodyguard af drengene.

Vi blev hvert fald ført med hen hvor lydende blev lavere og lavere. Der stod et par mennesker rundt omkring. Nogen røg, andre stod og grinede højt, og så var der Lottie og jeg. Man kunne tydeligt se vi ikke hørte til her - jeg gjorde hvert fald ikke.

Lottie havde vært med til andre ting med dem, hvilket jeg ikke havde, men det skulle jeg jo lade som om jeg havde, for jeg var jo Payton.

"Er de ved at være klar?" spurgte Lottie om og kiggede hen på Paul. Han sendte hende et smil og sagde et eller andet som jeg ikke hørte, for jeg havde travlt med at undvige den dør vi skulle ind af.

Jeg bandede højt indeni. Der stod folk med kameraer over alt, og hvor glad ville Payton ikke lige blive, hvis jeg gik ind i en dør til The Brits, fordi jeg var nervøs? Payton var ikke nervøs. Det her var hendes liv. Det her elskede hun - men jeg kunne ikke få mig selv til at slappe af. Jeg elskede ikke det her, jeg var alt for nervøs.

Vi drejede ned af en gang ned til det rum drengene forhåbentlig var i, for vi kunne hvert fald høre dem stå og øve One Way Or Another - og det lød virkelig fantastisk. Hvis jeg ikke tog fejl så stod de sikkert på et toilet og øvede.

"Lou!" udbrød Lottie da vi kom ind i et rum, hvor en lyshåret pige sad, med en lille pige på sit skød,

"Lottie!" sagde hende som måtte være Lou, og lyste op i et smil. "Hvor ser du fin ud," sagde hun og gav hende et kram.

"Payton har hjulpet," sagde Lottie glad, hvilket fik Lou til at kigge hen på mig, inden hun sendte mig et smil, og lod sit blik glide op og ned af mig.

"Hvor ser du fin ud Payton," sagde hun og sendte mig et oprigtigt smil, selvom noget sagde mig der skulle meget til for hende at sende Payton sådan et.

"I lige måde Lou," sagde jeg selvsikkert og rettede på mit hår. Hun kiggede kort og underligt på mig, inden hun kiggede hen på Lottie.

"Er I klar til den røde løber?" Hun klappede i hænderne og kiggede forvirret på os begge to, da vi bare stod og kiggede. Lottie lignede et spøgelse mens jeg selv havde glemt det et øjeblik. Det var nok noget af det jeg havde været mest nervøs for, og nu huskede hun mig på det.

Kvalmen var allerede på vej frem igen.

"Skal vi med dem på den røde løber?" spurgte Lottie om. Hendes øjne lyste fuldstændig op, hvilket fik mig til at grine indeni.

"Selvfølgelig skal I det. I er med drengene," hun smilede stort og skulle til at sige et eller andet, men Paul kom ind af døren. Han havde en rynke i panden og lignede en der var alt for stresset.

"Tiden er løbet fra os, vi har travlt," sagde han og fik nærmest Lottie og jeg til at løbe med ham ned af en gang, hvor der var en kæmpe dør - og foran den stod drengene. De havde alle sammen sort jakkesæt på, og selv på afstand så de nærmest perfekte ud.

Et grin lød fra Niall, hvilket allerede, underligt nok, gjorde mig en smule mere rolig. Så havde vi måske ikke SÅ travlt alligevel.

"Payton! Lottie!" Udbrød Harry med en skinger stemme, som om han fangirlede over vi var der. Lottie begyndte at grine og kiggede hen på Louis. Jeg fulgte hendes blik og så en virkelig glad Louis. Ved siden af ham stod en pige, som jeg kendte rigtig godt som Eleanor. Hun var næsten flottere end på billeder.

Et kort øjeblik gled en dårlig fornemmelse igennem min krop. Jeg følte mig pludselig falsk. Det her var Payton's liv, ikke mit - så hvorfor blev jeg ved med at glemme det? Jeg var ikke beregnet til det her, og når jeg så Eleanor følte jeg mig bare endnu dårligere tilpas, som om alle kunne se lige igennem mig.

"Hey," lød en hæs stemme bag mig. Jeg kiggede til siden og så Zayn stå med et skævt smil på læben.

"Nervøs?" spurgte han lavt så kun jeg hørte ham. Jeg nikkede nok et par gange mere end jeg skulle, og måtte til sidst tage en dyb indånding.

Zayn lagde forsigtig en hånd på min lænd og rykkede tættere på mig.

"Du ser godt ud, Summer," mumlede han mod mit øre. Jeg kunne ikke lade være med at smile da han brugte mit rigtige navn. En rolig fornemmelse faldt langsomt over mig, dog var jeg stadig helt stiv i kroppen.

