Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1469Visninger
AA

9. Kapitel 8

Ude på gaden besluttede jeg mig for at gå et stykke. Der lå butikker rundt omkring og en hyggelig stemning om det lille kvarter. Jeg gik ind på en lille café, hvor jeg plejede at spise brunch med Mathilda, hvert år den 19. maj, en lille tradition vi havde. Jeg gik om bag disken og lavede mig en kop sort espresso og tog et stykke marmor kage. Det hele sluttede alligevel snart, så jeg kunne ligeså godt spise mig fed. Fred. Ingen selvbebrejdelser. Det var alligevel snart slut, så det var tid til at ånde frit. Jeg satte mig ved et lille bord i et outsiders hjørne, hvor ingen kunne se mig, for jeg havde jo stjålet.
Først stak jeg lidt til kagen med gaflen, men fik så en bid ned. Det var bare så svært at modsige den vægt der havde styret meget af mit liv.

 

Februar 9. årgang
Mine bare fødder træder op på den kolde vægt. Helt nøgen, tallet skal så langt ned som muligt. Jeg lukke øjnene og puster alt luften ud, før jeg kigger på tallet. For meget. Alt for meget. De røde lysene tal burde ikke være der. De burde være ligeså lave som, hvis Megarra eller Madeleine stilede sig derop. Vredt tager jeg blyanten der ligger på den glatte marmor overflade. Kradser tallet ned ved siden af datoen i kalderen. Jeg tager tøjet op igen. Klæder mig langsomt på. Tankerne suser som dæmoner rundt i mit hoved. Fedebjerg, så tab dig dog. Idiot, at du ikke engang kan tage ansvar for dig selv. Jeg suger maven ind, i den stramme bluse. Mine ribben er synlige, men det er ikke nok. Det bliver aldrig nok. Jeg bliver aldrig god nok. Mine fingre knuger bogen ind til sig, og den anden hånd holder om vægten. Begge ting glider ind under min seng. Tyrannerne i mit hoved skriger og hyler som hunde. Hundene har hoveder. Megarra, Madeleine, Gemma, Abby. Deres røde øjne lyser op. Ud af mit hoved, så alle, der ser mig, hader mig. Spejder er det eneste sted jeg har fred. For Mathilda og de andre er blinde for de røde øjne. Min familie er også. Men ingen andre. Jeg ved det. Alle ved at jeg er tyk. Alle ved at jeg er et misfoster.

 

Kagen virkede endnu større, og endnu klammere, jo mere jeg tænkte. Den var fyldt med fedt. Jeg tog i stedet et nip til min kaffe. Den brændte på tungen. Jeg kunne ligeså godt sidde og pine mig selv. Desuden skulle jeg være forberedt på smerte, når jeg gik videre til den næste jeg skulle besøge.

 

Februar 9. årgang
Deres latter. Jeg lukker øjnene og ønsker jeg bliver usynlig. Skridt tæt på. Gud, lad mig blive usynlig. De standser. Mor siger at det man ønsker får man, hvis bare man ønsker det nok. Megarra hvisker højtlydt til Madeleine. Jeg ønsker af hele min krop, at jeg er usynlig, eller at se i det mindste bare overser mig.
"Du der, bjerg af fedt, måske skulle du tabe dig lidt." Jeg lukker øjnene. Jeg er ikke usynlig. Midt på gaden står jeg, og ingen lægger mærke til mig. Bortset fra dem. De griner højt og overdøver mit lydløse skrig om hjælp. Megarra tager fat om en delle.
"De hænger over alt på dig. Det er mig et under at du ikke er kommet på fedmelejr endnu." Madeleine nikker.
"Nogen folk er bare mere end tykke." De ser så perfekte ud. Jeg ønsker at jeg er ligesom dem. Standarden er perfektion, og jeg er under standarden.
"Vampyr." De tager hinanden under armen og fortsætter. Jeg er fri og alligevel som en fugl i et bur, som et dyr i zoologisk have. En vanskabning alle står og griner af. Lukket inde i sit bur, uden nogen vej ud.
Jeg begynder at gå. Ind på apoteket. Griber fodfilen. Betaler. Forsvinder igen. Blod. Vampyr.

