Teenage Dream (One of the Boys 2) - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Igang
Næsten et halvt år er gået, siden Louis og Jennifer endelig fandt sammen. Meget er ændret, og det hele virker som et stort glansbillede. En stor drøm. Men som tiden går, og rygterne starter, smuldre glansbilledet langsomt, og Louis og Jennifer skændes mere og mere. De har begge svært ved at håndtere de mange rygter, specielt da de fleste af dem omhandler et andet bandmedlem. Nemlig Niall Horan. Men er der virkelig følelser i klemme mellem Jennifer og Niall? Og hvordan påvirker det Louis og Jennifers forhold? Og hvor langt vil Louis gå for at holde fast i hans bedsteven og kæreste?

Fortsættelse på One of the Boys.

9Likes
3Kommentarer
817Visninger
AA

7. Rescue plan

Næste dag gik vi i gang. Det første jeg gjorde var at sende en sms til Niall.

#Beklager i går, mand. Jeg er sgu ked af det. Du har ret og nu har jeg virkelig brug for din hjælp! No hard feelings?

Jeg fik hurtigt svar tilbage.

#Selvfølgelig mate! Giv mig tid og sted så er jeg der!

Jeg skulle lave sådan en overraskelse til Jen, hun skulle vide hvor meget jeg savnede hende. Det tog flere timer at skaffe alle materialerne.

Men det var næsten ikke det sværeste. Det sværeste var at få dem ind i hendes lejlighed. Jeg måtte overtale deres dørmand, Sean. En stor, skræmmende fyr.

”Sean hjælp mig nu lige lidt her. Jeg har virkelig brug for det her,” bad jeg. ”Aldrig i livet. Ikke efter hvad du gjorde imod miss White. Hun fortjener bedre.” Jeg sukkede og kiggede om på drengene. ”Det ved jeg. Og det er derfor jeg vil forbedre mig. Jeg ved ikke om jeg får hende tilbage, men jeg vil i det mindste have lov til at prøve.” Han overvejede lidt. ”Lad mig i det mindste snakke med Stephanie!” Sean sukkede og ringede op til deres lejlighed. ”Miss Parker kommer ned om lidt.” ”Yes!” Drengene jublede bag mig.

 

Stephanie kom ned med elevatoren i vinterfrakke. ”Ét minut, Tomlinson!” sagde hun skarpt. ”Tusind tak Steph!” ”58, 57, 56!” ”Steph jeg er så ked af det, det er det dummeste jeg har gjort i hele mit liv. Ingen undskyldning vil nogensinde gøre det her godt igen, men lad mig i det mindste putte et smil på hendes læber én sidste gang. Jeg elsker hende så højt, og inderst inde elsker hun også mig. Hvis hun stadig ikke kan tilgive mig bagefter, så er det fint. Så lader jeg jer være. Det lover jeg. Men jeg elsker hende højere end noget andet, Steph. Jeg er ingenting uden hende. Mine verden ramlede sammen den dag hun gik, og jeg kan ikke samle mig selv igen. Jeg kan ikke hænge sammen uden hende, eller tanken om, at jeg ikke har sat et sidste smil på hendes læber.” Hun stod og trippede lidt og kiggede om på drengene. Hun sukkede og trak opgivende på skuldrene. ”Fint. Hun er hjemme om lidt over en time.” ”Tusind, tusind tak, Steph. Kom så drenge!”

Det tog evigheder at få det hele på plads, men det lykkedes. Og så kun lige præcis i tide.

