Never let you go.

Jeg er en helt normal teenager på 16 år, eller nesten normal. Min far er død. En dag skulle vi på lejerskole i London. Jeg måtte ikke komme med, men jeg gjorde det aligevel, og det skulle jeg aldrig have gjort!

2Likes
2Kommentarer
526Visninger
AA

7. Harry!?

Det var som om jeg havde hørt den stemme hverdag i mit liv. Men så gik det op for mig hvem det var, det var Harry! Jeg kunne ikke tro det, men det var det. Han spurgte om jeg var ok. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre for jeg følte at jeg var ved at springe. Harry styles fra One Direction det band jeg er stor fan af. Også sammen tid med at jeg er rejst uden min mors tilladelse. Jeg græd bare indu mere. "Hey, jeg kan ikke lide at se dig græde, iser ikke når der stå One Direction på din hånd." Jeg ture neste ikke kigge op på ham for jeg lignede nok, jeg ved ikke hvad. Men jeg gjorde jeg ville ikke virke afvisende, så jeg kiggede på ham med øjne som glaskugler, som om han rede min dag.

Det gjorde han godt nok også. Jeg fortalte ham det hele, lige fra den gang min far døde. Han kiggede med virkelig forstående øjne og krammede mig. Vis jeg ikke var så ked af det ville jeg nok flippe helt ud! Det gjorde jeg også inden i. Da jeg krammede ham gik det op for mig hvor langt væk hjemme fra jeg var, begyndte jeg at græde. Igen, men jeg kunne virkelig ikke lade vær. Han spurgte om jeg ville med ned og få en kop te, og det sagde jeg ja til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...