Afslutning Eller Begyndelse?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 9 maj 2013
  • Status: Færdig
Hun løb. Fra hvad vidste hun ikke. Men det var farligt. Det vidste hun dog godt.

1Likes
0Kommentarer
122Visninger
AA

1. Afslutning Eller Begyndelse?

 

 

 

Afslutning Eller Begyndelse?

 

Hun løb. Fra hvad vidste hun ikke. Men det var farligt. Det vidste hun dog godt.

 

Det var aften, og mørket var ved at falde på. Ingen var udenfor, undtagen hende og hendes forfølger. Hun havde været ude at gå en tur, da hun begyndte at høre fodskridt bag sig. Hun havde flere gange vendt sig om, for at se hvad det var, men der var intet. Først da hun var kommet til udkanten af byen, begyndte det frygtelige: skrigene. Ligesom et dødsskrig, bare tusinde gange værre. Det blev højere og højere, og til sidst løb hun. Hun løb langt, og nåede helt ud i skoven, der omkredser byen.

Hun løb ind og ud mellem træerne, men hendes forfølger var stadig lige i hælende på hende. Hun hev efter vejret, men stoppede ikke op. Hun var for bange. Bange for hvad der ville ske, hvis hun stoppede, bare et øjeblik.

Forfølgeren kom tættere og tættere på. Hun var udmattet og hendes øjenlåg var tunge. Hun blev nødt til snart at stoppe. Kunne ikke mere.

Hun løb ud af skoven, men der kom ingen andre ud. Hun kiggede sig over skulderen og så kun den mørke skov bag sig. Hun satte farten ned til gå tempo. Hun vred nervøst sine hænder, stadig bange for der kom nogen. Og det var der, at skrigene begyndte igen. Hun pressede hænderne imod ørene, men intet hjalp. Hun havde allerede hørt det. Det var allerede på vej ind i hende hjerne, hvor skrigene ville være for evigt. Hun ville altid kunne genkalde sig lyden af dem. Og hver gang ville det være lige så frygteligt. Hun løb igen, for nu vidste hun, at der stadig var nogen, eller noget, efter hende.

Skridtene kom tættere på og pludselig kunne hun mærke en ånde i nakken. Hun begyndte at ryste af anstrengelse og blev svimmel. Noget lagde sig på hendes skulder, men hun kunne mærke at det ikke var en normal hånd. Kulden strømmede ud fra den og hun fik det endnu dårligere. Hun fik kvalme, og alt omkring hende begyndte at snurre rundt. Hun vidste hvad der ville ske nu. Hun ville snart få følelsen, af at falde, også forsvandt hun. Væk, og kunne ikke komme tilbage.

Hun faldt. Men ikke som hun troede. Hun var ikke bange længere og følte ingenting. Hun kunne ikke huske noget. Ikke engang sit navn. Og skrigene fortsatte. De var overalt. Over hende, under hende, i hende. Men alligevel var hun tom.

Hun kunne ikke bevæge sig og faldt bare. Længere og længere ned. Og det stoppede aldrig.

Pludselig var det ikke bare sort omkring hende, men der var hundredevis af små billeder, fra hendes liv, som hun ikke kunne huske. Men det var bestemt ikke billeder, fra gode ting i hendes liv. Det var alt det dårlige og triste der var sket.

Et var fra da hun var mindre, og hendes forældre var oppe og skændes. Hun hørte råbene, der tog til i styrke. Hun følte sig lille og ubetydelig. Kort efter det var sket, var de blevet skilt. Hun følte igen sorgen, over at det var sket.

Og med et, var det væk. Hun følte sig igen tom.

Der kom flere og flere billeder til. Og de forestillede ting, der blev værre og værre.

Der var et, fra hendes sommerferie. Hende og hendes familie havde været på stranden, og hun havde været ved at drukne. Hun følte vandet i munden og hun kunne ikke trække vejret længere. Vandet kom ind i hendes øjne, selv om hun kneb dem hårdt sammen.  Og pludselig var alt vandet væk, men hun var stadig rystet over oplevelsen.

Hun nåede knap nok at få vejret, før hun hørte et højt skrig. Men det var ikke som dem hun havde hørt tidligere. Dette kom fra en hun kendte: sin søster. De havde været ude at handle og hun var selv lige stået ud af bilen. Men så heldig havde hendes søster ikke været, for hun var stadig i bilen, da en lastbil kørte lige ind i den. Hun hørte hendes søsters skrig og så hvordan hun blev klemt fast inde i bilen.

Lægerne kunne ikke redde hende, så hun døde.

Tårerne trillede ned af hendes kinder, da hun igen følte sig tom.

Med ét forsvandt alle billederne, og alt var sort omkring hende. Hun var stadig tom indeni, men ikke på samme måde. Hun var kold nu. Hun kunne have fortsat med at se billeder, for hun var ligeglad med hvad hun følte. Ligeglad med verden. Ligeglad med, om hun nogensinde kom tilbage til byen. Ligeglad med at hun så sin familie igen. Ligeglad med alt.

Hun fortsatte med at falde. Og pludselig stoppede hun. Det var ikke længere sort, men hun var tilbage i byen. Hun var i kirken. Til begravelse. Men hos hvem?

Hele hendes familie sad på bænkene og kiggede på præsten. Det kunne da ikke være hende selv?

Hendes spørgsmål blev i det samme besvaret af præsten, der sagde hendes navn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...