Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1425Visninger
AA

7. Kapitel 6

Min mor sad ved sit normale skrivebord i den lille villa som blev brugt som hovedstad for den lokale avis. Hun var journalist og skrev sammen med fire andre artikler til et reklamefinanseret ugeblad. Hun havde sine læsebriller på og sad blandt en masse noter. Hun lignede mig på mange måde. Vi havde den samme højde, det samme lange sorte hår og de samme hjerteformede læber. Det var mærkeligt at se hende side helt stille. Jeg prøvede at skyde tanken om, at det var sidste jeg så hende, væk. På hendes skrivebord stod to fotografier. Et af Clara som var taget året før i sommerferien. Hun havde fars lyse hår, men også mors læber ligesom mig. Hun smilede stort til kameraet, mens hun sad med en is i den ene hånd. Hendes hud var modsat min solbrun og uden urenheder eller bumser. Ved siden af var et af mig. Det var fra da jeg startede på 6 årgang. Jeg smilede stort og man kunne se at jeg havde tabt en tand. Det var min sidste. Jeg var godt klar over hvorfor hun havde et af Clara fra da hun var 13, som var under et år gammelt og et af mig der var fra jeg var 11, næsten 5 år gammelt.  Hun ville ikke se mig såret. Der var ingen billeder af mig siden jeg startede i 8. hvor jeg smilede. Hun så koncentreret ind i skærmen hvor hendes mail stod åben. Musen var over en uåbnet mail fra bageren som hun skulle skrive en arktikel om. En anden mail fangede mit blik. Den var fra hayden@123help.com og over et år gammel. Jeg flyttede hendes kolde hånd fra musen og lod den først hænge i luften, hvor jeg derefter blev for distraheret og lagde den ned på hende skød. Derefter trykkede jeg på mailen.

 

December 9. årgang
Af Josephine Collins, 1/12:
Kære Hayden

Jeg håber virkelig at du kan give mig et godt råd. Min datter cutter. Jeg ved det, selvom jeg ikke vil indrømme det over for mig selv. Siden hun startede på 8. årgang og vi flyttede fra New York har hun ikke været ligeså glad som hun plejede at være. Jeg ved ikke havd der er galt. Min mand har ikke set hendes mærker endnu, men min yngre datter har spurgt en enkelt gang. Første gang jeg så et rødt mærke på hendes arm var omkring den femte september i år.

Sidste år har hun været overvægtigt og lidt af fedmeproblemer. Jeg snakkede med hende om det og hun græd, men gjorde intet ved det, før sommerferien hvor hun tabte sig gevaldigt. Hun har altid været spinkel af natur, men nu er hun begyndt ikke at spise særlig meget og er virkelig tynd.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har snakket med min mand om hendes kost, dog ikke om cuttingen. Skal vi kontakte en psykolog eller snakke med hende. Det fylder alt i mit hoved at hun ikke trives. Hver gang jeg ser på hende føler jeg sorg.

Josephine.

 

Jeg scrollede hurtigt ned. Det skar i mig at det fyldte så meget hos hende. Jeg havde haft indflydelse på så manges liv. Mit eget, min families, de andre i klassens. Alle var blevet påvirket af mobningen.

 

December 9. årgang
Af Hayden Scoo 5/12t:
Kæreste Josephine

Du må først og fremmest fortælle din mand alt du ved. I må stå sammen og stå fast for det er en svær situration.
I skal tage en snak med jeres datter. Spørge ind til skolen og fortælle at i er bekymrede. Hvis hun ikke lytter må i fortælle at i ellers må kontakte en psykolog og derefter gøre det. Det er vigtigt at i ikke tvinger hende til at spise, men er forstående over for hende og hjælper hende med at spise. Dermed må i gemme alle knive og skrape genstand væk fra hendes rækkevidde. Sørg hele tiden for aldrig at tvinge hende til noget. I skal forklare hvorfor i gør det hele.

Held og lykke
Hayden.

 

Den samtale huskede jeg alt for godt.

 

December 9. årgang
Mor tager min hånd.
"Miranda." Hendes øjne er blanke. Far ser alvorligt på mig. "Du bliver nødt til at stoppe. Du må ikke skade dig selv." Jeg græder. De må for alt i verden ikke få at vide hvad der er grunden til at jeg bliver nødt til at gøre mit regnskab op med kniv og sult.
"Jeg cutter ikke!" siger jeg bestemt.
"Miranda, lad nu forfanden vær med at lyv!" Far stemme er meget mere barsk end jeg havde forventet. Jeg ser forskrækket på ham. Endnu flere tårer.
"Hvis du ikke stopper må du tale med en psykolog. Du må ikke skade dig selv." Mor græder også. Stemningen er uhyggelig. Jeg kigger skræmt fra mor til far. En psykolog? Jeg havde hørt at de kunne få alt ud af folk. Julehjerterne rundt i stuen skinner ikke mere og englene kigger alle bebrejdede på mig.
"Du bliver også nødt til at spise noget mere. Du spiser ingen morgenmad og kun en smule til middag." Jeg tror heller ikke de ønsker at samtalen skal være så direkte og barsk. Jeg rejser mig op.
"KAN I IKKE BARE FOR GUDS SKYLD BLANDE JER UDEN OM MIT LIV!" skriger jeg grædende og løber op af trappen hvorfra Clara har stået og lyttet med.
"Vil du så tale pænt!" råber min far nede fra stuen. Jeg kan høre mor tage om ham og snakke ham til ro. Jeg havde aldrig set ham vred før. Så ulykkelig. Jeg smækker døren til mit værelse og sætter mig ved vinduet. Tårerne er ikke mere vred, men sorgfulde. Jeg tager den lilla æske frem hvor det hele ligger. Blyanten, dagbogen, barberbladet, servietterne og dækcremen, jeg kunne bruge til at dække mine kinder med når jeg havde grædt. Først tager jeg barberbladet og skærer en lang steg ned af min arm. Udenfor kan jeg høre Clara banke på døren og sprøge om der er noget galt. Jeg tager en serviet og tørre blodet væk. Servietten folder jeg pænt sammen og ligger i den grønne kasse der er gemt under min seng. Fyldt med alt det blod jeg har ofret ved regnskabets time. Derefter tager jeg min dagbog og begynder med min sirlige håndskrift at skrive ned. Den var næsten fuld. Det passede meget godt. Jeg havde brugt en per halvår siden jeg startede på ottende årgang. Dagbøgerne gemte jeg i en stak bag kassen med servietter. Jo længere jeg når ind, jo mere hidsig bliver min håndskrift og man kan se omridset på den anden side af siden.

 

Jeg græd ikke. Jeg tvivlede på om der overhoved var flere tårer tilbage i mig. En hånd gled op på mine ru kinder. Det var ikke sundt at græde meget. Det var lidt som om alt den smerte over det emne var ude. Jeg håbede bare at de ville få det godt uden mig. At de ikke ville savne dem. Noget gnavede inden i. Skam over hvordan jeg havde opført mig overfor dem. Respekløst. De var også blevet mobbet. Alle var blevet mobbet. Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle gøre for at stoppe det. Jeg var bange for Megarra. Angst. Ikke det første år, men da hun klippede mit hår af var det som startskuddet til helvede, blev jeg bange for hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...