Skumringen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
En ældre dame genforenes endelig med sin mand.

1Likes
2Kommentarer
132Visninger

1. Skumringen

Natten var så småt på vej. Hun havde lige set solens sidste lys, inden den blev slugt at havets favn-tag. Dagen havde sneglet sig afsted, selvom den havde været omringet af konstant stress. Syarbejdet blev bare hårdere og hårdere fra hvert år. Hun trak langsomt sig selv ned af byens gader. Gik og tænkte på alt og intet. Skyernes færden, lysets vandring. Alt var så meget mere interessant end by-ens ulideligt stille fremståen. Selv asfaltens tørre afspejling af den lille by blev spændende. 

 

De gamle knogler blev overvældet af aftenens lumre luftfugtighed. Hun famlede med nøglerne. Et gys gik gennem hendes krop. Hun kiggede på den gamle dør. Den lugtede surt. Dørhammeren var af ældre dato, og dørens lak var for længst slidt op. Hendes blik fangede sagte det diskrete navneskilt. Det så forfærdelig nyt ud. Èt enkelt navn var præsenteret. Hun sukkede. Hun rørte nænsomt ved døren. Der hørtes endnu et suk. Nøglen blev drejet om, og hun gik ind. 

Døren lukkede stille bag hende. Selvom der var lummert udenfor, så var opgangen mørk og kold. Kroppen skælvede af den pludselig kulde. Hun gik over til hendes postkasse, 2B th. Ikke et eneste brev, kun endnu en reklame. 

En dør blev åbnet. Hun kiggede nysgerrigt op mellem gelænderne. Ned kom en ung mand med sin pige under armen. De grinte og fjantede som kun unge mennesker kunne. Pigens røde kjole stod i stor kontrast til resten af opgangen. Så smuk og livlig. 

 

Hun nåede op på anden etage. Benene var svage og hver skridt var endnu en lille pine. Lejlighedens eneste lænestol stod tom. Hun satte sig forpustet. Her kunne hun let se ned på byen. Hun mærkede en diskret brise fra det lille, åbne vindue. Blikket havde allerede fanget de enkelte blade på jorden. Efterårets begyndelse kom snart. Ligeså havde hun også bemærket de ensomme aften-vandrere, de håbløst forelskede og de skumleste typer der huserede på denne tid. Ja, hun kunne se mange ting fra hendes lille vindue. Her holdt hun øje med dagens gang. Det var som om, hun levede deres liv med dem. En evig tilskuer. For altid lænket af angsten for igen at blive forladt. Hun faldt hen.

 

Vinden blæste voldsommere nu. Hun vågnede med et sæt. De trætte øjne dansede vemodigt over på et lille fotografi. Det stod helt alene på den lille, utændte pejs. Hun stirrede længe på det, både med sorg og glæde. Det var lille og utydeligt, men man kunne sagtens se, hvad det forestillede. På bille-det sås en ung mand. Man kunne se på uniformen, at han havde været i flyvevåbnet. Han stod rank og flot og smilede stort til kameraet. Øjnene var varme, og man kunne tydeligt se, at det var en mand med overskud og tid til kærlighed. En tåre trillede ned af den ældre kvindes kind. Hun tørrede den hurtig væk, men flere fulgte trop. Græd som et barn.

 

Vejret var blevet værre. Man kunne mærke, at der var torden i luften. Ude i køkkenet hørtes dog ikke noget. Kun den lille kedel. Den pibende lyd steg, og hun tog kanden af komfuret. Prøvede at hænde vandet op i en lille kop. Hendes skrøbelige hånd rystede ved vægten af den tunge kedel. Hun måtte støtte med to hænder. Stillede koppen fra sig. Hun hændte så nænsomt. Så forsigtigt. Teposer-ne blev fundet frem. De lugtede af bedstemor. Men virkeligheden er mere ensom. Meget mere. I mellemtiden trak skyerne sig sammen. Himlen blev mørkere og mørkere og en storm var tydeligvis på vej.

 

Hun gik ind i stuen igen. Skridtene var små, og stokken havde hun glemt ved lænestolen. Hun passerede pejsen og stoppede op. Betragtede det lille billede. 

Der lød et stort brag. Det første lyn havde brudt himlen. Hun blev så forskrækket. Hele hendes krop gav et spjæt. Mistede balancen. Hun greb fat i pejsen, men fingrene kunne ikke holde hendes vægt. Hænderne gled over ildstedets overflade. Hun faldt. Ramte gulvet. Rystede. Hun rodede rundt. Prø-vede at komme op, men hun havde ikke flere kræfter. Hun kiggede hen af gulvet. Vejrtrækningen tav et øjeblik. Billedet lå også på gulvet. Over det hele, knust i tusind stykker. Hun var helt stille. Kun den ensomme tåre, der ramte gulvet, gav lyd. Hendes hjerte var stille.

 

Han kom og hentede hende den aften. Manden i uniformen. Hun lå på gulvet, da han kom. Han hviskede sagte i hendes øre. Hun smilede, da hun så hans ansigt. Hendes hænder greb om hans nakke med fornyet energi. Hun lagde sit hovede på hans skulder. Han sagde ikke mere. Manden gik gennem stuen med hende i favnen. De forsvandt ud af vinduet. Op gik de. Mod himlen, mod lyset. De havde genfundet hinanden. Hun så sig ikke tilbage for et sidste farvel med den lille by. Aldrig havde hun været så lykkelig.

 

Efteråret var officielt begyndt. Man havde fundet den gamle dame i går. Kirkens folk havde banket på. Ingen åbnede, men de tillod sig at gå ind alligevel. Der så de hende ligge foran den lille pejs. Hun smilede som en ny-forelsket skolepige. 

Han havde ikke lyst til at bo der mere. Også kæresten synes, at det var ubehageligt. Det store hus var helt tomt nu. De havde ikke haft meget kontakt med damen, men efteråret kom, og huset var bare blevet mere koldt og trist. De så hinanden i øjnene. Kunne nok bo hos søsteren en uge eller to. I huset ville de i hvert fald ikke blive. Alt var så dødt og uhyggeligt. De pakkede deres ting, tog hinanden i hånden og var væk den næste dag. Deres hænder smeltede sammen. Den røde kjole strålede som aldrig før.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...