She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10814Visninger
AA

7. manifestly company.

Zayns dør til hans lejlighed var overraskende tung, da jeg nærmest fik den smækket i hovedet, da Harry ikke holdte den for mig på nogen som helst måde, som andre drenge i det mindste plejede. Med et lydløst fnøs fik jeg sparket den helt op med hjælp af min fod, da jeg stadig havde min iPod i den ene hånd, og hvorfor jeg så ikke bare brugte den anden, vidste jeg ikke. Efter hvad jeg kunne se nu så var gangen ihvertfald holdt i nogle mørke farver og toner, hvilket jeg self. synes var virkelig flot, da jeg elsker mørke farver. 
Jeg sparkede hurtigt mine sko af, hvilket fik Harry til at se dumt på mig, som han sad nede på hug og bandt sine sko op. Jeg sendte ham bare et ulæsligt blik og gik så ned af gangen. Jeg fandt hurtigt stuen - den var ikke så svær og finde, da jeg gik efter Camryns stemme som filippede fuldstendig ud over hun var i selveste Zayn Maliks lejlighed. Omg ja, det er da også bare så vildt. 
Håber i kunne mærke ironien. 
Jeg åbnede den halvlukkede dør helt op og med et blev der stille derinde, selv Camryn blev stille. Jeg kunne føles alles blikke på mig som jeg stod der i dørkammen og kiggede ned i jorden. Usikkerheden gled ind over mig, og jeg vidste ikke hvad fuck jeg skulle sige. Liam, tror jeg nok, åbnede munden og skulle lige til at sige et eller andet før Harry kom om bag ved mig. Han lagde en hånd på min ryg og skubbede mig blidt til siden, så han kunne komme forbi, da jeg stod midt i døren jo. "Hej Harry pus!" sagde Camryn og smilede stort til ham. Et suk undslap mine læber, hvilket fik de fleste til at kigge forvirret på mig, men jeg bed mig bare i læben. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, alle havde slået sig ned i sofaen og jeg stod bare der og gloede. Pludselig gled en idé ind over mig. 
Jeg havde min gamle HTC wildfire i lomme og Camryns nummer var kodet ind, sjovt nok, så helt slemt ville det ikke gå. Jeg vendte mig rundt uden at sige noget og begyndte at gå tilbage ned langs gangen og tage mine sko på. "Daisy?" lød det forvirret inde fra stuen. De snakkede lavt, men jeg lod bare som ingenting. Klokken var omkring de fire stykker, så jeg kunne sagtens bare smutte ind på en café, hvis jeg blev for sulten. Jeg har jo altid penge i min jakkelomme, hvilket altid er praktisk. Nu hvor jeg jo er i London kan jeg jo ligeså godt udnytte det - og et eller andet sted har jeg altid haft lyst til at udforske Londons gader. 
Jeg satte mig ned på gulvet, for at tage mine sko på, som jeg faktisk lige havde sparket af. Endnu engang råbte en af dem mit navn, men jeg lod bare som ingenting. Jeg vil hellere gå rundt i kolde gader, end at være her sammen med dem. Jeg skulle lige til at trække ned i håndtaget til døren, indtil en hånd blev lagt på min skulder. Irriteret rundte jeg mig rundt og stirrede surt på personen, som fjernede sin hånd fra min skulder efter lidt tid. "Hvor skal du hen?" 
Jeg bed mig lidt i læben og kiggede så ned i jorden, "bare udforske London." sagde jeg kort og ville allerhelst bare have at han skulle lade mig være. "Alene?" spurgte han forvirret. 
Jeg nikkede langsomt. "Du kender jo overhovedet ikke London Daisy." sukkede han. Jeg trak på skulderne og skulle lige til at vende mig om mod døren igen før hans ord rumlede i mit hoved. "Jeg tager med dig." 
Jeg stoppede mine bevægelser og sukkede højlydt. Kunne han for engang ikke bare lade mig være? Jeg har brug for at være alene, hvornår forstår han det? 
"Nej, det er okay Louis. Jeg har min telefon med, jeg ka-" 
"Jeg tager med Daisy. Sådan er dét." 
Jeg havde tvangen til at bare slå ham eller sådan noget. Jeg havde forventet lange gåtur ned langs gader med højt musik i ørene, men sådan blev det åbenbart ikke - fordi den idiot ikke kan lade mig være, bliver jeg nød til at gå og høre på ham, som sikkert vil snakke som en sindssyg. Han satte sig ned på hug, for at tage sine sko på. Fordi jeg var i så pissed humør, var jeg hurtig til at trække ned i håndtaget. Uden at tænke mere over det løb jeg ud af døren og ned langs trapperne. Han råbte efter mig, men jeg ignorerede det bare. Jeg åbnede døren som første ud af lejlignedesbyghingen og ud på gaden. Jeg kunne høre hurtige skridt efter mig, hvilket bare fik mig til at hæve farten. 
