She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10936Visninger
AA

4. now it begins.

"Daisy! Kom nu ud!" skreg Camryn og bankede hårdt på badeværelses døren. Det gav nogle ryk i min ryg hvergang hun bankede, men jeg flyttede mig ikke en millimeter og svarede hende ikke. Gu' skulle jeg røv med til London for at rejse rundt med 5 gale idioter i fucking 3 måneder! Jeg vil meget hellere være hjemme og sidde indelukket på mit værelse med en god bog og uendelige kopper kaffe. 

"Daisy.." lød det pludselig roligt derude fra, stadig fra Camryn, "Det her er en enestående chance for mig, som kun sker en gang i mit liv. Vil du ikke nok, please, lade vær med at ødelægge den?" Jeg bed mig hårdt i læben af hendes ord. Hun havde ret, det var en mulighed for hende at udleve sin drøm og optræde på en scene foran milioner af mennesker, også sidder jeg og er ved og ødelægge den for hende, fordi jeg er så fucking egotisk. "Fint," mumlede jeg kort og rejste mig op. Jeg låste badeværelses døren op og lagde armene over kors, "jeg tager med."

Et højt hvin, hvilket gav et sæt i mig undslap hendes læber og hun endnu engang begyndte at hoppe rundt som en sindsyg. "Tak! Du er den bedste!" sagde hun og trak mig ind til et hårdt kram, så jeg nærmet var ved at vælte. Hun skubbede mig bogstaveligt talt væk igen og begyndte så at løbe ned langs gangen mod sit værelse, nok for at pakke - som jeg også burde. Med et suk begyndte jeg at gå ned til mit værelse hvor døren som altid var lukket og vinduerne var rullet ned. Mit værelse var holdt i nogle mørke farver, hvilket jeg efter min mening synes gør værelset mere hyggeligt. Mit gardin plejer altid at være rullet ned, eftersom jeg har udsigt ud til vejen, og ikke vil have folk skal gå og glo herind. Dog har jeg en masse stearinlys tændt altid og en masse lamper herinde.

Mit værelse bestod af en dejlig stor dobbeltseng  som jeg for det meste tilbringer min tid i, en sort komode, hvor mit tøj lå i, et natbord, en stol ovre i et hjørne og ellers bare massere af pynte ting, som stearinlys  billeder, blomster osv .. Billederne på væggen er malerier som jeg selv har malet engang. Dengang jeg var mindre og elskede at male. Nu er det ikke rigtig noget, som siger mig særlig meget mere. 
Jeg fandt min kuffert frem, som lå nedenunder min komode. Den var en anelse støvet, da vi ikke bruge den særlig meget. Det var jo ikke ligefrem altid vi skulle ud og flyve. Eller i det hele taget bare rejse til udlandet. Det eneste sted vi har rejst hen med fly er Spanien, men det var godt nok også de værste to uger nogensinde. Jeg hader at være ude, har det bedst herhjemme og sådan er dét. 
Jeg lagde min kuffert på sengen og gik hen til mit skab, for at fylde tøj og alt muligt i den. Halvdelen af mit tøj landte nede i den, og da jeg ikke har særlig meget tøj i det hele taget, så blev det ikke til særlig meget. 


*

Efter en flyvetur som efter min mening varrede i omkring syvhundrede timer var vi endelig landet i forhåbelig nok London, med mindre vi havde taget det forkerte fly, men det håbede jeg ikke, da jeg ikke orkede at flyve igen. Jeg hader dét, bliver nemt så hurtig syg. Jeg ved godt at vi nok skal flyve en del nu hvor jeg ligesom er kommet med på en ih og åh så vidunderlige turné. Camryn var hurtigt til at spænde sine sele op og springe op fra sædet. "Vi er der!" hvilede hun og begyndte at tage sin håndtaske ned, som lagde i en boks over os. Med et suk gjorde jeg det samme som hende, spændte mig op og fandt også min håndtaske som også lagde over os. 

Camryn stod utålmodigt og ventede på mig. "Skynd dig nu Daisy! De sagde de ville hente hos i lufthavnen! Jeg vil ikke komme forsent på første dag," brokkede hun sig. Jeg nikkede bare langsomt selvom jeg var ligeglad. Jeg lagde min iPod ned i min taske, som jeg havde siddet og hørt musik hele vejen på. 
Jeg forbander mig selv over, at jeg faktisk havde lagt to One Direction sange over, som jeg synes var gode. Damn. Little Things og Gotta be you. De var så søde, og hvis det bare ikke lige præcis var de drenge der sang dem, så var det perfekt - men self. skulle det lige være dem. 

Jeg svang min håndtaske overskulderen og kiggede afventende på Camryn som var hurtig til at vende sig om og spurte ud af flyet. Med endnu et suk - ja, jeg sukker meget og det har jeg altid gjort - begyndte jeg at gå efter hende. En sjov følelse havde lagt sig i min mave og jeg vil ikke ligefrem kalde den behagelig. Det var som om min mave af en sjov grund sugede sig sammen, hvilket jo ikke var særlig behageligt. 
Jeg begyndte at småløbe efter hende, da hun allerede var lidt langt væk fra mig, og det sidste jeg lovede til mor var at jeg nok skulle passe på hende, fordi det er jo hele grunden til at jeg er taget med. Hvis hun bare havde været lidt ældre, så kunne hun selv havde taget med og jeg ville havde siddet hjemme lige nu og læst en bog - eller stenet tumblr. 
"Du er så langsom!" brokkede hun sig, da jeg var kommet op ved siden af hende. Jeg svarede hende ikke, kiggede bare rundt i lufthavnen. "Vi skal have vores kuffeter." mumlede jeg næsten utydeligt. "Kan du huske hvilket nummer din kuffert havde?" 
Hun tøvede lidt før hun rystede på hovedet hvilket fik mig til at sukke højt. "Jeg sagde jo du skulle huske det!"
"Ja, men det var sådan et langt tal! Det kunne jeg sgu da umuligt huske, hvad tror du selv?" forsvarede hun sig og kiggede surt på mig. Jeg bed mig bare i læben, imens jeg ventede på min kuffert ville komme rullende på rullebåndet. Jeg har aldrig kunnet lide den idé at kan selv skulle tage sin kuffert - fordi jeg altid har været bange for at andre ville tage den, da de fleste meget ligner hinanden. 
Da min skrig limegrønne kuffert - den kunne man ikke tage fejl af - kom rullende ud, var jeg hurtigt til at gå hen og tage den, som sikker på at andre ikke ville stjæle den. Min computer lå deri samt alle mine bøger, hvis det blev taget så ville jeg ikke overleve på den her 'tur'.

