She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10814Visninger
AA

9. they comprise nothing.

Efter episoden med mig og Liam har han undgået mig hele aften og ikke sendt mig et eneste blik, hvilket jeg egentlig er ret ligeglad med. Jeg havde allermest lyst til bare at ligge inde på en af gæsteværelserne, men Louis tvang mig med ud til at de andre - og spise noget. Han fik Harry til at lave en omgang pastasalat til mig, mens de andre sad og ventede på dørklokken ville give genlyd i huset, så maden var kommet. 
Jeg advarede ham om jeg ikke ville spise det, men så sagde han bare at han ville tvinge det ned i mig. Jeg burde egentlig være glad for at han allerede bekymre sig om mig i det korte tid vi har kendt hinanden, men faktisk så synes jeg bare han er irreterende og vil alt i alt bare gerne have han holder sig væk fra mig. 
Det der skete ude i gangen kan jeg ikke rigtig sætte ord på, hvad der skete. Jeg lader aldrig nogen komme så tæt på mig. Jeg lader aldrig nogen holde om mig på den måde i så lang tid, men alligevel skete det. Jeg ville havde revet mig væk, men følte ikke det ville nytte noget med det faste greb han havde omkring mig. 
Louis var.. irreterrende. Han kunne ikke lade mig være og han kunne ikke fatte alle de hentydelser jeg sender til ham, om jeg bare gerne vil have han skal lade mig være og være ligeglad med mig. Men det fatter han bare nada af. 
"Her," mumlede Harry og satte en skål foran mig. Han havde brug rimlig lang tid på at skære salaten og han flere gange sagde at jeg bare skulle spise det og hvis det endte i skraldespanden flippede han. Jeg sad og stirrede ned i den mørkerøde skål som der var fuld af pastaskruer og en masse salat, også drysset en smule hvid dressing over. En kvalme steg i mig og jeg havde overhovedet ikke lyst til at få noget som helst ned. 
"Spis," beordrede Harry og kiggede alvorligt på mig. De andre sad inde i stuen, så det var kun mig og Harry - hvilket egentlig et eller andet sted var virkelig rart. Jeg hader at have publikum på når jeg spiste, så mistede jeg bare appetitten endnu mere end før. Det ville nu bare havde været perfekt hvis Harry flyttede sin røv ind i stuen med de andre, men istedet valgte han at sætte sig overfor mig. "Harry," prøvede jeg men han cuttede mig hurtigt af ved at løfte begge øjenbryn. "Jeg vil ikke spise, hvornår fatter du det?" vrissede jeg og havde bare lyst til at slå ham. 
Han så så dum ud, som han sad der. 
Han sukkede før jeg han lænede sig tilbage i stolen og kiggede irriteret på mig. Jeg løftede bare begge øjenbryn og lagde et lille ryk med hovedet. "Det er ikke sundt," sukkede han. 
"Skal du have den samme tur som Liam?" hvæsede jeg irriteret. Han kiggede først forvirret på mig, indtil det langsomt gik op for ham. "Nej Daisy, jeg prøver bare at hjælpe dig." 
"Det gjorde Liam også, men gik det godt for ham måske?" 
"Jeg giver dig bare et råd." 
"Lad vær med det så." 
"Hvorfor?" 
"Fordi jeg ikke har spurgt om jeres fucking hjælp." 
"Du blev slet ikke hvor slemt det du har gang i er." 
"Kan du ikke være ligeglad?" 
"Nej." 
"Så prøv," sukkede jeg og rejste mig brat op fra stolen så den rykkede hårdt tilbage, hvilket fik den til at sige en virkelig høj lyd, og faktisk alle inde i stuen til at tie stille. "Hvad sker der?" lød det pludselig ovre fra døren. Den lyshårede dreng, Niall ikke ? Stod og gloede forvirret på os. Harry sendte ham bare et blik der sagde han skulle lade være med at grave igen, men jeg kunne bare ikke holde det inde mere. 
"Hvornår fanden fatter i at jeg ikke har brug for jeres fucking hjælp?! Hvornår fatter i bare skal lade mig fucking være!" skreg jeg og vriftede med armene. Mit pis var sat i kog, og det var Harrys skyld. De stod begge og kiggede overrasket på mig og dem inde i stuen sagde stadig ikke noget. Lidt efter lød der nogle skridt derinde fra også stod Louis oppe ved siden af Niall i dørkammen. "Hvad sker der?" spurgte han, ligesom Niall. Jeg sendte ham bare et dræberblik. De spærre for døren, jeg er fanget herude. "Hun gider ikke spise," sukkede Harry, mens han kiggede på mig. Han var sikkert godt irriteret over jeg ikke gad og spise hans lorte pastasalat, men jeg advarede ham om jeg ikke gad og spise noget. Han kan bare lytte kan han. 
"Jeg sagde jo jeg ikke ville spise noget," sagde jeg og sendte ham et koldt blik, som han gengældte. Hans øjne borrede sig kort ud i mine, hvilket gav mig kuldegysninger. Flashbacket fra elevatoren røg igennem mig, men jeg tvang mig selv hurtig til at tænke på noget andre. Han vil sno mig om sin lillefinger, men det får han ikke lov til. Jeg er ikke som andre piger, som han sikkert også har gjort det med, jeg falder ikke så nemt for sådan en dreng. Håber jeg ihvertfald. 
"Daisy.." lød det fra Louis, "kan jeg ikke lige snakke med dig?" 
"Nej." 
"Det bliver du nød til," sagde han og begyndte at gå hen mod mig. Han greb fat omkring mit håndled og begyndte at trække mig ud af køkkenet. Jeg havde lyst til at slå ham og prøvede iherligt at vride mig ud af hans greb, men endnu engang var lorten stærkere. "Her skal du faktisk sove," sagde han inden han åbnede en sort dør, ind til et af gæsteværelserne. Her var som i alle andre rum meget mørkt, men det havde jeg det fint. Her var ikke andet end en seng, komode, et spejl og natbord. Det var også fint, for hvad ellers behøvede man?
Jo, faktisk så stod der også en blomst i vindueskammen, men den var bare visnet. Råden, eller hvad det nu hedder. "Sæt dig," sagde han pludselig og der gik det op fra mig, at han faktisk havde sat sig ned på sengen - og lukket døren. "Kan jeg være fri?" sagde jeg surt, men jeg rystede fast på hovedet. "Sæt dig nu Daisy. Please."

