She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10939Visninger
AA

12. i ruin everything.

Jeg indrømmer at jeg var sulten og jeg kedede mig. Jeg havde sat inde på værelset siden Harry forlod mig, hvilket er snart en time siden. Jeg havde hørt en smule musik, dog uden at tage den ud af opladeren, da den ikke var opladet endnu, så jeg sad halvvejs indover natbordet, hvilket nok ville havde set ret åndssvagt ud, så jeg var lykkelig over der ikke pludselig kom én eller anden herind.
Men jeg besluttede mig for at gå ud af værelset, ud i køkkenet og finde bare et eller andet og spise. Måske et æble eller sådan noget, men jeg ville helst have ingen skulle se det, da det simpelthen ville være for akavet hvis de opdagede mig igang med at tage noget mad, så det var derfor jeg trak håndtaget ned så lydløst som muligt.
Stemmerne inde fra stuen blev straks højere. Man kunne tydeligt høre Camryn, som man også sagtens kunne høre tydeligt selv med lukket dør. Hun snakkede hele tiden og det mener jeg virkelig - der var ingen stileheder ved hende overhovedet. Hun plejer aldrig at være sådan, hun plejer slet ikke at være så høj eller snakke så meget for den sags skyld. Jeg ved ikke om hun bare gør det fordi One Direction er i nærheden, eller sådan noget. Men det tror jeg da. Hun måtte også være overlykkelig over hun sidder sammen med hendes største idoler lige nu .. brækker mig. 
Jeg vil stadig gerne hjem, og kan slet ikke klare tanken om vi skal begynde på turneen i aften, jeg orker det overhovedet ikke. At skulle flyve, køre, se det samme sceneshow igen og igen, nej jeg kan slet ikke overskue det. Godt jeg har min elskede iPod med. Der må vel være stikkontakter et eller andet sted hvis den skulle oplades, måske i væggen - hvem ved?
Jeg listede mig - igen - så lydløst hen af gangen så muligt. Eftersom døren til køkkenet stod åben, så havde jeg ikke særlig svært ved at finde det, men af en sjov grund kunne jeg sagtens finde rundt i Zayns lejlighed, den var ikke så svær endnu. Der var heldigvis ingen ude i køkkenet, præcis som jeg havde forventet da de jo alle sammen sad inde i stuen, nok og så film eller sådan noget. Døren fra køkkenet til stuen stod til mit held på klem - måske er det bare min dag idag?
Jeg kiggede rundt i køkkenet efter et tegn på en frugskål eller noget man bare lige kunne tage, men der stod ikke en eneste spiselig ting fremme. Sig mig, spiste drengen ikke frugt? 
Jeg bed mig hårdt i læben indtil jeg faldt over en frugtskål med et æble tilbage på bordet. Jeg smilede for mig selv og begyndte at gå over mod det. Eller over mod bordet, i ved hvad jeg mener. 
Pludselig kunne jeg høre stemmerne blive højere end før, hvilket kun betød at døren til stuen var blevet åbnet. Et sus gik igennem min mave og jeg tøvede lidt før jeg kiggede hen mod døren. Den lyshårede dreng, Niall, stod og kiggede undrede på mig, og derefter ind i stuen igen, men han sagde dog ikke noget gik bare herud og lukkede døren efter sig. "Så.." begyndte han, "du er sulten huh?" 
Jeg bed mig endnu engang i læben før jeg langsomt nikkede. "Også her," sagde han og stak hænderne ned i lommen. En akavet stilhed lagde sig over os, og jeg havde egentlig bare mest lyst til at gå, men kunne ikke få mig selv til det. Jeg var sulten og jeg vidste at jeg ikke blev mæt af et æble. 
"Fik dig og Harry morgenmad?" spurgte han og begyndte at gå hen mod køleskabet. Jeg tøvede lidt før jeg rystede på hovedet, hvilket han ikke kunne se fordi han stod med ryggen til mig. Han vendte sig rundt og kiggede undrende på mig. "Gjorde i?" 
"Nej," sagde jeg kort og kiggede ned i jorden. Han sukkede højt og rystede blidt på hovedet. "Så må jeg vel få en masse ned i dig nu." 
Bare tanken om det fik min mave til at sno sig sammen og en kvalme til at stige op i mig. Hurtigt tog jeg en dyb indånding og slugte mit mundspyt så det ikke gik helt galt. Jeg rystede fast på hovedet, sukkede og trak en stol ud, som jeg satte mig på. Nialls hoved var stadig begravet inde i køleskabet, så jeg tog min telefon op fra lommen. Jeg havde faktisk ingen grund til at have en telefon, da jeg ingen kontakter havde på dem. Ja, jeg havde vel nogle, men hvis jeg skrev fik jeg aldrig svar så. Jeg låste lorte mobilen op. En ny besked var blevet modtaget hvilket kom en del bag på mig, da det var en overraskende ny ting. Hurtigt var jeg indenunder beskeder, og så den var fra min mor.
Mor: 
Eftersom jeg ikke har hørt fra både dig eller Camryn endnu, så vælger jeg da bare at skrive. Hvordan går det? 

