She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
11180Visninger
AA

13. withdrawal or not.

jeg var faldet i søvn.
Og når man falder grædende i søvn, så resultere det i man får helt opvoksede røde øjne. Jeg havde ikke sovet i særligt lang tid, faktisk kun i omkring femten minutter, så hvorfor jeg vågnede vidste jeg ikke, før jeg fandt ud af hvorfor. En eller anden idiot stod og bankede hårdt på døren, så man ikke kunne undgå at høre det, heller ikke hvis man sov. 
Jeg havde lyst til at råbe at personen skulle skride, men før jeg vidste af det, var håndtaget blevet trukket ned og en Louis ind. En Louis, hm. 
"Hvad vil du?" vrissede jeg og kiggede kort på ham, før jeg begravede hovedet ned i puden igen. Døren sagde et lille klik, hvilket betød Louis havde lukket den igen. Sengen synkede en smule ned, hvilket betød at han havde sat sig i den. Louis er irreterende, hvilket betyder at det er sandheden, urg. 
"Høre om du er okay prinsesse," sagde han og lagde en hånd på min ryg, hvilket gav et sus i mig. "Jeg ved ikke hvad der gik af Niall. Han plejer aldrig at være sådan." 
Jeg havde hovedet stadig nede i puden, hvilket jeg var lykkelig over, så han ikke behøvede at se jeg smilede som en sindssyg. Smilede over hans ordvalg - smilede over han havde kaldt mig prinsesse. 
"Du skal ikke tage dig af det, Niall er vidst.. stresset fortiden, eller noget i den stil." sagde han og begyndte at køre sin hånd rundt i beroligende cirkler på min ryg, hvilket fik mig til at smile endnu mere - don't ask why bitch. 
Jeg nikkede så meget som det var muligt, når man havde hovedet nede i puden. Der lagde sig en stilhed over os, som jeg ikke rigtig kunne bedømme om den var ubehagelig eller ej, men jeg tror vi begge nød den en smule. "Vil du ikke nok se på mig, Daisy?" sagde han pludselig meget uventet. Et øjeblik var jeg bange for han sad med en eller anden grim maske på, som ville skræmme livet af mig, så af en nysgerrighed satte jeg mig op. Han drejede sig rundt, så han sad front mod mig og tog så mine hænder. Jeg kiggede kort ned på dem, før jeg kiggede op mod ham igen. Hans blågrå øjne borrede sig ind i mine, hvilket gav mig kuldegysninger, mens en masse fornemmelser kørte gennem mig. 
"Du skal ikke græde, okay? Han mente ikke det han sagde." sagde han lavt. 
Jeg bed mig akavet i læben, da det gik op for mig man virkelig kunne se jeg havde grædt. Tydeligt, selvom det var en smule mørkt herinde. Gardinet havde jeg rullet for, og det var kun revnerne i siderne som gav en smule lys på værelset. "Jeg kan ikke lide når du græder prinsesse." 
Automatik gled et smil over mine læber, hvilket han gengældte. Normalt ville jeg havde tørret det hurtigt af, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Han havde knækket min facade, og det var utroligt nemt for ham. 
"Okay?" sagde han så, for at få svar. 
Jeg nikkede bekræftende og troede på ham. Selv tror jeg ikke Niall sagde det fordi han var stresset, jeg tror han sagde sandheden, men det tror jeg vel alle drengene og Camryn synes et eller andet sted. Og det er jo også klart.
Han slap mine hænder og kiggede så ned i sengen, som om han tænkte på et eller andet. Jeg havde lyst til at spørge om hvad der var galt, fordi han så virkelig ud som om der var noget der gik ham på. 
Pludselig kiggede han så skarpt op igen. Jeg skulle lige til at sige noget, men blev hurtigt afbrudt da hans andsigt bevægede sig tættere og tættere på mit, og før jeg vidste af det, lå nogle bløde læber på mine.


Louis' synsvinkel:

Jeg havde kysset hende. Jeg havde kysset en anden pige, når jeg allerede havde en kæreste. Hvorfor? Jeg kan ikke svare jer, jeg kan ikke sætte finger på det. Jeg kunne ikke stoppe mig selv, jeg blev nød til at prøve det - jeg var tvunget. Der var bare et eller andet tiltrækkende ved Daisy, men alligevel ikke. 
Jeg ved overhovedet ikke om hun er min type, jeg mener, hun er smuk ja, men jeg er normalt ikke sådan en som falder for sådanne stille typer. Hun er jo stille og lever i sin egen lille verden, som ingen kan komme ind i, men alligevel tror jeg at jeg er godt på vej. I morges da Niall fortalte Harry havde gået med Daisy ned i byen for at få morgenmad lagde der sådan en stor klump i min mave, og jeg ved overhovedet ikke hvorfor. 
Jeg kan ikke lide hende, det kan jeg virkelig - fordi jeg har Eleanor og hende elsker jeg. Tror jeg da. Eller, det gør jeg! Eleanor betyder virkelig alt for mig, selvom vi er tæt på at ramme bunden nu, da vi har haft et lille skænderi, men det har vi tit og det plejer altid gå over. 
Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at smile sødt til hende, da hun trak sig en smule ud. Jeg tror hun var ligeså overrasket over min pludselige handling som jeg også var. Hun gengældte mit smil, hvilket fik en varm fornemmelse, som virkelig ikke burde kunne, til at køre igennem mig. 
Jeg valgte at kærtegne hendes kind kort med min hånd før jeg rejste mig og gik langsomt ud af rummet. Da jeg havde lukket døren gled jeg langsomt ned af den med ryggen, med hovedet begravede i mine hænder. 
Hvad var det lige jeg havde gjort? 
Jeg har en kæreste, jeg har en kæreste, jeg har en kæreste - hvad er det så præcis jeg har gang i? 
Og værst af alt, hvorfor er det jeg ikke fortryder det på nogen måde, men istedet bare har lyst til mere? Hvad er det der sker?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...