She's not afraid ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Færdig
Det hele kom som et chok for den 17-årige Daisy Magness, da hendes lillesøster pludselig får tilbudet om at være opvarmer på det kendte boybandt One Direction's Europa turne. Da den kun 13-årige Camryn får afslag af hendes mor, da hun mener at hun er for ung, til at være hos 5 fremmede drenge alene i 3 måneder, kommer Camryn med den idé om at Daisy kunne tage med. Det bliver hurtigt bekræftet og mod Daisy's vilje bliver hun sendt med til London, hvor de skal møde drengene for første gang. Hun har aldrig brudt sig om dem. Faktisk direkte hader hun dem. Så hvordan vil det gå?

134Likes
70Kommentarer
11336Visninger
AA

6. attempts up.

Jeg bed mig hårdt i læben og ventede på en reaktion fra ham, men han sad bare og stirrede på mig. Hans øjne var ulæslige, hvilket gjorde jeg nervøs. Det føles stadig som om han kunne se igennem mig, hvilket stadig var så fucking ubehageligt. Lidt efter fjernede han sit blik fra mig og kiggede så ned i gulvet, også op på sædet foran os. Han nikkede langsomt og bed sig så i læben. "Jamen så.." sagde han og spændte sin sele op, som han var hurtig til at få flyttet fra sig, rejst sig og sat sig på det ledige sæde foran ved siden af Camryn. Og hun har hurtig til at flippe ud. 
Jeg kiggede ned i mit skød, mens min mave nærmest slog sig sammen. Jeg ved ikke om jeg burde være lettet, fordi nu var jeg dog alene, som jeg altid har ønsket mig, men alligevel føles det bare så tomt. Han var jo den eneste der sådan tænkte på mig, og endda satte sig ved mig, og jeg har lige skræmt ham væk. 
Men det er jeg bare glad for, fordi han er klam og jeg hader ham. 
Jeg satte mine høretelefoner i ørene endnu engang, og skulle lige til at trykke på play, indtil jeg spottede mit navn blive sagt foran. "Snakkede du med Daisy?" lød det ret lavt fra Harry som nok snakkede til Louis. Louis svarede ikke, så endten svarede han overhovedet ikke eller nikkede han. "Hv.." "Shh!" udbrød han højt, "hun sidder lige omme bagved, hun kan høre os!" sagde Lous advarende. "Rolig," sagde Harry, "jeg kan se i vinduet at hun har høretelefoner i ørene, så hun hører sikkert musik. Som altid." 
Louis udbrød et suk, "hun var fraværende som altid." 
"Jeg hørte da, at du fik hende til at grine?" sagde Harry nærmest helt overrasket, som om det bare var helt vildt at jeg grinede. Men det er godt nok også lang tid jeg har grinet ægte. "Ja, det gjorde jeg." bekræftede han og trak på skulderne. "Det er da godt?" prøvede Harry og kiggede forvirret på ham. "Hun hader os Harry." sagde Lous lavt. "Hun direkte hader os Harry." 
"Det mener hun ikke," prøvede Harry, men Louis rystede hurtigt på hovedet. "Hun sagde det direkte til mig Harry," sukkede han og lænede sig tilbage i sædet. Harry tav og lænede sig også tilbage i hovedet med strak hals, så han kiggede op i loftet. "Det var kun fordi Camryn var for ung til at tage afsted alene, at hun skulle med. Hun vil sikkert gøre alt for at komme hjem igen." forklarede han. Harry nikkede langsomt, "men lad dét nu ikke ødelægge vores turne. Du har selv glædet dig rigtig meget til den, lad nu ikke en negativ pige ødelægge den på dén måde." 
Jeg bed mig i læben da tårrene pressede på, hvilket kom en del bag på mig. Hvorfor bliver jeg ligefrem ked af det, når Harry udtaler på mig på den måde? Jeg har grædt en del mange gange før, fordi jeg ikke kan finde nogen mening med mig selv - men aldrig grædt over folk, bestemt ikke nogle som jeg ingengang kender særlig godt. 
"Jeg tror ikke hun er negativ bag den facade hun har sat op. Hun skal bare knækkes," lød det fra Louis, hvilket kom en del bag på mig. "Lad nu vær Lo.." 
"Nej Harry, der er altså et eller andet over hende." 
Mine læber blev adskilte. Jeg kunne se Harrys ryg gennem ruden i vinduet som jeg sad og stirrede på, men heldigvis bemærkede han det ikke. Harry sukkede højt. Han sagde et eller andet som jeg ikke hørte, fordi han snakkede så lavt. Så døde deres samtale for mig ihvertfald, for nu var de begyndt at snakke med så fucking små stemmer, at jeg ikke kunne høre dem. Jeg sukkede lydløst og trykkede på play på min iPod, så musikken hurtigt startede og lukkede alt andet ude. Bogstaveligtalt, fordi alting blev hurtigt sort. 