Pludselig begyndte Camryn langsot at hvile som en sindssyg, mens hun hoppede rundt og klappede i hænderne. Jeg kiggede forvirret på hende, indtil jeg fulgte hendes blik, også forstod jeg hvorfor hun gjorde dét. Fedt, nu bryder helvede løs. 5 drenge kom gående hen til os beklædt med store hættetrøjer og solbriller. Der var ingen tegn på vagter sammen med dem, kun dem. Jeg tog en dyb indånding jo tættere og tættere de kom på - og min mavefornemmelse fra før blev værre. "Hej, e-" mere nåede den brunhårede dreng ikke at sige før Camryn gik amork; "OMG JA, DET ER OS OG OMG DU ER LIAM PAYNE, OMG DU HAR LIGE SNAKKET TIL OS, O.M.G!" 
Drengene grinede en smule, men jeg sukkede bare. Hvis jeg sukkede høre på det hver eneste dag, så døde jeg langsomt seriøst. En med lysthår kiggede undrende på mig, hvilket fik mig til at løfte det ene bryn og nærmest nedstirre ham med mit blik. "Undskyld jeg spørg. Men hvem er du?" spurgte han forvirret. De andre drenge vendte pludselig deres fjæs hen mod mig og gav mig et langsomt elevatorblik, hvilket fik mig til at rømme mig kort. "Det er min søster, Daisy - hun ville bare gerne med," sagde Camryn med en sukkersød stemme, hvilket gav mig kvalme. 

"Jeg havde intet valg," sukkede jeg og kiggede så hen til Camryn, "har du stadig ikke set din kuffert?" 
Hun svarede mig ikke, startede bare en ny samtale op med drengene, hvilket fik mig til at sukke. Den pige var allerede for meget og jeg ved ikke hvordan jeg kommer til at overleve. Bare for at komme væk gik jeg over til rullebåndet som stadig var igang med at rulle forskellige kuffeter ud, som folk var ovre at hente. Det var bare så typisk Camryn at glemme sit nummer, og hvis hun så ender med ikke at få hendes kuffert, vil jeg grine hånligt af hende. 
Det værste er Camryn ikke plejer at være sådan og hun allerede nu har forandret sig en del, bare fordi de åh så perfekte One Direction er i nærheden - brækker mig. 

"Hey," lød det pludselig hæst bag mig, hvilket fik mig til at hoppe en smule op i luften af forskrækkelse. Jeg vendte mig rundt og så en brunhåret dreng med rodet hår og stirrede på mig med et smil. Jeg fnøs bare og vendte ryggen til ham, for at kigge på rullebåndet igen. Drengen bag mig sukkede før han gik hen og stillede sig foran mig. "Jeg hedder Louis," sagde han og rakte sin hånd frem. Jeg stirrede bare på den og bagefter op på ham, med løftede øjenbryn. Havde han virkelig tænkt sig, at jeg ville røre ham? 
Efter lidt tid sukkede han og lod sin arm glide ned langs hans side igen. 
"Hvad hedder du?" spurgte han og prøvede at holde samtalen kørende. "Daisy," svarede jeg kort og kiggede ham over skulderen for at kigge på rullebåndet igen. Kunne han ikke bare gå? 
"Sødt navn," mumlede han. "Er du med Camryn?" 
Et sus gik igennem min mave over hans ord, men jeg kiggede bare ned i jorden og nikkede langsomt. Er det en kvalme der stirrer i mig, eller hvad? 

"Hendes søster," mumlede jeg næsten tydeligt og kiggede så op på ham. Et smil dannede sig på hans læber, da vi fik øjenkontakt. Han havde virkelig en smuk øjenfarve, sådan blågrå hvilket jeg ikke sådan har set før. Hans hår var brunt og ryddet, og han var påklædt en rødhvid stribet trøje og nogle seler. Hvem fanden går med seler nu til dages? 
Hvor klamt. 
"Der er min kuffert!" lød det pludselig skringert bag os, hvilket fik os begge til at kigge os undrende tilbage. Camryn kom løbende hen mod rullebåndet og tog sin kuffert op. Jeg fnøs kort - der var det amerikanskeflag på den, mens der var klistret forskellige klistermærker med One Direction på. Hvor klamt at ødelægge sin kuffert på den måde. 
"Nå, er i så klar til at komme afsted?" spurgte en dreng med noget stort rodet krøllet hår. Hans stemme var virkelig hæs, også snakkede han ret mærkeligt. 
Camryn var hurtigt henne ved drengene igen, hun sagde et eller andet som jeg ikke hørte, også vendte de sig alle rundt og begyndte at gå mod udgangen af lufthavnen. Louis var også begyndt at gå, men stoppede dog op da han opdagede jeg ikke gik med. Han kiggede undrende på mig, "kommer du?" 
Jeg sukkede før jeg begyndte at gå med. Det her var kun starten - nu begynder det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...