She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
11331Visninger
AA

5. direct truth.

Alle de andre gik oppe foran og pjattede. Det viste sig nok til de havde det rigtig sjov alle sammen - undtagen mig. Jeg hader stadig at være her, selvom London har fantastiske omgivelser og alt der der fis, så vil jeg heller bare være hjemme, og det ved i nok også godt. Jeg lynede min taske op og rev min iPod op af den. Noget siger mig at jeg kommer til at høre en del musik på den her tur, men det har jeg heller ikke særlig meget imod. 
Jeg gik ind under musik og trykkede bare random, så jeg ikke selv behøvede at vælge en ny sang hele tiden. Tilfældigt blev det Little Things, hvilket bare var så typisk i det her tilfælde, men alligevel.

"Your hand fits in mine, like it's made just for me. But bear this in mind-" med et blev min ene høretelefon revet ud, musikken spillede dog stadig i min ene øre, men det var bare ubehageligt. Irreteret kiggede jeg mig til højre, hvilken var den side høretelefonen var blevet revet ud af. "Eeey!" sagde den lyshårede dreng og smilede stort til mig, "vores sang!" Jeg sendte ham et surt blik og rev høretelefonen ud af hans øre, puttede den ind i mit øre igen og begyndte at gå hurtigere for at komme væk fra ham. Jeg bryder mig ikke om dem, det gør jeg virkelig ikke. Jeg har bare et eller andet imod dem, og det må de vel forstå på et tidspunkt.

Jeg kunne mærke blikke i ryggen som jeg gik der med faste skridt. Jeg ved ingengang hvor det var vi skulle hen, sikkert et eller andet bestemt sted, gik bare. Pludselig blev der lagt en hånd på min skulder, hvilket gav et sæt i mig. Jeg vendte mig hårdt rundt, så hånden blev rystet af min skulder. "I'm in love with you, and all these little th-" jeg rev mine høretelefoner ud og kiggede op fra jorden, hvor jeg mødte nogle bekendte øjne. En varm fornemmelse kørte igennem mig, som jeg stod og stirrede ind i Louis' øjne. Han smilede forsigtigt til mig, mens han lavede et nik bagud. Jeg kiggede ham over skulderen og opdagede de andre var henne ved en stor sort bil. Mine læber skilte sig en smule og jeg nikkede langsomt. Han grinede en smule før han vendte ryggen til mig og begyndte at gå tilbage til bilen. Hurtigt gik jeg med ham. 

Jeg kan ikke beskrive den følelse der lige gik igennem mig, da han rørte mig. Det var som om det sted på min skulder hans hånd havde lagt brændte, og jeg ved ikke hvad fuck det skal betyde. Nok at han er så klam, at han ligefrem brænder. 
Min iPod holdt jeg mellem hænderne, da jeg nok kom til at høre musik imens vi sad i bilen, så det ville ikke betale sig at ligge den ned i min skuldertaske igen. Der stod en mand som spurgte om min kuffert Jeg tøvede lidt før jeg gav kufferten til ham, som han lagde ind i bagagerummet i bilen. Bagefter rakte jeg min taske som han også smed derind. Derfor var jeg heldig at have min iPod i hånden.

Rulledøren til bilen var åben, og det var nærmest en lille bus med sædder på rækker. I alt var der 8 sæder. 3 forrest, så 3 og 2 til sidst. De andre stod stadig og snakkede, grinede udenforan bilen. Godt nok snakkede en af dem med en eller anden mand - men Camryn så ud til at more sig sammen med den lyshårede dreng og den mørkhårede. 
Jeg satte mig helt bagerst i bussen ude ved vinduet og spændte selen. Jeg låste min iPod op og stak høretelefonerne endnu engang i hørende. Jeg rullede ned igennem alle mine sange indtil jeg faldt over en helt fantastisk sang. Let her go med Passenger. Selvom den er fuldstendig mainstream, så er den helt fantastisk og jeg elsker teksten. 
Jeg skruede helt op for musikken og lænede hovedet op af vinduet. Min mave havde stadig den mærkelige mavefornemmelse og mon ikke det var hjemve af en slags. Ikke fordi jeg har problemer med at sove ude, jeg kan bare allerede mærke at det her bliver en lorte tur og jeg meget hellere vil hjem. 
Jeg kunne mærke nogle blikke hvile på mig, hvilket fik mig til at dreje hovedet. Jeg fik øje på ham med det krøllede hår og Louis stod og kigge på mig, men kiggede hurtigt på hinanden igen da jeg kiggede. Jeg sukkede lydløst og kiggede så ud af det andet vindue igen. 