"Og Payton har en kjole på der dækker hendes lår - hvad er der dog sket?" sagde Liam drillende, hvilket fik de andre til at kigge.

Zayn fjernede hurtigt sin hånd fra min ryg og trådte et skridt fra mig. Jeg ignorerede det og kiggede hen på Louis, som havde et underligt blik i øjnene, men da han så jeg kiggede, lyste de op.

"Hvor ser du godt ud," sagde han og lænede sig hen mod Eleanor. Mit blik gled hen på hende, og da hun sendte mig et smil var det næsten forfærdelig hvor falsk det var.

Havde Payton virkelig gjort et dårligt indtryk på alle?

"Så er det jer," sagde en pige som så virkelig stresset ud. Jeg kunne mærke et sus gå igennem min krop. Kvalmen var tilbage, denne gang meget værre.

Først gik Louis, så Eleanor, så Harry, Lottie, Liam, mig og Zayn - sådan var opstillingen hvert fald. Da jeg skulle til at gå var det som om mine ben ikke ville bevæge sig. Jeg bed mig i læben. Åh gud, jeg blev nødt itl det her. Payton ville hundrede procent se det her, og hun ville hade mig hvis jeg lavede lort i det.

"Summer," mumlede Zayn og skubbede mig blidt frem af. Jeg tog en dyb indånding og kom til mig selv. Jeg fulgte hurtigt med Liam, som sendte mig et underligt blik. Jeg kunne ikke engang nå at sende ham et opmuntrende smil, før en masse lyde lød i mine øre, og jeg blev næsten helt blændet af alle de blitzer.

Der var SÅ mange mennesker, og de blev ved med at råbe på drengene og Eleanor... og mig. Åh gud, de råbte mit navn. De vidste hvem jeg var - eller troede jeg var.

Jeg var nær gået ind i Liam, hvilket fik alle drengene til at sende mig et forvirret blik. Jeg stillede mig med siden til Liam og kunne mærke en hånd snige sig hen på min hofte. Jeg kiggede straks til siden, hvor Zayn stod med et smil på læberne.

"Tag en dyb indånding," mumlede han og fangede mine øjne et sekund, inden han kiggede væk igen. Kameraerne skulle ikke få et forkert indtryk.

"De tror du er Payton - opfør dig som Payton," han gav min hofte et klem, hvilket sjovt nok fik min krop til at slappe af. Han havde jo ret. Folk så mig som Payton - ikke Summer. Lavede jeg fejl, så var det Payton der lavede fejl, ikke mig.

Payton var sikker på sig selv, det blev jeg også nødt til at være - og det blev jeg.

Jeg slappede langsomt af i min krop og lukkede lydene ude fra de skrigende fans. Jeg fokuserede på kameraerne og kiggede hen på de andre, som smilede stort. Det var en stor aften for dem, og det var en kæmpe oplevelse for mig.

Tænk jeg fik lov til at opleve det her.

Og så kom det rigtige smil frem. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke hvordan noget i maven løsnede sig. Kvalmen forsvandt langsomt og hurtigt begyndte jeg at føle mig bedre tilpas.

Zayn løsnede ikke en eneste gang sit greb om min hofte, men det var rart. Det var beroligende, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg ingen ide om hvad jeg skulle gøre uden ham.

Hvordan skulle jeg opføre mig hvis jeg selv bar rundt på hemmeligheden om Payton og mig? Og hvordan skulle jeg vide hvordan jeg skulle opføre mig?

Et par paparazzier havde allerede stillet mig spørgsmål, og hvis Zayn ikke havde været der til at fortælle mig jeg ikke skulle svare på dem - hvad havde jeg så ikke fået Payton rodet ud i?

Ligegyldigt og meget Payton hadede Zayn for at han afviste hende, så var han venlig. Det måtte jeg indrømme. Han hjalp mig, selvom han ikke engang kendte mig, eller behøvede.

Fordi Payton hadede ham behøvede jeg jo ikke.

***

"Du lignede en der havde set et spøgelse - er du okay?" spurgte Louis mig om. Jeg kiggede tilbage på den røde løber, hvor Adele kom gående. Mine øjne blev pludselig store. Adele. Adele kom gående lige bag mig. Omg. Rolig. Rolig du er Payton. Du har set dem før.

"Jeg fik det bare dårligt," jeg sendte ham et kort smil og roste mig selv for ikke at fortælle ham, at jeg ikke brød mig om alle de kameraer. Hvad ville han så ikke lige tænke om mig? Så måtte han da tro jeg var blevet sindssyg.

