She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10789Visninger
AA

3. the decision.

Selvom musikken spillede højt i mine ører, kunne jeg alligevel ikke undgå at høre skriget. Jeg trak de hvide høretelefoner som var bundet fra min telefon ud af ørene og stirrede undrende ud i luften. Da endnu et skrig gav genlyd i hele huset rejste jeg mig hurtigt op fra min kontorstol, hvilket fik den til at flyve tilbage og nok også lave nogle mærker i det blanke mørke trægulv. Jeg var hurtigt nede af trapperne og farrede ud i køkkenet, hvor min mor som altid stod - og det var ikke anderledes. 

"Hvad sker der?" spurgte jeg forvirret og var overrasket over hvor rusten min stemme egentlig lød. Jeg havde ikke snakket hele morgen, men faktisk er jeg ikke en af de personer som snakker hele tiden. Faktisk har jeg det bare bedst med at være alene og usynlig. Helt fint med mig. 

Mor vendte sig om, og som havde hun sit 'verdens bedste kok' forklæde på, som var fuld af mel og chokoladepulver, så noget siger mig at hun er igang med at bage en chokoladekage. Men det ville nok hellere ikke komme som et chok, da hun elsker at bage - sjovt nok fordi hun faktisk er bager.

Hun åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af min skrigende lillesøster som kom farrende herind, mens hun dansede en slags sejrs dans. Jeg sukkede, da det bare var hende, som sikkert havde vundet i hendes Just dance 3, eller sådan noget helt ligegyldigt. "Camryn, du behøver ikke ligefrem og skrige som en sindssyg, hvis du bare har vundet i et eller andet spil. Som altid," brokkede jeg mig og sendte hende et surt blik, men ingengang det gjorde noget ved hendes humør, som det plejede. "I gætter aldrig hvad jeg lige har fået!" skreg hun og begyndte at hoppe rundt som en sindssyg, så hendes blonde hår røg frem og tilbage, hvilket min mor bare - typisk - grinede af.

"Jeg skal fucking være opvarmer for selveste One Direction!" skreg hun og endnu engang fik hun sådan et sygt flip. Men jeg måtte tage hatten af hendes gode skuespil den her gang. Hun er virkelig stor fan er One Direction, meget stor endda. Hun har så fucking mange plakater af de grimme idioter på sin væg, at det er sindssyg. Som du nok kan høre er jeg ikke den store 'directioner' hvis det er dét, man kalder sig selv.

Jeg har aldrig brudt mig om dem, og jeg er så træt af skulle høre på dem hver evig eneste dag, så derfor er jeg begyndt at hade dem mere og mere. Camryn snakker om dem firetyve/syv og det er til at blive sindssyg over. Og desuden er er de også bare over alt. I tvet, på Facebook, på Twitter, I blade, aviser osv .. Det er til at blive sindssyg. 
Godt nok har jeg aldrig studret dem i udseendet eller hørt deres sange - løgn, lidt har jeg hørt dem, men aldrig lyttet ordenligt til dem, men jeg kan da høre en smule når Camryn synes det er mega sjovt at høre fucking højt musik, når jeg sidder og laver lektier, eller et eller andet helt fuckt. Hun kan virkelig være træls men andre gange har vi det bare perfekt sammen. Ligesom et normalt søskendeskab. Heddet det ikke dét? 

"Hvor er du sjov," mumlede jeg og gik hen til køleskabet, for at finde noget at spise. Jeg sprang morgenmaden over idag fordi jeg bare ikke orkede overhovedet. Det var alt for langt ned til køkkenet, og jeg lagde lige så godt. Jeg skrev faktisk til min mor om hun ikke gav morgenmad på sengen, men hun skrev bare nej. Godt nok havde jeg heller ikke regnet med et ja, men man kan da altid håbe.

