Irresistible (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 26 maj 2013
  • Status: Igang
Dylan Greenfield er en 18-årig pige der elkser fodbold og hotdogs. Hendes mor er modedesigner og ville dø for at få Dylan i en designerkjole. Dylans far bor i Manchester og på en rejse dertil støder hun flere gange tilfældigt ind i en krøltop fra bandet One Direction. Hun kan egentlig ikke lide One Direction, men ham krøltoppen er nu meget sød. Hvordan mon det vil gå?




Og p.s: jeg er en fucking tard, så jeg kan ikke finde ud af at sætte et billede ind, men håber ikke det gør noget. Jeg arbejder på sagen! :) Xx

2Likes
1Kommentarer
281Visninger
AA

2. Manchester here i come!

Den lille 'pling' lyd der høres i et fly når man skal spænde sin sele, lød i det fly jeg sad i. Jeg gjorde som flyet markerede jeg skulle gøre og spændte min sele. Flyet kørte op i fart og lettede fra jorden. 

Jeg var på vej til Manchester. 

Det vil sige hjem til min far. 

Som  bor i Manchester. 

Manchester. 

United.

Manchester United, det bedste fodboldhold eveeeer!

Det er en af de ting der er sindssygt lækkert ved delvist at bo i Manchester. 

Love it. 

Og desuden bor min far ikke så langt fra Old Traffort! 

Even better! 

Old Traffort, det bedste sted på jorden.

Det er som at være i himlen. 

Hotdogs, sodavand, skrigende fans og FODBOLD!

HEAVEN! 

Nå, men i hvert fald er jeg på vej til Manchester og til min Daddy! 

Jeg elsker min Daddy ekstra højt, fordi han arbejder som en eller anden kontorarbejder tinge li ting, og han samarbejder med folkene fra selveste Old Traffort! Lovely! 

Af og til gratis billetter til Moi!

Og ofte bare billige billetter! 

Love my life!

Men jeg er halvvejs mod Manchester nu, så jeg overlever nok. Jeg hader og sidde og glo i et fly. Her sker aldrig noget! 

Men anyways!

Jeg er Dylan Greenfield. 

Og ja, jeg er en pige! 

Jeg har så tit prøvet det der med at blive råbt op i en ny klasse, og lærere og elever var sådan helt: 'Åh Dylan, jeg troede du var en dreng!'

Ja bare de fjolser vidste at Dylan faktisk teknisk set er et Uni Sex navn. 

Hvis der da er noget der hedder det. 

Et Uni Sex navn. 

Det lyder da pænt genialt. 

Nå men altså det er både et drenge- og et pigenavn!

Men i hvert fald er jeg Dylan,  jeg er 18 år, jeg bor oprindeligt i New York med min mor, mn så tit jeg kan flyver jeg hjem til min far. Jeg kan meget bedre lide at være hos min far. 

Han er cool. 

Cool Daddy. 

Og min mor er sådan en rigtig typisk modetøjsdesigner. Alt skal være stylet, ordenligt, fornemt, pænt o.s.v. 

Hun er faktisk ret belastende. Mest fordi hun så inderligt gerne vil have mig til at gå i designer kjoler, stiletter og super stylet hår. 

Og jeg er den type pige som går i store T-shirts og slidte, behagelige bukser, flade sko og helt naturligt hår. 

Og så elsker jeg fodbold! Mor siger det er en drenge sport, men hende om det, jeg elsker det! 

Det er en lækker sport! 

Nå men i hvert fald er der ikke længe til at jeg ankommer til Manchesters lufthavn, og skal opleve et glædeligt gensyn med min far og mit paradis Old Traffort! 

Og heldig som jeg er skal de spille i overmorgen, og far har fået 2 gratis billetter til mig! 

Love my lifeeee!!

***

Jeg har sovet et stykke tid men vågnede igen lige før den der 'pling' lyd hørtes igen.

Jeg spændte min sele igen. 

Flyet gav et par hump da den kradsede ned på landingsbanen! 

Hello Manchester!

Jeg stoppede min mobil i lommen og gik ud ad flyet og ind for at hente min taske og kuffert. 

Jeg stod et stykke tid og ventede, og endelig kom min grønne Adidas taske og min store sorte kuffert. 

Jeg bevægede mig ud mod parkeringspladsen.

Der var så mange folk i lufthavnen i dag. 

En hel masse folk var samlet om et eller andet. Det måtte være noget sejt for alle de mange piger skreg og nogle af dem græd endda. 

Jeg gik hen for at kigge. 

De var alle samlet om en dreng med stort, mørkebrunt, krøllet hår. Jeg har faktisk lidt ondt af ham. 

Jeg ville blive sindsyg af at stå fanget mellem alle de her skrig. 

Jeg havde en sær trang til bare at gå hen og give den alle sammen en på kassen, det var da en lille smule synd for ham,

Men det gjorde jeg ikke.

Lidt selvkontrol har man da. 

For det meste.

Okay nogle gange. 

Hvad fuck snakker jeg om, jeg har det største temperament og jeg er en dør til at styre det.

Men lige meget. Jeg hev fat i en af de mange skrigende piger. 

'Hvad fanden sker der?!' Spurgte jeg.

'Det..Det..det er freaking Ha..Harry Styles! OM1D!!' Skreg hun og begyndte næsten at græde.

Årgh.  Harry Styles. Fuck mit liv! Harry One Direction Styles! 

Harry rend mig i røven Styles. 

Jeg kan ikke klare ham  og hans onsvage band.

Men alligevel var det nu lidt synd for ham. 

Haha nej fandme nej! Han må klare sige selv. 

Jeg har travlt med at skal genforenes med min lækre by! 

I'm in Manchester!

Manchestaaa Niggaaas!!

Manchastaa here i come! 

Jeg gik videre ud på parkeringspladsen og der. 

Lige der. 

Lige der holdte min fars grimme gule bil. 

Jeg løb derover, smed mine ting i bagagerummet og svingede mig ind ved siden af min Daddy.

 

***

 

Det var så første kapitel! Hvad synes i? Skal jeg fortsætte den? Og jeg lover at der nok skal komme til at ske noget mere, der skete ikke sådan helt vildt meget i det her kapitel.. :) Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...