Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1428Visninger
AA

23. Kapitel 22

Alt hos Melody var som før. Jeg så rundt uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Den energi, alle de idéer som skulle stoppe mobning, der burde havde været der, overfaldte mig ikke. En smule skuffelse fyldte mig. Jeg gik rundt i værelset, stirrede på Melody. Hun havde et hjerte af guld - og jeg ville hjælpe hende. Det er muligt at spørger en forstenet pige, men det er umuligt at få svar - måtte jeg konstatere og til sidst satte jeg mig håbløs ned på hendes seng, da det skar i mine ene balle. Irriteret tog jeg tingen der skar ud af lommen og så på den lille bog, jeg altid havde på mig. MIn dagbog. Jeg slog op på en side og stirrede tomt på den.

I et gik det op for mig, hvad jeg kunne gøre. Hvis folk skulle stoppe mobinig, skulle de ikke bare få det af vide, men få konsekvenserne afvide.

Jeg satte mig ved Melodys MacBook mens mine fingre fløj rundt på tasterne for at skrive et udsnit fra min dagbog ind. Derefter tilføjede jeg: "Jeg dræber mit ydre nu, inden i har jeg været død meget længere. Vil du rede liv - indre og ydre, så stop mobning - de færreste overlever." Alting gik hurtigt, mens jeg copy-pastede teksten og slog op på facebook. Jeg lagde hele teksten ud i alle grupper Meldoy var medlem af, gik derefter videre til twitter og instagram. Forpustet stoppede jeg mine fingre, for at finde flere sider at lægge den ud på. Det skulle spredes. Alle skulle læse det. Alle skulle stoppe mobning. Og at hænge seddler rundt i hele byen ville hjælpe byen, men at dele det på nettet, hvor det ville komme ud til hele verden, var langt mere effektivt. Jeg gik ind på alle de sidder jeg kendte. Nyhedssites, blogge, spillesider og indsatte teksten i hvert et tkstefelt, hver en kommentar boks. Da jeg måtte ærklære mig færdig, var der en behaglig følelse i min mave. Jeg havde hjulpet. Jeg kunne dø i fred.

 

For trejde gang sad jeg på badekarskanten. Men denne gang helt klar til at dø. Jeg lukkede øjnene og slugte pillerne en for en, hvorefter jeg lagde mig ned i badekaret og lod alting opsluge mig. Der blev mørkere og mørkere, men for enden af mørket sås et ganske svagt lys. Svagt kunne jeg høre menneskerne ude for gaden gå forbi igen. Uret tikkede. Alting levede igen. Alting - bortset fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...