Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1475Visninger
AA

22. Kapitel 21

Fej som jeg var, vlagte jeg den letteste måde at overstå det sidste punkt på. Undgå at se Clara, blot læse hendes dagbog. Jeg vidste at Clara førte dagbog, og så snart jeg trådte ind på hendes lille værelse, vidste jeg også hvor. Min søster havde som sagt amnesia, hvilket betød, at hun tit glemte ting - ligesom at de blev slettet fra hendes hukommelse, fordi hun blev rystet under fødselen. For at kunne huske aftaler, og hvad der var sket, skrev hun hver aften dagbog, og derfor lå den også på hendes seng, så hun ikke glemte det. Jeg bed mig i læben for ikke at græde over, at det var sidste gang jeg så ind på det lille værelse med lilla vægge, pæne reoler og ryddet over det hele. At Clara skulle være pigen med en død søster. Indtil vi flyttede fra New York havde vi været som to dråber vand, men som tiden gik og Claras amnesia blev værre i takt med, at jeg druknede i tårer, forsvandt vores venskab som dug fra solen.

Jeg satte mig sørgmodigt på hendes seng med blomster betræk og tog den læderindbundende bog. Hendes håndskrift var den nydeligste jeg nogensinde havde set og hendes bogstaver svingede sig hen over de linierede sider som ingen andres.

Jeg slog op på en side fra marts dette år, for jeg ville gerne havde afsluttet det helt. I dag var det den 4. april, så når jeg havde læst Claras dagbog havde jeg været hele mit liv rundt.


Marts 10. årgang

Den 24. marts

Jeg er træt og jeg har noget jeg skal diskutere med mig selv i aften, så det bliver ikke den lange tale om, hvad jeg har lavet. En almindelig skoledag. Jeg har lavet stilen til i morgen - den lægger i min stilemappe. Ingen anfald eller noget. Det eneste jeg bed mærke i var Miranda. Hver gang jeg kigger på hende mindes jeg de gode tider, hvor hun var smuk og slank - ikke tynd - og vi havde det stærkste bånd, jeg nogensinde har haft til en person. Der kommer altid et stik af savn. For jeg savner den Miranda, der ikke sulter sig ihjel og cutter og gør de værste ting mod sig selv. Det gør vi alle sammen, men det værste er at mor og far er for chokerede til at gøre noget. Få hende i behandling eller noget.

Hun kom hjem fra hospitalet i dag, men hun har stadig ikke røbet, hvordan hun endte i den skov. Hver gang jeg tænker på min samtale med hende den dag, begynder mit hjerte at banke hurtigt. Jeg var bange. Så bange som jeg aldrig har været før.

Jeg ville ønske, hun ville kæmpe for at komme tilbage igen. Hun har ødelagt familien siden, hun begyndte at have det dårligt med sig selv. For jeg ved hun lever i et helved. Det er tydligt for enhver. Jeg selv har bare ignorret hende. Prøvet at rede mit eget liv. Det er derfor jeg aldrig snakker om hende. Men det er lykkedes. Jeg lever stadig, og jeg glæder mig til den dag jeg lfytter hjemmefra, så jeg ikke behøver bo dør op med en anorektier, selvom jeg elsker hende. Jeg vil have, at det sted man kalder hjem skal være et rart sted.

 

Der stoppede teksten og jeg gættede på, at hun måtte havde fået et hukommelsestab og ikke skrvet videre. Men tårerne fylder mine øjne, men jeg stille hvisker: "Nu får du et rart hjem, Clara." Jeg forsøger at smile, men kan ikke. Alting er så sørgeligt.

 

Alt skulle afsluttes nu. Jeg forlod Claras værelse med øjnene fulde af tårer og satte mig ind på badværelset, hvor alt stod klar. Mine næver klemte om pillerne og jeg skulle til at sluge dem. Brevene var udelt. Der stod ikke andet end en undskyldning og et farvel, men da gik det op for mig, hvor manger mennesker der egentligt var påvirket af mig. Uhyggeligt mange havde levet i et maridt i mere eller mindre grad på grund af mig. Nu ville det stoppe med alle dem der led på grund af, at jeg blev mobbet, men mobing ville jo ikke stoppe overalt i verden, fordi jeg var væk. Jeg kunne ikke bare kaste mig i døden og lader andre lide min skæbne. Og der kom et navn op i mit hoved.

Melody. - jeg måtte hjælpe hende med at bekæmpe mobning inden jeg døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...