Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1458Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg scrollede ned igen og fandt en mail lidt efter.

 

December 9. årgang
Af Josephine Collins, 29/12
Kære Hayden.

Jeg har prøvet hvad du har sagt, men jeg må kontakte dig igen. Hun er for alvor begyndt at tabe sig, og cuttingen stoppede ikke. De få gange jeg har snakket med hende om det, har vi endt i et skænderi. 
Hun er begyndt virkelig ikke at spise noget, og når jeg tvinger hende, kan jeg høre hende kaste det op bagefter. Jeg har gemt vægten på badeværelset, som hun ellers gjorde ivrigt brug af, men hun fandt den igen, og da jeg snakkede med hende blev det igen til at hun endte med at sidde og græde på sit værelse.
Hvis det ikke stopper inden 14. januar kontakter jeg en psykolog.

Det påvirker hele familien, at hun går rundt som et spøgelse. Stemningen bliver altid nedtrykt når hun kommer ind i et rum.
Jeg tror det er noget i skolen, men jeg er ikke sikker. Det eneste tidspunkt jeg har set hende smile en lille smule er når hun kommer hjem fra spejder. Jeg tror hun trives der. Især en pige ved navn Mathilda, der går en årgang over hende, er hun meget sammen med.

Josephine.

 

Jeg læste ikke engang Haydens svar, for jeg vidste det ikke havde virket, for i midten af januar kom mit første møde med en psykolog. Starten på et væld af møder, hvor ingen af dem virkede. Fordi jeg ikke virkede. Fordi jeg ikke ville hjælpes.

 

Januar 9. årgang
Mor smiler opmuntrende, selvom det ser dybt falsk ud. Rummet er fyldt med skrigene farver, der skære i mine øjne. Orange, pink, limegrøn, pang gul. Rundt omkring hænger der også billeder af glade børn. I midten står et skrivebord og ved siden af er en briks. Bag skivebordet sidder en lille dame med stort krøllet hår og smiler til mig.
"Dicthe Tomsons." Hun rækker hånden frem til et fast håndtryk. Derefter giver hun hånd til mor og nikker til at hun skal gå uden for.
"Læg dig på briksen der." Jeg sætter mig op på den hvide briks, og ligger mig ned så jeg stirrer op i det hvide loft. Den eneste tanke jeg stadig kan holde fast om, er tanken om at jeg ikke må sige noget. Intet.
"Du er tynd." konstatere hun. "Er du tilfreds med din krop."
"Ja." lyver jeg ligegyldigt.
"Du skal spise noget mere. Eller kan du være til skade for dig selv." Hun tager blødt om min hånd. "Er det noget i skolen der er galt?" Ikke sige noget. Ikke sige noget. Det virker ellers så fristende, bare at række hånden ud efter hjælp. Men det vil ikke hjælpe. Ingen må vide hvad der forgår. De ville alligevel bare følge Megarra. Jeg ryster på hoved.
"Er det derhjemme?" Ryster på hoved igen.
"Er det dine tanker?"
"Du er okay, Miranda. Du er en smuk pige." Nej. Jeg lukker øjnene. Red mig. Red mig. Nødråbene køre rundt i mit hoved sammen med formaningerne. Ikke sige noget. Ikke sige noget. Red mig.
"Red mig." Jeg formede min mund som ordnende, uden at ænse Dicthe ved min side. "Red mig." Hun klemmer om min hånd.
"Det er okay, Miranda. Jeg skal nok rede dig." Roligt lader jeg mig forføre af hendes ord. Flere beroligende kommer til. Og med et stopper det. Et enkelt lille ord er stødt med Ikke sige noget. Brat sætter jeg mig op.
"Jeg behøver ikke hjælp." Jeg smiler til Dicthe. Hun nikker.
"Men læg dig nu alligevel." Jeg ruller med øjnene, men stoler på mig selv. Jeg siger ikke mere.

 

Først da jeg kom ud fra psykologen troede mor det hjalp. Derefter gik det op for hende, at det nok ikke hjalp lige med det samme. Jeg nød at høre psykologens ord, men jeg lod aldrig mig selv gøre det. Kun enkelte gange slap jeg min sjæl fri. De næste mails omhandlede også psykologen. Det var tydeligt at mor var ramt af, hvordan jeg havde det, for de sendte næsten ugentligt mails til hinanden. En ramte mig især, fordi mindet stod blandt de klare minder.

 

Januar 9. årgang
Af Josephine Collins 30/1
Kæreste Hayden

Jeg er så knust i dag. Jeg fortryder helt, at jeg gjorde det, men jeg kan ikke gå tilbage. Nervøsiteten er der endnu mere i mig nu. Jeg læste op fra hendes dagbog. Det var skræmmende. Hun skreg og skreg og græd, og jeg nåede ikke at læse særlig meget. Det var for hendes eget bedste. Men det der stod i den. Det overraskede mig virkelig. Jeg har sendt det til Dicthe.

Tak fordi du lytter
Josephine

 

Januar 9. årgang
Mor står i døråbningen. Jeg kigger hen mod hende og priser mig lykkelig for at jeg ikke græd. En trist sang køre hen over radioen. Hun lukker døren og sætter sig ved siden af mig på sengen.
"Jeg fandt denne her, nede i stuen og jeg vil gerne tale med dig om den." Hun rækker min dagbog frem. Frygten fylder mig. Hvor meget har hun læst? Hader hun mig også nu. "Jeg har ikke læst mere end et par passager, men Miranda vil du ikke nok tale med mig om det?"
"Nej. Det er ikke noget."
"Ikke noget?" Hendes stemme er hysterisk. Hun flår dagbogen op. "Alle hader mig. Jeg hader mig. Jeg ville ønske de ville holde mund med, at jeg er tyk. Jeg ved det jo godt..." Tårerne vælter ned af mine kinder, da jeg ser hvor såret hun er.
"Stop!" skriger jeg. "Stop!" Jeg slår ud efter hende. Jeg vil gøre alt for, at hun stopper. Det er ikke til at klare at høre hende læse min dagbog op. Jeg river bogen ud af hendes hænder.
"Gå!"
"Miranda." Hun holder om mit håndled.
"Slip mig." Med den frie hånd bore jeg neglene ind i hendes arm, så hun slipper og jeg skubber hende ud. Et højt skrig slipper min mund. "Det er ikke til at holde ud." Min krop ryster.

 

Jeg tog mors hånd og bad Gud om at passe på hende. Om at lade hende få et bedre liv. Jeg lagde brevet til hende og far på hendes skrivebord, så hun ikke kunne undgå at se det. Derefter forlod jeg hende for sidste gang. Det var en af de mest smertefulde ting at gøre, selvom flammen der havde brændt i mig, havde gjort så meget skade, at jeg næsten var blevet følelsesløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...