Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1414Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg forlod Ginnys værelse og gik ned i entréen igen. Ginny og Emma stod stadig i samme position. Tanken om hvis nu tiden ikke startede for dem igen, gav mig et stik af frygt. En vrede over at Ginny ikke havde hjulpet mig dengang blussede op i mig, selvom jeg selv ville havde gjordt som hende. Jeg fandt badeværelset og tog et glas med panodiler. Der efter løb jeg op på Ginnys pastel farvede værelse igen og begyndte at lægge et mønster af panodilerne på gulvet. Det ville også hjælpe Melody. Jeg ville gøre alt for at hjælpe Melody. Efter det sidste G rejste jeg mig og betragtede mit værk. Med store blokbogstaver stod der: STOP MOBNING! Så måtte hun havde lært det.

Jeg åbnede lågen ud til folden. Alle hestene var ligeså stenfrosne som Ginny og Emma. Mit øje ledte efter en bestemt hest. Den hvide manke fangede hurtigt mit blik og jeg løb hen mod Emmelina. Jeg bed mig i kinden og tog mig sammen til at røre hende. Så snart hun mærkede min berøring vågnede hun op. Hun så roligt på mig mens jeg aede hende på mulen. Jeg havde altid været bange for heste, men engang skulle jo være den først ... og den sidste. Hun var ikke ligeså høj som nogen af de andre heste, og lige knap høj nok til at jeg kunne kravle op på ryggen af hende. Jeg klamrede mig til hendes hals, men hun nikkede bare beroligende på hoved. Langsomt begyndte hun at gå. Hun red ud af folden og ud på gårdspladsen. Faktisk var det ikke så slemt, selvom det føles som om der var kilometer ned til jorden, og jeg tog den drastiske beslutning at lade bilen stå lidt og ride i stedet. Jeg huskede engang i syvende hvor Megarra tiltalte mig hest. Måske var det alligvel ikke så galt. Jeg gad godt være en hest. Vi red ind i en lille skov. Det var starten af april og små erantis og vintergækker spirrede op af den frodige skovbund. Jeg spiste sikkert også det samme som en hest dengang.

Tårene kom per automatik da jeg låste døren efter mig. Gudskelov for at ingen var hjemme. Mine forældre var på arbejde og Klara var til volleyball stævne. Jeg gik direkte op på mit værelse. Jeg satte mig på sengen og åbnede min taske. Slik, chips og sodavand bugnede op.
"Fucking kvalitetstid med mine venner." tænkte jeg bistert. Jeg åbnede posen med chips og åd en håndfuld. Sammen med den kom flere og langsomt tænkte jeg ikke over hvad jeg spiste. Så længe jeg spiste var det bare godt. Alt røg ned. Ensomheden forsvandt når jeg spiste. En længsel efter at dele kom op i mig, men jeg anede den ikke en tanke. Alting forsvandt i den halvkvalmene fornemmelse da maden røg ned.

Jeg troede jeg blev født med en bygningsfejl. En grund til at jeg lige siden jeg startede på niende årgang har levet i en del af heleved. Aldrig kunne jeg finde ud af at live mit liv normalt. Jeg var ikke god nok, det vidste jeg godt. Gud havde skabt mig, og det var han ikke færdig med endnu. Det blev han heller aldrig. Det kunne være hvis ensomheden havde forblevet ensomhed og ikke var blevet til had, at jeg så ville havde ladet ham bygge mig færdig. Emmelinas rolige skridt gennem den våde skovbund var den eneste lyd der hørtes. Der var dejlig stille. Ingen skældsord eller øgenavne. Mine lange tynde fingre havde et fast greb om hendes hals, og jeg lå nærmest hen over hende. Man skulle tro det var koldt, men når tiden stod stille var der den samme temperatur over det hele. Vi kom længere og længere ind i skoven, men jeg sørgede for kun at ride stik ligeud så jeg kunne vende om med det samme når jeg skulle hjem, uden at fare vild. Gennem grænenene kunne jeg skimte en folk grønne uniformer, spejderene. Det var en folk minier og to ledere. Den ene havde en stor stak bøger om fugle under armen. Det mindede mig om min første gang til spejder. Mor havde tvunget mig, fordi hun synes det ville gøre mig mindre asocial.

 

November 8. årgang
Mit blik gled nervøst rundt i gupperummet. Der var en køjeseng med to bare madrasser, hvor Daniel og Adam sad, og på en gammel rødmalet bænk sad Mathilda og en pige jeg endnu ikke havde fanget navnet på. Jeg passede ikke ind der. De var allesammen høje og slanke, ligesom alle andre i verden. Adam sad og smeltede enden af en kuglepen med sin lighter. Daniel prøvede forgæves at klippe i bordet, i rastløsthed, imens han sang en sang, der mest bestod af sætningen "En gang spejder altid pyroman(?)". Mathilda sukkede flere gange af drengene, mens hun prøvede at skrive noget ned på det papir vi skulle tegne vores raftekonstruktion på, og den anden pige legede med sin mobil, mens hun sang en lejrsang. Jeg følte mig underligt tilpas. Her var alle mærkelige. Mindede om mig. Især Adam fascinerede mig, eller rettere sagt besatte mig. Hver en sætning han sagde skrev jeg ned i mine hukommelse. For hver en bevægelse han tog følte jeg mig mere og mere forkert. I mine fantasier kunne jeg se hvordan han holdt om mine hofter, mens han hviskede mit navn og kyssede mig. Selvom han gik to årgange over mig, 11, var jeg helt forgabt i ham.
"Kom on drenge, skal vi ikke se at få lavet noget. Vi skal jo heller ikke skræmme Miranda væk, vel?" skyndede Mathilda. Drengene sukkede.
"Det er så keeedeligt!" gabte Daniel. Jeg ville bryde ind for at sige at jeg havde det helt fint med bare for en gangs skyld at føle mig velkommen, men holdt inde, ellers ville det gå op for dem at den fede pige der fyldte hele bænken, ikke ville blive tyndere foreløbig.