"Det passer!" råbte hun og løb hen til mor, som ligeså mig også tror det er skuespil. Hun rakte hende det hvide papir som hun stod med. Mor greb fat i sine læsebriller som lagde i vindues kammet. Hun stak dem på og lod sit blik glide henover enhver bogstav på papiret. 
"De opdagede mig kræftemde. Tænk de har set mig på Youtube!" råbte hun så igen og begyndte så at danse en sindssyg mærkelig dans, så jeg blev nød til at bede hende om at stoppe. "Som om selveste One Direction pludselig ved et tilfælde fandt dig på Youtube og kontakte dig, no way." grinede jeg sarkastisk og smækkede lågen til køleskabet i igen, da der intet var at spise. Det er så træls sådan noget. 
"Det passer!" skreg hun og sendte mig et alvorligt blik. Endnu engang blev jeg overrasket over hendes gode skuespil, men hun har jo også gået til skuespil siden 4 klasse. Godt nok droppede hun ud af det i starten af sjette, fordi hun mente det ikke var 'in' mere.

"Ja som om," sagde jeg og rullede øjne. Jeg gik hen til skabet hvor der blev opbevaret glas og tog et ned. Jeg kiggede kort over på mor, som stadig læste på det papir Camryn havde givet hende, mon hun havde skrevet en hel roman. Jeg gik hen til håndvasken og hældte noget vand i glasset.
"Daisy," begyndte mor og kiggede så alvorligt hen på mig. Jeg løftede begge øjenbryn som svar, mens jeg vendte mig om så jeg lænede op af skabet under håndvasken. I det jeg tog glasset op til min mund og tog en slurk sagde hun; "det passer."

Og med ét blev alt vandet sprøjtet ud igen i en lang strøje, mens jeg gispede efter vejret bag efter. Jeg kiggede overrasket hen på mor, som bare nikkede langsomt, som tegn på det ikke var en joke. "Det kan ikke passe!" sagde jeg overrasket og kiggede så hen på Camryn som smilede som en sindssyg, også mor igen, som så al for alvorlig ud. 
"Det passer," sagde Camryn så og tog alt sit hår om på den ene side af skulderen. 
Mor vendte sig pludselig hen mod Camryn, og vi vidste nok allerede godt hvad der ville ske nu. Den alt for beskyttende mor går i aktion. "Det kan du ikke mene mor!" sagde hun højt. Hun lagde overhovedet ikke skjul på skuffelsen i stemmen. Istedet for bare at stå og glo besluttede jeg mig for at lave noget mad imens. Jeg kunne godt brug en nutella mad. 
"Du er kun tretten år Camryn," sagde hun med en rigtig morstemme. 
"Og?" svarede hun og løftede begge øjenbryn. Jeg fandt nogle runstykker fra i morges og lagde den over risteren og gav den 20 sekundter. Imens fandt jeg nutella frem, et glas mælk, tallerken og en kniv. 
"Du kender overhovedet ikke de fyre." sagde hun, "de er alle sammen voksne." 
Da de 20 sekundters tid var gået lagde jeg rundstykket over på tallerken og smurte nutellaen ud på brødet. "Og hvad fucking så?" lød det hårdt fra en skuffet og irriteret Camryn.

Jeg lagde kniven ned i håndvasken, tog glasset med mælken over til bordet og satte mig ned. "Du ved godt hvor meget jeg elsker dem, ikke? Hvordan kan du gøre det imod mig?!" 
Det er spændende. 
"Som sagt du er kun tretten år, at tage afsted alene i tre måneder vil blive for meget for dig, hvis man tænker på sikkerheden Camryn." 
Jeg tog en bid af min overlækre nutella mad og betragtede dem stå og nærmest ned stirre hinanden så mest som muligt. "Så det du siger er, at jeg ikke må tage selv med?" 
Mor nikkede bekræftende, og med et drejede Camryns hoved lige 50 grader og kiggede hen på mig, med et smørret smil på læberne. "Jamen, så kan Daisy tage med." 
Langsomt kunne jeg mærke hvordan indholdet gik galt i halsen og en enorm hosten begyndte. Jeg skal fucking ej med på den tur, eller hvad fuck det nu er. No way. 
Mor drejede også hovedet og kiggede hen på mig, som sikkert sad helt rød i fjæset. "Jamen, så er det bekræftet." sagde hun smilende. 


*

hej babessss.
Så er min nye movella blevet skudt igang! Hvad synes i om den indtil videre? Noget jeg kan gøre bedre?  
- Hvis du er en vildt dejlig person, så må du hjertelig gerne like. Hæhæ. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...