She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10836Visninger
AA

18. i try to forget.

70 likes for et nyt kapitel? x

Louis' synsvinkel:

"Er du klar skat?" spurgte hun, hvilket fik mig lydløst til at sukke. "Ja," sagde jeg højt og greb fat i min jakke. Hun sendte mig et stort smil og fangede min hånd, samt flettede dem stramt ind i hinanden. For at være ærlig orkede jeg ikke ud og gå. Ikke lige nu. 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hele er så forvirrende. Normalt ville jeg blive glad for Eleanor ville komme, og hun tog sig tid til at tage hen og besøge os i Tyskland, fordi hun altid har så travlt. Eleanor er model, og det tager virkelig meget af hendes tid også sommetider fritid. Hun arbejder altid sent ud på natten. Hun har altid travlt og aldrig tid til at snakke eller noget. Daisy derimod er hos mig hele tiden faktisk, og det er jo også klart når hun er med på den her turné. Som hun faktisk ikke vil. Man kan godt se hun hellere vil være hjemme, men hendes søs-
"Louis?"
Søster måtte ikke tage alene afsted alene fordi hun er i sådan en ung alder, men det forstår jeg også godt. Da jeg så hende første gang, var jeg faktisk bare overrasket over Camryn havde taget gæster med, fordi hun har ikke direkte givet besked om hun ville sin søster med. Men for at være ærlig er jeg glad for hun er med. Jeg ved ikke hvorfor men jeg nyder hendes tilstedeværelse. Der er bare et eller andet helt unikt over hende. 
"LOUIS?!" 
"Hvad?" råbte jeg vredt og kiggede surt på hende. Hun løftede begge bryn, "helt ærligt, hvad fanden er der galt med dig?" skreg hun og slap min hånd, da hun begyndte på nogle sindssyge armbevægelser, som hun altid gør, når hun er vred eller ophidset. "Slap nu af," mumlede jeg. 
"Vel gider jeg sgu da ej!" råbte hun skringert, "du har forandret dig så fucking meget! Hvad er der sket, hva?!" Hendes vrede-halvvåde øjne borrede sig ind i mine. Hun bliver så nemt ophidset at det er løgn, sådan var det også sidst vi var i et skænderi, jeg kan snart ikke klare det mere. Hun er så fandes krævende. 
"Er det noget at gøre med hende tøsen?" snerrede hun og gik tættere på mig. 
"Den 'tøs' har altså et navn," hvæsede jeg og kneb det ene øjne en smule sammen. Hun løftede begge øjenbryn og trådte et skridt bagud, mens hun klemmede tænderne sammen og nikkede langsomt. "Jeg vidste det! Jeg vidste i havde et eller andet sammen!"
"Og hvad hvis vi havde?!" råbte jeg, "du er sgu da fucking ligeglad! Du har altid så ih og åg travlt!"
"Det er sgu da ikke mig der tager på turné i 3 måneder!" skreg hun og trykkede begge sine håndplader mod mit bryst, så jeg blev skubbet en smule bagud. 
"Hvordan kunne du gøre det?" hviskede hun med en grædefærdig stemme, "hvordan kunne du gøre det imod mig? Vi har været sammen i 3 år! Fucking tre år! Og du er allerede faldet for en eller anden klam tøs, som du ikke har kendt i ingengang en måned!"
Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Jeg havde ingen følelse indeni mig, bortset fra vrede. Alt forum for sorg var der ikke. Tårrende pressede ikke på - jeg følte ikke noget som helst, bortset fra vrede. "Det er SLUT Louis!" skreg hun og slog mig endnu engang på brystet, som ikke gjorde særlig ondt. "slut siger jeg dig." sagde hun så igen før hun greb hårdt fat i håndtaget og trak det ned. "Held og lykke med hende luderen!" og med de ord smækkede hun hoteldøren i. 
Jeg stod længe og gloede på døren. Hun var væk. Min kæreste var væk og nu forvandet til min ekskæreste. Hun er væk, forsvundet forevigt. 
Hvorfor græder jeg ikke? Ville det ikke være normalt at bryde fuldstendig sammen, når ens kæreste lige har forladt en? Istedet for tåre, gled et smil over mine læber. 