 

De forfulgte mig overalt. Selv når de ikke var der, var deres stemmer ingraveret i min hjerne. Det ville aldrig stoppe. Altid havde de været der et eller andet sted.

 

Februar 9. årgang
Adam rækker dåsen med småkager mod mig. Han blik hviler et kort sekund på mig. Det syder og bobler inden i. Jeg har lyst til at han skal knuge mig ind til sig og kysse mig. Jeg har en lyst til at skrige hans navn.
"Tag en småkage, Miranda." Mathilda prikker til mig. Hendes blik er bekymret. "Sig nu ikke at du er blevet anorektiker." Hun ved det er sandt, det hun siger, men lader som om det er en joke. Alle kigger mod mig,
Hviskende stemmer fylder mit hoved. "Tyk." "Fed." "Du burde tabe dig." Jeg kan ikke få mig selv til at tage en småkage. Allerede nu kan jeg mærke kalorierne sætte sig på mig.
"Nej tak." Jeg smiler svagt til Adam. Mathilda knuger min hånd. Hårdt. Jeg ånder. Spejder er mit åndehul. Ingen tager notits af mig. Alle griner bare videre, da Daniel kommer til at tænde ild til sin småkage og må skylle den i vasken. Der er rart.
"Hvis der er noget skal du sige det." Jeg er ikke sikker på om ordene virkelig kom ud før Mathilda giver mig et akavet sidelæns kram. "Jeg er her."

 

Mit blik faldt på Mia der sad ved bordet overfor mig. Hun kiggede direkte mod mig, men ville aldrig opfange, at jeg havde været der. Selv ikke når tiden gik igang igen, ville hun kunne huske andet end en prik for hendes øjne i under et millisekund. Jeg havde aldrig haft et specielt forhold til hende. Hun var ligesom alle de andre. Alt det jeg ikke var. Hun havde aldrig sagt imod, men heller aldrig gjort opmærksom på sig selv. I hendes mundvige hang et sugerør, der førte ned til en blodrød juice. Overfor hende sad en mørkhåret dreng. Han mindede faktisk en del om Adam. Mine knæ blev bløde. At jeg havde været så fandens forelsket i ham, gjorde det absolut ikke bedre i min mobbehistorie. Et monster og en prins passede bare ikke sammen. Det var et brud på fysikkens regler. Jeg havde aldrig nogensinde mødt en taber som mig. Og det ville jeg heller aldrig.

Af ren misundelse rejste jeg mig med et sæt og gik med faste skridt over mod hendes bord. Vreden fyldte mig. Hvorfor i alverden havde hun en kæreste, når jeg ikke havde? Vredt rev jeg sugerøret ud af munden på hende og smadrede kruset med juice ned mod gulvet. Det splintrer og den røde væske fyldte gulvet. Det var præcis ligesom mig. Min krop var blev splintret mod jorden ligesom koppen, og blodet sivede langsomt ud og skabte et stort blodbad, hvor alle resterne af mig svømmede rundt. Jeg tog hendes flødeskumskage og tværede den ud i ansigtet på ham. Alting var alligevel så ligegyldigt. Jeg så hurtigt rundt og skimtede et stort glas med kogende kaffe på bordet ved siden af. Jeg udstødte et hyl og kastede kaffen ud over Mias lilla bluse. Hun ville få store brændsår, vidste jeg, og det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg løb og løb og løb, ligesom jeg altid havde gjort. Alligevel skammede jeg mig ikke. Følelsen der fyldte mig var bare hævnfuld og djævelsk. Endnu et stop, før jeg skulle videre igennem mit liv, kom op i mit hoved. Mere målrettet satte jeg kursen mod slikbutikken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...