 

*
 

En irreterende rusken i mig fik mig til at slå øjnene op og først gik det op for mig, at jeg havde faldet i søvn. Jeg mødte lynhurtigt nogle lysegrønne øjne som stod bøjet ned over mig. "Daisy?" lød det fra ham, som jeg hurtigt genkendte som Harry. "Vi er der nu." 
Med et suk skubbede jeg ham blidt væk fra mig, da han stod helt oppe i fjæset i mig. Jeg spændte min sele op og rejste mig. Mine ben var en anelse følesesløs, da jeg jo havde sat ned i lang tid, som føles tudsind år. Harry sukkede før han vendte sig rundt og hoppede ud af bilen. Det undrende mig lidt han blev stående og vente på mig, efter det han sagde før om mig. Hvorfor dog vente på en så ih negativ person, huh Harry? 
"De andre er allerede gået derhen og taskerne er taget med," forklarede han og sparkede til en sten med hænderne i lommen. Jeg svarede ham ikke hoppede også bare ned på det våde asfalt. Det havde nok regnet. Jeg sendte ham bare et koldt blik, hvilket han bare bed sig i læben over. "Kom," sagde han lavt og begyndte at gå hen mod en dør, til en høj bygning, som jeg nok kan regne ud er Zayns lejlighed. Om jeg ikke orkede at være sammen med dem endnu mere. Han åbnede døren og jeg måtte hurtigt holde den åben, ellers blev den smækket lige i fjæset på mig. Jeg havde lyst til at sparke ham eller slå ham. 
Han gik hen til elevatoren og trykkede på knappen, så den kom ned til os, medmindre den ikke allerede var det i forvejen. Ingen af os sagde noget til hinanden, men det havde jeg det nu også fint med, da jeg overhovedet ikke gider at snakke med den idiot. Jeg kunne mærke hans blik på mig, som jeg stod der lænet op af den lysergrå væg ventede på elevatoren. Jeg kiggede så hen på ham, da han ikke fjernede blikket efter mange sekundter. Mine øjne mødte hans, men han fjernede dem ikke. Hans bryn var rynket sammen, mens han stadig bed sig i læben. Jeg havde lyst til at råbe hvad hans problem var, men det var måske ikke særlig smart, da han sagtens bare kunne efterlade mig her også vidste jeg da overhovedet ikke hvor jeg skulle gå hen. 
Da elevatoren kom knækkede vi begge øjenkontakten og steg ind i elevatoren. Jeg stillede mig ind og lænede mig endnu engang op af væggen. Harry gik over og trykkede på en knap. Jeg kunne se han tog en dyb indånding, men vendte sig dog ikke rundt, da han stod med ryggen til mig. Først der lagde jeg mærke til hvor smukke hans krøller egentlig var. Ad, hvad er det jeg siger? 
Med et vendte han sig så rundt og stirrede hårdt ind i mine øjne. "Hvad er det egentlig du har så meget imod os?" sagde han pludselig. Mine læber blev adskilte en smule over hans pludselige spørgsmål. Jeg kneb mine øjne en smule sammen og lagde hovedet en smule på skrå. "Hvad er dit problem nu? Du bryder dig sgu da heller ikke om ih og åh så negative mig." forsvarede jeg mig og gengældte han hårde blik. Han gik tættere og tættere på mig uden at knække øjenkontakten. "Du kan ikke tale dig fra, at du er fucking negativ hele tiden." Jeg trak på skulderne, "har jeg nogensinde prøvet det?" 
Han sukkede og stillede sig helt oppe foran mig, "jeg spørgere bare, hvorfor fuck du er sådan." 
"Fordi jeg ikke gider at være her med 5 idioter plus min lillesøster," sagde jeg ærligt, som om det var indlysende. Han lagde en hånd over skulderen på væggen bag mig og lænede sig ind over mig. "Du må nok hellere vende dig til det babe, fordi du kommer til at være sammen med os uafbrudt de næste tre måneder." Jeg bed mig i læben, da mit blik pludselig flakkede ned på hans læber, men jeg var hurtig til at kigge op i hans øjne igen, "hvis jeg ikke er død efter to dage." 
Pludselig gik elevatordøren op med et bling, hvilket hurtig fik os til at trække os fra hinanden. Harry var hurtig ude af elevatoren med et smørret smil på læberne og jeg var hurtig til at følge efter ham, da jeg ligesom skulle med ham. 
Jeg ved hvad han forsøger på, men ligemeget hvad, får han ikke lov til at knække mig på den måde. 

______________________________

Husk og like + kommenter, hvis i gerne vil have mere. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...