Flystyrtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
En ung pige er på vej hjem, men møder hårde udfordringer.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Flystyrtet

Elegante trommer brummede ud af høretelefonerne. En blid vokal fulgte trop. En fantastisk sang at døse til. Jeg smed den store, varme frakke. Her var der dejlig lunt. Frosten var bidende i år. Flysædet ved siden af mig var heldigvis ledigt, så jeg tillod mig at smække benene, med de lidt for stramme bukser, op. En gnaven, ældre stewardesse ilede hen til mig så snart, hun så det. En gammel kending. Hendes øjne genkendte mig straks, og hendes rynker blev lidt dybere ved gensynet. Jeg behøvede ikke engang at kigge op for at vide, at det var hende. Man kunne lugte hendes lidt for gamle kopi-parfume på lang afstand. Hun plaprede som sædvanlig om sikkerhed, regler og hele den lange smøre, som jeg havde fået utallige gange før på selvsamme flyrejse. Hun endte med et opgivende suk, og skældte og skældte på nutidens ungdom. “Uopdragne tøs”, kunne jeg høre hende brumme i takt til mine høretelefoner. I forhold til andre dage var hun i et glimrende humør. 

 

Mit antal af flyrejser havde altid været mange. Specielt på den her rute. De seneste fire år havde jeg arbejdet på en svensk avis, men jeg havde aldrig haft lyst til at flytte til Sverige. Det medførte, at jeg skulle tage et fly til Stockholm to-tre gange om ugen, men hvad søren. Nu havde jeg fri, og den døsende musik fik mine øjne til at falde langsomt, men sikkert i.

 

En prikken på skulderen vækkede mig. Jeg havde nok ikke sovet i mere end fem minutter. Jeg ignorerede det og prøvede at sove videre. Personen begyndte at rive i mit hår. Nu blev jeg altså ret irriteret. Forstod personen ikke en hentydning? Jeg fik endelig øjnene på plads og kiggede samme vej, som prikket kom fra. “Halløj”, sagde en lille dreng. Han var nok ikke meget mere end tre år gammel. Håret var mørkt og krøllet og den lidt for store skjorte var stoppet ned i bukserne. De røde kinder sad helt oppe under øjnene, da hans lille mund pludselig udbrød: “Mit navn er Sofus”. Jeg kiggede rundt for at finde hans forældre med øjnene, men de var ikke til at spotte. “Hej Sofus”, sagde jeg: “Jeg hedder Nina. Kan du godt lide at flyve?” Jeg plejede ikke at være så god til børn, og jeg kunne allerede mærke de klamme håndflader, man får i akavede og uvante situationer. Han åbnede munden for at svare på mit intetsigende spørgsmål, men blev afbrudt af en bumpende bevægelse, der buldrede i hele flyet. Passagererne kiggede spørgende op på stewardesserne, men de beroligede hurtigt de fleste. Sofus kiggede undrende på mig: “Hvorfor buldrede flyet sådan?” Jeg tænkte mig lidt om, og svarede så: “Det ved jeg ikke, men bare rolig, piloterne har altid helt styr på det”. I det samme tog en hånd fat i Sofus skulder: “Sofus! Du lovede at blive siddende på din plads!” sagde kvinden og henvendte sig til mig: “Nu har han vel ikke generet dig?” Jeg svarede stille nej, lidt tøvende, med tanke på en irriterende opvågning. Han var jo også bare en lille dreng, det kunne han jo ikke gøre for. “Nej, slet ikke”, sagde jeg, nu med lidt mere overbevisning. “Det er jeg glad for” sagde hun og gennede drengen hen til deres pladser - samme plads som mig, bare i den anden side af flyet. 

 

En høj, underlig lyd røg gennem kabinen. Jeg kiggede forvirret rundt. Mine øjne fandt frem til et lysende skilt. “Spænd sikkerhedsbæltet”, stod der. En lettere rundtosset pilot kunne høres i højtalererne: “Kære passagerer. Vi er løbet ind i en mekanisk fejl. Der vil opstå buldren, men bare rolig. Vi har alt under kontrol. For en sikkerheds skyld, vil vi bede jer om at spænde sikkerhedsbæltet. På forhånd tak”. Stewardesserne løb rundt og forsøgte at spænde alle fast. Bekymrede passegerer spurgte ind til det, og ældre stewardesser beroligede dem straks. Den slags skete tit, sagde de. Angsten sad i hele kroppen på de nyeste stewardesser, men de smilede bare den for nylig tillærte grimasse.

