Iført Skygger *Oneshot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2013
  • Opdateret: 9 maj 2013
  • Status: Igang
Oneshot

6Likes
0Kommentarer
352Visninger

1. Iført Skygger

De forklæder sig som skygger, men deres lange arme afslører dem.

De glider rundt om min krop, kærtegner den, mine arme, mine ben. Min ryg.

De kalder blidt på mig, med deres klukkende blide stemmer, med løfter om frihed og stilhed. De kalder med deres tavse stemmer fra det endnu mere tavse mørke, de får alt og alle til at tie. Det mørke de bringer er overvældende, smukt og dybt. Det kan rumme så meget, så mange. 

Frydende tilbyder de mørket, viser det frem, fanger mig i des dybe net af stilhed og tomhed. Tvivlende kæmper jeg mig gennem det, op til overfladen, tilbage.

De ved jeg kommer, ved hvad jeg tænker, for de kender mig.

Deres greb i mig er stærkt, for de ved hvad jeg frygter og ønsker.

De tror jeg ikke kan se hvad de skjuler, deres sande jeg, men det er så tydeligt. De klamrer sig til håbet om at jeg ikke fatter mistanke, klamre sig til det håb de tog fra mig, der hvor de nu har plantet frygten.

Ynkeligt.

De er ynkelige, men de er stærke, mange har de over vundet med deres lovsang, mange før mig. For de fængsler mig i deres net, de ved de vil kunne bruge mig, nej ikke mig min frygt. Frygten for det ukendte, for smerten, sorgen og døden.

Jeg skriger af dem, giver vreden og frygten frit løb, men de næres af det. De bliver stærkere, smukkere og mere overtalende. 

De formørker mine tanker, og mit indre. Jeg på vej til at blive en af dem. Sandheden er at jeg altid har været en af dem. 

Jeg har fortrudt, derfor prøvede jeg at kæmpe imod. Men de er efter dig nu, du er den næste, du må kæmpe imod, og du må vinde over dem.

Vinde over dem, over os.

For vi er alle døde, vi er døden.

Døden iført skygger.

Du er nød til at kæmpe for mig, for alle vi andre der har overgivet os, for dig selv.

De vil tilbyde dig mørket, et kort rædselsvækkende sekund er du interesseret, men du afslår. Jeg kan se du gerne vil, jeg kan høre du tænker det. De kan vi alle. Gå, forsvind, jeg prøver at hjælpe, men jeg ønsker du skal blive en af os, løb!

Vi kalder alle med vores tavse stemmer, løb nu, mørket vil kun dig det bedste.

Hvorfor lytter du til dem, kan du ikke se det, vi kaster ingen skygger. Vi er de onde. De har dig i deres hulehånd, nej vi, jeg er en af dem.

Du lytter, hvorfor løber du ikke, lyt til mig.

Du ser mig, ikke igennem mig, men på mig og du lytter. De kalder igen, lovpriser mørket mere og bedre. Du ændre dig for du lader dig fange, lænke, forvirre. Du tror de er gode, at jeg er den onde. De begynder at kalde, ikke på dig, men på mig. Jeg mærker døden inde i mig, min billet væk fra tanker og ord, mod stilhed, tomhed, frihed. Deres indbydende stemmer lyder tiltrækkende, det ville være nemt. Bare give mig hen, til døden, tomheden, intetheden, stilheden. 

Det dybe mørke, det ville kunne rumme mig. De vil mig det bedste, befri mig fra denne verden. For alle de forventninger, forhåbninger, alle andre ønsker kun at bruge mig til deres formål. Jeg kan komme væk.

Skyggerne vil blot hjælpe, gøre mig lykkelig. Frihed, skræmmende, men jeg ønsker det. Tomhed, ingen ord ingen tanker, stilhed, foruroligende, men skønt. 

Jeg kan vælge det vælge at blive fri, eller jeg kan kæmpe. 

Nej, ynkeligt.

Jeg ville tabe, det er jo det de siger. Det de fortalte dig. Nu kæmper du ikke, så jeg vil ikke rede dig. Du fortjener det, men jeg kan ikke, jeg har altid hjulpet folk andre havde opgivet, men ingen hjalp mig da jeg havde brug for det. I fortjente hjælp, og det gør jeg også. 

De trøster mig, fører mine tanker på afveje. De overtaler mig. 

Jeg giver op, det er ikke min kamp, for jeg har vundet den, ikke tabt.

Nu er det din kamp.

