Teenage Dream (One of the Boys 2) - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Igang
Næsten et halvt år er gået, siden Louis og Jennifer endelig fandt sammen. Meget er ændret, og det hele virker som et stort glansbillede. En stor drøm. Men som tiden går, og rygterne starter, smuldre glansbilledet langsomt, og Louis og Jennifer skændes mere og mere. De har begge svært ved at håndtere de mange rygter, specielt da de fleste af dem omhandler et andet bandmedlem. Nemlig Niall Horan. Men er der virkelig følelser i klemme mellem Jennifer og Niall? Og hvordan påvirker det Louis og Jennifers forhold? Og hvor langt vil Louis gå for at holde fast i hans bedsteven og kæreste?

Fortsættelse på One of the Boys.

9Likes
3Kommentarer
813Visninger
AA

6. Adultery

De sidste 3 uger havde sneglet sig afsted. Jeg havde savnet ham ulideligt meget og havde ikke været andet end glad ved tanken om hans hjemkomst. Det var lige til jeg fik en sms. Sms’en.

 

#Vi er nødt til at snakke…

 

Min glæde og begejstring blev erstattet af nervøsitet. Hvad var vi nødt for at snakke om? Var det alvorligt? Han har ikke været sig selv i lufthavnen. Han gav mig et langt kram og kyssede mig ikke. Han næsten ikke noget hele vejen hjem. Han var anspændt, distraheret. Vi nåede heller ikke længere end entréen før han smed bomben.

 

”Du har været mig utro?” Det var de eneste 5 ord der fyldte luften omkring os. 5 små ord, der kan ødelægge et forhold fuldstændig. Eller faktisk er det kun det ene. Utro. Luften omkring os var kold. Tom. Ordet hang i luften. Som om hele rummet havde fået et andet og mere dunkelt lys. Det næste ord, var næsten det værste. Det værste at sige, og det værste at høre. Ét ord. 2 bogstaver. ”Ja.” Alt der bliver sagt efter det, er irrelevant. Det ændrer ingenting. Ikke for nogen parter. For det ændrer ikke gerningen. Jeg kiggede over på Louis. Hans øjne var røde og våde. Jeg kunne se på ham, at han ikke vidste hvordan han skulle reagere over for mig. Jeg kiggede ned i gulvet. ”Jeg kan ikke engang kigge på dig lige nu,” sagde jeg med en bævrende stemme. Han kom over til mig og lagde en hånd på min skulder. ”Jen, jeg er så ked af det.” ”Du skal ikke røre mig!” advarede jeg og trådte væk fra hans arm. Den første tåre trillede ned af min kind. Jeg kunne mærke at han var såret. Jeg greb min jakke fra knagen og gik mod døren. Louis greb mit håndled. ”Jen!” Han hev mig ind til ham i et fast greb. Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg hulkede og slog ind i hans bryst. ”Hvordan kunne du?” hulkede jeg. Jeg kunne kæmpe og slå så meget jeg ville, han gav ikke slip. ”Shh, Jen. Jeg er så ked af det,” sagde han med bævrende stemme. Han holdt om mig indtil jeg havde afreageret lidt. Han lagde sin pande mod min. ”Jeg er så ked af det, Jen. Jeg er så ked af det.” Den første tåre løb ned af hans kind. Med den første, fulgte flere. ”Jeg er så ked af det. Undskyld.” Jeg viklede mig stille ud af hans greb og gik igen mod døren. Mine kinder var våde og mine øjne hævede. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren. Jeg kiggede om på Louis. Han så fortabt ud. Hans øjne var røde og hans kinder våde. ”Jen…” snøftede han. En tåre løb ned af min kind. Jeg kiggede skuffet på ham og rystede stille på hovedet, før jeg gik ud og lukkede døren efter mig.

