Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1425Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg forlod Melodys hus og valgte at tage hen til Thea. Ikke fordi hun nogensinde havde mobbet rigtigt. Det eneste jeg huskede var hendes nervøse grinder blandede sig med de andre. Det en mobbekspert ville kalde en medhængere. En af dem der bare står og griner nervøst for ikke at komme nedad i hirakiet. Hellere ikke dem under jeg noget. Det ville jeg selv havde gjordt. Bare alle var som Lucky. Jeg havde selv droppet kampen om at bliver venner med mit liv. Det var ret indlysende en umulig opgave. Suk. Thea boede i en stor grå beton blok. Hendes adresse havde jeg fundet i Melodys adressebog. Jeg havde ikke regnet med at hun boede så ... grimt. Hendes tøj var aldrig nyt og hun så altid ret træt, så hun passede faktisk ret godt ind. Et par forstenede børn sad i sandkassen som var fyldt med orange og gule blade. Thea boede på syvende sal i en meget grim entre.

Jeg tog i håndtaget, men døren var låst. Der lagde jeg mærke til en pige på vej ned af trapperne fra ottende sal. Thea så meget udkørt ud. De mørke rander under øjnene var ikke dækket, og hun var helt makeup fri. Hendes komunefarvede hår var sidecut fra hang ned over hendes øjne i den ene side. Over den ene skulder havde hun en slidt rygsæk, og vigtigst af alt hang et nøglebundt ud af den ene lomme. Jeg tog dem hurtigt og prøvede hurtigt en nøgle med rødt neglelak på. Den låste døren op og jeg trådte indenfor. Det var en meget lille lejelighed. Stuen var rodet fra top til tå og i hjørnet var et lille køkken hvor en mor sad og ammede en lille baby. Hun lignede Thea, udkørt og grå.

På gulvet legede en treårig pige med en ødelagt barbie og to drenge på nok omkring syv og ti flød på den grimme sofa og så på et lille fjernsyn. Alle lignede de Thea. Jeg ville hellere bo i en mudderhytte i Afrika en der. Jeg vovede mig ind i den forstenede hverdag, og forsøgte ikke at falde over tomme ølflasker og chipsposer. Langsomt bevægede jeg mig ind i et lille rum fyldt med plakater og madresser. Fire madresser og en babyseng. Væggen var fyldt med iturevne plakater. Jeg havde virlig ondt af Thea, jeg ville aldrig kunne leve sådan et sted. En pige på tretten sad optaget af sin oldsag af en mobil på den ene madres. Jeg udvalgte mig den madres der mindede mest om Theas. En beskidt en med betræk af et hevy metal  band. Jeg mærkede hurtigt en bule i madresser da jeg satte mig ned. Nysgerighed åbnede jeg en lille lynlås der lå skjult op af væggen. Et grimt kladdehæfte kom til syne. Udenpå var der tegner rastløse tegninger. Mest af flasker og cirkler. 

 

Oktober 9 årgang
7/10-12
Hej fucking grimme kladdehæfte, jeg bliver nødt til at skrive i fordi vi ikke har råd til andet.
Jeg bliver sindsyg. Her er intet plads. Jeg fatter ikke hvorfor mor skal have så mange børn. Jeg skal aldrig have nogen! I skolen er der hellere ingen kærlighed at finde. Falsk latter af offeret og råb efter mor er det eneste der kommer ud af min mund. Jeg ved ikke om jeg elsker mor. Kan man elske en der blev sammen med den mand der tævede en til skind og ben? Når far er her kommer der intet fra nogen af os. Han kan få verdens mest larmende mennesker til at tie. Ikke fordi det hjælper. Næven får man alligevel at smage, efter han har drukket nummer ti millioner øl som man var hentet i supermarked for ham. Jeg har en gang hørt mor forklare ham om vore gæld. Hun lignede en smølf dagen efter, og bag efter kaldte han på mig. Hans boksepige som han kalder mig. Jeg bed hul i min læbe igår. Han gav mig en lussing med en flaske, som ramte mig så jeg bed sammen om min tunge. Det er selvfølgelig ikke noget rigtigt hul, men det føles sådan. Ligesom mig. Et hul. En boksepude. Om 294 dage er jeg fri, ligesom Emma og Amy. Jeg savner Emma, men jeg ved hun trives hos sin veninde. Hun lovede at komme tilbage, men jeg vidste hun aldrig ville det. Så snart man er sluppet løs af fængslet vover man sig ikke tilbage. Det gælder bare om at overleve. Jeg er i tvivl om hvad der skal blive af mig. Amy flyttede ud hos sin kæreste og Emma hos sin veninde. Jeg har hverken venner eller kæreste på grund af Megarra. Hvis hun ikke var til ville jeg have en veninde. Hun sørger for at alle er lonly. Jeg ved godt jeg burde græde mig selv i laser over Miranda, hun er smuk og stærk og fortjener det virkelig ikke. Men jeg kan kun være lettet over at det ikke er mig. Når jeg flygter har jeg hverken råd til high school eller university. Amys kærestes forældre betalte hendes high school og med hendes top karektere fik hun et stipendium til Princeton hvor hendes kæreste også går. Emma blev færdig med sin bog, som nu står sammen i vindues ruderne og er en bestseller. Gid jeg havde sådan nogen evner, men jeg kan hverken min matematik eller skrive, det ved du alt om. Det må være forfærdeligt at få rundt med kragetræer over alt. Fars fulde latter fylder det hele. Hvis jeg er lille nok kalder han ikke.