Louis' synsvinkel: 

Jeg har glædet mig til denne tur i virkelig lang tid. Bestemt for at komme til Danmark, som Helene siger at vi skal glæde os at komme til, da fansne er fantastiske og det er virkelig et smukt land. Vi har manglet en opvarmer til denne turne og Niall faldt over en pige på youtube som sang virkelig godt. Vi havde dog troet hun var en smule ældre og lige da vi havde sendt brevet opdagede vi at hun faktisk kun var tretten år, men det er vel ligemeget. 
Bare fansne ikke går alt for meget amork på hende med hate og sådan. Det er vel første gang hun skal optræde i morgen og jeg håber bare fansne vil synes om hende, fordi hun synger virkelig godt! 

Dog var det kommet bag på os alle er hun åbenbart ikke ankom alene. Men jeg kan vel godt forstå at hun ikke selv måtte tage afsted med den unge alder, så kom det bag på os alle. Hun havde taget hendes søster Daisy med. 
Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal synes om hende. Hun er noget for sig selv som har det fint med at være alene, så længe hun har musik i ørene. Selvom jeg først lige har mødt hende, så føles det som om vi har kendt hinanden i lang tid. Jeg ved ikke om hun normalt er så fraværkende eller hun først lige skal lære os at kende først. Selvom hun virker som en type for sig selv, så har jeg bare sådan en underlig tvang til at lære hende bedre at kende, det er et eller andet over hende men alligevel ikke. 
"Harry?" sagde jeg og gik hen til ham. Han havde ryggen til mig, men da han hørte mig vendte han sig om og kiggede undrende på mig. Jeg lavede et lille nik hen mod bilen, hvor døren stod åben og der var stor udsigt til Daisy som sad med - sikkert - musik i ørene derinde. Harry kiggede på hende med sammen klemte øjne. "Daisy?" spurgte han. 
"Hvad synes du om hende?" spurgte jeg og kiggede så over på hende. Han trak på skulderne, "hun virker meget som en for sig selv." Jeg nikkede mig enig, "hun virker ikke som om hun er særlig begejstret for at være med på den her turne." sagde jeg og bed mig i læben. Han rystede på hovedet, "Nej.. Niall sagde faktisk lige før at hun hørte en af vores sange." Et smil blev dannet på mine læber da han sagde det. Hun hader os da ikke nok til ikke at høre vores musik da. Med et vendte hun pludselig hovedet og kiggede undrende på os, men vi var hurtige til at kigge på hinanden igen. Min mave slog kolbøtter da jeg kunne mærke hendes blik hvile på mig og jeg kunne ikke tørre smilet af mine læber. Harry stod bare og kiggede forvirret på mig, men jeg rystede blidt på hovedet, for at han ikke skulle spørge ind til det. 

"Er vi klar til at tage afsted drenge?" spurgte Camryn som kom hen til os med et stort smil på læberne. Mit smil blev visket ud med det samme og jeg nikkede så langsomt. Vi begyndte alle at gå op mod bussen, indtil Liam stoppede op og kiggede sig omkring. "Hvor er hende pigen der?" spurgte han og kiggede hen på Camryn som trak på skulderne. 
"Hun sidder inde i bilen," sagde jeg hurtigt med et sadface. Liam nikkede langsomt og hoppede så ind i bilen. 


