Tiltro

Hvordan kan du vide, at du kan stole på andre mennesker? Det kan du ikke.

4Likes
3Kommentarer
345Visninger

1. Tiltro

Hvordan min krop endte her, aner jeg ikke. Det sidste jeg husker er den lille stue, med en hård sofa og følelsen af dine læber. Her er koldt og jeg kan ikke længere mærke dig. Kun et smertende minde om dig dukker langsomt op. 
Brændende svie skriger i min albue, da jeg ved et uheld trækker den over asfalten, mens jeg sætter mig op. Tårerne stiger op i mine øjne, men jeg lader dem bare flyde over. Hvorfor prøve og stoppe dem?

En blid blæst kommer fra højre og kærtegner min kind. Det får mig til at flytte blikket op fra asfalten. Grå bygninger. Sorte bygninger. Og blod på mit tøj.

 

Tidligere

Det hvide ark lander foran på mig på bordet. Et rødt syvtal og en opadgående pil stirrer tilbage på mig. En følelse tager straks fat i mig. Som om nogen har puttet en stor varm sten i min mave, breder heden og smerten sig. Hvorfor kan jeg aldrig opnå det åndsvage 10 tal? Skal det virkelig være så svært. Det skal det vel.

Langsomt bygger jeg smilet op, lader det vandre helt op i mine øjne. Samtidig vender jeg mig mod pigen ved min side. Anna. Mit blik fanger det med det samme. Tolvtallet.

 

Blæsten flyver rundt om mit hoved og leger med alt hvad den kan få fat i. Især mit hår er storfavorit. Et rødt mærke kan ses hele vejen rundt om mit håndled, efter jeg har flyttet elastikken derfra og om i mit flyvske hår. Jeg gnider åndsfraværende på det. 

Mens tankerne flyver, fokusere mine øjne på drengen foran mig. Vi tager samme bus til og fra skole. Står af og på ved samme busstoppested. Snakket sammen har vi aldrig gjort. For det meste lader jeg som om han ikke eksistere, ligesom alle de andre buspassagerer.

 

Tågen smyger sig om mine fødder, løber op langs mine ben og fryser hele min krop til. Klokken er 07.34 og bussen er allerede 6 minutter forsinket. Perfekt start på min allerede perfekte morgen. Den lave brummen dukker op før den gule bus, men i dag høre jeg den ikke. For en mørk løbende skygge kommer spurtende mod mig gennem tågen. Den råber vist nok noget, men jeg er ikke sikker. Min bus holder foran mig og jeg træder ind. Sekundet før døren er lukket helt i, har skyggen nået sit mål og er ikke længere en skygge i tågen, men min stoppestedspartner. Jeg smiler til ham da han bliver lukket ind og går så ned og finder den sædvanelige siddeplads.

 

I dag er vores hovedemne Annas røde sko og Emmas nye flirt. Intet nyt eller revolutionerende, bare et almindelig torsdags emne for gymnasiepiger. Jeg lader de andre styrer samtalen og nikker bare en gang i mellem. Jeg er ikke rigtig vågen endnu og det eneste der kan holde min opmærksomhed, er den fact, at jeg nok ikke burde have taget ankelsokker på alligevel. De har, som altid, den dejlige evne at kravle helt ned til mine tær og hygge sig. I dag er vist bare ikke min dag.  

 

I spisepausen bevæger jeg for anden gang ud i kulden, denne gang halvejs af egen vilje. Mine fingre er stive og følelsesløse næsten med det sammen, hvilket gør det meget svære at holde på cigaretten og tænde for lighteren. Det første sug bliver afbrudt af en kværnen ved siden af mig. ,,Det er sgu ikke for ingenting, at de kalder dig Marley.” Skosnuderne på mine sorte støvler vender sig mod stemmens ejer og jeg ser træt på drengen.

,,De kalder mig ikke Marley, jeg hedder Marley. Og inden du spørg, ja det ham sorte gut jeg er opkaldt efter. Desuden er det her den første smøg i dag.”

,,Okay, okay! Du må nyde din smøg, jeg går bare igen.”

Jeg svare ikke, nikker bare og tager et sug mere. Lige meget hvem du er, så lad være med at snakke til mig når jeg står og nyder en smøg alene. Der er en grund til at jeg står alene.

Først midt i næste time går det op for mig, hvem drengen var. Minsandten om ikke det var vores busdreng, som var lige ved at misse bussen i morges.

 

Fredag. Altid noget der lysner mit humør op. Ikke at jeg alt for negativ normalt, men denne her evige vinter prøver virkelig på at knække mig.  

Der er fredagscafe efter skole i dag og jeg ved byen venter i aften. Så efter de første par timer i halvsovende tilstand, vågner jeg op og mit glade humør vender tilbage. Klokken 2 nærmer sig minut for minut, mens mine fingre trommer på bordet. Vi får lov til at gå fem minutter før, så vi kan nå og et finde et bord i kantinen. Der er lidt klemt omkring bordet, men med lidt massen kan alle være der. Efter de første par øl melder rygetrangen sig og jeg kæmper mig ud af menneskemylderet.

Der er næsten tomt ude på stien, kun et par enkelte elever og en enkelt lærer er her også. Jeg får tændt cigaretten og inhaleret, da en velkendt skikkelse dukker op. ,,Giver du en smøg? Mine slap op.” Han ryster pakken foran mig og et flabet smil hænger i mundvigen.

