She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
10788Visninger
AA

10. disappeared charger.

HVIS DU ER VIRKELIG DEJLIG SÅ TRYKKER DU LIGE PÅ DEN GRØNNE LIKE-KNAP OG GØR DEN GRÅ. thaaanks. x
 


Som beordret samme jeg mig ned i sengen ved siden af Louis, godt nok så langt væk fra muligt. Han sukkede før jeg drejede sig, samlede sin ene fod op foran sig og kiggede alvorligt på mig. "Lad mig høre hele historien bag det." 
Jeg løftede det ene bryn og kiggede ned i sengen, "Hvad?" 
"Ja. Hvorfor du er så fraværkende? Hvorfor spiser du intet?" spurgte han og prøvede at fange mit blik, men jeg undgik. Gad ikke blive opslugt af de smukke øjne lige nu. Hvad? 
"Hvad rager det dig?" sagde jeg vredt og skulle til at rejse mig, men han lagde hurtigt hans hånd på min skulder, så jeg blev nede. "Jeg vil bare hjælpe dig Daisy." prøvede han, men jeg rystede fast på hovedet. "Jeg har ikke bedt om jeres hjælp." "Hvorfor er det, du intet vil fortælle til mig?" 
"Jeg stoler ikke på dig. Jeg stoler ikke på nogen som helst." 
"Og hvorfor så ikke det?" spurgte han og løftede det ene bryn. Jeg bed mig i læben og havde stadig blikket nede i sengen. Jeg ville ikke fortælle ham det, jeg vil ikke dele det med nogen - den eneste person man åbenbart kan stole på, er sig selv og det har jeg det også fint med. Jeg er min egen bedsteven. Efter jeg ikke havde svaret ham, og der havde lagt sig en stilhed over os i ét minut, blev han pludselig urolig. "Daisy, hvo-" 
"Bare nej Louis." 
"Vil du-" 
"Nej." 
"Daisy.." 
"Gider du ikke godt gå?" mumlede jeg og løftede mit blik. Hurtigt blik vores blikke smeltet sammen. De kiggede bekymret ind i mine indtil han overgav sig og rejste sig op. Istedet for at gå ud af døren, hvilket jeg havde håbet gik han hen til min komode og åbnede den sidste skuffe. Jeg kiggede forvirret på ham, indtil han trak et sort lagn op. Han vendte sig rundt og kiggede ned på mig, som hurtigt rejste mig så han kunne ligge det på. Jeg var virkelig dårlig til at ligge lagn på, så var ret happy for han gad og gøre det for mig. Ingen af os sagde noget overhovedet og stilheden var ret ubehagelig, men ingen knækkede den. Hvad skulle vi også sige? 
"Det var så lidt," mumlede han før han sendte mig et ulæsligt blik og gik ud af værelset, hvor han lukkede døren efter sig. Jeg udbrød et lettet suk og satte mig ned i sengen igen. Jeg tog dynen som han havde lagt på gulvet op i sengen igen og det samme med hovedpuden. Tankerne kørte rundt i mig. Allerede efter en dag kan jeg ikke klare mere. Jeg kan ikke klare sådan nogle dage her i fucking tre måneder. Desuden bliver det så stresset fra i morgen af, hvor vi skal begynde at rejse rundt og alt muligt shit. Jeg orker det ikke, jeg orker ikke at flyve eller køre i bus. Vil bare sove eller være derhjemme. Helst hjemme. 
Måske kan jeg plage mor til at komme hjem efter nogle par dage, hvor Camryn kender meget bedre til drengene? Man har vel lov til at håbe. 
Jeg trak mine bukser af og beholdte min sweater på. Bukserne fik turen på gulvet. Jeg trak dynen over mig og lagde mig ned på hovedpuden. Jeg tog min iPod som lagde på natbordet og tændte for musikken. Avril Lavignes When You're Gone spillede højt i mine øre, faktisk så højt at man nemt kunne få øreskade af det, men fuck det. 