 

Louis’ synvinkel           

 

2 dage senere stod hun foran min dør. ”Jen!” udbrød jeg og ville omfavne hende, men hun undveg og gik uden om mig. ”Jeg skal bare hente nogle ting,” mumlede hun. Hendes øjne var våde, og det var tydeligt, at bare det at være her, var svært for hende. Hun begyndte i stuen og tog nogle af sine skolebøger fra reolen. Hun stoppede det hele hurtigt og bestemt ned i en taske. Jeg gik hen til hende. Den første tåre var trillet ned af hendes kind. Jeg tog fat i hendes håndled for at stoppe hende. Hun prøvede aggressivt at ryste dem af, men gav så op. Hendes triste blik mødte mit. ”Vil du ikke nok snakke med mig,” bævrede jeg.  Hun smed tasken på gulvet og satte sig over til spise bordet. Jeg tøvede lidt. ”Så snak!” sagde hun bestemt. Jeg satte mig over for hende. Hun var mere fattet nu. Hun sad med foldede hænder og kiggede bestemt på mig. Hendes øjne var stadig røde, hendes hår uglet og hendes kinder våde. På trods af det var hun stadig noget af det smukkeste jeg havde set. ”Hvornår?” Jeg tog en dyb indånding. ”3. sidste aften. Vi var i L.A.” Hun fnøs. ”Den ene aften du ikke skrev.” Hun havde ret. Jeg havde srevet eller ringet alle de andre aftner, men ikke den ene aften. Jeg fortsatte. ”Drengene ville i byen. Jeg var fuld, og jeg savnede dig-” ”-Hvem?” skar hun mig af. Jeg sad stille lidt. ”Jeg kendte hende ikke. Jeg var helt væk og hun mindede mig om dig,” sukkede jeg. Hun reagerede ikke. Jeg kunne mærke mine øjne svige. Det pinte mig at jeg sårede hende sådan. Hun sagde ikke et bord. Hun sad helt stille, med våde øjne, og stirrede ud i luften. ”Sig nu noget,” bad jeg. Min stemme knækkede. ”Var hun god?” spurgte hun skarpt som en tåre gled ned af hendes kind. ”Hvad?” spurgte jeg forvirret. ”Var hun god?” ”Jen-” ”-Hvordan kunne du?” Hun begravede sit hoved i hendes hænder. ”Jenny.” Jeg tog hendes hænder. ”Jeg er så ked af det, jeg er så ked af det.” Sådan sad vi lidt. Jeg sukkede og tog mig sammen til at spørge om noget, jeg havde frygtet. ”Kan du nogensinde tilgive mig?” Hun kiggede op og holdt blikket lidt. Så rystede hun stille på hovedet. Det ramte mig hårdt. ”Du vil aldrig være den samme igen,” mumlede hun. Vi sad lidt uden at sige noget. Så rejste hun sig og samlede sin taske op fra gulvet. ”Jeg sender Steph eller Cole over og henter resten.” Og så gik hun.

 

21 dage var nu gået siden jeg fortalte hende det. De 21 længste dage i mit liv og uden tvivl de værste. Drengene var hos mig konstant. De skiftedes til at komme og sørge for at jeg ikke var alene. Den første dag havde jeg grædt. Den eneste grund til at det stoppe, var nok fordi jeg ikke havde mere kropsvæske at græde ud. Efter den dag hun har været her, havde jeg ringet til hende, jeg havde skrevet til hende, men hun ville ikke svare mig. Jeg var endda taget hen til hendes bygning flere gange, men den første gang var Stephanie nede ved indgangen og flippede på mig. Hun skældte mig ud og slog mig med hendes pung. ”Du skal aldrig nærme dig Jennifer igen! Aldrig! Hører du mig?” havde hun skreget. Hun havde næsten været ved at græde selv. Dørmanden havde holdt hende tilbage, og jeg havde stået i chok. Aldrig havde jeg set hende reagere sådan. ”Du har ødelagt hende fuldstændig! Forsvind, Louis. Forsvind herfra og forsvind ud af hendes liv! Du kan lige vove på tage kontakt til hende! ”Jeg havde været i chok og var taget hjem. De andre gange havde deres dørmand ikke ville lukke mig ind. Han havde fået besked på at holde mig ude af bygningen. Den værste dag var næsten da jeg mødte Cole. Han havde givet mig sådan en kæberasler, at jeg var faldet bagover. Igen måtte dørmændende træde til. De var to til at holde ham tilbage, så han ikke tævede mig. Jeg havde sad og ømmede mig og kæmpede mod tårerne. "Du kan lige vove på at vise dit grimme ansigt her igen, Tomlinson!" havde han råbt.