,,Hvis du insistere,” mumler jeg og giver ham en cigaret og lighteren.

,,Jeg er Louis forresten,” kommer det fra bus- og nu cigaretlånerdrengen.

,,Jamen hej Louis så.” Jeg orker ikke nogle nye mandlige bekendtskaber lige nu. Det er kun en måned siden jeg slog op med eks’en og jeg har brugt lidt tid endnu, hvor jeg kan hade alle mænd uden grund.

Så jeg ryger færdig og går ind igen uden at sige et ord mere til Louis.

 

Livet har en fantastisk egenskab. Alt det du aboslut ikke gider se på, bliver smidt lige ind foran dine øjne. Så jeg bander moder jord langt væk, da en hvis dreng smilende kommer i mod mig, mens musikken buldre løs inde på diskoteket. Jeg vender mig og prøver at ignorer ham, men han er ligeglad. Går bare rundt om mig og stiller sig få centimeter fra mig. ,,Kom med.” Er alt han siger.

Først vil jeg ikke, men jeg følger efter alligevel. Han har vakt min nysgerrighed.

,,Hvorfor skulle jeg med herud?” Jeg lægger armene over kors. Vi står udenfor klubben, her er så koldt at jeg allerede ikke længere kan mærke mine tær.

,,Fordi du ikke så ud til at more dig derinde.” Han giver et kast med hovedet.

Samtidig lader jeg mine øjne glide op og ned af ham. Det så velkendte elevator blik. Hans mørkebrune hår er klippet i den frisure alle mandlige individer render rundt med for tiden. Helt kort i siderne og langt og pjusket i toppen. Det klæder ham. Hans øjne er ikke synderligt specielle. Blå grønne med mørke vipper omkring. De står dog godt til håret og der er en hvis charme i dem.

,,Jeg morede mig fint.” Mine fingre har allerede fundet en smøg frem og fået tændt ild. Jeg tager et sug. Puster langsomt røgen ud igen, mens jeg ser dovent på ham.

,,Det tror jeg ikke på. Så kom med mig, jeg skal vise dig, hvordan man faktisk har det sjovt.” Han gør tegn til, at jeg skal følge efter ham og begynder ellers så bare at gå.  Ser sig ikke tilbage, regner vel med at jeg følger ham som en lille hund.

Hvilket jeg så også gør.

 

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har taget stilletterne på i aften. For vi går i omkring en halv times tid. 

,,Gider du ikke godt svare mig på, hvor vi skal hen?” Jeg snøvler let og er ved at tabe flasken med en vodkablanding. Louis gav mig den sidst jeg spurgte om vores bestemmelsessted. Sikkert for at få mig til at holde kæft.

Alkoholen jeg drak på diskoteket slog hårdere end jeg regnede med og det ekstra vodka gør det ikke bedre. 

Jeg griner da jeg bumper ind i en varm ryg, vælter næsten, men jeg får fundet balancen igen og går videre uden at ligge mærke til, at Louis er stoppet.

 

,,Marley vi skal ind her.” Hans stemme har en undertone jeg ikke helt kan tyde.

Jeg drejer et par gange om mig selv og løber så tilbage til ham. Med hovedet først lander jeg i hans arme. Han holder om mig et par minutter, indtil jeg får balancen igen. ,,Du burde virkelig ikke drikke så meget, Marley,” griner Louis. Jeg griner også og ser op på den lidt skæve næse, et par smalle læber og de blå grønne øjne, der kommer nærmere og nærmere.

Det ender selvfølgelig i et kys. Og drengen er god til det.

 

De bløde læber forsvinder fra mine. ,,Kom Marley, vi må hellere komme ind i varmen.” Louis trækker sig helt væk, men tager min hånd og føre mig ind i en stor mørk bygning. Jeg når ikke og opfatte, hvad det er for et sted.

,,Louis?” Jeg giver slip på hans hånd. ,,Hvad er det her for et sted?”

,,Jeg ved godt her er lidt skummelt, men bare rolig, der er meget hyggeligere her lidt længere fremme.” Han giver min hånd et let klem, det beroliger mig lidt, alkoholen gør resten. Jeg har allerede glemt utrygheden.

 

Vi er i en lang mørk gang og der er, med et par meters mellem, døre. Det går op for mig, at vi må være i et lejlighedskompleks.

,,Har du din egen lejlighed, Louis?” Jeg ser rundt, mens jeg spørger. Der er dukket lidt flere lamper op og her meget lysere og hyggeligere end før. Vi er nået til  lejlighed nummer 22.

,,Ja og den ligger lige her.” Han stopper op, trykker nøglen ind i låsen og træder ind. Jeg følger efter.

Den lille, lejligheden, men hyggelig. 

Louis så før blide øjne, bliver hårde da han vender sig. Jeg tager et skridt tilbage. ,,Det her er vidst ikke en så god ide." 

Men døren smækker i bag mig. 

 

En blid blæst kommer fra højre og kærtegner min kind. Det får mig til at flytte blikket op fra asfalten. Grå bygninger. Sorte bygninger. Blod på mit tøj. Og blåmærker på mine inderlår.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...