Jennifers synsvinkel

”Hej, Sean,” mumlede jeg da jeg trådte ind af døren. ”Godaften miss White! Nu skal jeg følge dig op,” smilede han. Vi gik over til elevatoren og trykkede på ’PH’ der stod for penthouse. Da dørene gik op, var det første der mødte mig en glad Stephanie. Hun stoppede mig før jeg kunne komme ud af elevatoren. Hun rakte mig et sort stykke stof. ”Her, det skal du have på!” Jeg sukkede. ”Steph, det her er jeg virkelig ikke i humør til.” ”Kom nu!” Hun bandt det om mit hoved så det dækkede mine øjne. Hun førte mig ind i stuen og gav mig et stykke pap i hånden. ”Steph, hvad er det her?” Hun fjernede stoffet. Synes der mødte mig var ufatteligt. Hele stuen var fyldt med roser og stearinlys. Det var bogstaveligt talt flere tusind. Jeg måtte have tabt kæben. ”Kig på kortet,” smilede Steph.

Kære Jennifer.

Du skal vide at jeg elsker dig overalt på jorden. For at vise min krælighed har jeg gjort dette. Foran dig ser du 5558 røde roser. En for hver dag jeg har kendt dig, en for hver uge af mit liv jeg har haft æren af at have dig i mit liv. Der er 182 hvide roser. For de 182 dage vi var sammen, de 182 bedste dage i mit liv. Udover dem, er der 22 sorte roser. Én for hver dag jeg har været i sorg, smadret og knust over, hvad jeg gjorde imod dig. Jeg forventer på ingen måde, at du tilgiver mig, men jeg håber at du en dag vil kunne give mig endnu en chance. Den dag du kan snakke til mig igen, selv hvis det bare er som ven eller bekendt, kan jeg igen begynde at købe hvide roser.

Din for evigt, Louis.

Jeg stod med tårer i øjnene. Steph lagde en arm om min skulder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle. Der for en million tanker gennem mit hoved. Han elsker dig virkelig, Jen.” Jeg nikkede. ”Jeg ved det godt. Det er det der gør det så meget sværere,” snøftede jeg. På den ene side elskede jeg ham stadig højere end noget andet, men på den anden side havde jeg så fandens svært ved at tilgive ham. ”Nu må du ikke lade mascaraen løbe, for vi er ikke helt færdige.” Jeg kiggede forvirret på hende. ”Han er oppe på tagterrassen.” ”Steph, det kan jeg ikke!” ”Jenny, det skylder du ham. Ham og drengene har været i gang siden klokken 6 i morges,” sagde hun bestemt og skubbede mig over mod elevatoren.

Tagterrassen var fyldt med levende lys. Det var det eneste der lyste den hyggelige plads op. Og der stod han. I mørke jeans, en hvid T-shirt og sin forede denimjakke. Jeg vendte mig om for at søge hjælpe ved Steph, men kun for at se, at hun allerede var væk. Han smilede stille. ”Jen, du har ingen idé om hvor godt det er at se dig,” sukkede han lettet. Jeg kiggede væk. Han kom over til mig. ”Kunne du lide gaven?” spurgte han stille. Usikkert. Jeg nikkede stille. ”Jeg kunne ikke forestille mig det var nemt at skaffe 5558 store, røde roser,” mumlede jeg stille. Han grinede dæmpet. ”Nej, det er det ikke.” Der blev stille lidt. ”For at være helt ærlig, Jen, så er der kun 5557 dernede. Den sidste har jeg. Jeg tror også jeg har købt hver eneste røde rose i det centrale London.” Jeg kiggede ham i øjnene. Han tog min hånd og gav mig en plastik rose. ”Jen, jeg elsker dig højere end noget andet, og jeg vil hade at miste dig. Jeg ved godt det her er meget at sluge, så du skal også nok få tid. Hvis du ikke har vist at du vil have kontakt med mig inden nytårsaften og årsskiftet, skal jeg nok lade dig være. Give dig lov til at få en frisk start.” Jeg sank en klump. Det var 3 uger. ”Men du skal vide én ting. Jeg stopper først med at elske dig, når den sidste rose dør. Så må du jo så selv finde ud af hvornår det er,” smilede han skævt. Han gav mig et kys på panden og forsvandt ned igen. Og så stod jeg der. Med en plastik rose der var tegn på Louis’ evige kærlighed til mig. Det skulle jo nok gøre det hele meget nemmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...