She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10839Visninger
AA

8. suspended equation.

*
 

Louis ord gav stadig genlyd i mit hoved efter omkring to timer. Vi havde gået i nogle par gader i tavshed. Stilheden der lagde sig over os var virkelig ubehagelig, så måtte jeg ende med at tage musik i ørene. Men vi var nu kommet tilbage til Zayns lejlighed hvor de andre jo også svar.
Jeg havde slået mig ned på en stol ved spisebordet inde i stuen, mens de andre sad ovre i sofaen, snakkede og grinede, mens jeg bare sad der. Et par gange fik jeg blikke fra Louis som havde en tom plads ved siden af sig, men jeg ikke på ingen måde hen til ham. No fucking way. 
"Jeg er sulten!" brokkede Niall sig, som jeg havde lagt mærke til tit havde sagt præcis den sætning. De grinede lidt hver især før Zayn rejste sig op fra sofaen og kiggede undrende rundt på dem, "skal vi bare bestille?" 
"Ja." sagde Liam kort før han også rejste sig, "hvad skal i hver især have?" 
De fleste sagde salatpizza undtagen Harry, som sagde kebabpizza. Zayn nikkede før han vendte sig rundt og skulle til at gå ud i køkkenet, før han fik øje på mig. "Hvad skal du have?" 
"Intet," svarede jeg kort. "Ellers tak." 
"Man kan sagtens få andet end pizza," prøvede Liam, men jeg rystede fast på hovedet. Jeg havde bare ingen appetit til noget mad overhovedet. "Det er okay drenge, hun plejer aldrig at spise særlig meget." sagde Camryn højt, så hun var sikker på det blev hørt af alle. Jeg havde lyst til bare at slå hende, selvom hun havde ret. Jeg spiste ikke så meget, men det var kun i perioder. For det meste hvis jeg så skulle spise noget, så blev det til en nutellamad, hvilket jeg også har det helt fint med. "spiser du ikke særlig tit?" spurgte Liam undrende og kiggede bekymret. Jeg bed mig hårdt i kinden og kiggede ned, "nej, men det er også ligemeget." prøvede jeg, men de blev ved.
"Det er altså ikke særlig godt for din krop, hvis du ikke spiser." sagde han og spillede fucking bagklog. Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at vrisse af ham, da han var okay meget irreterende. "Bland dig nu bare udenom Liam," sukkede jeg. "Jeg prøver bare at fortælle dig at det ikke er særlig sundt. Det er for dit eget beds-" 
"Hold nu kæft forhelvede!" skreg jeg nærmest og rejste mig hårdt op fra stolen, "i kan sgu da være pisse ligeglade, det er sådan jeg er, og i kan ikke forandre mig på nogen som helst måde!" 
Min krop rystede af vrede og jeg havde en stor tvang til at slå på et eller andet, faktisk også at græde. Jeg måtte stramme mine knoer for den ikke landte i Liams fjæs. 
Der var smækket et choket op i enhvers fjæs herinde over min tone og ord sikkert. Jeg sukkede irriteret før jeg så gik ud i gangen med faste skridt, bare for at komme væk. "Daisy!" lød det hæst derinde fra og ignorerede det bare og gik tættere på hoveddøren. Jeg havde overhovedet ikke lyst på nogen som helst måde at være i samme hus som dem
Fucking tre måneder sådan her, hvad er det lige jeg har sagt ja til? 
One lort Direction er fucking nogle røvhuller. 
Da min kind pludselig begyndte at kile gik det først der op for mig, at jeg græd. Tårrende rendte bogstaveligtalt ned af mine kinder og jeg kunne ikke få dem til at stoppe. "Daisy!" lød det så pludselig bag mig, før en hånd greb fat i min overarm og trak mig hårdt tilbage. "Nej!" skreg jeg før jeg brød sammen. Flere hulk undslap mine læber. Jeg blev trukket helt ind i en persons greb, som holdt stramt omkring mig. Normalt ville jeg skubbe dem væk, men jeg følte mig så fandes tryg og kunne ikke få mig selv til det. 
"Shh," prøvede han og aede mig i håret, "rolig." 
Jeg genkendte hurtigt hans stemme. Endnu engang var det ham. Ham som ikke kan lade mig være. Ham som havde sagt de ord til mig. Ham der havde taget mig med hen til den vidunderlige eng. Louis. 
"Vil du ikke nok stoppe?" spurgte han lavt. Jeg bed mig hårdt i kinden i håb om mine tårer ville styre sig, men det hjalp ikke særlig meget. Han trak sig en smule ud, for at se mig i øjnene. Hans blågrå øjne borrede sig bekymret ind i mine, hvilket gav mig kuldegysninger. 
"Tak," sagde han så og tørrede den sidste tåre fra min kind. Et smil gled over hans læber, som jeg kom til at gengælde, men tørrede det hurtigt væk og fik facaden på fuld gear igen. 


