Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1413Visninger
AA

10. Kapitel 9

Jeg standsede ikke mig selv, selvom jeg vidste, hvordan det ville ende. Hårdt slog jeg døren op til slikbutikken, så den lille klokke ved døråbningen begyndte at ringe. Butikken var ikke stor, men havde alligevel næsten altid kunder, og engang havde jeg selv været en af dem der købte slik døgnet rundt. Overalt på væggene var reoler fyldt med bland-selv-slik, slikkepinde, vingummier, chokoladebare og alt hvad man kunne forestille sig af søde sager. Bag disken stod den selvanelige ekspidient, Ms. Copuleness, som jeg engang havde haft et meget nært forhold til. Hun smilede som altid til kunderne, to små piger der skulle købe en is, trods årstiden.
Jeg følte mig som et rovdyr, mens mit blik gled rundt på hylderne. Når det skete, ville det ikke være første gang. Jeg havde aldrig kunne styre mig selv.

 

Marts 9. årgang
Jeg kan skimte de andre gennem det lille vindue i køkkenet. Mathilda sidder ved bålet og varmer sin høje og slanke krop, mens Adam og et par af de andre drenge smider brænde på og Jonas står og prøver at få flammen op, ved at vifte med sin uniform. Jeg er alene i hytten, og selvom jeg sagde at jeg skulle tisse, var det ikke min underbevidstheds mål. En pigerne skriger højt da hendes veninde kilder hende bagfra. Nervøst åbner jeg køleskabet. De må ikke opdage mig. I en fart snupper jeg en bøtte med is ud. Tager låget af og spiser grådigt med fingrenene. Da bøtten er tømt smider jeg den på gulvet. Allerede nu kan jeg mærke, at jeg ikke kan styre mig selv. Alle tankerne om at holde vægten og at jeg er tyk er væk. Mit hoved er kun besat af en ting: mad. Vredt sætter jeg neglene i et kålhoved og river bladene af med tænderne. Alting ryger ned. Mad. Æd. Monster. Indtil noget stopper mig. Jonas tager om mig bagfra og lægger mine arme om på ryggen. Første sekund er jeg lam, men derefter sparker jeg bagud for at få ham til at slippe mig. Han har opdaget mig, og alle mine tanker kommer tilbage i mit hoved.
”Slip mig!” skriger jeg hysterisk og spræller så meget jeg kan. Tårene vælter ukontroleret ud af mine øjne. Jonas holder fast om mig og trækker mig med ind i leder rummet.
”Miranda!” Hans stemme er nervøs, men alligevel bestemt. Alle tankerne om, hvad der sker nu fylder mit hoved. ”Jeg vil dø!” Han lægger mig på sofaen, men holder mig stadig så jeg ikke kan bevæge mig. Hele min krop ryster, mens jeg græder og græder.
”Miranda.” Hans stemme er rolig og han flytter mit hår fra ansigtet. Der er mørkt i lokalet og kun lyset fra døråbningen gør, at jeg kan se hans ansigt. ”Shh, det er okay.” Da han konstaterer, at jeg ikke længere gør modstand, aer han mig langsomt på armen. Han tager mig op i hans favn, mens jeg hulker igen. Alting er slørret i et væld af tårer. Hans hånd køre beroligende op og ned af min ryg, mens han gentager mit navn.
”Vil du fortælle mig hvad der er galt?” hvisker han. Jeg har altid været genert overfor alle, og hvis jeg havde været helt til stede, ville jeg havde synes det var vildt akavet at sidde i hans favn. ”Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt?” Hvis det ikke var for den mur, jeg havde bygget op efter de utallig udspørgelser af mor og Dicte, ville jeg havde knækket over med det samme, men det gør jeg ikke, i stedet græder jeg bare videre.
Jeg kan høre at Mathilda komme ind i lokalet.
”Skal jeg snakke med hende?” spørger hun med sin overskudsagtige stemme.
”Prøv.” Jonas giver stille slip mig og ligger mig på sofaen igen. Gennem mine tågede øjne ser jeg Jonas hviske til Mathilda og derefter forlade lokalet. Mathilda sætter sig på kanten af sofaen og tager min hånd.
”Hvorfor gør du det mod dig, Miranda?” Hun er høj og slank og hendes lyse hår sidder flettet i en krans om hendes hoved. Det eneste jeg kan tænke på er hvor meget smukkere end mig hun er.
”Du er smuk.” hvisker jeg og stopper med at græde. Mit blik sidder fast på hendes ansigt. De hjerteformede læber og blå øjne der er indrammet af det tynde brillestel.
”Om det er du også, Miranda.” Hendes stemme er fuld af håb. ”Hvorfor ødelægger du det for dig selv, ved at sulte og derefter få ædeflip?”
”Jeg er tyk.” Ordene bryder langt om længe igennem muren.
”Nej, Mathilda. Du er tynd som en flagstang. Du er tyndere end alle andre. Hvem har dog bildt dig det ind?”
”Dem.” Febrilsk prøver jeg at lukke hullet, hvor hemmelighederne strømmer ud. ”Ingen,” svarer jeg hurtigt.

 

Det var første gange. Næste kom også. Og næste igen. Og min kost blev strammer endnu mere, når jeg nu ikke kunne styre mig. Udover min kasse med dagbøger og kasse med blodpapir, opfandt jeg en ny kasse: kassen med dietbøger. Jeg klippede utallige slankekure ud fra blade og printede dem fra nettet og dernede lå min kost dagbog også, hvor jeg skrev alle kalorierne, jeg havde indtaget ned, min vægt, hvor meget motion jeg havde dyrket, og hvor meget jeg havde cuttet. Så havde jeg styr på mine ædeflip og hvor meget blod jeg manglede at ofre.