Forstår han ikke bare, at jeg gerne vil være alene?
Min iPod var blevet helt svedig i min hånd, da jeg holdte så stramt om den, så jeg var sikker på jeg ikke ville tabe min lille baby. Jeg ved overhovedet ikke hvordan jeg vil kunne overleve, hvis den gik i stykker. Mit liv ville være ødelagt. 
Jeg løb ned langs fortovet og forbi de mennesker, som gloede dumt på mig. Men jeg skulle bare væk, væk fra Louis, væk fra drengene. "Daisy!" lød det overraskende tæt på mig, og før jeg kunne nå at løbe hurtigere, greb en person fat i min overarm og stoppet mig. Jeg prøvede at vride mig ud, men self. var Louis alt for stærk. "Lad mig nu være!" skreg jeg, "fatter du ikke bare, at jeg gerne vil være alene?!" 
"Daisy.." sagde han, "rolig." 
Jeg prøvede at vride mig endnu mere ud, men han stod bare der og gloede helt seriøst i mine øjne, hvilket fik mig til at sukke før jeg overgav mig. Folk var efterhånden også samlet sig omkring os og nogle længere væk stod med deres mobiltelefon. Først undrende det mig lidt, men efter noget tid gik det op for mig, at jeg jo har noget at gøre med selveste Louis Tomlinson her. 
Louis udbrød et langt suk, før han begyndte at trække mig ned langs fortovet, dog ikke vejen mod Zayns lejlighed, men en anden vej. Han drejede mig pludselig overdrevet skrapt til højre ind i en skov, hvilket kom en del bag på mig. Folk omkring os forsvandt og lyden af Londons trafik blev lavere og lavere jo længere ind i skoven vi kom. "Louis, hvad fanden skal vi her?" vrissede jeg surt. 
Pludselig stoppede han op, hvilket fik mig til at se undrende omkring. Vi stod midt på en eng. Solen skinnede skarpt herned og fik græsset til at lyse helt lysegrønt  hvilket var utroligt smukt. Lyserøde blomster var der hist og pist, og en stor sø dækkede det halve af engen. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men her var virkelig smukt. 
"Hvad skal vi her?" spurgte jeg lavt og studerede stadig stedet. Louis sukkede før han gik lidt væk fra mig, hvilket fik mig til at kigge forvirret hen på ham, indtil jeg opdagede han havde sat sig ned på en bænk, som er åbenbart også var. Jeg undrede mig over hvorfor der ikke var nogle mennesker her, bortset fra mig og Louis, da det her sted var virkeligs smukt. Jeg tror ikke rigtig nogle kender til det.
Han klappede på bænken ved siden af ham og jeg tøvede lidt før jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, dog så langt væk som muligt. "Jeg burde havde tænkt mig om," indrømmede han, hvilket fik mig til at rynke brynene, "jeg skulle ikke havde taget med. Jeg ville bare blive genkendt hvis jeg rendte rundt i gaderne."
"Du skulle i det hele taget bare ikke havde taget med," sukkede jeg, "hvilken del af, vil gerne se Londons gader er det du ikke forstår? Er det her måske en gade?" 
"Jeg er ked af det," sagde han kort og kiggede ned i sit skød, hvor hans hænder havde sammenfoldet sig. "Men må jeg spørge dig om noget?" 
Mit blik var stadig limet fast ned på græsset, men da han spurgte tog jeg mig selv i at kigge op på ham. Vores øjne mødes kort - hans øjne var virkelig smukke, bestemt i solen. Hurtigt kiggede jeg ned igen, hvilket fik ham til at sukke og derefter nikkede jeg. 
"Hvad er det egentlig du har så meget imod os? Eller hvad har du så meget imod mig?" 
Hans spørgsmål kom bag på mig, selvom jeg lidt havde på fornemmelsen at den ville komme på et tidspunkt. Har han virkelig ikke mødt en person, som ikke bryder sig om dem? "Jeg har bare aldrig kunnet lide jer, sådan er det." sagde jeg og trak på skulderne, "og ved dig, er det nok at du aldrig kan lade mig være." 
"Du må nok hellere vende dig til det," sagde han, hvilket kom bag på mig. "Du kommer til at hænge op af mig de næste tre måneder Daisy." jeg skulle lige til at åbne munden, selvom jeg faktisk var mundlam. "Om du så vil det eller ej."

________________________________________________

Husk og like, fordi så er du bare såååå dejlig. x
og smid gerne en kommentar inden du går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...