Men jeg ved du vil tabe, du kæmper imod. For du kan se hvad de gør ved mig. Du ønsker ikke deres hjælp, du fortjener den ikke. 

Ynkeligt.

Nu skriger du til mig trygler mig om at blive, nej, jeg vil ikke blive. Jeg kan finde freden, de tilbyder mig den. Det jeg har kæmpet for.

Det er dig der er den onde, du vil ikke have at jeg bliver fri.

De synger det i mine øre, deres tavse smukke sang. De danser og vrider sig af lykke over at de har vundet. De trækker i de rigtige skygger, skaber en illusion. Den bevæger sig, men ikke yndefuldt, som Dødslokkerne. 

Skyggen lægger sig om mine skuldre, klæder min krop som en kappe. Skjuler mit hoved, som en hætte. Formørke mit sind og tanker, får mig til at give slip.

Ynkeligt.

Du skriger og vrider dig, du ynkelig. Ser ikke hvad det er jeg føler, hvad de gør for mig.

Jeg giver slip, lader mig glide ned i det dybe mørke, ned hvor der altid vil være plads til mig. Der hvor ingen vil dømme mig, forvente noget af mig. Ned til tomheden.

Jeg har fået min præmie, tomheden, stilheden, friheden. Mens du kæmper ynkeligt imod.

Jeg tilgiver dig for ikke at hjælpe, for din tid er ikke kommet.

Jeg falder igennem mørket, gennem det smukke sorte dyb. Jeg har forladt dig.

Jeg lukker mine øjne, lander på den bløde bunke af mørke, jeg er død.

Men jeg er lykkelig, endelig finder jeg fred.

Stilheden er overvældende, det eneste der bryder den er den sidste tone fra deres lykkelige tavse sang.

Et smil krydser mine læber inden jeg giver slip, på skyggen, livet og lydene. Freden skylder over mig. Døden. 

Døden iført skygger, ligesom mig.

Jeg er iført skygger.

Jeg efterlader kroppen i deres mørke hænder, lader mig selv glide videre. Selvom jeg kun føler den smukke tomhed,  tørster jeg dybt efter hævn. Over alle i der gjorde mit liv til det rene helvede, fik mig til at ønske skyggernes mørke. Tro mig jeg elsker dem, men jeg ønsker i skal føle hvad jeg følte, smerten og frygten. I må ikke kende til skyggerne, jeg vil ikke dele dette sted med jer. I fortjener det ikke efter hvad i gjorde.

Jeg vil finde jer, få jer til at frygte livet og mig. I kan bare vente, for jeg kommer og i vil komme til at frygte.

I vil kunne kende mig, for jeg kan ikke høres, ikke ses. Jeg er som en skygge, ingen kan høre når jeg går, jeg larmer i stilheden, er lydløs i larmen. Min hud er hvid som sneen, mine øjne er sorte som den dybeste skygge, mit hår er skygger.

Mit hår vil blafre når der ingen vind blæser, og ligge stille i den største storm.

Og kun i kan se mig, men alle kan mærke mit mørke, min tomhed. Jeg ved hvordan jeres sind vil reagere på min tilstedeværelse. For jeg kender det hele, ved hvad i tænker, føler. 

For i vil langsomt gå fra forstanden, for ingen andre end jer kan se mig, men jeg er der. Jeg vil ikke gøre jer noget fysisk, men i er nød til at vide hvad i har gjort. I skal fortryde det.

Hvis i fortryder, vil jeg lade jeg slippe, på et tidspunkt. Hvis i nægter vil jeg forblive hos jer. Jeg vil kaste skyggerne om jer, få jeres sind indhyllet i dem. 

Iføre jeres sind i skygger.

Ynkeligt.

I nægter at jeg er til stede, men jeg kan mærke tvivlen der lurer i hver en krog af jeres kolde sind. Den kryber sig rundt i hvert et hjørne af jeres sind. Hver gang i ser mig lammes i af den. 

Den kryber stille gennem jeres sind og formørker det. 

Ha! I kæmper imod, men i kan ikke vinde for det er mig der styre det her spil. Jeg trækker i alle trådene, jeg er dukkeføreren. Jeg bestemmer hvad i føler og tænker. For jeg ved hvordan i føler det når jeg er nær. Alle vil føle det når jeg er nær. For alle frygter skyggerne, deres mørke, det ukendte i skyggen, men i er alle en del af den.

I er alle iført skygger. 

Vi er iført skygger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...