Louis' synsvinkel: 

"Hold nu kæft forhelvede!" skreg hun pludselig, hvilket fik mig hurtigt til at kigge derop hvor hun sad. "i kan sgu da være pisse lideglade, det er sådan jeg er, og i kan ikke forandre mig på nogen som helst måde!" 
Vreden lyste ud af hendes øjne og det så ud som om hun virkelig kunne slå enhver person ned lige nu. Jeg havde aldrig set hende så vred, men alligevel lignede hun en som kunne bryde sammen når som helst det skulle være. Min mund stod halvåben og jeg var en del choket over episoden. Selvom Liam stod med ryggen til kunne jeg fornemme hvordan han så på hende, helt skræmt over hendes tone. 
Jeg hørte ikke hvad der skete, jeg ved ikke hvad der skete - jeg sad og snakkede lavt med Harry omkring hende faktisk. Han ville vide hvordan det havde gået, da jeg tog med hende. Jeg fortalte hende at jeg tog hende med ud til engen, også nåede jeg ikke mere før hans bekymrede udtryk stoppede mig. Han advarede mig om hende. Om det hele. At jeg skulle holde mig væk fra hende, og jeg ved godt det også ville være det bedste. Jeg ved ikke hvordan Eleanor ville tage det, hvis hun fandt ud af det her. 
"Daisy!" råbte Harry pludselig, hvilket fik mig revet ud af mine tanker. Hun stod der ikke mere, men jeg nåede lige at se en skygge ude i gangen. "Daisy!" prøvede han igen. Der lød en trampen derude fra og jeg havde egentlig troet hun først ville gå ind på en af gæsteværelserne indtil jeg kunne høre hvordan hun forsatte ned af gangen, mod hoveddøren. 
Hurtigt var jeg sprunget op fra sofaen, hvilket jeg fik en del undrende blikke og halvløb ud i gangen. "Daisy!" sagde jeg hurtigt og greb fat i hendes overarm, for at få hende til at stoppe. "Nej!" skreg hun med en halvfærdig grædestemme. Et sus gik igennem min krop, da jeg fik hende vendt om og så hende. Hendes øjne var helt røde og hun så virkelig knust ud. Et hulk undslap pludselig hendes læber, og ét blev til flere. Jeg trak hende hårdt ind til mig og var egentlig ligeglad om hun ville have det eller ej. Jeg strammede grebet om hende, så jeg var sikker på hun blev der. Det føles overraskende godt at have hende i mit greb, hvilket er meget underligt egentlig. 
"Shh," sagde jeg lavt, "rolig." 
Det virkede som om hun med et blev rolig eller noget i den stil. Hendes hulk blev mindre og hendes skuldre sank sig. Men lidt efter udbrød hun endnu et hulk, hvilket gav mig en dårlig mavefornemmelse. "Vil du ikke nok stoppe?" spurgte jeg lavt. Jeg trak mig en smule ud for at se hendes øjne. De var stadig røde og fuld af sorg, hvilket gav mig endnu et sus i maven og det nærmest føles som om den snog sig sammen. 
"Tak," sagde jeg, da hendes tåre stoppede. Jeg tørrede en tåre som stadig kørte ned af hendes kind med forsigtige træk. Jeg var bange før hun ville gå, jeg var bange for hun ville gå fra mig. Jeg ville have hende hos mig. Et smil gled over mine læber, hvilket hun overraskende nok gengældte i to sekundter før hun fjernede det. 
Der gik det op for mig at hun bare har en latterlig facade oppe. Det er ikke sådan hun er, hun er sikkert en sød overgearet  pige bag facaden. Hendes smil var smukt, hvilket gav mig kuldegysninger på den gode måde. 
Og hvad er det jeg siger? 
Og hvad er det præcis jeg har gang i? 
Det her er så forkert på mange måder, men alligevel kunne jeg ikke få mig til at flytte mig. At have hende så tæt på mig, gjorde jeg overraskende glad og tryg på samme tid. Jeg ved godt det her giver så mange konsekvenser, men jeg kan bare ikke få mig selv til at stoppe. 
Jeg kan ikke holde mig væk fra hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...