Teenage Dream (One of the Boys 2) - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Igang
Næsten et halvt år er gået, siden Louis og Jennifer endelig fandt sammen. Meget er ændret, og det hele virker som et stort glansbillede. En stor drøm. Men som tiden går, og rygterne starter, smuldre glansbilledet langsomt, og Louis og Jennifer skændes mere og mere. De har begge svært ved at håndtere de mange rygter, specielt da de fleste af dem omhandler et andet bandmedlem. Nemlig Niall Horan. Men er der virkelig følelser i klemme mellem Jennifer og Niall? Og hvordan påvirker det Louis og Jennifers forhold? Og hvor langt vil Louis gå for at holde fast i hans bedsteven og kæreste?

Fortsættelse på One of the Boys.

9Likes
3Kommentarer
811Visninger
AA

5. A little forgivness

Louis’ synsvinkel

Jeg nåede kun ud i entreen, til at se hendes blonde hår forsvinde ud igennem døren. Lyden af en bil der startede fyldte mine øre. Jeg gik hen til døren og åbnede den og kunne langsomt se min bil køre ned af vejen. ”Jen,” mumlede jeg. Det var dumt. Jeg overreagerede. Det var bare første gang der var den her slags rygter. Og så var de om Niall. Jeg sukkede og gik ind i køkkenet. Her virkede så tomt. Jeg satte mig ved køkkenbordet og begravede mit hoved i mine hænder. Hvorfor reagerede jeg på den måde? De havde tilbragt meget tid sammen på det sidste, måske gik det mig på. Hun havde været mere sammen med ham end nogle af de andre drenge. Men hvorfor gik det mig på? Jeg ville vel gerne have hun var venner med drengene. Og det var vel helt naturligt at det var Niall. Liam og Zayn havde kærester og tilbragte meget tid med dem, og efter hvad der skete i sommers, var det stadig lidt akavet mellem Harry og hende.

Jeg sad i en time ved køkkenbordet i det tomme køkken. Man kunne næsten fornemme der havde været et skænderi. Det var som om det hang i luften. Mørket var begyndt at falde på, og hun var stadig ikke kommet hjem. Jeg havde det så dårligt. Som om der var noget inde i mig der vendte sig. Jeg var rastløs. Tom. Jeg trykkede endnu engang på knappen på min mobil, men det var det samme. Ingen nye beskeder. Ingen ubesvarede opkald. Ingenting. Hun svarede ikke når jeg ringede eller på mine sms’er. Hun havde brug for plads.

Jeg ville ikke tvivle på hende igen. Jeg ville hade det hvis hun tvivlede på mig. Jeg ville jo være sammen med hende. Hun var mit et og alt. Klokken var mange. Jeg gik ud i gange og satte mig op af muren. Jeg trak benene op under mig, og sad bare og ventede. Der gik ikke længe før jeg døsede hen.

Jennifers synsvinkel

Jeg skubbede lige så stille døren ind. Ud over den ene tændte lampe i stuen, var her mørkt og tomt. Og dog. Ikke langt fra døren sad Louis sammenkrøllet op af muren. Benene oppe under ham og hans hoved begravet i hans knæ. Et skævt smil bredte sig på mine læber. Han havde siddet og ventet. Jeg lukkede stille døren i, og var yderst forsigtig for at den ikke skulle larme. Louis hørte det dog alligevel. Han løftede med et sæt hovedet op. ”Jen?” spurgte han ud i luften. Han kiggede over mod mig. Han sprang op og hen til mig. Han hev mig ind i et langt kram. ”Jeg er så ked af det,” hviskede han ind i mit hår. ”Det er ikke din skyld,” hviskede jeg og puttede mig ind i favnen på ham. Han trak sig lidt væk. ”Jo det er, Jen. Jeg har været en dårlig kæreste og en dårlig ven over for Niall. Jeg fatter ikke at jeg så meget kunne mistænke det. Der er bare så meget for tiden, med albummet, awards og turen. Det er dumt og skændes nu. Jeg tager jo af sted om en uge! Jeg er så ked af det.” Han kærtegnede min kind og kyssede mig intenst. Han lagde sin pande mod min. ”Vil du ikke med i seng? Vi har vidst begge haft en lang dag.” Hans stemme endte ud i et lille grin. Jeg nikkede stille og lod ham føre mig ovenpå.

**

Jeg vågnede tidligt den morgen. Jeg havde næsten kvalme ved tanken. Tanken om 3 uger uden Louis. Det var første gang de skulle på tour siden vi var blevet kærester, og jeg havde det forfærdeligt. Jeg lå i en time bare og kiggede på ham. 3 uger uden Louis. Det var ikke fordi jeg ikke stolede på ham, eller han ikke kunne stole på mig, jeg kom bare til at savne ham. Louis’ vækkeur ringede, og jeg lod som om jeg sov. Jeg kunne mærke at han rakte ud efter mobilen, og slukkede for alaramen. Han nussede mig på armen og kyssede mig på min bare skulder. ”Babe, vi skal op,” hviskede han. Jeg glippede med øjnene, og så at Louis allerede var ude af sengen og ved at tage tøj på. Han sendte mig et skævt smil. Jeg satte mig op at muren og puttede mig ind i dynen. Han gik over til sine tasker, og begyndte at pakke det sidste. November solen stod ind af vinduet og gav et køligt lys. Et deprimerende lys. Det hele var generelt meget deprimerende. At se Louis gå rundt og pakkede de sidste, men vigtigste ting. Se hvordan han tog sin oplader, sin tandbørste, sine høretelefoner. Mine øjne fulgte hans mindste bevægelse. Ingen af os sagde noget. Hvad skulle vi sige?

”Jeg tager nok hjem i aften eller i morgen,” røg det ud af munden på mig. Louis kiggede op. ”Du ved. Steph savner mig. Det går ikke jeg kun stopper forbi for at få mere tøj.” Han nikkede stille og pakkede videre. Hvorfor sagde jeg det? ”Du bruger bare din nøgle hvis du vil være her,” sagde han stille. Jeg nikkede og puttede dynen tættere ind til mig. Og sådan fortsatte det indtil han lynede sin sidste taske. Han sendte mig et skævt smil. ”Så,” sukkede han. Jeg rejste mig og gik over til ham. Han lagde armene om mig og sin pande mod min. Han sukkede. ”Jeg kommer til at savne dig.” Han smilede skævt og kyssede mig.

En halv time senere holdte bilen der skulle hente ham foran vores dør. Vi stod i entreen og chaufføren hjalp Louis med hans tasker. Jeg stod lænet op af dørkarmen og betragtede dem pakke de sidste tasker, og lukke bagagerummet. Louis kiggede ud i luften mens chaufføren satte sig ind igen. Han kom op og gav mig et langt kram. ”Vi ses, ikke?” mumlede han ind i mit hår. Jeg nikkede stille. Han tog fat om mit hoved og førte en hånd om i mit hår. Jeg lod ømt mine læber møde hans. ”Jeg elsker dig,” hviskede han og gav min hånd et klem. ”Jeg elsker også dig,” mumlede jeg stille. Han satte retning mod bilen. ”God tur!” råbte jeg da han forsvandt ind i bilen. Bilen satte i gear og forsvandt rundt om et hjørne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...