Langsomt gik jeg rundt i butikken og ventede på at rovdyret ville overtage mig. Glædede mig over at muren nu var hel og aldrig mere noet problem.

 

Marts 9. årgang

Dicte kigger på mig, og inden bag hendes psykolog facade, ved jeg hun er skuffet. Hun af alle burde kunne få noget ud af mig, men der må hun sukke. For hvert et spørgsmål ligger hun en sten på en mur der holder på mine hemmeligheder. Hun smiler alt for meget.

"Vil du ikke snakke med mig, Miranda skat?" Hun tager min hånd og hendes hoved er skræmmende tæt på mit. Jeg stirre bare uden om hendes hoved og op i loftet. Briksen er hård at ligge på, og det er ikke ligefrem noget jeg nyder.

"Jo vist," svare jeg med en overdreven overskudsagtig stemme, men midt i sætningen knækker min stemmer. Jeg er bare ikke sjov eller har noget overskud til at joke.

"Hvordan går det så i skolen." Hun slår sine hænder sammen i begejstring.

"Godt." mumler jeg. Inden i græder jeg. Det er så fandens svært at holde muren oppe, selvom Dicte hjælper stærkt med. Alle ordnende er stærke og kæmper imod. Min mave gnaver af sult.

"Det er da godt." Man kan høre det ikke var det svar hun havde håbet på.

"Ja." Kort og kontant. Så lidt at størstedelen af mit fokus kan forblive på muren. Tavshed.

"Du kan ikke have det godt, når din arm er fyldt med sår, du selv har skåret, og når du sulter dig selv ihjel." Jeg svare ikke, for ordene der ligger på min tunge på for alt i verden ikke blive sagt højt.

 

I vreden på Dicte røg min arm hen over hylden med slik, så det endte spredt ud over hele gulvet. Så overtog monsteret mig. Alt røg ned. Alt. Slikkepinde, is, lakrids, tyggergummier slugte jeg råt. Det var ikke mig der styrede mine bevægelser. Hvordan jeg åd det hele. Søvsugede butikken. Kun vreden og trangen var i mig. Ind i mellem skreg jeg op. Hvorfor skulle de også snage i mig liv? Kunne de for fanden ikke bare holde kæft? Jeg river artigt papiret op til en marsbar og spise den i en bid, mens jeg åbner en pose med karameller. Jeg når ikke engang at smage maden før den er væk. Æd.

 

Marts 9. årgang

"Se de deller!" Megarra stikker til mig med en gren, som om jeg er et dyr, hun ikke vil røre ved. Ringen omkring mig griner højt. De sædvanelige, Rebecca, Olivia og Madeleine, og alle de andre. Jeg snerrer af hende. "Wow Wow Wow, i må nok tage lidt afstand før dyret angriber. Hvis hun først liger sig oven på jer, er i død med det samme." Jeg bakker op mod væggen, kommer i stedet til at træde en dreng bag mig over tærene. I mit indre priser jeg mig lykkelig for at Mathilda og Adam ikke går på min skole.

"Du burde tabe dig." Madeleine kaster et blad over mod mig. En slankekur er på forsiden.

"Velkomen til forstilling i cirkus Fedebjerg." Megarra laver sin stemme om, så hun lyder som en cirkusdirektør. "Vi vil gerne præsentere det fedeste dyr i verden: Miranda Olivia Collins." Hun bukker og peger mod mig. Jeg føler mig som et dyr med alle de stirrende øjne. Mit blik spejder rundt efter en gårdvagt, men der er ingen i baggården. "Hun kan ikke engang rokke sig ud af stedet." Megarra danser elegant omkring mig, mens hun fortæller til kræsen. "Gemma, giv mig den pind!" Hurtigt samler Gemma en lang gren op fra jorden og kaster den til Megarra.

"Det er verdens bedste cirkus." fniser hun og stikker hovedet sammen med Abby for at hviske. Alle er imod mig. Alle hader mig.

"Nu til et stuuurt stuuurt nummer." Megarra løfter Armenien og får skabt en klapsalve. "Jeg vil få dyret der ikke kan bevæge sig til at springe med denne pisk." Hun slår grenen et par gange ned i jorden, så der lyder et par høje smæld. Derefter vender hun grådigt blikket mod mig, løfter grenen og slår. Jeg mår akkurat at  afskærpe slaget, men et stort rødt mærke er på min arm. Jeg græder af smerte. Igen slår hun den mod mig. Der lyder et gisp gennem publikum. Jeg springer til side i et skrig og ender hjælpeløs på jorden. Sidste gang rammer pisken tværs over min overkrop og uden at ville det må jeg skrige. Bare hvis smerten snart vil holde op. Helt op. For jeg har jo straffet mig selv ved at skære, og jeg gør alt for ikke at spise noget, hvorfor skal jeg så straffes endnu mere. Fordi jeg ikke er god nok.

 

 

Nu var jeg ligeglad. Helt ligeglad. De kunne bare komme an. Jeg ville spise så meget jeg ville nu. For de ville alligevel aldrig kunne kalde mig fed igen. Jeg sparkede til en tom vingummipose der lå på gulvet. Og alligevel havde jeg den samme nagende følelse af dårlig samvittighed. Jeg måtte videre, inden følelsen bredte sig for meget. Jeg slog døren op og løb ud på gaden. Det var ikke længere end over gaden. Den næste boede i lejligheden øverst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...