Jeg bed mig i læben, da jeg mærkede savnet til min mor stige voldsomt. Selvom jeg ikke direkte snakker med hende hver dag, så kan man godt mærke jeg er langt fra hende, og jeg savner hende faktisk meget, når jeg egentlig tænker på det. Jeg kiggede kort op på Niall, som havde fundet en pose pasta frem og en gryde med vand, hvilket betød han skulle til at pasta. Jeg kiggede så ned på beskeden igen, læste den endnu engang før jeg begyndt at trykke løs på de så tætsiddende taster. 
Mig:
Tror Camryn har det super.

Der skulle rettes og skrives forny et par gange, da tasterne sad så fucking tæt at mine tykke pølsefingre ikke kunne ramme dem ordenligt, men det lykkes da til sidst. Jeg tjekkede lige en sidste gang om der var nogle stavefejl, selvom det var en så enkel sætnings om muligt, inden jeg trykkede send. 
"Jeg laver til dig også," lød det pludselig fra Niall, hvilket fik mig til at kigge op fra telefon og hen på ham. Han stod lænet op af køkkenbordet, med armene over kors mens han kiggede hen på mig. Hans hår var sat flot op med voks, men ikke på den måde Zayn plejede. Han havde nogle joggingbukser og en helt normal hvid tætsiddende trøje. Jeg bed mig endnu engang i læberne før jeg nikkede. Jeg havde ikke lyst til at spise, men det blev jeg vel nød til. For at være ærlig var jeg jo sulten og taknemmelig over han gad og lave mad til mig, men alligevel ikke. Jeg er så fed når jeg spiser noget. 
"Hvorfor spiste dig og Harry ikke morgenmad i morges?" spurgte han pludselig og begyndte at gå hen mod mig, "og hvorfor var han så vred da han kom hjem?" 
Jeg trak på skulderne selvom jeg godt vidste det. Fordi han blev overbombet af nogle fans og jeg bare skred fra ham. Men jeg orkede bare ikke rigtig at fortælle det. 
Han nikkede langsomt, selvom han var lidt skeptisk over jeg ikke svarede, men det kunne rende mig. "Glæder du dig til Paris?" spurgte han så, og overraskende gerne ville have en samtale mellem os.
Endnu engang trak jeg på skulderne og rystede så lidt på hoved. En rynke kom frem i hans pande, mens han løftede det ene bryn, "ikke?" 
"Næh." 
"Hvorfor dog ikke det?" 
Jeg trak bare på skulderne endnu engang. Han rystede irreteret på hovedet før han rejste sig brat op fra stolen med et vred blik i øjnene, "Du er også så fandes umulig!" råbte han vredt og slog ud med armene. "Hvorfor fanden er du med på den her tur, hvis du alligevel skal være så negativ!? Du ødelægger fucking det hele, fatter du det?!" 
"Hvad sker der herude?" lød det pludselig ovre fra døren. Zayn stod forvirret i dørkammen og kiggede på os med Louis bag sig. Mig og Niall brød ikke øjenkontakten. Vores kolde øjne til hinanden smeltede sammen, mens vi langsomt dræbte hinanden med blikkene. "Niall? Daisy?" 
"Jeg er bare så træt af det fucking pigebarn! Hun er fandme så fandes neg-" 
Jeg rejste mig brat op fra stolen da jeg kunne mærke tårrende pressede på, jeg var hurtig til at løbe ud fra køkkenet og ind på gæsteværelset, og smækkede døren med et højt brag. 
Han havde ret, jeg ødelagde det for dem. Jeg ødelagde deres gode humør til den turné, de vel nok havde glædet sig til. Det er måske ikke helt fair, men jeg er så fandes ligeglad. 
Vel er jeg ej. 
Jeg brød fuldstendig sammen ned i hovedpuden, som hurtigt blev helt våd. At blive kaldt sådan nogle ord rammer mig så hårdt - bestemt af en person som jeg ingengang har kendt i særlig lang tid. Allerede på fucking to dage har jeg fået to fjender. 
Hvad er det der er galt med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...