Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1436Visninger
AA

5. Kapitel 4

Den næste jeg valgte at besøge var Ginny. Hun var tilskuer, men hang også engang imellem ud med Megarra da de var grandkusiner. Hun boede på en gård endnu længere væk fra centrum end Thea. Hendes forældre ejede en rideskole, og hun var ene barn. Lige da jeg startede i klassen havde jeg været hjemme hos Ginny tre gange. Jeg kan huske at jeg håbede vi kunne blive bedste venner, selvom hun og Emma hang sammen som et stykke tyggegummi på en væg, var mit håb der. Men i takt med at jeg startede i ottende og drillerierne blev til mobning falmede mig håb. Jeg parkere bilen på gårdspladsen og gik først ind i det store røde hus Ginny boede i. Der var tre hus, det hun boede i, stalden og rideskolen.

Døren var ikke låst og både Ginny og Emma stod i entréen og var igang med at tage overtøjet af. De havde altid været søde til at snakke med mig i frikvarterne, lige da jeg startede i klassen, men de var bedste veninder og dem kunne man ikke komme imellem. Jeg huskede tydeligt hvordan jeg dag ud og dag ind havde siddet og stirret ensomt ud i luften hvert eneste frikvarter, og bag efter havde cyklet hjem og havde siddet på mit værelse og igen stirret ud i luften, tit i selvskab med sodavand eller chips. Jeg var ensom, men det var bedre end da jeg begyndte i ottende og hele verdens var imod mig. Jeg blev fed af alt det slik. Jeg trøstespiste. Mine forældre så godt jeg blev tykkere og tykkere, men de sagde intet, de vidste ikke at der var en grund til det. En dag i maj tog mor en samtale med mig hvor hun fortalte mig at jeg var tyk. Jeg græd og selvom hun lovede at hjælpe mig med at tabe mig tabte jeg mig ikke før Megarra var enig i hende. Der stoppede jeg næsten helt med at spise. Jeg smed alle billede ud fra den tid. Alle. Jeg så på mig selv i spejlet og så bag efter over på Ginny og Emma som begge var høje og slanke. Jeg misunde dem.

Med tunge skridt gik jeg op af trappen til Ginnys værelse som lå lige med udsigt ud til folden. Alle hestene var også frosne, men jeg havde erfaret mig at dyr og planter levede op ved en berøring, det gjaldt dog ikke mennesker. Ginnys dagbog lå fremme på hendes skrivebord. Den var meget tykkere end både Theas og Melodys, og så med heste uden på. Jeg slog op på første side.

 

August 8. årgang
Kære... 31/8-11
Jeg fik dig for langt tid siden af mor, i gave, men jeg har først fået taget og i brug nu. Det var jo en oplagt mulighed nu hvor at jeg startede i syvende i dag. Der startede en ny pige i klassen. Miranda hedder hun. Megarra kunne tydeligvis ikke lide hende, men jeg synes nu hun er okay. Hun kommer fra New York og flyttede her til Oxford i sommerferien. Hun har langt sort hår og grønne øjne. Faktisk er hun ret køn, med sin spinkle krops bygning, små læber og lille næse. Egenligt mangler jeg ikke nogen veninde. Jeg har Emma. Min skønne Emma. Og så selvfølgelig Emmelina og Leah, mine to elskede heste. Leah er en west moautin, rød brun og jeg fik hende af mine forældre da jeg fyldte syv, så hun har fulgt mig længe. Emmelina fik jeg i sommers, hun er en araber og virkelig elegant med sin blanke hvide pels. Hun er en rigtigt god dressur hest. Jeg er faktisk lidt bekymret for Miranda, for at komme tilbage til hende. Alle i klassen er bedste veninder på enten en eller to, og så lige Mirandas gruppe på fire, jeg ved ikke rigtigt hvor hun passer ind henne. Hendes sprog er også mærkelig, både hendes udtryk og hendes accent. Jeg tror bare jeg blander mig helt uden om hende, selvom mor har inviteret hende med mig hjem på fredag. Som om vi er børn der skal "lege" sammen. God!

Knus Ginny

 

Jeg huskede godt min første skoledag. Jeg savnede mine gamle veninder, og havde kun dem i tankerne. Hele sommeren havde jeg brugt på at brokke mig, og jeg havde ikke tænkt mig at give op, selvom jeg godt vidste jeg aldrig ville komme tilbage til mine veninder i New York.