 

Den anden dag havde jeg mødt Stephanie igen. Hun var mere fattet, men stadig rasende. ”Louis, du har trukket hende igennem helvede. Vi har været så bekymrede for hende,” sagde hun strengt. ”Jeg ved det, Steph, jeg har det så skidt med det og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne ændre det.” Hun havde våde øjne. ”Da vi endelig fik hende op, var hun ude på badeværelset i 1 time. Hun svarede os ikke, Cole var nød til at slå døren ind. Hun sad bare og græd i bruseren med en skraber i hånden.” Hun stirrede tomt ud i luften. Jeg havde været i chok og sorg. ”Hun har vel ikke?” ”Nej,” afbrød Steph mig. ”Men skal ovenpå igen, så jeg har brug for at du ikke prøver at kontakte hende mere. For hendes skyld.”

 

Efter det havde jeg stort set givet op. Jeg kunne ikke bære hvor langt jeg havde kørt hende ud. Jeg kunne ikke håndtere at jeg havde såret hende så meget. Jeg var bare hjemme og stirrede ud i luften. I aften var alle drengene kommet for at muntre mig op. Meget sjov var jeg ikke. De havde købt pizza og øl og sad og spillede xbox. De sad og råbte og skreg. Mig? Jeg sad bare og kiggede ud i luften. Zayn sukkede og satte kampen på pause. ”Louis, for helvede.” Jeg reagerede ikke. ”Det piner os at se dig så trist. Vil du ikke være med?” Jeg rykkede mig ikke en millimeter. ”Så luk os ind, hvad tænker du? Snak nu med os, mand,” sukkede Liam. Mine øjne begyndte at svige. ”Jeg har mistet hende for evigt. Der er ikke mere at gøre. Jeg har givet op,” mumlede jeg. Pludselig smed Niall kontrolleren fra sig. ”Nu stopper du!” Vi kiggede alle overrasket på ham. ”Der er ikke mere og gøre? Hvad har du gjort? Ringet, skrevet? Du kæmper jo slet ikke for det!” råbte han. Alle drengene kiggede forbavset på ham.. ”Jeg har set dig kæmpe hårdere for at vinde FIFA kampe! Du har ikke gjort en skid. Hvorfor, hvorfor kæmper du ikke for hende?” Han var helt rød i hovedet. ”Hvis du ikke engang er villig til at kæmpe for hende, så fortjener du hende slet ikke! Jen fortjener en der vil kæmpe for hende, hver dag, hver time, hver minut, resten af hendes liv. Hun fortjener hele verden!” Liam, Zayn og Harry så forskrækkede ud. De sad lamslåede og anede ikke hvordan de skulle reagere. Det lignede de skulle til at sige noget, men de tav hurtigt igen. ”Hun fortjener måske dig?” spurgte jeg skarpt og for op af stolen. Han himlede med øjnene. ”Louis, jeg elsker hende.” Inderst inde vidste jeg det godt. Jeg havde kunnet fornemme det på den måde han var sammen med hende, den måde han kiggede på hende. Og dog ramte det mig hårdt.  ”Mere end jeg nogensinde har elsket en anden pige før. Men jeg ville ALDRIG prøve på noget! Aldrig!” fortsatte han. Jeg kiggede ned. Det vidste jeg også, og inderst inde kunne jeg se hvad han mente. Han fortjente Jen mere end jeg gjorde lige nu. Jeg reagerede bare så voldsomt fordi jeg havde alle de her følelser, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme af med. ”Men hvis jeg var ved at miste hende, ville jeg kæmpe for hende. Jeg ville kæmpe så hårdt!” Han rystede næsten af raseri. ”Hvis du ikke kæmper for hende, så er der en anden der gør. For du finder ikke bedre pige end Jen,” sagde han koldt. Han stod og kiggede skarpt på mig, greb så sin jakke og gik.

 

Jeg faldt tilbage i stolen og sad lamslået. Ingen sagde noget. Ingen gjorde noget. ”Louis, du skal ikke lytte til ham,” sagde Zayn endelig. ”Jo, jeg skal. Han har ret.” Jeg tog mig til hovedet. ”God, jeg har dummet mig,” sukkede jeg. ”Jeg skal bruge jeres hjælp til noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...