 

Fra første dag i hytten var jeg helt forgabt i det. Det var der mit åndehul blev. Hvor jeg kunne være mig selv. Der gik hellere ikke langt tid før jeg blev venner med Mathilda. Jeg ville ønske hun kunne havde været min ven forevigt, men hun havde andre venner udenfor spejder, så vi sås mest til møderne og på turene. Jeg blev mere og mere afhængig af spejder, det og for min families skyld holdt jeg ud så længe. Jeg turde ikke tænke på hvad Mathilda ville sige når hun så mig, død. Jeg havde svigtet hende, efter alt det hun havde gjordt for mig. Jeg håbede at hun bare ville glemme mig. Blandt de små glade ansigter fandt jeg Adams bror. De lignede hinanden som to dråber vand. En varm følelse gik gennem mig. Trods Adam havde haft mange kærester gennem årene, deriblandt en periode Mathilda, havde jeg aldrig opgivet ham. Jeg havde aldrig gjort noget for at han skulle ligge mærke til mig, da jeg vidste at han alligevel ikke ville have mig, ligesom alle andre. Der var altid et søm der borede sig ind i mig når jeg så han med andre. Hvordan han kærtegnene og kyssede en anden pige. Jeg lod en enlig tåre trillede ned af min kind og satte Emmelina til at vende om. Selvom jeg havde uendelig mængder af tid, ville jeg gerne have det overstået. På vejen hjem lavede jeg i mit hoved en liste over mennesker jeg skulle besøge, og det blev hurtigt til mange. Eftersom min mors arbejde lå tæt på gården, men på vej ind mod centrum igen, besluttede jeg at besøger hende, selvom det ville blive en af de smertefulde besøg. Da vi drejede ind på gårdspladsen hoppede jeg af Emmelina. Et øjeblik lod jeg mit hoved ligge mod hendes, mens hun nikkede beroligende. Derefter slap jeg hende og hun gik af sig selv ind i folden igen. Jeg satte mig ind i bilen igen. En uhyggelig følelse gik gennem mig da jeg startede motoren. Jeg var alene i verden. Alene blandt alle andre. Mit blik faldt op mod vejrhanen, der mindede mig om endnu en af mine 'hemmelige laster'. I mit stille sind var jeg altid bange for at der ville ske noget forfærdeligt hvis jeg ikke tændte en vandhane tre gange før jeg benyttede den. 

 

November 9. årgang
Jeg tog fat om vandhanen og åbnede den. Vandet strømmede ned i min vandflakse. Jeg havde allerede spist meget. Alt for meget. Så jeg måtte fjerne den gnavene fornemmelse i min mave med vand. Det var en ny ting jeg havde besluttet mig for; at tabe mig. Endelig var det gået op for mig hvor meget større jeg egentligt var end de andre. Et lille skrig lød bag mig og jeg så Megarra stå skræmt bag mig. Jeg stirrede overrasket på hende og ventede på en ond bemærkning.
"Du tænder direkte for vandhanen!" udbrød hun.
"Ja..?" stammede jeg nervøst. Mit blik gled rundt på toilettet.
"Du ved godt at man skal tænde og slukke for vandhanen tre gange før man må drikke vandet. Ellers kan der ske noget virkelig forfærdeligt!" hvinede hun forfærdet. Jeg så skræmt på hende og derefter på mit vand. "Har du aldrig hørt det? Alle gør det! Ingen vil have den straf der venter dem hvis de ikke gør det." Jeg gispede og hældte hurtigt vandet ud igen. Måske ville alle blive søde mod mig hvis jeg gjorde det rigtigt. Måske var mobningen en straf for at jeg gjorde det forkert. Megarra tog i en tot af mit hår, den side hun havde klippet i, som nu næsten var helt udvokset, og hev til. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige af smerte.
"Husk det til næste gang, din fede vampyr!" Hendes stemme var slesk. Jeg tændte og slukkede for håndvasken tre gange i håb om at mobningen ville stoppe hvis jeg nu gjorde det, for jeg turde ikke risikere at lade være.
"Et andet enkelt råd ville være at tabe dig et par kilo, eller ti!" Hun slog en latter op og begyndte at fylde sine øjenvipper med mascara.

 

Blandt gamle minder kørte jeg afsted langs vejen. Jeg havde altid været flov over det med vandhanen. Endnu en fejl ved mig. Mine tvangstanker. Jeg hadede det ord, det fik mig til at lyde som en der burde ligge på en afdeling for psykisk syge ... hvilket jeg nok også burde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...