 

*


Det havde lykkes mig at falde i søvn med musik i ørene, hvilket havde resulteret at min iPod kun havde 5% strøm tilbage. Stresset var jeg henne og åbne min kuffert for at finde min opladning. Heldigvis skal vi ført rejse i aften, men alligevel bliver det svært at leve uden musik en hel dag på den her måde. 
Og hvor fanden er min oplader henne? 
Det endte med at jeg måtte pakke alt hvad jeg havde i min taske ud, indtil jeg indså den virkelig ikke var der. Jeg havde lyst til at smadre et eller andet eller skrige. Jeg kom i tanke om jeg brugte den til at oplade min iPod inden jeg tog afsted, så den sad stadig derhjemme i stikkontakten. Jeg havde allermest bare lyst til at græde. 
Irreteret sparkede jeg min kuffert væk fra mig og samlede mine ben foran mig. Jeg måtte købe en ny, jeg kunne ikke overleve uden min iPod i tre måneder, så ville jeg bare dø. Jeg sukkede, rejste mig op og begyndte at pakke alt mit tøj osv.. ned i kuffert igen. Min Macbook blev lagt i midten af alt tøjet i pakken, så jeg var sikker på den ikke ville gå i stykker og den var bare en smule beskyttet. Jeg trak min pung op fra en lomme i siderne. Den blev stukket i lommen, også skulle jeg ellers bare ud og finde en appelbutik. 
Jeg åbnede døren så lydløst som muligt og straks hørte jeg stemmer ude fra køkkenet. Jeg ved ikke hvad klokken var, faktisk havde jeg ingen idé om det, men jeg tror på omkring klokken elleve da det var lyst udenfor. Jeg listede mig ned langs gangen og smuttede hurtigt forbi døren til køkkenet som stod på klem, så de nok ikke så mig. Hvem der nu var derude. 
Et knirk undslap fra et af trægulvet, hvilket fik mig til at holde vejret og kiggede hurtigt ned af gangen om nogle havde hørt det, men stemmerne lød stadig inde fra køkkenet, hvilket fik mig til at ånde lettet ud. Jeg satte mig ned på gulvet og trak mine sko på. Jeg trak vejret lydløst ud, da jeg havde holdt det inde for at være så let som muligt, da jeg var bange for at trægulvet ville give lyd fra sig. 
Da jeg endelig var rejst op og skulle til at tage ned i håndtaget, lød der pludselig skridt bag mig. Forskrækket kiggede jeg tilbage, og der stod en meget muggen Zayn og kiggede på mig. "Hvor skal du hen?" 
Jeg åbnede munden for at sige et eller andet, men der kom intet ud. Hans hår var ikke sat op og sad bare pjusket på hans hoved. Han havde joggingbukser på også var hans overkrop blottet, hvilket gav mig lyst til at savle. "Daisy forhelvede," mumlede han højt, sikkert med vilje for dem ude i køkkenet blev pludselig stille og lidt efter gik døren op. "Hvad sker der?" lød det fra Niall som kiggede forvirret på Zayn, indtil han fulgte hans blik og dét landte på mig. "Hvor skal du hen?" 
Jeg bed mig i læben og overvejede kort at bare rive ned i håndtaget og løbe, men det ville nok ikke være så smart kan jeg selv regne ud. "Daisy.." lød det pludselig ude fra køkkenet og kort efter dukkede Harry op og sendte mig et alvorligt blik. "Du havde ikke tænkt dig at flygte vel?" 
"Nej je-" 
"Jeg tager med dig, hvis du skal nogle steder." sagde han så, hvilket fik mig lyst til at skrige. Kan jeg forhelvede ikke bare være alene i fucking to sekundter, uden en af de idioter SKAL blande sig?! 
Jeg sendte ham et koldt blik, men han ignorerede det og begyndte at tage sine sko på. "Sør for hun får noget mad Harry, hun har sikkert ikke spist." sagde Niall og kiggede alvorligt på mig. Tvangen til at give ham midterfingeren var stor, men jeg forsatte bare at kigge ned i jorden. 
"Her," sagde Harry pludselig og rakte en jakke helt op i fjæset på mig, "tag en jakke på. Det er koldt udenfor." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...