Never let you go.

Jeg er en helt normal teenager på 16 år, eller nesten normal. Min far er død. En dag skulle vi på lejerskole i London. Jeg måtte ikke komme med, men jeg gjorde det aligevel, og det skulle jeg aldrig have gjort!

2Likes
2Kommentarer
537Visninger
AA

10. telefon samtalen med Harry.

Jeg ringede til ham, og han tog den. Den fantastiske stemme der sagde "Hej" han fik mig til at smile bare ved at sige det ord. "Hej Harry, jeg havde virkelig brug for at høre din stemme. Du fik mig til at føle mig bedre, når jeg seder alene på mit hotel værelse tænker jeg kun på min mor, men når jeg taler med dig for du mig et andet sted hen." Svare jeg, jeg ved ikke lige hvor det kom fra, men det måtte bare ud. Jeg kiggede med SAGDE-JEG-LIGE-DET lokket op på loftet. Han smågrinte lidt i telefonen, og jeg rådmede af flovhed, godt at han ikke kunne se mig. Men så sagde han:" Wow, jeg vidste ikke du havde det sådan. Ej hvor er du sød. Hvad skal vi så tale om?" Han sagde det hurgtigt, på en måde som om han var nervøs om noget. Men så svarede jeg:" Jeg ved det virkelig ikke." Jeg var så trist lige pludselig for tænk vis vi bare stod med mobilen tændt uden rigtig at sige noget. "Er du træt" Spurgte han. "Ja"  "Okey, så har jeg en ide, luk dine øjne" Det blev jeg glad, smile og gjorde som han sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...