Det rumlede og bragede i hele flyet. Jeg kunne høre gråd fra bagerst i kabinen og kiggede bagud. En yngre kvinde med et spædbarn i armene græd i takt med hinanden. Hun kunne ikke tage øjnene fra det lille barn og knugede det ind til sig. Det rumlede mere og mere. Jeg var virkelig angst. Jeg tænkte på mine forældre i Danmark. Mine venner. Kommer jeg til at se dem igen? Jeg kunne mærke, at jeg havde problemer med at blive på sædet. Det var svært at holde sig oppe. Flyet vippede, styrtede måske. Åh gud. Der gik det op for mig, hvad der var ved at ske. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv. 

Højtaleren blev igen tændt, nu med en mere fortvivlet og stammende pilot: “V-vi kan ikke holde højden. Der må være noget der er brændt sa-sammen. Vi vil forsøge at lave en nødlanding. In-ingen af os ved, hvordan det kommer til at gå. Stewardesserne vil besvare ydeligere spørgsmål”. 

 

Panikken spredte sig hurtigere end skolegårdsrygter. Stewardesserne drønede rundt. En af de yngste havde sat sig over i et hjørne for at græde. Nogle af passagererne skreg og var helt ude af sig selv. Andre sad stille og stirrede ud i ingenting. Jeg fik øje på Sofus. Hans mor havde taget ham op på skødet og krammede ham bagfra. Hun græd, men stille, så Sofus ikke skulle opdage det. Jeg så også to ældre mennesker sidde lidt oppe foran. De var meget afslappede, men kiggede hinanden intenst i øjnene. Manden gav kvinden et tandløst kys på panden. Hun smilede. De knugede hinandens hænder, men bevarede roen og intensiteten i blikket. 

 

Jeg kiggede ud af flyets vindue. Vi var under skyerne og kom tættere og tættere på jorden. Havde vi sænket farten? I hvert fald ikke nok til at ligge en dæmper på den kaotiske stemning. En ældre bror havde taget fat om en yngre brors skulder. Den yngste sprang ind i armene på ham. Tårerne trillede ned af den ældste drengs ansigt. Han snuste til lillebrorens hår og glimte et øjeblik hele situationen. Han tænkte nok tilbage på jordbærjagt og varme sommerdage med sin lillebror. Han så igen realiteterne i øjnene og kiggede ud af vinduet. Det samme gjorde jeg. Vi var lige over jorden. Lugten af desperation stak i næsen. Spidsen ramte sneen. Jeg lukkede øjnene.

 

Det bragede som aldrig før. Vi gled hen ad marken med fuld fart. Det forreste stykke af kabinen knækkede. Væk var det ældre ægtepar. Jeg var rædselsslagen. Sofus havde gemt sig væk i morens arme, men skreg af sine fulde lungers kraft. Farten sænkede sig langsomt. Pludselig stoppede vi helt. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg levede! Mit skrig kunne høres i hele kabinen. Jeg skreg af glæde, af angst, af frustration. Græd og grinede på samme tid. Mit følelsesregister var ét stort kaos. Jeg kiggede rundt. Mange havde det vist på samme måde. Alle omfavnede hinanden, skyndte sig ud. Jeg løb ud som en af de første. Åh, hvilket katastrofe. Åh, hvilken lettelse! Mine knæ ramte den iskolde jord, og jeg skreg mod himlen.

 

Sirenerne kunne allerede høres. Var der nogen der var kommet til skade? Var der nogen der… døde? Alle tanker fløj rundt i hovedet. Ambulancerne ankom og stillede præcis de samme spørgsmål, som jeg havde stillet mig selv. Da de fandt ud af, at der hverken var døde eller tilskadekomne begyndte de det praktiske og psykiske arbejde.

 

Jeg blev tilbudt psykologhjælp efter min eftersigende traumatiske oplevelse. “Hvilken følelse havde du?” startede han ud med at spørge. En pibende lyd kom fra min krop. Øjnene fyldtes med vand, og jeg græd ukontrolleret. Jeg græd bare. Lykkelig over mit fantastiske held.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...