Han kaldte. Jeg kommer tilbage, hvis jeg overlever....
Thea

 

Mit hjerte bankede. Jeg havde helt glemt mig selv i Theas mareridt. Endnu en der manglede at blive redet. Manglede Lucky. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe. Mit blik kørte rundt i rummet. Hen over de gamle madrasser og madresterne der rodede over alt. Det gav mig en stor trang til at vaske hænder. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg ville væk så hurtigt som muligt, men jeg tvang mig selv til at blive. Jeg måtte hjælpe Thea før jeg forlod det forfærdelige sted de kaldte et hjem. Jeg tog min pung frem. Der lå tyve dollars jeg skulle havde brugt i kantinen. Ikke noget der kunne skaffe hende en udannelse, men et tilskud. Jeg lagde dem ind i kladdehæftet og lagde det tilbage under sengelinet. Vagtsomt bevægede jeg mig over madrasserne og ind i stuen igen. Pludseligt snublede jeg over en flaske, og tog fra med hænderne, der ramte en smadret flaske. Blod strimler dryppede ned på gulvet. Ligesom når jeg farvede min arm rød. Friheden. Afhængiheden.

 

Oktober 9. årgang
"Vampyr." Megarra sendte mig et af sine ondskabsfulde smil. "Du drikker fra din egen arm, vi har genneskuet din hemmelighed. Medmindre du bare er en ualmindelig sindsyg selvisk pige!" En latter slog op. Mine øjne var slørede af tåre, så ansigterne var bare store prikker, men jeg vidste de var der. Megarra havde ikke kun sit lille slæng på Madeleine, Gemma og Abby med. Siden jeg startede efter sommerferien havde hun droppet tanken om at det kun var dem der hade mig. Hele klassen hadede mig nu. De havde også grund. Jeg var mærkelig. Jeg var grim. Jeg var tyk. Nogengange ville jeg bare ønske at de lod mig værre i fred. 
"En fed, selvisk pige med skævt hår der cutter fordi hun er fej." Jeg gemte mit hår under min hue. Det var stadig ikke vokset nok ud til at jeg kunne klippe det lige. Jeg prøvede at få hendes ord forvandlet om til sød og rosende ord, selvom jeg ikke fortjente dem var de som narko for en narkoman. Ord jeg aldrig hørte.

Jeg prøvede at møde gruppens øjne. Der var ingen lysende øjne. Klaras øjne kunne lyse og Mathildas øjne kunne lyse. Lyse af glæde. Men i klassen havde jeg aldrig set nogens øjne lyse, selv ikke Megarras. Mine øjne lyste nogen gange, men kun af sorg. Når jeg altså tillod dem. Tåre gjorde mine kinder våde. Det var befriende at græde. Skole gården var tom for alt andet end latter og onde ord som efterhånden bare var en stor masse. Et kort sekund mødte jeg Theas blik, hendes ene kind var blålilla. Hendes blik var som en mur foran hendes sjæl. Mit blik fulgte hen mod Ginny og Vicky. Begge to opslugt af latter. Ikke grineflip latter, men tvungen latter, som når man griner på komando. Mit blik gled ned af deres arme og så deres stramt knugede hænder. Jeg ville ønske jeg kunne knuge Mathildas hånd, men hun har andre veninder. Jeg er bare hende fra spejder. Blod, jeg måtte have blod. Blod eller søde ord. Mine negle borede sig ind i håndfladerne. Jeg måtte styre mig for ikke at sætte mine tænder i Megarras arm og bide så hårdt jeg overhoved kunne. Hun havde ret, jeg var sindsyg. Virkelig sindsyg.

Jeg satte munden til min hånd. Jeg var sikkert begge dele. En vampyr og en ualmindelig sindssyg selvisk pige. Jeg havde aldrig haft en kæreste eller en veninde, ikke siden syvende klasse da vi flyttede fra New York til London og jeg blev offeret for Megarra og hendes klan, og senere hen for hele skolen. Mine gamle klassekammarater havde altid løjet, noget jeg vidste nu. Alle mine veninder var kun veninder med mig fordi det var synd for mig. Hvorfor ellers? Jeg rejste mig fortumlet op og skyndte mig ud hvor jeg igen mødte Thea på gangen. Nu med et helt andet blik på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...