She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10935Visninger
AA

14. unexpected incident.

"Er du klar Daisy?" lød det bag døren fra Zayn. Jeg rullede med øjnene selvom han ikke kunne se det. Vi skulle nå et fly til Paris eller sådan noget om lidt, så vi var alle sammen ret stressede med at pakke - undtagen mig. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde pakket alt muligt ud og havde så meget at pakke sammen. Faktisk bare noget tøj på gulvet og min nye elskede iPod oplader, andet lå allerede dernede, fordi jeg er så klog ikke at pakke alt ud fordi jeg vidste at jeg alligevel snart skulle pakke alt tilbage igen. 
Jeg lynede min kuffert sammen og rullede ned med hen til døren, som jeg hurtigt åbnede. Folk løb stresset rundt, eller drengene gjorde ihvertfald fordi de overhovedet ikke havde pakket noget som helst. "Husk tandbørster alle sammen!" råbte Liam efter de andre drenge, som var dem som løb rundt - Liam havde vidst pakket forlængst. Jeg bed mig i læben og satte mig ned på min kuffert for at vente. Jeg støttede mine albuer på mine knæer og lod mit hoved hvile på mine håndflader. Klokken var omkring fire og de skulle være i Paris hurtigst som muligt. 
"Er det altid sådan her?" spurgte Camryn pludselig og gik ned langs gangen, ned til Liam med sin rullende kuffert efter sig. Hun var vidst også færdig med at pakke, hvilket kom en del bag på mig - tænk hun blev så hurtigt færdig med alt det tøj hun har med, men mon ikke hun heller ikke havde pakket alt ud, fordi det ville være for dumt. 
Liam udbrød et lavt mærkeligt grin, "ja, altid." svarede han. Camryn grinede et mærkeligt grisegrin, hvilket fik mine øjne til at spjætte op. Sig mig, er tøsen begyndt at grine falsk ligefrem? 
"JEG ER FÆRDIG!" udbrød Zayn pludselig og kom til syne for enden af gangen, helt stolt med to kuffeter. Jeg kiggede undrende på de to lyseblå kuffeter også op på ham igen. Det måtte vidst være alle de hårprodukter han puttede i håret som fyldte en hel kuffert. Zayns blik fløj hen i mit og kiggede forvirret på mig, men jeg var hurtig til bare at kigge ned i jorden igen. Min mave rumlede, og det var jo heller ikke fordi jeg havde spist noget idag, så det var jo helt klart. Og jeg har overhovedet ingen idé om jeg overlever den flyvetur nu hvor jeg intet har spist. Jeg får det helt sikkert skidt, men så er et godt nok også min egen skyld. 
Jeg sukkede lydløst af mig selv og mærkede pludselig en hånd på min ene skulder, hvilket fik mig til at kigge overrasket op og mødte Harrys grønne øjne. "Er du klar? Vi kører nu." sagde han og fjernede sin hånd igen. Min skulder brændte nærmest efter hans berørning, hvilket undrede mig en del, men jeg valgte bare at lade som ingenting. Jeg rejste mig op fra min kuffert, rev håndtaget op og fulgte med Harry ud af huset. Harry åbnede døren for mig, den ud til gaden, hvilket jeg bare kiggede kort på ham før og gik ud. Kulden ramte mig stærkt og allerede der kunne jeg se at det blæste som en sindssyg. Jeg stoppede op og kiggede undrede rundt, da jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen. Jeg kunne mærke Harrys store hånd på min ryg, som begyndte at puffe mig til højre hvor der holdte en stor sort bil, som jeg ikke havde set. 
Selvom bildøren var lukket kunne man tydeligt høre alle grinene derinde fra, hvilket fik mig til at sukke. Vi nåede hel hen til bilen og der stod en mand som tog i mod vores kuffeter. Jeg nikkede bare kort taknemmeligt til ham og gik hen til døren, som Harry rullede op. 
Det var den samme bil som før og den samme opstilling af sæder, hvilket fik mig til at bide i læben men også ånde lettet op da de to sidste pladser bagerst i bilen ikke var taget. Jeg skyndte mig hurtigt hen og satte mig i sædet hel henne ved vinduet. Jeg spændte selen og skulle lige til at trække min iPod op af lommen indtil en hånd pludselig tog fat om den hånd som jeg var igang med at tage iPoden op med. Jeg kunne allerede kende hånden, hudfarven. Han havde ikke snakket til mig siden episoden overhovedet. Faktisk overhovedet ikke kigget på mig på nogen måde.
Jeg ved ikke hvordan jeg skulle beskrive den fornemmelse der gik igennem mig. En blanding mellem nydelse og .. kvalme. Jeg hader ham, jeg hader alle drengene, men alligevel synes jeg de er ved at knække min facade, hvilket jeg ikke vil lade ske. Aldrig. 
Jeg kan ikke lide Louis overhovedet. Det var bare en fejltagelse for os begge, det skete bare og det skal bare glemmes. Også må han hjertes gerne lade mig være, for det ville jeg blive taknemmelig for. 
Han gav slip på min hånd og satte sig ned i sædet ved siden af mig, hvilket gav mig lyst til at slå ham. Jeg kan da heller ikke være alene, eller sidde alene på nogen måde. 
Jeg kiggede bare på ham med et tomt blik og et løftet øjenbryn. Men han kiggede ingengang på mig, han kiggede bare ligeud i sædet foran. Jeg bed mig i læben og kiggede også forud som ham. En masse tanker gled igennem mig og havde allermest bare lyst til at forsvinde af en sjov grund. 
Pludselig kunne jeg mærke hans blik hvile på mig, hvilket jeg tøvede lidt med før jeg også kiggede på ham. Han havde sat sig lidt på siden og lænet sig hoved op af sædet. Jeg bed mig endnu engang hårdere i mig, da jeg langsomt forsvandt ind i hans øjne. De var virkelig unikke. Den gråblå farve var unik, den var anderledes ihvertfald ikke sådan en farve jeg ligefrem havde set før. 
Uventet kunne jeg pludselig mærke en hånd på mit lår, som gled rundt i cirkler før den blev gledet hen på mit inderlår, hvilket gav et sus i mig. Mærkelige fornemmelser kørte rundt i mig, hvilket var yderst ubehageligt. Han begyndte at kærtegne det, og jeg måtte bide mig hårdere i læben for ikke at springe i luften. 
"Louis," vrissede jeg lavt, men det lød ikke til han hørte det, selvom han nok ikke kunne undgå det. Jeg lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage, mens jeg bed mig hårdt i kinden. 
"Daisy," sagde han så lavt og fjernede sin fandes hånd, hvilket fik mig til at ånde lettet ud og åbne øjnene. Jeg kiggede hurtigt hen på ham. Han sad med et alvorligt blik, hvilket af en sjov grund gjorde mig lidt nervøs.
"Jeg.." 

________________________________

Hej guys! 
Undskyld for ikke at have opdateret særlig meget, men jeg har sgu ikke haft det fortiden. Jeg får kvalme i skolen og har ikke været i skole de sidste par mange uger, hvilket er så fandes trist. Jeg vil virkelig gerne have stemmerne inde i mit hoved og kvalmen væk, så jeg kan få den normale hverdag igen. 
Derfor ved jeg ikke hvor tit jeg kommer til at opdatere fortiden, da der forgår så meget fortiden. Undskyld. x
Jeg skal til læge i morgen, så jeg håber det kommer til at gå bedre! 
I er de bedset læsere på hele kloden, tak for at være der for mig! Elsker jer så højt! :') 
- Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...