____________________________________________________

Selvom det teknisk set ikke er særlig lang tid siden jeg har opdateret denne movella, så føles det stadig som en evighed siden. Men her får i altså et kapitel, klokken elleve om aftenen på en tirsdag! Jeg sov to timer her idag fra klokken 5 til 7, så jeg er overhovedet ikke træt, urg. 
Ej, jeg har faktisk lige en oplevelse at dele med jer; Jeg faldt i søvn klokken fem, bare sådan pludselig, fordi jeg åbenbart var virkelig træt og fik sovet ud af min søvnmangel, fordi jeg er en af de typer som overhovedet ikke kan sove om aftenen. Men så vågnede jeg så der klokken syv, fordi vores nabo kom og hun snakker altid så fucking højt -.-, men så undrede jeg også hvad hun lavede her klokken syv om morgenen og hvorfor mine forældre ikke havde vækket mig, så jeg kunne komme op i skole, men så var klokken åbenbart syv om aftenen. Mega.. mærkeligt. Jeg troede virkelig det var morgen og var virkelig forvirret, men fik hjælp fra Cecilie som fortalte mig det var aften. 
Den skid har været væk hele dagen, fordi hun har været i København, den skid. 
Og faktisk så fik jeg kvalme ovre i skolen og måtte tage hjem en time før. Skulle cykle hjem i modvind i fucking femten minutter og det var så fucking hårdt med kvalme, det kan ikke anbefales altså. 
Og nu sidder jeg her og lider af menstruations smerter og kvalme, så kommer nok ikke i skole imorgen - fucking tud altså :((( - men ved i hvad det sikkert betyder? At jeg vil være movellasnakoman i morgen og skrive så mange kapitler som muligt, også æde mig fed i is. <3333 
Vi ønsker lige alle sammen god bedring til mig også skal i også lige have mega ondt af mig fordi jeg skulle til at rejse mig op fra min varme seng for at finde min oplader til computeren FOR at skrive denne besked færdig, urg. 
Nå forsæt god dag! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...