 

August 8. årgang
Mine håndflader var fugtige, mens mit blik nervøst skuede ud over klassen. Eleverne smilede og snakkede koncentreret med hinanden, uden at læreren så den.
"Byd velkommen til den nye pige Miranda Olivia Christensen." Vores lille buttede dansklærer Miss Boyson smilede til mig, "Jeg håber i vil tage rigtigt godt imod hende." Jeg krympede mig sammen, jeg følte mig så stor som jeg stod ved siden af Miss, Boyson med mine 173 centimeter. I New York var jeg ikke engang den højeste i klassen, både min bedste veninde Phoebe og India og Lillian var højre end mig, og det var kun pigerne. Her var der kun en der så ud til at overgå min højde, en muskeløs dreng med mørkt hår. Jeg følte mig malplaceret, alle så ud til at have deres grupper. Sådan havde det også været i New York, der havde jeg bare også været en del af en gruppe.
"Sæt dig ned ved siden af Gemma. Megarra du kan flytte ned bag ved til drengene." Megarra rullede med øjnene og sukkede. Jeg så Miss Boyson sende hende et strengt blik. Jeg gik ned og satte mig ved siden af en arabisk pige, med store chokoladebrune krøller. Hun så ikke på mig,og jeg undgik også at kigge på hende.

 

Dengang mobbede Megarra ikke. Hun hviskede til sine venner og rullede med øjenene når jeg gik forbi, og jeg vidste at hun bagtalte mig. Det var ikke meget, men nok til at jeg følte mig ensom. Maden blev min ven, tog den plads Phoebe engang havde haft. Jeg bladrede nogen sider frem.

 

Oktober 8. årgang
Kære dagbog. 12/10-11
Jeg kan ikke lade være med at få ondt af Miranda hver gang jeg ser hende sidde alene i frikvartet. Alle ved at Megarra hader hende, men drillerierne er kun små drillerier, og alligevel giver det sådan en halv dårlig stemning i klassen. Miranda har taget mindst syv kilo på siden hun startede i vores klasse og var høj og spinkel. Hun er ikke spinkel mere, og man ser hende næsten altid med en pose chips i hånden. Jeg er glad for at jeg ikke er hende. Jeg er glad for at jeg har Emma til at være sammen med i frikvarterne og Emmelina og Leah til at være sammen med hvis Emma er syg eller ude at rejse. Mor og far snakker om at købe en ny araber til rideskolen. Jeg har set hende, hun er virkelig smuk, men hun bliver aldrig lige så smuk som Emmelina. Jeg limer et billede ind af mig og Emmelina far tog i weekenden.
Mor inviterede Miranda med hjem på fredag. Gosh, jeg har fortalt hende at jeg ikke vil have noget med Miranda at gøre! Og desuden har jeg ikke tid, jeg har to heste der skal passes!!!

Ginny

 

På billedet var en hvid hest med store smukke øjne og Ginny ved siden af med hendes røde hår flagrende under ridehjelmen. Hendes øjne smilede. Det havde mine ikke gjordt i flere måneder, år. Jeg tror ikke jeg havde set nogen øjne der smilede siden syvende klasse. Kun Klaras øjne. I skolen grinede Megarra tit, og de andre grinede med, men smilet blev på munden. Sidste gang mine øjne smilede var den sidste gang Ginny inviterede mig med hjem.

 

Oktober 8. årgang
Jeg smilede stort til Ginnys mor da hun kom ind med et fad med boller og the.
"Er i sultne piger?" spurgte hun og satte den ned på Ginnys sengebord. Jeg nikkede ivrigt. "Hyg jer!" Hun lukkede døren efter sig igen. Jeg tog en bolle fra fadet. Det var blevet en vane at spise, uafbrudt. Der var en akavet tavshed, mens jeg prøvede at tage mig sammen til at fortælle hende om min ensomhed. Så hun ville ligge armen om mig og sige at hun nok skulle være min ven. Jeg håbede så inderligt at hun ville være min ven.
"Ginny?"
"Mmmmm..." Hun bladrede uinteresseret i et hesteblad.
"Må jeg betro dig noget." Jeg fangede hendes blik, et lille strejf af rædsel gemte sig inde bag dem. Hun sank. Jeg tog en dyb indånding og tog mig så sammen. "Jeg tror Miranda hader mig. Hver gang jeg går forbi hende himler hun med øjnene. Jeg føler mig ensom, jeg har aldrig nogen at være sammen med." Lang tavshed.
"Seriøst Miranda, det er totalt overreageret. Du skal lade være med at tage tingene så tungt." sagde hun og sukkede. Tårene pressede sig på. Var hun bare ligeglad? Måske hadede alle mig? Fordi jeg var tyk, og dum og ikke passede ind.
"Und- undskyld. Jeg er bare mærkelig."sammentykkede jeg flovt.
"Ja." Hendes blik gled rundt i bladet. Jeg lagde bollen tilbage på fadet. Jeg var alt for tyk i forvejen. Kort efter kaldte mig trang til en ven så meget at jeg alligevel tog den op og spiste den i en bid.

 

Nu gik det op for mig at Ginny nok ikke mente det. Hun ville bare gerne ud af mobningen. For Megarra mobbede ikke kun mig. Hun mobbede alle, også sig selv mobbede hun. Ved at pine dem til at have dårlig samvittighed. Måske var det ikke alle de grinene ansigter rundt omkring mig der grinede. Måske var der nogen af dem der inderst inde græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...