Daisys synsvinkel:


"Tror du ikke Niall vil med?" spurgte Harry undrende. Jeg rystede hurtigt på hovedet, "sgu ikke når jeg er med." mumlede jeg og trak på skulderne. Harry havde tvunget mig med ud og gå en tur, og måske tage et stop ind på en café for at få noget mad, fordi han mente jeg skulle komme på andre tanker end Louis.
Jeg skal over ham, fordi han har en kæreste han elsker - derfor mener Harry også jeg skal finde en ny. Finde en anden, og det er grunden til han også har tvunget mig på natklub i aften, for at finde en anden der skal fylde mig hoved. Og det var også den eneste grund til jeg sagde ja. 
Louis skulle bare ikke vide at vi tog afsted, fordi så ville han-
Se. Endnu engang. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham, han sniger sig altid ind i mit hoved på en eller anden helt irreterende måde. Hvis han stod foran mig, ville jeg helt sikkert slå ham ned. Ingen tvivl. 
Jeg udbrød et suk, "hey Harry. Kan vi ikke tage på diskotek nu?" Han kiggede først forvirret på mig også ned på hans ur. "Men klokken er kun fire?" spurgte han forvirret. 
Jeg løftede begge øjenbryn og borrede mine øjne ind i hans, indtil han opfattede hvad jeg mente - at jeg gerne allerede nu ville på andre tanker. "Okay så." sagde han så, "skal du skifte først?" 
Jeg kiggede kort ned over mig. Jeg havde bare en mørkeblå ret gennemsigtig trøje med noget smukt mønster, en hvid top indenunder og nogle lange jeans på, samt mine ballerinaer. Jeg rystede hurtigt på hovedet, "nej. Vil bare afsted nu."


*


Det var overraskende så hurtigt Harry havde fundet et diskotek. Vi gik kun i omkring 10 minutter, også havde han fundet en. Men han fortalte at han havde været i Tyskland før og været på det her diskotek før. Egentlig er jeg normalt ikke sådan en person som fester eller drikker alkohol, men hvis det kan få mig på andre tanker, så tager jeg gerne chancen. Der lugtede af klamme mennesker, sved, alkohol og røg herinde, hvilket gav mig en smule kvalme. Jeg kiggede kort op på Harry som bare trak på skulderne. Han greb fat omkring mit håndled og trak mig igennem mængten af klamme mennesker. "Hvad skal du have?" spurgte han, da vi pludselig var oppe i baren. "Øh," sagde jeg bare og kiggede hen på bartenderen som var igang med at blande en drink. Jeg kiggede så hen på Harry igen, "det ved jeg ikke." 
Han lavede et lille nik før han lavede tegn til bartenderen, som hurtigt var ovre ved ham. "Men det skal være stærkt." sagde jeg hurtigt, hvilket fik Harry til at grine, før han bestilte et eller andet til mig. Vodka, tror jeg det hed. 
Lidt efter blev der stillet en mærkelig drink foran mig. Der var en slags farve i bunden af glasset som lyste blåt, hvilket fik det til at se ud som om drinken var blå. Neon blå. 
"Som ønsket," sagde han og tog sin drink op, som bare var grøn istedet for blå. Han tog et slurk af den og kiggede så rundt. Jeg tog glasses kant op til læben og tællede til ti før jeg løftede den bagud. Det stærke indhold røg ned i mig og landte hårdt ned i min mave. Det var virkelig stærkt. Jeg åbnede mine læber og trak vejret dybt, hvilket fik Harry til at grine endnu engang. "Du sagde stærk, og det gav jeg dig." Han lagde en hånd på min skulder og trak ham ind til mig. "Hvordan går det?" spurgte han ret højt, så han overdøvede musikken. "Hvis du giver mig en drink til, kan jeg fortælle dig det." sagde jeg bare, hvilket endnu-endnu fik ham til at grine. 

Jeg skulle havde holdt ved otte drinks, men den niende skulle alligevel ned. Harry havde forladt mig, fordi nogle fans havde genkendt ham og ville gerne danse og få taget nogle billeder. Det var vel fint med mig, faktisk var jeg direkte ligeglad - alkoholden havde påvirket mig en del og faktisk svang alting for mig. 
Min blære pressede sig virkelig, hvilket fik mig til at sukke før jeg rejste mig op fra den stol ved baren, som jeg havde sat i, i så lang tid vi har været her. 
Pludselig knækkede mine ben under mig, og jeg udbrød et lille gisp indtil jeg mærkede hvordan en person havde et fast greb omkring min overarm, hvilket fik mig til at holde oppe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...