"Har du det bedre så?" Spurgte Harry om. "For ellers skal du ikke sidde tæt på mig. Jeg har allerede spildt på mine bukser," han sendte mig et flirtende og drillende blik, som jeg ikke kunne lade være med at grine af.

"Nej, jeg har det elendigt. Jeg tror.. jeg tror..." jeg trådet et skridt hen imod ham og gjorde med vilje så jeg lignede en der skulle til at kaste op, hvilket fik Harry til at trække sig hurtigt tilbage.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, hvilket de andre heller ikke kunne.

"Selvfølgelig har jeg det bedre, fjols," sagde jeg og skubbede til ham. Han lignede pludselig en forvirret idiot, og hurtig gik det op for mig at Payton jo aldrig tog pis på dem, men det var jo ikke første gang, så jeg var ligeglad nu, hans ansigt så bare sjovt ud.

"Så fik du den," grinede Niall og gik efter Paul, som skulle få os hent til bordet.

Som en ren refleks af usikkerhed, kiggede jeg tilbage på Zayn. Han grinte højt af et eller andet som Liam sagde, og lidt efter, som om han kunne mærke mit blik på ham, fandt hans øjne mine. Usikkerheden stod sikkert skrevet med sort i mine øjne, for han var hvert fald hurtig henne ved mig.

"Du klarede det flot," sagde han og lavede et nik bagud. Jeg vidste han snakkede om den røde løber, og uden at stoppe mig selv, sendte jeg ham et akavet smil.

"Tak for hjælpen," fik jeg frem, men han hørte det ikke. Han havde allerede trukket sin stol ud og havde fået sig sat ned. Jeg tog stolen ved siden af ham og kunne allerede se ud af øjenkrogen, at folk tog billeder - derfor lænede jeg mig hen til Lottie, som så gladere ud end en lille pige på juleaften.

"Jeg er så..." Hun vendte hovedet med sådan et ryk, at hun næsten dunkede det ind i min hage. Jeg trak mig hurtigt tilbage og begyndte at grine over hendes ansigtsudtryk.

"Undskyld," grinede hun og skulle til at forsætte hvor hun slap før, men da Taylor Swift åbenbart kom gående forbi, stoppede hun sig selv og var ved at gå amok.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over hvorfor Taylor var her?  Var hun ikke fra Amerika? Jeg rystede på hovedet og fokuserede på Louis, som sad med et blik rettet mod Eleanor. De var et godt par. Hun var så køn.

Jeg måtte åbenbart ikke have lagt skjul på min stirren, for Eleanore kiggede herhen, og uden at tænke over det, sendte jeg hende et venligt smil. Det kom vidst også bag på hende, men hun gengældte det, selvom det nok var falsk.

Selvom jeg vidste det var Payton de ikke brød sig om, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at få det dårligt over det. Jeg glemte hele tiden jeg var en anden.

"Payton har været en bitch overfor Eleanor siden de mødte hinanden første gang," lød en rolig stemme ud for mit øre. Jeg vidste, uden at kigge, at det var Zayn. Han havde åbenbart fulgt med i det.

"Payton hader at dele, og hun hader at dele Louis, for Louis er..." "- Kendt," jeg afsluttede hans sætning og kunne mærke en klump i halsen. Jeg fik hele tiden nye ting at vide om Payton, og selvom det ikke var mig der var sådan, så ramte det mig. Jeg kunne stadig ikke lade være med at tænke over hvordan hun rigtig var.

"Hvad sidder I to og hvisker om?" Brød Louis ind, som om han ville vide alt. Denne gang trak Zayn sig langsomt fra mig, men lod dog stadig sin arm ligge over mit ryglæn.

"Jeg forklarede hende bare om hvilken nysgerrig idiot hendes bror er," sagde han drillende, hvilket fik os alle til at grine.

"Jeg er langt fra nysgerrig," mumlede Louis tvært, hvilket bare fik mig til at grine højt igen.  

***

Okay så... jeg har fået skrevet et HELT kapitel i denne skide varme, og nu glæder jeg mig egentlig bare til at komme hjem, eller hjem skal jeg jo ikke, for skal bo hos Mirah i en uge, og jeg glæder mig så meget, haha og vi skal i tivoli og arg. Nå men, hvad synes I? Hva? :3 Hvad synes I om Zayn og om Summer? Og hvordan tror i resten af aftenen kommer til at foregå?

Oh ja, og så vil jeg gerne dele med jer, at jeg er så skide akavet at jeg aldrig tager til Kroatien igen, hihi, håber I har det godt. x

Undskyld stavefejl!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...