Daisys synsvinkel:

"Only hate the road when you're missing home, only know you love her when you let her go." Det gav et bump i mig, da en person pludselig satte sig ved siden af mig. Jeg drejede hovedet og stirrede igen ind i de smukke blågrå øjne. "And you let her go."  Jeg tog forsigtigt mine høretelefoner ud af ørene, mens jeg stadig holdt øjenkontakten med ham. Jeg slukkede musikken og låste min iPod. "Hej," sagde han kort og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg lavede bare et lille nik til ham og kiggede så ud af vinduet igen.
Han udbrød et suk før han spændte sin sele og lænede sig tilbage i sædet med hovedet strakt så han kiggede op i luften. Igennem vinduet kunne jeg betragte uden han lagde mærke til mig - og hvad var det lige jeg sagde? Hvad var det lige jeg havde gang i. Han kiggede pludselig på mig, hvilket han nok troede jeg ikke kunne se, men det kunne jeg sagtens. "Hvad er der?" spurgte jeg en smule vredt og kiggede på over på ham igen. De andre larmede en smule, så ingen hørte nok at vi snakkede sammen, og det undrede mig faktisk at han ikke sidder med de andre istedet for mig. Inden han nåede at svare spurgte jeg ham, "hvorfor sidder du ikke sammen med de andre?" jeg lagde hovedet en smule på skrå og smeltede vores øjne sammen. Min mave koldbøtter. Det var som om han kunne se lige igennem mig, hvilket gjorde mig ret utryg på en måde. 

"Hvorfor skulle jeg?" spurgte han og løftede det ene bryn. Jeg trak hurtigt på skulderne og svarede ham ikke. "Så skulle jeg sidde med Camryn, og det havde jeg ikke rigtig lyst til. Undskyld," mumlede han lavt. Et højt grin undslap mine læber, hvilket fik ham til at kigge overrasket på mig, mens et stort smil blev dannet på hans læber. "Det forstår jeg godt, hun ville sikkert nedstirre dig og flippe ud over hun sidder ved siden af selveste Louis Tomlinson." 
Han løftede det ene bryn, "du kan mit navn, huh?" 
Jeg bed mig hurtigt i kinden, "hvem kan ikke det?" forsvarede jeg mig hurtigt. Han grinede bare forsigtigt igen. "Nå, glæder du dig så?" spurgte han og hentød til turneen. Jeg var hurtig til at ryste på hovedet, "overhovedet ikke. Det skal bare overståes." Han nikkede lidt og lignede en som fortrød han havde spurgt. 
"Vi flyver først til Paris i morgen aften, så vi smutter hjem og er hos Zayn indtil," forklarede han, selvom jeg ikke hørte efter nikkede jeg bare langsomt og kiggede ud af vinduet igen. 

Jeg hader at sige det, men Louis er flink. På en måde. Han er ihvertfald dem af drengende der har taget bedst imod mig, selvom han bare havde kunnet holde sig væk fra mig, det ville også havde været helt fint. Han er bare træls han ikke kan lade mig være. 
"Vent lidt," sagde jeg så lidt efter, "hvem er Zain?" 
Et smil blev bredt på hans læber igen, "Zayn." rettede han mig. Jeg lavede et vrift med hånden og kiggede så undrende på ham, da han stadig ikke havde svaret mig. "Zayn er ham med et sorte hår. Kan du ikke vores navne?" spurgte han overrasket. "Jeg kan dit. Louis," sagde jeg kort, "det er det eneste." 
Hans læber var adskilte, hvilket fik mig til at puffe ham i baghovedet, da han kiggede enormt dum på mig, som om han bare var fuldstendig dum eller sådan noget. "Okay," begyndte han så. "Ham med det brune krøllede hår. Han hedder Harry." 
"Ham med det lyse hår og den sjove accent, hedder Niall." 
"Ham med det brune korte hår er Liam." 
"Og hende den irretrende tøs som fangirler hele tiden er Camryn," sagde jeg, hvilket fik ham til at grine. Vi fik kort øjenkontakt før vi begge akavede kiggede ned i jorden. "Vi havde faktisk troet hun var ældre. Omkring 16 år eller sådan noget, men hun var kun 13." indrømmede han. 
"Og det er grunden til jeg er med," sagde jeg, "kun fordi hun ikke måtte tage afsted alene med fem fremmede idioter. Det ville min mor ikke have," 
Han kiggede lidt overrasket på mig efter mit ordvalg, og på en måde fortrød jeg også jeg lige kaldte ham idiot direkte, men jeg sagde jo bare sandheden, så hvad er der galt? "Du kan virkelig ikke lide os, kan du?" spurgte han med et nærmest sårret ansigt udtryk i fjæset. Jeg rystede på hovedet. "Overhovedet ikke. Faktisk så direkte hader jeg jer." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...